Turnus på flextid/deltid?

[Helene78]

Hej Andreas Lundh!
Jeg vil ikke hænge vedkommende ud på nettet.
Det gør jeg heller ikke med den overlæge, der har misbrugt min mail -eller sekretæren.

Men jeg har sendt mails til FAYL, ringet osv.
Jeg fik at vide, at jeg så skulle prøve at foreslå at tage til et yderamt.
Det var jeg på det tidspunkt ikke lige tilbøjelig til.
Fordi hvis jeg skal på deltid så skal jeg bo der rigtig længe - og min mand kommer måske til at gå arbejdsløs.
Så vil det påvirke familielivet så meget, at det næsten ville være bedre at
træde ud.

Det er også fordi, der hvor jeg har trukket turnus - jeg havde nu ikke et godt nr. overhovedet og det er ikke et meget eftertragtet sted - men det er heller ikke det allerværste - det er sådan middel - men der har de nu fået et mellemvagtslag på med.afd.

Og det er jeg ikke sikker på, at de har på de små sygehuse i laaaangt ude på landet. Og jeg har også en stor protest imod at skulle gå rundt alene på nattevagter med meget dårlige patienter.
Det at der var en mellemvagt på sygehuset ville betyde alt - især hvis jeg skal være på med.afd. et helt år.

Jeg tror fagforeningen syntes jeg bare var sådan en totalt krævende, forkælet yngre læge, da jeg sagde ovenstående - og så tror jeg de lidt opgav mig.
så måske er det så også lidt min egen skyld.

Jeg har været så optaget af at være mor at jeg lidt har glemt at være ambitiøs.

Nu kan jeg dog mærke at “moderskabspsykosen” - ja det vil jeg næsten kalde det - det at man bliver så opslugt at sit barn - lidt ligesom at være forelsket for alvor - den er ved at lette lige netop så meget så jeg begynder at kunne tænke lidt rationelt og være lidt ambitiøs - som jeg var engang - da jeg startede på at læse medicin.

Jeg tror bare det er vigtigt at man når man får børn får lov til at gå ind i den der “psykose” - ja altså I må ikke misforstå - jeg bruger ordet for sjov!!!
Men jeg tror det er en vigtig udviklingsproces at man får lov til at blive mor med hud og hår i en længere periode - og når moderidentiteten er ved at være godt på plads så kan man begynde at kigge på arbejdsmarkedet igen - men allerhelst i et roligt tempo - da det ellers føles lidt voldeligt - den ene dag fuldstændig at kunne helllige sig sit barn 24 i døgnet - og så næsten fra den ene dag til den anden arbejde 50-60 timer om ugen.

Jeg vil gerne ud at arbejde igen - men jeg kan næsten ikke holde systemets afstumpethed ud.

Jo fagforeningen sagde at jeg også måtte lave nogle kompromiser.
Og det kan godt være, at jeg skal det.
Men sådan som dialogen med det lokale videruddannelsesråd har været så har det været mig, der skulle lave alle kompromiserne. Og et kompromis indeholder jo som regel både fordele og ulemper.

Jeg vil dog sige, at jeg har via mine fødsler fået mulighed for en meget lang orlovsperiode. Førhen sad der en sekretær som var helt vidunderlig i videreuddannelsesrådet. Jeg tror hun ville have kæmpet for mig - men hun holdt op fordi hun også er vild med børn og gerne ville til at passe sit barnebarn - typisk.
Hun kunne forstå mig fordi hun selv havde haft de samme behov og tanker da hun fødte sine børn og efterlevede dem.

Nå men jeg vil gerne have navne på alle relevante personer, der kunne tænkes at ville arbejde for denne sag - både for mig og for alle andre, der har eller måtte får denne problemstilling.

Mvh. Helene

[Helene78]

´Mit problem er jo, at jeg svinger imellem at tænke, at jeg ligeså godt kan give op og så arbejde på en alternativ karriere - for systemet er for afstumpet og for tungt at danse med - og der er grænser for, hvad jeg vil gå med til i forhold til min familie - og så at tænke, at det bliver en kæmpe nedtur at lade dem gøre det her imod mig - og jeg vil ikke give op før jeg har prøvet alt der overhovedet kan gøres.

Det er ikke sjovt, at den uddannelse man har kæmpet for at tage - ja jeg har tilbragt jeg ved ikke hvor mange somre ( i eksamenstiden) og juleferier nærmest i døgndrift på læsesalen osv… ja det er da surt, at jeg måske må sige - at det gav ingenting for mig -for jeg vil ikke arbejde som en sindssyg nu hvor jeg har en familie.

Jeg tænker nu at uanset hvad jeg selv ender med at få ud af det - så vil jeg gå hele vejen - for hvis de skal smide mig ud - blot fordi jeg beder om deltid - så skal de ikke kunne gøre det nemt.

