Medicin og voksent familieliv - kan man det?

Hej med jer.
Jeg søger input til en stooor beslutning. Jeg overvejer at læse medicin, igen…
Jeg har læst medicin i et års tid for en evighed siden. Mere præcist for cirka tretten år siden. Dengang løb jeg panden mod en mur, som handlede om det ret ensomme studieliv kombineret med mange FADL-vagter, hvor jeg nok var lidt uheldig at starte knaldhårdt med en del terminal-børnepatienter. Jeg blev enormt ked af det, og formåede ikke at bearbejde de oplevelser jeg fik på vagterne. Det endte med, at jeg måtte sige stop. Efterfølgende tumlede jeg i lang tid rundt på andre uddannelser og opbrugte alle mine SU-klip, før jeg endte med en to-årig erhvervsuddannelse. Den har som sådan bragt mig en fin karriere, hvor jeg tjener rimeligt. Nu har jeg hus og mand og barn og det skulle vel så egentlig være det?
Der er bare lige det, at jeg har svært ved at give slip på drømmen om at blive læge… I mange år var det en smerte indeni, at det ikke gik. Men så fik jeg den tanke, at hvorfor kan jeg egentlig ikke starte igen? Jo, jo, der er selvfølgelig det økonomiske spørgsmål, men det finder jeg nok ud af. Vi har købt et usandsynligt billigt hus, jeg har mulighed for andre indtægtskilder, måske vil familien hjælpe - det skal nok gå. Jeg vil selvfølgelig skulle sige mit job op og farvel til den karriere, som jeg trods alt har arbejdet for i en del år. Og vi vil skulle leve skrabet i en periode.
Jeg har talt med min mand om drømmen, og den gør ham lidt ked af det, fordi han kan huske, hvor dårligt jeg havde det, sidst jeg læste medicin (vi har været sammen for evigt). Og så tror han ærlig talt ikke, at man kan læse medicin, når man har en familie, som man også skal prioritere. Jeg spekulerer på, hvor anderledes livet som medicinstuderende vil være fra den virkelighed, jeg nu træder ind i, efter min barsel, hvor jeg kommer til at være væk hjemmefra minimum 10 timer om dagen, hver dag? På et job, som er ok noget af tiden, men som til stadighed minder mig om, at der var en anden karrierevej, som (tror jeg) ville have gjort mig uendelig mere glad for mit arbejdsliv.
Jeg har læst mig til, at der nogle steder findes olle-hold, hvor man samler de “gamle” medicinstuderende, så de måske nemmere kan organisere læsegrupper efter traditionelle familie-tidsmønstre? Er der nogen, der har erfaring med det?
Jeg tænker, at jeg, hvis jeg beslutter mig for at søge ind, vil have Odense som førsteprioritet, da jeg tidligere har læst i Aarhus. Bare for en forandring. Vi bor midt mellem Odense og Aarhus, så jeg har cirka en times kørsel til begge steder - det samme som til mit nuværende job.
Så kære medicinere. Hvad tænker I? Kan det lade sig gøre at få det hele? Kan man kombinere studielivet som mediciner med en familie?
Jeg håber, at der er nogen derude, som vil dele sine erfaringer eller gode råd med mig. Jeg kan virkelig bruge dem!
De bedste hilsner.
Ps. Jeg er 37 år gammel.

Det lyder da også ganske psykisk belastende - det kan en hver da knække halsen på…

Det behøver studiet jo ikke være - måske var det ensomt fordi du arbejdede for meget? Jeg synes selv der var mange sociale muligheder under studiet og særligt i starten…

Uden at kende dig, så er dette måske nok min bekymring. Har du roen til at læse? har du evnen til at slå røven i sædet - når det virkeligt gælder - eller er det “nemmere” bare at arbejde? Studiet er jo ikke “svært” men det kræver fokus og koncentration og vis portion røven på sædet. Driver du væk når noget bliver kedeligt? Det tror jeg du skal gøre op med dig selv. For i gennem 6 års studier er drømmen om at være læge ikke nok - man skal også kunne lide at være studerende…

Er det “bare” en tanke - eller noget du VIL. Du skal nok mere end bare se romantisk på drømmen om at være læge.

Du skal nok også reflektere over hvad det var der fyldte hos dig den gang? Der er selvfølgelig gået noget tid siden og du er måske også blevet mere læse-moden. Men indholdet på studiet er væsentlig det samme, måske undervisningsformen har ændret sig lidt i den periode.

Det er intet problem - måske en styrke - for skarp struktur er en nødvendighed for at begge dele lykkedes. Og den frihed man har som studerende kommer aldrig til at være større - sådan er min egen erfaring i hvert fald.

