Så er vi da enige så langt. Er Bertel og Anders også dine idoler?
Ang. din forespørgsel: Som du sikkert ved, synes jeg vældig godt om den amerikanske model: er du uden forsikring, men er ejer af et hus, må du tage et banklån, men har du derimod likviditet som en kinesisk risbonde, så træder staten til. Det er i mine øjne me
re fair, da man i langt højere betaler for sine egne dumheder - e.g. rygning, narkotikamisbrug o.s.v. Selvom min sympati er enorm for folk med eksempelvis rygerrelateret kræft, finder jeg det kun rimeligt, at disse betaler for deres handlinger gennem en forhøjet forsikringspræmie eksempelvis.
Som en amerikansk læge beretter i en bog, jeg netop har læst: “Surely, a health care system funded by the government would provide good service - we would just have to lower our expectations a little bit, take a number and get in line.”
Undrer det nogen, at danske læger i stigende grad tegner private forsikringer? Undrer det nogen, at min “familielæge” på det nærmeste har påbudt mig altid at vælge det private alternativ, hvis jeg skal behandles?
Et privat sygehusvæsen åbner også for det perspektiv, at man for alvor kan belønne de begavede og dygtige læger, de ildsjæle, der er i stand til at gøre det hele lidt bedre. Man kunne også håbe, at det betyder en ændring af den meget reaktionære specialistuddannelse med forudgående årelange ørkenvandring samt indførelse af “learning by best practice” - er det kun mig, der med en andenrangsuddannelse i sigte planlægger mit fremtidige virke i udlandet?
Det er det evindelige argument, uanset om vi taler om børnehaver eller sundhed. Hvis jeg er villig til at sælge min bil for at opnå den bedste pleje og behandling, skal jeg så samtidig røvrendes af det offentlige, fordi jeg ønsker at blive behandlet privat?
PS Jeg er før blevet kritiseret for min “evindelige” politisering, men ærligt talt, det politiske vejrlig har afgørende indflydelse på sundhedssvæsnet, hvorfor jeg opfatter det som altafgørende, at der startes debat indefra.