De skal opleve, at der bliver protesteret af alle kræfter - for næste gang der kommer en yngre læge og beder om deltid, så kan det jo være, de tænker lidt mere over det - hvis de oplever hvor meget protest og arbejde til dem det skaber bare at sige nej uden egentlig at have gjort en regulær indsats.
Mvh. Helene

[Helene78]

Hej
Jeg vil bare sige, at jeg har en plan B, såfremt det ikke lykkes mig som en ren David mod Goliath at omstyrte det rigide, gammeldags system.
Jeg kan godt bruge min lægeuddannelse som fundament/springbrædt i en anden karriere.
Men det er klart, at det stadig er urimeligt at jeg skal tvinges ud i et sådant valg.
Og selvfølgelig noget, jeg er ked af.
Til jer der stadig er studerende vil jeg sige - hvad med at vi alligevel dannede den foreslåede forening?
Jo flere kræfter der skubber på jo bedre.
Nogle gange skal der græsrodsbevægelser til for at påvirke for alvor.
Jeg ved f.eks. at foreningen Forældre & Fødsel var med til at kræve - eller var det deres succes helt entydigt? - det husker jeg ikke lige - nå men de var i hvert fald en stor del af årsagen til at fædre i dag får lov til at deltage i deres børns fødsler. Det er ikke mange år siden, at de blev forment adgang.

Jeg mener at den forening vi kunne danne kunne være et nødvendigt supplement til det allerede eksisterende system.
Som noget helt basalt kunne foreningen jo bare skabe kontakt mellem
læger og stud. som kan bruge hinanden til støtte og opbakning i forhold til
de problemer, de enten står i eller som venter forude.
Og det vil også være godt at kunne give hianden fif og bruge hinandens erfaringer.

jeg oplever ikke at det eksisterende system er nok til hjælp.
De resignerer hurtigt og siger bare, at så må du gennemføre på fuld tid -
det gør alle andre jo.

Jeg vil også opfordre jer alle - uanset hvad - til at gå ind i et politisk arbejde nu - når I først er færdige og skal starte turnus kan det være for sent.
Men måske kan I nå at rykke noget for alvor.
Skriv f.eks. til Sundhedsministeren - og forklar, at I også ønsker deltid i turnus som en ret.

Ja der er sikkert utallige tiltag I kan gøre.
Hvis ikke I gør noget, så risikerer i at systemet ikke har rykket sig noget særligt, når I skal i turnus.
Der skal mange kræfter til at gøre noget - derfor jo flere samlede kræfter jo bedre.
Mvh. Helene.

[Minnie]

Ja, jeg undersøgte sagen for de godt 2 år siden da jeg skrev de oprindelige indlæg…jeg ringede rundt til FAYL samt til samtlige videreuddannelsesråd bare for at være på forkant og forhøre mig om de forskellige muligheder.

Alle steder var meldingen den samme (også i FAYL): de havde aldrig oplevet at der var nogen der efterspurgte deltidsstillinger i turnus og det ville administrativt være for besværligt (???). Jeg forklarede så situationen mht. også at ville prioritere børn og familie osv. og at jeg derfor ikke ønskede at arbejde fuld tid, men der var godt nok ikke ret meget imødekommenhed; jeg fik at vide at jeg jo havde kendt betingelserne fra start. At forklare at medicinstudiet er så langt at mange går fra at være singler når de starter til at være gift og have børn når de bliver kandidater fandt jeg ud af var utroligt svært; der er simpelthen ingen forståelse for at ens livssituation og dermed ønsker ændrer sig radikalt på de år (det er nu snart 7 år siden jeg startede på studiet…).

Jeg har stadig 2 års normerede studier tilbage, så turnus er stadig ikke lige om hjørnet, men jeg er i mellemtiden blevet mor og har således ikke været studieaktiv det sidste år…og nu handlet det for mig om overhovedet at blive færdig med studiet.

Men når jeg så forhåbentlig engang bliver færdig som læge SKAL forholdene simpelthen være bedre end de tilsyneladende er i dag. Det er som sagt 2 år siden jeg sidst havde kontakt med videruddannelsesrådene og FAYL men i anledning af det fornyede liv der er blevet pustet i denne debat vil jeg tage kontakt med dem igen og fremføre de samme ønsker og høre om tingene har ændret sig.

Jeg har præcis de samme holdninger som jeg kommer frem med i de indledende indlæg i denne debat; og jeg er nok i endnu højere grad nu (hvor den fremtid jeg omtalte er blevet til nutid) indstillet på at prioritere min familie højere end lægejobbet (og -studiet).

Ligesom Helene78 har jeg også erfaret at der - tilsyneladende - generelt ikke er den store efterspørgsel fra læger efter deltidsstillinger; det er mit indtryk at læger som gruppe er forholdsvis karriereorienterede og fagligt ambitiøse hvilket medfører at de fleste læger også arbejder meget.
Men det betyder ikke at det bør være umuligt ikke at prioritere sit job højere end alt andet…at man så skal være længere om at tage sin turnus og speciallægeuddannelse hvis man arbejder på deltid er en vel en selvfølge.
Og at argumentere for at turnus er 1½ år i en fuldtidsstilling der bare skal overstås er i mine øjne mangel på forståelse for problemet; man kan ikke bare være fraværende på familiefronten i 1½ år - det er ALT for lang tid!!!
Det SKAL simpelthen blive en ret og en mulighed at kunne få sin autorisation til selvstændigt at virke som læge uden at skulle placere sine børn i en institution 50 timer om ugen!!!

