Kilde: http://www.ugeskriftet.dk/portal/page?_ … ema=PORTAL
Fra 2008 er det muligt at aftjene en del af turnus i forsvaret.
»Min største bekymring går på det faglige«, siger Michael Dall, formand for Yngre Lægers Forsknings- og Uddannelsesudvalg, om muligheden for at aftjene turnus i forsvaret. Ideen med den nye ordning er, at de seks måneder af turnus, der normalt bliver brugt i almen praksis, i stedet kan aftjenes i forsvaret.
I det omfang, hvor infirmerierne ikke kan tilbyde de kompetencer, der er beskrevet i turnusmålbeskrivelsen, og som det forventes, at man skal have i forbindelse med sit ophold i almen praksis, vil der blive arrangeret fokuserede ophold på relevante sygehusafdelinger. Det kan f.eks. være relevant, når det drejer sig om kompetencer i relation til børn, gravide og kvinder, som det jo ikke ligefrem vrimler med i forsvaret.
Ordningen forventes at omfatte 20 læger årligt, hvor de første starter på infirmerierne i begyndelsen af 2008.
De seks måneder i forsvaret sker på overenskomstvilkår, og udgangspunktet vil være Yngre Lægers overenskomst for læger i staten. Indplaceringen sker på det aktuelle løntrin - typisk trin 4 efter et års turnus - se lønningerne på http://www.laeger.dk Dertil kommer et militærtillæg på kr. 29.106 årligt og et rekrutteringstillæg på kr. 50.404 årligt (begge tillæg 1. april 2005-niveau).
»Samtidig undrer det mig lidt, at udspillet kommer nu set i lyset af det udvalgsarbejde, der er i gang med at revidere turnusuddannelsen. Men jeg har forstået, at forsvarets ordning vil tilpasse sig den endelig turnusmodel, og så må vi se til den tid, hvordan de to ting forenes«, siger Michael Dall.
Få yderligere oplysninger om ordningen og se også målbeskrivelsen for turnus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: http://www.sst.dk