Studieskift fra ingeniør til læge? / Start som 24-årig? (Lang tråd)

Hej alle,

Først vil jeg blot sige at jeg håber I ikke vil dømme min argumentation eller formulering visse steder: Jeg har prøvet at være fuldstændig ærlig, selvom nogle af mine begrundelser ikke er så noble, som man jo skal være.

Jeg kommer her med et svært dilemma, som jeg håber nogen kan hjælpe med. Jeg er en 23-årig studerende på mit 3. år af ingeniørstudiet, men jeg føler mig ikke særlig glad. Jeg ved ikke om det skyldes at al undervisningen har været online så længe, at studiet er sværere, end jeg havde forudset, eller at mine drømme om at studere i udlandet er blevet slået itu grundet pandemien.

På det seneste har tanken om at studere medicin blevet sværere og sværere at ignorere. Jeg ved godt det lyder lidt arrogant, hvilket ikke er min intention, men jeg har altid set på medicin som min “plan B”. Jeg blev student med et snit langt over 12, men på daværende tidspunkt var jeg fuldstændig i studietvivl, da jeg havde vidt forskellige interesser. Jeg overvejede både statskundskab, jura, økonomi, international business, medicin, molekylær biomedicin eller teknisk biomedicin - derfor tænkte jeg “da jeg har lige interesse for alt, må jeg tage en logisk beslutning baseret på statistikker og data”.

Jeg endte derfor med at fravælge medicin efter 2 sabbatår, fordi jeg fik læst en masse artikler og snakket med mange medicinstuderende og færdiguddannede, som bl.a. sagde:

  • Jeg læste at mange læger ender med at blive højst skuffede over deres profession, da det kan være frustrerende og skuffende at ville gøre mere for sine patienter, men være ude af stand til det grundet for lidt funding fra regeringen eller begrænset tid.
  • Jeg har hørt at det er ekstremt de-illusionerende at faktisk komme ud og arbejde. At den idé om at man redder liv hver dag, at være dybt respekteret mv. ikke passer, da mange patienter enten er “lunkne” omkring den behandling de har fået eller er utilfredse med at lægen ikke vil eller kan gøre mere (lægen, jeg hørte det fra, er neurolog, hvorfor jeg godt kan forestille mig det, da særligt mange her er uhelbredeligt syge eller har dårlig livskvalitet).
  • Jeg så på mange statistikker og diskussioner af at lægelønnen faktisk ikke er så god, som man tror. Selvom den altid er på listen af “top-lønninger”, har jeg hørt direkte fra flere læger at de fleste ikke bliver rige, men “bare i den højere ende af middelklassen”, medmindre de vil arbejde privat. Så fik jeg fortalt at man skal være villig til nærmest at være “den laveste i fødekæden” på et hospital, indtil man er færdig med sit speciale. Jeg har snakket med en neurolog og børnelæge, som begge sagde, at hvis man vil være rig, skal man hellere vælge noget indenfor finanssektoren eller blive ingeniør.
  • Det at man skal på KBU i en potentielt lille by lyder utroligt uattraktivt for mig. Det er ikke for at lyde snobbet, men jeg er en født Københavner, som kun har været i Jylland to gange (en gang i Legoland og en gang i Skagen). Jeg kender dog mig selv nok til at vide at jeg er et bymenneske, som har behov for at leve i byen (det er gældende, uanset hvilket land, det drejer sig om).

Jeg endte så faktisk med at vælge ingeniørstudiet, da:

  • Jeg fik den opfattelse af at det er et meget teknisk studie, hvor man lærer mange redskaber og kan bruge det til at finde på kreative løsninger.
  • Jeg kan stadig få tilfredsstillet min lyst til at lære om menneskekroppen, selvom det bliver med større fokus på celler.
  • Der er rigtig mange muligheder for nemt at studere og arbejde i udlandet som ingeniør. Det har altid været en vigtig faktor for mig at kunne studere og arbejde i udlandet, da jeg finder internationalt samarbejde utroligt spændende. Jeg har hørt at som læge afhænger det i høj grad af hvilket land samt i hvilken sammenhæng, man ønsker at komme ud, da det er meget svært fx. i USA at komme som udenlandsk praktiserende læge, og at man skal tage svære tests for at kunne arbejde (ikke i forbindelse med forskning eller humanitært arbejde).
  • At man også kan hjælpe andre, selvom det er mere indirekte.

