Et lille indspark fra en tidligere religionsvidenskabsstuderende. Det er desværre blevet lidt langtrukkent, og jeg ved ikke, om det giver mening, men jeg forsøger at påpege et problem med de antagelser, der ofte ligger til grund for debatten om islam i DK.
Med det politiske klima herhjemme er det ikke som sådan sært, at folk har de opfattelser af islam, de har, da folk flest vist får deres indtryk af, hvad islam og muslimer er for en størrelse, gennem mediernes sensationsrapportager om mellemøstlige problemer og stedlig fundamentalisme; men nu har medierne i deres natur en vis bias i deres udvælgelse af emner, og dette billede af islam har det følgelig med at blive ret fortegnet - ganske som det ikke er alle bøsser, der er frisører, klæder sig ud som drags og boller i parker, hvilket man kunne forledes til at tro, hvis man baserede sin opfattelse alene på mediernes fremstilling.
Sagen er selvfølgelig, at islam (ganske som kristendom) findes i utallige forskellige varianter og at hver enkelt muslim finder ud af at kombinere sin tro med de krav, der i hverdagen stilles til pågældende. Da vi imidlertid oftest ikke selv kender nogen muslimer, har vi en tendens til at danne vores forestillinger om, hvordan muslimer handler, ud fra vores ideer om, hvad islam i sig selv er for en størrelse. Vi konkluderer derfor på basis af klassiske fremstillinger af mellemøstlig islam og løsrevne koranvers, at muslimer - eller i hvert fald “rettroende” muslimer - mener sådan og sådan eller handler sådan og sådan, men sådan forholder det sig som regel sjældent, når vi taler om faktiske muslimer i DK anno 2006. Anvendte man samme metodik til at beskrive kristne kunne man med lige så stor ret påstå, at rettroende kristne i enhver situation overvejede, hvad Jesus ville gøre, før de selv handlede, og at de dermed var mindre selvstændige. Eller at kristne havde som religiøs forpligtelse at udbrede deres tro til hele verden (jvf. missionsbefalingen) og at man derfor måtte passe særligt på, at de ikke brugte deres status som læge til at missionere over for påvirkelige patienter. Eller at kristne ikke altid ville tage det optimale valg i forbindelse med blodstransfusioner, fordi det Nye Testamente forbyder kristne at indtage blod.
Når vi ikke ræsonnerer sådan - og når et sådant ræsonnement endda synes os latterligt - er det fordi, vi kender mange kristne og ved, at det meget sjældent hænger sådan sammen. Det samme gælder for så vidt muslimer i den danske lægestand, men her er der bare tilpas få til, at vi som hovedregel får vores opfattelse af deres religion fra mediernes sensationsmageri snarere end fra egne erfaringer - og dét er en væsentlig del af miseren.
Omvendt: Jeg forstår godt, at det som muslim kan være enormt frustrerende konstant at blive reduceret til disse karikerede idealtyper, men det er nødvendigt at forstå, at det som regel ikke sker af ond vilje, men simpelthen fordi folk flest får deres opfattelse af islam serveret af nyhederne, der nu om dage til tider kan være svære at kende fra sæbeoperaer.
Selv hvis man kender til muslimer, der ikke har noget problem med at forene deres tro med deres danske hverdag og ikke passer ind i disse idealtypiske forestillinger, er der en tendens til herhjemme, at man går fundamentalisternes ærinde ved at mene, at disse “velintegrerede” muslimer er velintegrerede, fordi de er mindre religiøse, og at “rigtige muslimer” er den slags uselvstændige underkastelses-naturer, som bl.a. findes i mediernes (og fundamentalisternes) opfattelse af, hvad en idealmuslim er. Det er vigtigt at indse, at dette er forkert. Det lader sig ikke gøre at fastholde, at “rigtige muslimer” f.eks. mener, at kvinden skal underkaste sig manden - og at folk, der ikke mener dette, derfor er “mindre muslim”. Mange muslimske kvinder i DK har intet som helst problem med at forene selvstændighed og selvværd med deres religion; upåagtet at visse mørkemænd mener, at de burde have det, og det giver slet ingen mening, at vi så skal komme og pådutte dem, at de er dårlige muslimer.
Igen vil ingen herhjemme acceptere en sådan essentialisme, hvis man applicerer den på kristendommen. NT siger, at manden er kvindens hovede og at han skal bestemme over hende, men vi siger ikke af den grund, at den selvstændige danske kvinde kun er selvstændig, fordi hun er en dårlig kristen og ikke lever op til sin religion. Vi accepterer tværtimod, at kristendommen ikke er nogen entydig størrelse, og at man som moderne kristen ikke nødvendigvis behøver at leve som amerikanske kristne fundamentalister for at være “rigtig kristen”. Vi accepterer altså uden videre, at der kan findes en (“rigtig”) kristendom, der uden vanskeligheder passer ind i vort moderne samfund, men der er desværre en tendens til, at man ikke vil anerkende, at dette også gælder islam.
[quote=“frold”:3tpjxstu]Er det at bære tørklæde kulturelt eller religiøst betinget?.. jeg synes man høre noget forskelligt.
Er tørklædet overhovedet et religiøst symbol?[/quote]
Det er et interessant spørgsmål, og ikke noget, der kan gives et simpelt svar på (selv om nogle nok vil mene det). Det rigtigste vil nok være: “både og”. Der er et koranvers, der siger, at de troende kvinder skal klæde sig anstændigt og trække deres klæder sammen omkring sig, men hvordan dette i praksis forstås er i høj grad et spørgsmål om kulturel baggrund. Hvor det i Saudi Arabien ligefrem er lovpligtigt med en bestemt heldækkende klædedragt, er holdning til slør en helt anden i f.eks. Tyrkiet (hvor sløret ofte ligefrem er forbudt inden for det offentlige) og på Balkan, hvor slørpraksis er sammenlignelig med den, der også gjorde sig gældende herhjemme for et halvt århundrede siden, hvor pæne damer tog et slør på, når de gik ud.
Jeg vil i øvrigt gerne slå et slag mod den praksis, at tørklædet partout skal udlægges som undertrykkelse og tvang. Javist, jeg tvivler ikke på, at tvang har forekommet, men samtidig er der næppe nogen tvivl om, at mange danske muslimske kvinder bærer tørklædet helt og aldeles af fri vilje og ikke af den grund er mindre selvstændige (se f.eks. Asmaa Abdol-Hamid), og når det vitterlig er tilfældet, så er det da en eklatant mangel på respekt at insistere på, at de gør det af tvang. Vi kunne da aldrig finde på at påstå, at en kristen kvindes kors er et symbol på, at hun underkaster sig sin mands autoritet. Igen må en vurdering af selvstændigheden basere sig på et konkret kendskab til pågældende person og ikke på luftige idealforestillinger om, hvad islam er for en størrelse.
Når alt det er sagt, så synes jeg også, at sagen med påklædning for læger (og sundhedspersonale generelt) er en speget sag. Som praksis er, accepterer man vel uden videre mindre religiøse symboler som kors og lign., men langt de fleste er nok også enige om at sætte en grænse før beklædning, der indeholder decideret politisk propaganda. Men hvorfor egtl. skelne mellem politik og religion? Det drejer sig i begge tilfælde om personlige overbevisninger. Hvor nøjagtig grænsen skal sættes, er et vanskeligt spørgsmål, som jeg desværre ikke har noget godt bud på.
/Rasmus
, men visse selvfede humanister/kulturradikalister skulle tage at åbne deres øjne lidt mere…
forbyde at det varer ved) skal de også vide at der ikke vil blive lavet særlige krumspring men at de ryger bag i køen.