Jo flere der efterspørger denne mulighed - ja, kræver den - jo tættere på målet kommer vi forhåbentlig.

/Minnie

[mgybel]

… blot lige en lille kommentar til en enkelt bemærkning tidligere:

Hvadenten man vil det eller ej, så er det altså en del af turnus, at man skal være selvkørende i klinikken, og det gælder også at kunne håndtere dårlige patienter på egen initiativ.

Iøvrigt er jeg enig i, at det virker som om der er et behov for deltidsturnus for de som måtte ønske det. Men ejg kunne stadigvæk godt tænke mig at høre, hvordan en sådan deltidsturnus skulle være indrettet?

Iøvrigt, der er vel ingen steder hvor man arbejder mere end 37 timer om ugen i snit Det må man jo ikke ifølge overenskomsten…

• Mikkel

[Smlfine]

Jeg må indrømme, at jeg er dybt rystet over, at høre, at man bare får en melding fra FAYL, at man har kendt forholdene fra starten…
Som Minnie så rigtigt pointerer, så ændrer ens livssituation sig ofte en hel del på 6-7 år, specielt i den alder folk har når de er under uddannelse.
En fagforening som feks FADL og FAYL bør da varetage deres medlemmers interesser, og ikke fordømme dem!
Jeg er helt enig i, at der nok må indgås nogle kompromis´er, men det må da være muligt at finde en løsning så vi kvinder (ja undskyld drenge, men jeg har ikke indtryk af, at I føler arbejdspresset som et problem ifht familiesituationen som vi gør) ikke kommer ud i, at vælge vores lange uddannelse fra pga børn og mand.

[MHR]

Ved KU info mødet om turnus, fik vi at vide, at der var mulighed for at komme i turnus på deltid, men yderligere oplysninger fik vi ikke. Så om det betyder turnus på måske 2 år i stedet for 1½ ved jeg ikke.

Jeg synes det lød ganske interessant, og ville nok selv være interesseret idet. (er pt gravid i 3 trimester med mit 3 barn, og har absolut ikke lyst til at skulle have et vuggestuebarn i institution i så mange timer dagligt, som det vil være nødvendigt, når jeg skal i turnus).

Det lyder dog ikke ligefrem som om, det bliver let at få lov til. Foreløbig skal første hurdle også overstås: turnuslodtrækningen, og hvis jeg alligevel skal flytte til den anden ende af landet, får min mand masser af tid til børnene, da han i så fald må sige sit job op, og ikke kan få et nyt uden for københavn )

[Helene78]

Hej

I skal bare vide, at jeg har fået at vide af FAYL, at der er dannet præcedens.
Lige nu mens vi skriver går der sandsynligvis en turnuslæge rundt og nyder sin deltidsstilling.
Jeg talte nemlig med en overlæge fra netværkslinjen i går - han blev ved og ved og ved med at gentage, at jeg skulle forholde mig til “virkeligheden”
Dvs. han mente jo, at mit ønske om at være deltidslæge under turnus og ssv. en årrække frem var udtryk for en ekstrem naivitet og at jeg enten måtte dukke op og face the reality eller finde mig en anden geschæft.
Sådan sagde han det godt nok ikke - men det var jo det han et eller andet sted personligt mente. Det ærger mig, at jeg talte så længe med ham - for jeg kunne vel have sagt mig selv, at mange af de lidt ældre læger slet ikke kan sætte sig ind i deltidstanken.

Nå men til sidst så blev jeg træt af at få det med “virkeligheden” at vide.
Så sagde jeg, at jeg faktisk forholder mig til virkeligheden.
Den virkelighed at det står sort på hvidt i yngre lægers overenskomst at vi HAR mulighed for deltid - og jeg ved der går en eller flere yngre læger rundt sikkert lige nu og har det privilegium
Så kom ikke og belær mig om virkeligheden - vel`?
At man så er ligeglade med det himmelråbende uretfærdige i, at denne mulighed for deltid er totalt vilkårlig - ja det er jo det, jeg vil have lavet om på.
Man kan ikke bare blive ved med at lade denne mulighed være forbeholdt de få heldige. Så føler jeg mig i hvert fald uretfærdigt behandlet.
Mvh.Helene
l

[Helene78]

Så vil jeg også lige tilføje!
Der er jo andre grunde til at sige fra overfor op til 60-70 timers arbejdsuge end at have små børn.
Men hvis ikke jeg havde små børn, så ville jeg godt kunne klare det i 1½ år.
Så ville jeg ikke være så “besværlig” som systemet synes jeg er.
Derfor er det selvfølgelig legalt at sige fra af andre grunde. Jeg vil bare gerne pointere at jeg ikke er arbejdssky - jeg elsker at arbejde hårdt og være engageret - det synes jeg er livet. Men det er ikke livet, at gå glip af
sine børns første vigtige år.

Nå men jeg ville bare komme med en opfordring.
De fleste som læser det her er jo nok stud.med. endnu.
Når nu systemet er så tungt at danse med - og ligeglade med små børns behov for nærhed - altså det er da ok at få dem passet af og til - men det skal være et valg og ikke tvang . Nå men altså i denne situation så få jeres børn mens i læser.

