Hej!
Jeg overvejer kraftigt at droppe ud af 2. semester på AU Datalogi, da jeg har mistet interessen. Medicin på AU står da øverst på min liste over kommende uddannelse. I denne forbindelse har jeg et par spørgsmål, som jeg håber, nogle af jer kunne have lyst til at belyse.
Det praktiske: jeg har her tidligere læst, at man som ansøger til medicin på AU automatisk aldersfordeles på sommer-/vinterstart, uanset om man kommer ind på kvote 1 eller 2, og uanset om man søger sommer- eller vinterstart. Jeg kan ikke umiddelbart finde nogen officiel information omkring dette, og er derfor i tvivl om et par ting.
- (1) Hvad kunne den estimerede sandsynlighed være for at jeg først kommer ind til vinterstart? (Jeg fylder 21 til sommer, planlægger at søge sommerstart og er sikker på at komme ind på kvote 1).
- (2) Kan jeg, hvis jeg vælger at søge vinterstart, risikere først at blive optaget den følgende sommer?
Øvrige tvivlsspørgsmål:
Det er fra observationer fra dette forum, gårsdagens u-days osv. mit indtryk at studiet er rigtig hårdt, især grundet volumen af stoffet. Men dette er jo relativt, hvorfor jeg har svært ved at forestille mig om studiet er noget, som jeg på nogen måde er egnet til. Derfor ville det være rart for mig hvis I kunne give mig et mere konkret og kvantificeret udtryk for hvor hårdt studiet egentlig er. Jeg ved at følgende spørgsmål måske er svære, hvis ikke umulige at besvare, men det er vel et forsøg værd:
- (3) Hvor mange begreber/processer/molekyler/bestanddele osv. skal man kunne udenad for at kunne klare eksamen i et gennemsnitligt 10-ECTS fag (eller mere konkret f.eks. Cellebiologi eller Genetik og Personlig Medicin på 1. semester) - 100? 1.000? 10.000? Hvor mange siders noter kan dette forventes at medføre for en gennemsnitlig studerende?
- (4) Hvor mange gennemfører procentvis hhv. bachelor (Omnibus siger 84% for årgangene 2011-2015, hvilket jeg som datalogistuderende (45% her!) synes er meget højt), kandidat, KBU og evt. speciallægeuddannelsen? Hvad ville I gætte på at dumpeprocenten for den gennemsnitlige eksamen er?
- (5) Kræver medicinstudiet nødvendigvis høj intelligens? Enorm selvdisciplin? Begge? Jeg har overfladisk kigget lidt i nogle bøger fra pensum og offentlige noter, hvilket ærligt talt har afskrækket mig lidt. Det ser komplekst ud, især hvis der er tusindevis af sider at huske. Jeg vil da mene, at jeg er i stand til at tænke, men at jeg dog på ingen måde er decideret “intelligent” eller hurtig til at forstå nyt stof.
- (6) Jeg har svært ved at beslutte mig. Hvad hjalp jer med at blive aflklaret? Hvilke ting bør jeg kunne (!) have en interesse for nu for ikke også at miste interessen for medicinstudiet senere hen?
Mvh. en nysgerrig, men lidt afskrækket eventuel kommende studerende.