Efter næsten at have gennemført studiet, føler jeg mig dog ikke tilfredsstillet. Nogle gange bliver jeg ked af at jeg føler at “jeg har valgt den nemme vej ud”, fordi jeg ikke behøver fx. at gå på nattearbejde eller stå overfor liv og død hver dag. I starten skræmmede tanken om potentielt at forårsage et andet menneskes død, selvom det ikke er intentionen selvfølgelig, mig utroligt meget. Kombineret med mine udlandsdrømme, fravalgte jeg medicin - men nu tænker jeg om det er det dummeste valg, jeg har truffet?
Fordi jeg som menneske er meget socialt anlagt - og jeg har et brændende behov for at hjælpe andre. Lægejobbet er jo i sin natur en “ædel” profession - men jeg blev lidt tændt af at mange stud.med., jeg kender, og mange diskussioner her på forummet fortalte at mange på medicin har lidt et “gudekompleks” og føler sig bedre end andre, bare fordi de studerer medicin. Det ville jeg ikke bidrage til, men jeg har heller ikke lyst til at omgås sådanne mennesker - særligt ikke i arbejdslivet.
Jeg frygter dog at, i og med jeg vælger en mere “stille og rolig vej”, at jeg fortryder at jeg ikke har udnyttet mine “naturlige talenter”, hvilket er at tage mig af andre. På den ene side frygter jeg patientkontakt, men på den anden side har jeg lyst til det.

Hvad synes I jeg burde gøre? Er der nogen, der muligvis har siddet i samme position som mig, selvom min historie føles meget langt ude og kompliceret?
Min veninde på statskundskab har engang sagt til mig “Lad være med at overtænke det så meget. Det handler i bund og grund bare om hvad du har lyst til” - men jeg føler det er så svært, fordi jeg har lyst til at hjælpe andre, men jeg ved ikke om jeg har lyst til at starte om igen på 1. semester, at potentielt tage på klinik i en lille by, ingen næsten har hørt om, eller at skulle vente så mange år på faktisk at begynde at tjene penge. Det sidste skyldes primært at jeg gerne vil starte en familie og mit liv som ihvertfald 30-årig. Jeg har en sød kæreste, som er enig i dette, og han siger han støtter mig i alt, men jeg ved ikke om jeg kan være “selvisk” og få ham til at vente på at jeg bidrager til vores fælles økonomi og at jeg skal bruge så meget tid på klinik og specialisering, når mine børn er små og har behov deres mor?

Endnu en grund til at jeg føler jeg har lyst til at skifte fra ingeniørstudiet er at jo, idéen er at man laver noget, som kan hjælpe mange mennesker indirekte - men kan man nu det? Med teknisk biomedicin kommer jeg højst sandsynligvis til at arbejde på et medicinalfirma, men det er også præget af en masse papirarbejde og opgaver, der skal løses af firmaet - og åbenbart er “big pharma”-industrien meget ilde anset blandt mange mennesker, bl.a. grundet at medicin kan koste så mange penge.

Jeg føler mig helt væk, håbløst og fortabt. Desuden er jeg bange for, at hvis jeg skifter, at folk vil se ned på mig på studiet, da jeg starter som 24- eller 25-årig til sommerstart. Hvis der virkelig er “rundsave på albuerne” på mange medstuderende (ikke nødvendigvis alle), vil jeg så kunne klare de negative følelser, som kommer af at starte om, at skulle vente så længe med at kunne bidrage til min familie økonomisk og samtidig klare mig godt på studiet og få et godt speciale?
Desuden ville jeg spørge: Er det overhovedet plausibelt for ældre studerende at få forskerstillinger under studiet eller et af de kompetitive specialer (fx. pædiatri, gynækologi, neurologi, kirurgi eller dermatologi)? Er I eller kender I nogen, som er blevet det, selvom de er startet i en sen alder? Og hvis man ikke kan få SU i den sidste del af studiet, hvordan har I så håndteret det? Jeg synes også umiddelbart det virker mega demotiverende at tænke på at folk fra min gymnasieklasse evt. bliver færdige med deres studie om 1-2 år, mens jeg lige er begyndt på 1. semester.

Til alle der har fulgt med indtil nu, tusind tak. Jeg håber virkelig I kan hjælpe, da jeg føler jeg er ved at drive mig selv til vanvid over den studietvivl, som jeg har lidt, de sidste par år. Jeg ved ikke hvorfor det føles som om jeg altid har talt mig selv fra medicin - tyder det måske også på at jeg inderst ikke vil medicin? Eller tyder det på jeg vil medicin, fordi jeg ikke har kunnet lægge denne overvejelse fra mig?

Bedste hilsener,

Håbløst Forvirret.