Det er også det biologisk mest sikre.
For der er sgu svært at gøre det, man føler mest for, når man først er blevet cand.med. Så skal man igen udskyde at få børn indtil turnus er overstået. Det er der nogle der kan og stadig få 2-3 sunde børn. Men der vil også være nogle som havner på fertilitetsklinikken, fordi deres grundfertilitet måske ikke super - og så er det altså vigtigt at få det første barn inden de 30.
Har man en super grundfertilitet så kan man blive gravid langt op i 40´erne. Men hvordan skal man som kvinde (mand - vi er jo to om det)
kunne vide det.

Så systemet ligger altså op til at man skal spille russisk roulette med sin fertilitet.
Det vil jeg bare ikke.
Jeg er jo uddannet læge - og jeg ved, at man skal have respekt for biologien - selv om læger er dygtige også fertilitetsmæssigt - så må man altså sige fra hvis man ved, man gerne vil have børn.
Og nu hvor jeg har børnene - ja så har jeg da ikke fået dem for at arbejde 60 timer om ugen i de år, hvor de har allermest brug for mig og hvor jeg har allermest brug for at være tæt på dem.

Nå men hvis jeg havde vidst alt det her - det er jo nemt at være bagklog.
Så ville jeg med is i maven have undladt at gøre min uddannelse færdig -
have fået mine børn og så ville jeg finde ud af at læse på halv tid.
Det er jo så også svært for det koster jo penge.
Men måske er der nogle af jer der har en mand, der tjener penge eller som vil støtte jer i at få jeres børn mens i læser.
Man kan altså godt leve af 1 indtægt mens børnene er små. De behøver ikke så meget - hverken m.h.t plads, egen bil eller alt muligt andet som kræver 2 indtægter. En kristianiacykel kan fungere fint i årevis og man kan godt lade dem dele værelse mens de er små osv. osv.

Det er hårdt at læse med små børn. Men det er stadig en privilgeret tilværelse i forhold til at skulle starte turnus med arbejdsuger op til 60 timer eller mere`?og ingen mulighed for at sige fra.

Jeg er bare så træt af at man bare lukker øjnene for problemerne.
Kan det være meningen at man som højtuddannet kvinde så skal reducere
sit moderskab?

Det er jo det de så vil have os til. Vi må finde os i at få færre børn, få dem senere og at der er en stor gruppe højtuddannede kvinder som aldrig får børn. Det siger statistikken jo - det er en meget tydelig tendens.
Hvis det er et bevidst fravalg så fred med det. Men hvis der ender med at sidde nogle ulykkelige kvinder som har fået en fin karriere og som er så dygtige og pligtopfyldende men som aldrig rigtig fik lov at opleve lykken ved at være mor - enten fordi det blev for sent eller fordi det ikke blev lykken med alt det arbejds/karrierepres - ja så er det bare for dårligt.

Hvornår går det op for systemet at selv om kvinder er ligeså dygtige og kloge som mænd, så har vi altså nogle andre biologiske grundvilkår som der skal tages hensyn til?

Hvor længe kan man lukke øjnene og lade som om man er dum - og ikke kender de biologiske forskellige som graviditeter, fødsler og (langtids)amning udgør?

Jeg synes kvinder skal have lov til både at blive mødre - og ikke bare en mor der føder sit barn for dernæst at aflevere det næsten alle døgnets vågne timer - men også social mor.
Som det er nu kan man blive biologisk mor - men hvad med også at blive en social mor. En der af og til selv passer sit barn - også på hverdage osv.
Så institutionen bliver et supplement og ikke barnets “hjem” fordi mor og far altid skal arbejde så meget.

Nå men hvis I kan så få børn mens I læser.
Indret økonomien efter det - og accepter f.eks. at skulle læse på halv tid.
Jeg har svært ved at se andre udveje lige nu.
For de er ligeglade med os og vores børn. De har jo selv - dem der sidder i SST osv. arbejdet igennem mens deres egne børn var små.
Hvorfor skulle vi så få det bedre?!

Mvh .Helene

[Helene78]

Jeg vil dog lige sige, at alt ikke er dårligt i vores samfund.
Jeg synes faktisk det er et stort gode, at der er så udbredte og lettilgængelige pasningstilbud i vores samfund. På et eller andet tidspunkt så får de fleste forældre behov for at få deres barn passet og barnet får behov for at komme ud og opleve andre børn og andre miljøer end hjemmet på egen hånd.

Men jeg går stadig mest ind for deltidspasning.
Ligesom jeg går mest ind for deltidsarbejde - i hvert fald i en periode.

Jeg har nu været på barsel i en temmelig lang periode da mine barselsperioder endte med at overlappe hinanden.
Og jeg kan godt mærke, at det heller ikke ville være lykken hvis ikke der var nogen krav om, at jeg skulle ud og i gang med at bruge min hjerne
og klare nogle udfordringer.

Det eneste - men det er så også et kæmpe problem - jeg ikke kan kapere det er, at der ikke er denne her mellemvej mellem fuld tid (og langt mere i praksis) og så at være ude af systemet.