Det tænker jeg er overdrevet - man behøver ikke lægge 50t om ugen for at gennemføre studiet. Men se det som et arbejde. Lægges der 37,5t pr uge fra dag 1 - så burde du kunne komme igennem. Som studerende kan du jo vælge at holde fri en onsdag og så læse en lørdag - det styrer du selv. Kan du læse når børnene er lagt, så kan du jo også dele dagen op fra 8-12 og fra 20-24. Eller hvad ved jeg… Det er hvad der fungere for dig. Men det er viljen der skal til, ikke drømmen. For at være lægestuderende er sgu ingen drøm… Og da slet ikke på bacheloren…

I dine snakke med din mand - skal I jo også have en snak om at som læge så får du ikke et 8-16 arbejde. Så kommer du ud i den anden ende - så hedder det skiftende arbejdstider, det hedder weekendarbejde - der er risko for at en juleaften ryger - at påske og pinse forsvinder - at I ikke kan få fri i uge 7 etc.

Så trives du med faste rammer og 8-16 job - så vil studiet nok gå, men tænk også over arbejdslivet… Ellers er de 6 år jo spildt.

3 Likes

Hej!

Min gamle læsemakker havde et fint job som medie-halløj. Han valgte, at begynde at læse medicin på trods af ingen SU-klip og alle mulige andre praktiske ting. Nu er han blevet bachelor, og han er fucking cool.

Mit råd til dig er, at lige at mærke efter inde i dig selv og afgøre om du virkelig vil læse medicin. Det tænker jeg, at du gerne vil. Ellers ville du ikke skrive herinde. Næste step er at afgøre med dig selv og din bedre halvdel HVORDAN du skal læse medicin uden at knække nakken på det. For det kan man godt!

1 Like

PS: Min læsemakker er i start 40’erne. Med kone og børn.

1 Like

En af mine læsemakkere er i start 30’erne, med mand og børn, og hun er en af de dygtigste jeg kender på studiet.

1 Like

Jeg stod lidt i samme situation - jeg søgte dog aldrig ind da jeg var ung og færdig med Gym, da jeg grundet prof. Sport valgte en kortere uddannelse - nu er jeg 36, men mand og børn og drømme om medicin studiet ville bare ikke forsvinde - så jeg søgte ind og kom ind. Jeg er ellevild - har ingen SU-klip tilbage - men en god opsparing og opbakning fra min familie.
Jeg glæder mig som da jeg var 18 år - men håber at møde nogen som vil arbejde i samme tidsrum som mig selv

Hvor bor du henne ? Jeg bor nemlig også lige midt imellem Århus og Odense

2 Likes

Tusind tak for dit meget uddybende svar, Frold! Det er enormt fedt, at du vil tage dig tid til at komme med gode råd.
For det første er jeg glad for, at det lyder på dig som om, min opstart med terminal-børnepatienterne ikke var ‘almindelig’. Jeg har gået og fortalt mig selv, at jeg nok bare var for følsom til at læse medicin, men jeg synes alligevel, at det skulle være utroligt, hvis man allerede fra første semester skulle være så knaldhård i filten, at man ikke bliver påvirket af døende børn.
Du har ret i, at jeg arbejdede for meget, det kan jeg godt se nu. Og jeg er egentlig ret vild med studielivet og holder meget af “røven i sædet”, som du så malerisk formulerer det. Men kombineret med for mange hårde vagter, ophobede der sig for mange følelser, som nok skulle være bearbejdet med mere social interaktion.
Jeg er glad for at høre, at det måske endda kan være en styrke, at have en familie som studerende. Rutine har nok aldrig været min helt stærke side, men med børn kommer i hvert fald øvelse i den disciplin. Struktur er til gengæld min spidskompetence og også min primære arbejdsfunktion i dag.
I dag er jeg væk 10+ timer om dagen på arbejde, og så længe studiet ikke kræver mere end det, tænker jeg, at det bestemt er muligt.
Så endnu en gang tusind tak! Det gav lidt ekstra at tænke over.

2 Likes

Man kan sagtens klare studiet med mand og børn. Det lyder som en meget hård start på studiet med terminale børn, men tror måske også du skal overveje on du kan distancere dig selv nok fra oplevelserne på studiet/ i virket som læge. Ja det er hårdt med syge børn og døende, men der er rigtig mange hårde ting i arbejdet som læge, mange hårde oplevelser og patienter der kommer til at berører en, men jeg synes personligt at det er en virkelig vigtig kompentence at besidde at man kan distancere sig selv, ment på den måde at du selvfølgelig har empati men at du ikke bærer det med dig, det er alt for hårdt for en som læge, og så holder man ikke længer. Der er selvfølgelig mange specialer hvor man ikke arbejder med meget syge og døende, men det er bare vigtigt at have overvejet om man kan holde til arbejdet, ellers går det udover en selv, ens familie og især ens børn der ikke forstår hvorfor.
Du skriver hård i filten, det skal man i hvert fald ikke være, men man skal kunne holde til en del, men en stor del af det lærer man også på studiet.

Jeg synes du skal gå efter det, det lyder som om det er noget du meget gerne vil, jeg vil blot overveje om interessen for jobbet er lige så stort som drømmen, for det er ikke lige så meget et glansbillede som mange går og tror, jeg kender en del der som dig knækkede nakken det første år, fordi der netop er mange patienter der er hårde at behandle og drømmen om det at være læge ikke passede med realiteten.