PS Desuden er jeg bange for om jeg ikke er “god nok” til studiet, på den måde set at jeg er bange for burnout. Nu har jeg brugt mange år på ingeniørstudiet allerede, men jeg ved ikke om jeg kan klare at starte om igen - og ærligt talt er jeg bange for om jeg vil have nok stamina til nattearbejde, især hvis man har så stort et ansvar.

En ting, som jeg ikke ved er værd at nævne eller ej, er, at mange har sagt til mig, da jeg var yngre, at “Åh, jeg kan forestille mig dig som en god læge” mv. Jeg har desuden aldrig været bange for kropslige væsker eller lignende, selvom folk omkring mig har græmmedes ved blot billeder. Desuden kommer jeg fra en på en måde “lang slægt af læger” på min fars side, men da jeg blev student, tænkte jeg også at jeg ikke vil være læge, fordi jeg “ikke bare vil blive læge for at følge i min fars fodspor” (bl.a. fordi vi ikke har det bedste forhold), men også fordi jeg tror at mange vælger medicin bare fordi det er “prestigiøst”. Jeg vil gerne være læge, hvis jeg rigtig vil være læge - og det skal være en velovervejet beslutning, fordi jeg vil ikke ende med at fortryde, når jeg sidder på en klinik eller et hospital som 50-årig og tænker at jeg har baseret mit liv på at andre skal synes jeg laver “noget sejt”, men at jeg faktisk kunne og ville noget andet.

Den påstand kan jeg ikke genkende. Er det baseret på danske eller internationale studier? Kaffestuesnak handler i hvertfald ikke om fortrudt studievalg, så det kan jeg som sagt ikke genkende. Ej heller personligt. Jeg har ikke fortrudt, i hvert fald. Det er ikke det samme, som der ikke er ting i mit virke som frustrerer mig, selvfølgelig er der det. Det er der givet i alle fag…

Tja, hvad er dit virkelighedsbillede - hvad er normen og forventningen. Det er sgu nok en kende naivt at tro at det at være læge er == med at redde liv. Jeg kan da lige starte med lægeløftet:

stundom helbrede , ofte lindre , altid trøste , aldrig skade’

Så kan jeg da også lige komme med min fordom: neurologi er jo også kendetegnet ved at man kan finde ud hvad patienten fejler, og angive præcise lokalisation i hjernen - kan man gøre noget ved det? Næppe… :slight_smile:

Jeg tror du skal kigge på livslønnen. Den er top 5 opgjort per fag.

Er det målet at være rig? Er det det som jagten “på det gode liv” går ud på? Hvis det er perspektivet skal du måske sætte kikkerten for det andet øje

Pas på dit ego - hvis det er svært at styre er arbejdet med andre mennesker måske en lidt svær vej for dig at gå. Og ingeniørvejen ikke så dum… Det er ikke nok at skrive en modsigelse efter et statement: faktum er vel at du føler dig for god til aftjene “værnepligt” decentralt. Indtager alle den holdning: hvem skal så være der for patienterne i udkants Danmark? Man kunne også antage den holdning: At det kunne være spændende at se noget andet end det man kender. Du drømmer om udlandseventyr, men vest-jylland er måske et større eventyr vil du erfare…

Synes jeg ikke at kunne genkende. Og ikke den lægeskole jeg er produktet af. Igen, som jeg skrev tidligere: det er svært at hjælpe andre hvis man føler sig bedre end dem. Du skal møde andre på det niveau de er: høj, som lav. Arbejdsmanden fra Nakskov, skal tilgåes på en måde. Og juristen fra Rungsted på en anden. Det er kunsten.

Ja, og sådan er livet. Og mine studiekammerater er nu professorer , dr.med’er, phd’er. Jeg er … tja, bum… who cares… Og sådan er livet vel. Følg din egne håb og drømme. Lad være med at spejle dig i andre.

Håber ikke det var for hårde ord…

2 Likes

Ja, det er ikke sværere med forskerstillinger i din alder. Folk spørger dig ikke om alder, de kigger efter kvalifikationer. Jeg kender en stor del, der er startet på studiet i deres midt-20’ere. Det er hyppigt. Der er også enkelte på semestret, der har været 40+, hvilket dog naturligvis er atypisk, men de indgik da i gruppearbejde o.l. på lige fod med andre.

Ja, du har formuleret det usympatisk, men som der bliver pointeret ovenfor bør du også være ligeglad med hvad andre tænker, for hvilken betydning har det, hvad jeg/andre tænker – det er jo dine leveår, der evt. ville gå til noget, du vil være ulykkelig med. Bemærk dog, at en del (men mindretallet) læger slet ikke tager en KBU, hvis de på forhånd ved, de skal være forskere på fuld tid eller arbejde i medicinalindustrien. Det lyder til, at du tænker på at være kliniker, og så må du jo afveje for og imod. Man har ikke faste ansættelser, før man bliver speciallæge, så hvis KBU’en uden for Sjælland ikke er til at håndtere, så læg dertil usikkerheden om, hvor du kan få specialuddannelsen (hvor man også skifter arbejdssted flere gange).