Det er en generel tendens på arbejdsmarkedet som jeg er meget bekymret for.
Jeg er jo så priviligeret at jeg godt kunne følge med. hvis jeg ville.
Hvis jeg ender med at ryge ud af turnsordningen i denne omgang så er det
fordi jeg har ressourcer til at sige fra og ressourcer til at skabe mig et alternativ.
Men generelt er det en kedelig tendens at der kun kan vælges mellem fuld tid og fuld tid ;0))

Jeg tænkte længe, at sådan er det at være læge. Hvis ikke man vil knokle så har man valgt forkert.
Men så var det jo jeg opdagede, at sådan er det altså ikke at være læge i f.eks. Sverige.
Hvis svenskerne kan finde ud af det - altså så er det vel ikke bare mig der
“har valgt forkert”.

I nogle specialer hvor det er meget akut præget der er deltid måske lidt betænkeligt - også der hvor det meget er håndværksmæssige færdigheder.
Man kan måske godt diskutere om man kan blive kirurg på deltid.
Men i turnus så laver man jo kun det basale.
I kirurgien står man jo bare og holder sårhager, klipper, suger og syr sår sammen. Det kan man godt klare - også på deltid vil jeg mene.
Turnus er jo netop det sted, hvor man lærer de basale lægelige færdigheder - hvis ikke man skullle kunne klare den opgave på deltid - hvornår i lægekarrieren skulle man så. Det bliver jo kun mere kompliceret efterhånden.
Faktisk så er det så hårdt at klare alle de nye ting netop når man er i turnus. Man skal forholde sig til en masse ting, nye mennesker, nye omgiverlser osv. En deltidsstilling ville betyde at man skulle være længere det enkelte sted - og så kunne man jo nå at lære stedet og personalet at kende!!!
Og dermed få mere overskud til det faglige!
Er det ikke en pointe?
Mvh. Helene

[Simons]

Hej Helene,

Har du tænkt på eventuelt at tage en Ph.d. på halv tid? Så vidt jeg er orienteret arbejder man meget frit, når man er Ph.d.-studerende. Det er flextid og man har mulighed for at blive hjemme nogle dage og “arbejde”.

Du kunne gennemføre det over længere tid end de nominerede 3 år, og når børnene skal begynde i skole, kan du gå tilbage og færdiggøre turnus. På den måde kommer du ikke for langt væk fra faget - eller dine børn.

Jeg har snakket med en kvindelig turnuslæge med fire børn, som havde gjort det (Ph.d. og børn) inden hun begyndte i turnus, og hun var overordentlig glad for det. Samtidig havde hun også en engageret mand, som hjalp meget til på hjemmefronten, hvilket også har hjulpet.

I øvrigt så tror jeg altså ikke at en arbejdsuge er 60-70 timer som du skriver. Vi er jo så heldige at være ansat i det offentlige, så man kan afspadsere overarbejde. Dvs. hvis det usandsynlige skulle ske at du en uge arbejder 70 timer, så kan du rent faktisk afspadsere en hel uge på et senere tidspunkt. Alt i alt ender man på 37 timer pr uge. (med mindre man vil have udbetalt overarbejdet).

Forresten kan du måske sprede debatten og få flere sten til at rulle, hvis du skriver et debatindlæg i Ugeskrift For Læger. (http://www.ugeskriftet.dk). Eller Dagens Medicin. (http://www.dagensmedicin.dk). Hvis andre læger har det som dig, vil de sikkert bakke op om sagen i debatten. (Du er jo ikke den første læge der har præsteret at få børn )

Ellers god vind med det hele!

[Helene78]

Nu er det vist sidste gang, jeg skriver i dag!
Jeg bliver bare ved med at gruble og så må jeg lige skrive lidt mere…
Men jeg ville lige sige, at førnævnte overlæge faktisk forsøgte at hjælpe mig.
Han kom med nogle forslag til, hvad jeg kunne gøre - nemlig finde andre turnuslæger, som vil dele en stilling med mig, og finde et turnussted, som vil
tage en deltidsturnuslæge.

Så han var jo ikke bare sort-hvid en ældre ensporet læge.
Men jeg kunne bare godt mærke, at selv om han forsøgte alt, hvad han kunne at hjælpe - så går han ikke personligt ind for deltid.
Og det er jo nok også et grundvilkar, at vi ikke skal regne med, at vi får det her forærende. For de ældre læger, som jo er dem der sidder og kan bestemme nu, de kan jo bare henvise til, at de måtte klare det samme eller det, der var værre.

Men det er så bare ikke et argument for at fortsætte. For så længe der er nogle der er utilfredse, så må man lytte og prøve at gøre noget.
Man kan jo ikke bare lade som om problemet slet ikke eksisterer.
Eller lade som om det kun er nogle få brådne kar, der ønsker denne deltid.

Det var let for dem at trumle mig fordi jeg hurtigt kom til at føle - nå det er også bare mig der er noget galt med.
Men jeg synes nu, at jeg kan se her, at det er det faktisk ikke.
Det er et generelt problem.
Mvh. Helene.

