Tilbudt studieplads SDU - råd søges hurtigt!

Jeg blev i tirsdags tilbudt en studieplads på medicin på SDU, og jeg er selvfølgelig meget glad, da det er 2. år, jeg har søgt optagelse på medicinstudiet!

Dog har jeg meget svært ved lige nu at overskue at starte et nyt studie, og havde egentlig håbet, at jeg kunne bruge min tilsagnsplads til sommer. Grunden til det, er, at min kæreste/samlever gennem 6 år modtog en slem Aspergers diagnose en uge inden jul. Det er vidst ikke en overdrivelse, når jeg siger, at det har vendt vores liv meget på hovedet herhjemme.

Det har altid været min plan at flytte til Odense (vi bor i København), hvis jeg fik tilbudt en studieplads, eller at pendle i et kortere stykke tid af uddannelsen, men lige nu virker det utrolig uoverskueligt, og jeg er selv utrolig mærket af situationen samtidig med, at jeg ikke føler, at jeg kan “efterlade” ham herhjemme, når han er i den tilstand, som han er.

Jeg forklarede pænt situationen til vedkommende, der ringede mig op, og så hjælpsom som hun nu engang var ved blandt andet at give mig forlænget frist til at svare tilbage med et “ja-tak” eller “nej-tak”, så sagde hun også, at man ikke kunne søge om dispensation til at udskyde studiestart, fordi diagnosen ikke drejede sig om mig personligt. Derfor var hendes råd til mig, at jeg skulle sige ja-tak til studiepladsen, og derefter søge om orlov i studienævnet.

Jeg synes, at det virker utrolig uoverskueligt lige nu, og jeg synes, det er en smule koldt, at systemet er som det er, når der ikke kan blive taget hensyn til, at vi står i en mindre personlig livskrise herhjemme. Uanset om det er mig, der har fået diagnosen eller ej, så mener jeg stadig, at det påvirker mig og giver nye rutiner i mit liv i en sådan grad, at det vil være tæt på umuligt for mig at starte på et nyt studie, når situationen er som den er lige nu. Jeg føler mig nemlig også meget påvirket af det.

Mit spørgsmål er, om der er nogen, der har erfaringer med noget lignende eller at søge om eventuel orlov lige ved studiestart? Det ville betyde meget at høre inputs. Jeg har fået til frist at svare på mandag d. 10/1 kl 12…

1 Synes om

Hej!
Stort tillykke med din studieplads! :smiley:

Og hvor er jeg ked af, at det virker uoverskueligt!

Et måske alternativt råd:

Sig ja til pladsen, kom til det obligatoriske (studiestartsopgaven, hvor der er fremmødepligt), og få overstået førstehjælpseksamen.
Dump/blank/afmeld eksamen på B1, og gå til re-eksamen til august/november.
Tag B2 her i foråret, hvis det føles overskueligt, og ellers gør det samme.

Du må gerne tilmelde dig undervisningen for B1 igen efter sommer, hvis du ikke består denne gang.

Det kan virke som en mærkelig strategi, men hvis du er kommet ikke er sikker på at komme ind ved at søge til sommer, hvad har du så at miste?

Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at den skal beståes inden for et år ift. førsteårsprøven, og at du måske går lidt glip af det sociale i studiestarten.

Håber det giver mening det jeg skriver :slight_smile:

Dbh,

A :crystal_ball:

1 Synes om

Tusind tak for svar!

Umiddelbart virker det meget uoverskueligt allerede fra starten af studiet at være bagud på den måde, og det er næsten mere skræmmende at ende med eventuelt at skulle stå og tage flere kurser/eksaminer på én gang efter sommer - især når forløbene er så intense som de er på SDU.

Kender du noget til muligheden om at søge orlov med grund i sådan nogle personlige årsager ved studiestart?

Du ville kunne vælge ikke at tage b3 og b4 efter sommer, men “kun” tilmelde dig b1 og b2 igen. Det kan vel betegnes som en selvreguleret orlov, hvor du selvfølgelig “taber” 1 eksamensforsøg.

Det kan i hverfald være en plan b, hvis du siger ja til pladsen, men ikke kan få orlov

Jeg kender desværre ingen der fik orlov med det samme, men flere der er dumpet på b1, og derfor skal tage b1+b3 samtidig.

Måske skal du ringe og tale med en faglig vejleder? deres nummer er 6550 3818, og de har åbent i morgen 8.15-12.00. De er super søde, og kan guide til hvad der er den bedste løsning :slight_smile:

1 Synes om

Jeg håber det ikke virker fornærmende at jeg spørger om det her:
Hvorfor fylder det så meget som det gør med dén diagnose for din kæreste? Han er jo den samme som han hele tiden har været, for dig.
Jeg har selv en diagnose og kan godt huske redefineringsprocessen af mig selv, udredningen/terapiperioden, nye vaner og strukturer og at det kostede mange kræfter for mig - men min kæreste var det stabile og normale i det hele. Han brugte selvfølgelig også kræfter på at være der for mig, men ikke så mange at han ville have udskudt sin drømmeuddannelse for det. Men selvfølgelig er vi meget forskellige i hvad vi kan rumme.
Ville din kæreste ikke ønske for dig at du tog imod chancen nu hvor den er der? Kan du mon blive tilbudt en plads igen senere?

Det er virkelig ikke for at provokere, blot input til refleksion. Man kan godt blive forskrækket over sådan en diagnose, men i bund og grund er den blot et navn for noget der hele tiden har været der, ikke en dødsdom og det tænker jeg er vigtigt at huske på. Det er ikke for at underkende dét I oplever, som sagt blot en tanke at tage med hvis du vil, et perspektiv.

2 Synes om

Tusind tak for dit svar!! Det giver rigtig god mening.

1 Synes om

Mange tak for dit input og dit syn på mim situation. Jeg er glad for, at det var sådan for jer. Under vores omstændigheder er det ikke helt så nemt :slight_smile:

1 Synes om

Uden at jeg ved en noget som helst om dispensation mon ikke at du kan få udskudt dine eksaminer til sommer? Jeg kender ikke personlig nogen der har fået lov, men synes ellers at jeg har hørt (ikke tag mit ord) om folk der af psysiske årsager har fået udskudt deres eksamener ?

2 Synes om

Fandt du en god løsning? :crossed_fingers: