Hej…
Jeg har af forskellige årsager ikke fået afsluttet mine eksamener, men er igang med det. Jeg er først klar til at søge optagelse på med. studiet når jeg er ca. 23-24. Er det for “sent” at starte med at studere med. i den alder, eller er det okay??
Håber at der er nogen som vil svare 
Hej regnis.
Nej… Det er så absolut ikke noget problem.
Starter du som 24 årig - kan du være læge som 30 årig og det er jo ingen alder.
Så bare klø på - held og lykke med det hele
[quote=“regnis”:38r9aee2]Hej…
Jeg har af forskellige årsager ikke fået afsluttet mine eksamener, men er igang med det. Jeg er først klar til at søge optagelse på med. studiet når jeg er ca. 23-24. Er det for “sent” at starte med at studere med. i den alder, eller er det okay??
Håber at der er nogen som vil svare [/quote]
“Ca. 23-24” er en fremragende alder at påbegynde lægestudiet i.
jeg er først startet som 23-årig men bertel haarder synes nok det er for sent :wallb:
hehe… præcis, Bertelmanden synes nok du er 5-6 år for sent ude, mens alle andre mener at det er den perfekte alder… så klø på for pokker:-)
Jeg startede som 24 årig og det har overhovedet ikke været noget problem, snarere tværtimod synes jeg at det kan være en fordel med lidt livserfaring.
Jam´n, det lyder jo til, at jeg bare skal klø på, så at jeg kan begynde på studiet
Jeg startede på jurastudiet som 22 årig, og da jeg næsten var færdig med det, startede jeg på medicin som 27-årig - og jeg er ikke den eneste - i det mindste er jeg sikker på, at medicin er det, som jeg vil.
De eneste, der synes du starter for sent er som sagt Bertel og ham der står for finanserne; Thor P. Men, Bertel blev student i 1964 og var færdig med sin uddannelse i 1971, og Thor P blev student i 1964 og var færdig som cand.polit i 1978 - medicinen er ingenlunde for sent for dig !
Hvis det er medicin du vil studere, så starter du, når du er klar til det, og 23-24 år er en udemærket alder -
held og lykke !
Vedr. Thor P og Bertel
Hvad godt kom der også ud af det 
Jeg tror, at de rent personligt synes det går meget godt - i det mindste scorer de, excl. diverse tillæg, en lille million i årlig ministerindtægt, og når man er minister, skal man vist ikke betale skat af dette beløb - så det er da meget pænt klaret 
Men hvad samfundet har fået i udbytte fra Bertel og Thor P. - det skal jeg ikke kunne sige - og for ikke at blive politisk stopper jeg her - jeg vil nødig give til kende, hvor lidt jeg synes regeringen i det hele taget er med til at løfte det danske samfund
Jeg søgte ind til militæret for ikke så lang tid siden, men fik beskeden, at jeg ikke kunne komme ind fordi at jeg er født med Aspergers Syndrom, og kom så til at tænke på om det er en forhindring i forhold til at blive optaget på medicin studiet??
Det kommer vel an på hvor hårdt ramt du er. Det er næppe noget som vil trække op i kvote2, men modsat, hvis du kan bevise (via andet arb. fx) at du ikke er særligt mærket af det tror jeg sagtens du kan komme i betragtning. Du behøver vel ikke nævne det?
regnis: mht. optagelse, så har du ingen pligt til overhovedet at oplyse om du måtte fejle et eller andet, så der står du umiddelbart som alle andre.
Men du bør selvfølgeligt grundigt overveje, om du tror at din Aspergers vil give problemer i løbet af studiet, og efterfølgende når du skal have et job. Studiet indebærer en del elementer, som ikke alle mennesker kan acceptere, fx. dissektion af afdøde, undertiden meget højt arbejdspres osv. I forbindelse med klinikophold og evt. senere virke som læge stilles også en del krav til dine rent menneskelige og kommunikative egenskaber - du skal være rimelig god til at snakke med patienter og pårørende, og kunne kommunikere de nødvendige informationer således at patienten forstår det. En god indfølingsevne og situationsfornemmelse er også afgørende. Du skal desuden huske at undervisningsformen på universitetet er helt anderledes end du er vant til fra folkeskole og gymnasie, og overveje om du kan fungere med denne form for undervisning. Rent socialt er universitetet også meget anderledes, så det er værd at overveje om du tror du vil føle dig på rette hylde - hvis ikke man fungerer nogenlunde socialt på studiet, så tror jeg for alvor det bliver en ørkenvandring.
Men, når det er sagt - hvis du ikke har problemer med disse ting, så kan jeg ikke se hvorfor det skulle være et problem for dig at læse medicin.
Jeg vil gøre opmærksom på, at på trods af, at mange af os startede senere end hvad den nuværende regeringen mener er godt, og klarer os udmærket alligevel, så er det desværre regeringen der sætter dagordenen…
Således bliver optagelsessystemet ændret fra 2008,- det vil sige kvote II skæres ned til et minimum (hvor man kun kan optages såfremt man har magiske evner eller lignende). Desuden vil kvotienten inden længe med al sandsynlighed stige voldsom, idet studenter (ifølge den nye velfærdsreform - sådan som jeg har forstået den) kan gange deres gymnasiale gennemsnit med 1,08, såfremt de optages på en videregående uddannelse indenfor 2 år efter deres eksamen og 1,06, såfremt de tager ekstrafag i gymnasiet. Et tænkt eksempel… Peter på 20 somre færdiggør sin studentereksamen med 9,0 i gennemsnit (desværre for lavt til optagelse på medicin). Han har valgt at tage ekstrafaget bongotrommespil i gymnasiet, hvorved hans gennemsnit hæves til 9,5 (9,0 x 1,06). Han vælger nu at søge ind på medicin året efter afsluttet studentereksamen og vuuptii - Peters gennemsnit er nu på 10,3 (9,5 x 1,08 ). Der skal ikke være ret mange, som laver dette trick før snittet stiger til uopnåelige højder.
Jeg vil opfordre enhver, der ønsker at blive læge, til at søge ind så hurtigt som overhovedet muligt inden de nye optagelsesregler tager over.
Sådan kan jeg i min vildeste fantasi ikke forestille mig det hænger sammen, mon ikke at det er sådan at hvis man har tre a fag, så kan man gange sit snit med 1,06 og hvis man søger inden 2 år er det 1,08 og IKKE begge dele…
Det fremgår ingen steder at det er enten-eller. På finansministeriets hjemmeside står der blot at man skal søge optagelse senest 2 år efter afsluttet eksamen for at få sin kvotient ganget med 1,08. Hvis begge dele ikke gælder, kan det jo slet ikke betale sig at tage de ekstra niveauer i gymnasiet, med mindre man regner med at bruge mange år på alt muligt andet inden man fortsætter på en videregående uddannelse. Man må gå ud fra, at for mange betyder ekstraniveauer i gymnasiet en ekstra arbejdsbelastning og dermed risiko for et lavere gennemsnit.