[MHR]

[quote=“Helene78”:2r5yfqzr]Nu er det vist sidste gang, jeg skriver i dag!
Jeg bliver bare ved med at gruble og så må jeg lige skrive lidt mere…
Men jeg ville lige sige, at førnævnte overlæge faktisk forsøgte at hjælpe mig.
Han kom med nogle forslag til, hvad jeg kunne gøre - nemlig finde andre turnuslæger, som vil dele en stilling med mig, og finde et turnussted, som vil
tage en deltidsturnuslæge.

Så han var jo ikke bare sort-hvid en ældre ensporet læge.
Men jeg kunne bare godt mærke, at selv om han forsøgte alt, hvad han kunne at hjælpe - så går han ikke personligt ind for deltid.
Og det er jo nok også et grundvilkar, at vi ikke skal regne med, at vi får det her forærende. For de ældre læger, som jo er dem der sidder og kan bestemme nu, de kan jo bare henvise til, at de måtte klare det samme eller det, der var værre.

Men det er så bare ikke et argument for at fortsætte. For så længe der er nogle der er utilfredse, så må man lytte og prøve at gøre noget.
Man kan jo ikke bare lade som om problemet slet ikke eksisterer.
Eller lade som om det kun er nogle få brådne kar, der ønsker denne deltid.

Det var let for dem at trumle mig fordi jeg hurtigt kom til at føle - nå det er også bare mig der er noget galt med.
Men jeg synes nu, at jeg kan se her, at det er det faktisk ikke.
Det er et generelt problem.
Mvh. Helene.[/quote]

Hvor og hvornår skal du da i turnus?

Ej, kan godt se, at du som færdig kandidat skal ud lang tid inden mig, som mangler 1 sem + 1 barsel, dvs tidligst til næste sommer.

Jeg kan så nyde, at have trukket et skodnummer (fik det idag), så jeg er næsten helt sikker på en tur til jylland = arbejdsløs mand i 1½ år, og 3 børn som skal skifte hhv skole, børnehave og vuggestue Et plaster på såret ville være at komme i deltidsturnus, men det er nok ikke ret realistisk.

[Helene78]

hej MHR!
Måske er det held i uheld, at du har trukket et skodnummer.
Det jeg hører fra flere sider, det er, at yderamterne i meget højerer grad vil være tilbøjelige til at overveje deltid - igen i hht teorien om udbud og efterspørgsel.
Hvis du alligevel skal rejse til Langtbortistan og har kalkuleret med risikoen for arbejdsløshed for din mand, så kunne du nu begynde at korrespondere skriftligt med div. sygehuse, som mangler arbejdskraft.

De er nok alligevel mere tilbøjelige til at ville give “frynsegoder”, fordi det kan være en taktik i forhold til at tiltrække arbejdskraft.

Det er et forsøg værd!
Jeg har ringet til Mette Worsøe - hun er sød og bakker op om problemet, men også realistisk idet hun siger, at det meget svært og en hård kamp at få deltid.

Men prøv da at kontakte hende og høre om hun har et forslag til en taktik.
jo tidligere du tager fat på problemstillingen jo bedre mulighed har du for at tænke over kampstrategier - ja det er en slags krig det her - i hvert fald for mig.
jeg tror også det blev så slemt for mig fordi det var mit første barn -
så gjorde det rigtig ondt på mig at blive behandlet sådan.
I dag hvor jeg er mor til 3 og har haft lange orlovsperioder kan jeg godt mærke at morrollen er ved at være på plads og jeg kan meget bedre overskue nu at skulle ud og arbejde.
Men jeg vil stadig ikke tiltræde en stillling hvor jeg de kan gøre nøjagtig hvad de vil med mig og min tid.
Såvidt jeg har forstået kan de jo sætte en til at arbejde 70 timer hver ugen i en lang periode.
Det kan jeg altså ikke bære i forhold til mine børn. Det er ikke derfor jeg har født dem.
Men MHR - gå i kamp! Det er lykkedes for andre end dig - så det er bare med at få dannet præcedens efter præcedens.
mvh. Helene.

[Helene78]

fHej igen
Jeg skulle starte i turnus igen til 1.feb 2007 - det er ikke mit eget valg, at der går så lang tid. Det p.g.a. venteliste.
Men det er også derfor jeg har været ude at finde et deltidsvikariat.
For nu har jeg behov for at prøve af om deltid ikke netop er løsningen -
så hverdagen bliver god og harmoniske med den rette balance mellem opgaverne i familien og dem på arbejdet.
mvh. helene

[Helene78]

Hej Simon!
Nej det var ikke 60 timers arbejdsuge kontinuerligt. I gennemsnit lå jeg nok omkring 40-45 timer. Jeg tror altså ikke jeg var helt nede på de klassiske 37 timer.
Men p.g.a. arbejdstilrettelæggelsen - hvor et flertal af yngre læger åbenbart tidligere havde ønsket sig en friuge hver 2. måned så skulle der jo arbejdes igennem den resterende tid for at optjene en hel uge fri så ofte.
Det betød rent faktisk - såvidt jeg kan se på mine gamle vagtskemaer, at
jeg arbejdede 50-60 timer halvdelen af måneden.
Så kan det godt være jeg arbejdede væsentligt mindre resten af tiden og havde en friuge hver 2. måned.
Men det synes jeg bare ikke man kan mærke - for man er så mærket af de hårde arbejdsuger, at de uger hvor man arbejder mindre/har fri, der samler man mest kræfter til at skulle knokle igen.

Tak for dit forslag om at skrive et debatindlæg.
jo det er en god ide.
Jeg er godt klar over, at det ikke på nogen måde er karrierefremmende.
Jeg gør mig vist hele tiden mere upopulær - men mine børn - dvs. tid sammen med dem og en harmonisk hverdag betyder så meget for mig, at jeg er villig til at risikere alt.
Ikke forstået på den måde at andre læger som gør som der bliver sagt så er dårligere forældre.
Stor respekt til dem! Vi er jo forskellige - og jeg er da taknemmelig for at der er læger som vælger karrierevejen så meget til - af lyst - for det er da kun godt for os allle.
Jeg efterlyser blot noget ethvert rigt samfund som vores burde kunne tilbyde - nemlig DET FRIE VALG.
MVH. HELENE

[Helene78]

Mht. Ph.D!
Jo men kræver det ikke noget helt særligt at få lov til det?
Jeg har aldrig følt mig som forskertypen.
Men nu er jeg snart så langt ude, at jeg kan begynde at overveje alt.
Der er emner jeg kunne tænke mig at forske i.
F.eks. hvordan man motiverer pt. til livsstilsændringer.
Det er meget i den boldgade - psyke og adfærd jeg kunne tænke mig at forske.
Mvh. Helene.

[Helene78]

Jeg vil lige tilføje, at jeg har godt nok fokuseret meget på kvinder og deres behov for at have tid til deres børn osv.
Men der kan jo også sagtens være nogle fædre, som i en periode kunne tænke sig en eller to dage om ugen, hvor de kunne gå op i deres børn.
For en mand er det jo nemmere biologisk set at køre videre på arbejdsmarkedet - i hvert fald umiddelbart.
Men det udelukker da ikke, at der er nogle mænd, som når at knytte sig så meget til deres små børn, at også de sørger over ikke, at kunne engagere sig mere i børnene mens de er små.
Jeg så et program hvor en mand med 2 små børn, ansat i det private erhvervsliv som en eller anden slags konsulent havde søgt og fået en deltidsstilling.
Der blev jeg godt nok misundelig - tænkt at en mand, ansat i det private erhvervsliv kan få deltid så længe han ønsker - og jeg der er kvinde og ammer mine børn i flere år - og ansat i det offentlige - jeg kan få lov at arbejde op til 50-60 timer om ugen lige efter barsel.
Så var det altså jeg tænkte, at hvis ikke de vil hjælpe mig nu med den her deltid - så skal jeg fandeme ;0)) nok finde en alternativ karrierevej.
Jeg vil ikke lade mig byde så elendige forhold!
Slet ikke når man begynder at fatte pointen i det private!
Mvh. Helene

[Helene78]

Hej
Jeg vil lige skrive lidt om, hvordan det går med min sag.
Jeg har nu kontaktet en advokat. Han siger, at det var ret dumt af mig at skrive den mail - den var ikke helt god. Fordi jeg så kraftigt understreger, at jeg ikke vil genoptage min turnus på fuld tid, og fordi de ikke har pligt til at tildele mig deltid, så er min sag ikke så god.
Men når de så skriver, at de gerne vil have en skriftlig bekræftelse, så er der så alligevel noget at bygge en sag op omkring.
Men han tog ikke noget for konsultationen.
Han var egentlig ret sympatisk - selv om han selv er advokat - og de kan ellers også levere nogle meget familiefjendske arbejdsvilkår, så syntes han også, at det var det rigtige at bede om deltid mens børnene er små.
Han sagde, at som advokat så skal man også igennem en slags turnus - men den kan man altid tage senere, hvis man ønsker sig en periode med nedsat karriereblus pga. børn.
Han sagde, at han var meget forarget over sådan som systemet er for læger, at man kun får turnus tilbudt 1 gang og så er det ud/slut.At det ligger op til at miste nogle undervejs, når det er så strengt.
Men jeg anførte, at jeg trorl, jeg er den eneste?, der ryger i svinget, for på mig virker det som om, de andre godt nok ømmer sig og synes det er strengt - men de finder sig i det.
Og så er der ingen grund til fra systemets side at lave noget som helst om.

Jeg talte også med nogle sygeplejesker i mine børns legestue.
De sagde, at de syntes det var meget gammeldags, at man ikke kan få en deltidsansættelse ligeså nemt, som de kan. De syntes ikke, der skulle være forskel på læger og sygeplejesker i den henseende.
Så sage de også, at de kendte til en del kvindelige læger, som havde haft det rigtig skidt med det, de måtte byde sig selv og deres børn pga. arbejdstilrettelæggelsen osv., men de havde fundet sig i det.
Men det var jo noget, de gik og var kede af stadig.

Jeg har det bare sådan, at det vil jeg ikke - ikke mere.
Jeg går jo også rundt og er ked af det halve år hvor jeg arbejde 50-60 timer halvdelen af måneden.

Jeg vil ikke finde mig i, at de ikke kan finde ud af eller ikke vil kunne finde ud af at levere samme flexible arbejdstilrettelæggelse for mig som læge som de andre faggrupper på nøjagtige samme arbejdsplads nyder godt af
(sygeplejesker, soc.sund.hjælpere, sekretærer osv.).

Nå men da jeg stadig har en klagemulighed tilbage så ville advokaten afvente svar på denne klage.
Hvis de ikke vil hjælpe mig, så ville han se på min sag igen.
Jeg syntes egentlig, han var enormt flink, men om jeg fik den juridiske hjælp, jeg har brug for, det ved jeg ikke.

For han kom ikke ind på det med at offentligt ansatte kan trække en opsigelse tilbage. Men da jeg talte med ham i telefonen, sagde han, at det ikke var så nemt, som jeg havde fået oplyst.
Så det var nok derfor.

Nå men FAYL har rettet henvendelse til Videreuddannelsesrådet for at få dem overtalt til at lade mig stå på venteliste indtil, det er muligt at tildele mig en deltidsstilling.

Problemet er bare, at jeg har intet juridisk at henholde mig til.
Min klage fylder 4 sider - og det ved jeg godt er dumt - jeg skulle hellere skrive ganske kort - men jeg kan ikke lade være med at skrive en hel masse for at appellere til deres forståelse.

For sådan som reglerne er nu, så er det alt, jeg kan -
APPELLERE TIL DERES FORSTÅELSE…

Nå jo så har jeg også sendt et par mails til Sundhedsministeren.
Jeg burde jo have skrevet et rigtigt brev, for mails er mindre formelt.
Men nu har jeg modtaget en mail med ministeriets logo og det hele, hvor de kvitterer for min henvendelse og garanterer et svar snarest.

Jeg regner ikke med at opnå noget.
Jeg regner med at blive smidt ud fordi jeg ikke vil indordne mig ræset og
tempoet og være ligeglad med at se for lidt til mine børn i et helt år.

Men jeg bliver da ked af det alligevel, hvis det ender sådan.
Også ked af det på mit køns vegne - det er jo ofte kvinder, der har det der helt store behov for at tilgodese familielivet med deltid osv.
Jo for det betyder jo, at det i mange tilfælde bliver et enten- eller (børn eller karriere), hvor det burde være et både- og.
Jeg bliver ked af, at vi her i 2006 ikke er kommet længere.
Fordi for mig er det ikke ligestilling, at jeg skal tvinges til at gå imod mine biologiske instinkter i forhold til at føde børn og være meget sammen med dem, mens de stadig er helt små.

I klagen fik jeg ikke skrevet, at jeg overvejer at tage en Ph.D.
Jeg ved ikke, om jeg kan anføre det senere. Det kan jeg vel?
For det er lovlig grund til at udskyde turnus.
Men jeg skal jo også lige tænke mig om.

Min klage gik jo også på afslaget i forhold til deltid - så kan jeg vel senere
skrive, at jeg vil prøve at få en Ph.D - stilling.

Men det hele bliver bare mere og mere kompliceret og indviklet og nogle gange får jeg lyst til at kaste håndklædet i ringen.
Fordi systemet er bare slet ikke gearet til at forstå sådan en som mig.
Jeg er født som en meget ambitiøs person med en jernvilje - og jeg er sådan en som meget sjældent giver op - jeg kan blive ved i en uendelighed at kæmpe for det, jeg tror på. Så på den måde, så passer jeg
vel ind og kan blive en god læge, der vil gøre en indsats.
Problemet er bare, at det jeg tror på lige nu er ,at jeg vil give mine børn så god en ballast i deres opvækst med megen kontakt til begge forældre og så lidt institutionalisering som muligt.

Og når systemet ikke forstår det - nok primært fordi de ældre læger, der sidder og bestemmer i SST nu selv lod deres børn passe fra de var helt bitte små mange timer hver dag for at få deres karriere.
Og så tænker de jo - når vi kunne så kan hun også.
Men det kan jeg ikke.
Jeg kan ikke leve sådan.
Jeg kunne nyde at have en spændende deltidsstilling, hvor jeg kunne give mig selv 100% når jeg var på arbejde og nyde at komme hjem og give omsorg til mine børn - og have god tid til dem.

Overlægen der behandler min sag sagde - at det gjorde min kone sgu da også - altså arbejdede rigtig meget samtidig med, at hun havde små børn.

Ja men det vil jeg ikke.
For mig er det ikke et liv.
Jeg vil gerne mere end at overleve.
For mig er børn og tid til dem det livet i meget høj grad handler om
Men hvis ikke man kan eller vil forstå det - ja så…

Jeg spekulerer bare over, om det ikke ville være mest nådigt at kaste håndklædet i ringen.
Men det der giver mig håb, det er, når jeg kan læse her, at jeg ikke er den eneste.
Så får jeg også lyst til at kæmpe for alle.
Jeg tror at min sag uanset hvad ender med at gøre indtryk.
Så måske er det kun en dråbe i forhold til at lave systemet om - men dråben udhuler også stenen til sidst.

Mvh. Helene