Der er rigtig fine muligheder for at tjene penge ved siden af studiet. Særligt i København er det nemt at få studierelevant arbejde. Jeg kender mange, som fint kan klare selvforsørgelse trods fravær af SU, men det kræver en del arbejde ved siden af og formentlig også, at man må nedprioritere det boglige til en vis grad, eller at man arbejder igennem i sommerferien osv.

Særligt i de specialer, hvor man kan arbejde i sin egen praksis (fx øjenlæger), er der god mulighed for en rigtig høj løn. Men som der fint bliver pointeret ovenfor, bør du kigge på livslønnen – det går langsomt indtil du bliver speciallæge, men siden går det hurtigere. Jeg dømmer ikke nogen, der bliver drevet af pengene, selvom det overhovedet ikke er min motivation for at læse medicin, men jeg håber stærkt, at man ikke kommer til at nedprioritere kvaliteten for patienterne af den grund.

Nu begynder vi at komme ind på lidt psykoanalyse, som jeg ikke lige ved hvor meget evidens der er for, så man kan jo ikke give dig et korrekt svar på hvad du vil. Jeg kender en del, der er skiftet over til medicin, så det er helt fint at skifte studie. Men du bliver nødt til at overveje, om du kan klare dig igennem bacheloren, hvor du bliver undervist i meget, meget ikke-patientnær teori (som selvfølgelig i høj grad kan bruges klinisk senere, men alligevel…). Det er ofte meget hårdt og tidskrævende, så jeg tror næppe, man kan klare sig igennem uden at have en indre motivation for det. Og det handler ikke om hvorvidt man kan forstå pensum, det skal man nok lære, men jeg tror, at de fleste af dem, der fortryder valget, gør det, fordi de ikke var “rigtigt” motiverede – og jeg kan have mine tvivl om hvorvidt du faktisk er motiveret til den meget, meget lange vej brolagt med slid til dit “mål” – international speciallæge med et velfungerende familieliv.

2 Likes

Først og fremmest: Jeg har set et par gange, at folk herinde er bekymret for deres alder ved studiestart. 24 er virkelig ingen alder. Der kommer til at være mange, der er ældre end dig. Ingen studser over din alder på en jobansøgning.

Du kommer til at skulle forlade Kbh under studiet, når du skal i klinik. Det må du affinde dig med. Og du kan risikere at skulle i KBU i Sønderjylland i et år. Efterfølgende kan det være svært at få stillinger i region Hovedstaden, hvor der nok er flest ansøgere, så det kan være nødvendigt, at skulle søge i andre regioner, særligt hvis du ønsker de mere eftertragtede specialer. Hvis du pure nægter at arbejde uden for Kbh, så tror jeg ikke dette er den rigtige uddannelse for dig, for det tror jeg ikke kan undgås undervejs i uddannelsen eller efterfølgende.

Danske læger bliver som udgangspunkt ikke “rige”. Når du er færdig som læge, har du en grundløn på ca. 30.000 om måneden og selvom du arbejder som privatpraktiserende af en art, går der længe før du kommer op og tjener mange penge. Hvis det er afgørende for dig at tjene mange penge kort tid efter endt uddannelse, så er medicin ikke det rigtige valg for dig.
Til gengæld har de fleste studiejob ved siden af uddannelsen, så du bør kunne forsørge dig selv de sidste par år uden SU.

Jeg håber det kan hjælpe din beslutning.

1 Like

Jeg er selv i samme proces med at skifte spor og kan derfor bidrage med lidt til den mere følelsesmæssige del af dit skriv:
Jeg læser helt tydeligt ud af din tekst at der er noget ved medicin som du har brug for at prøve af, og at du ikke virker til at være landet det rigtige sted med din ingeniøruddannelse.
Hvis du har været i tvivl længe, bliver tvivlen nok ved, og vi fortryder oftere de ting vi ikke gjorde, end de ting vi gjorde, når vi ser tilbage.
Jeg har selv villet være læge i omkring 10 år, men tænkt at det må blive i det næste liv… Øh… Og nu er jeg så 33 og endelig på vej til at prøve det af. Ville jeg da godt have gjort som 24-årig, men bedre nu end senere! For jeg tror ikke den slipper mig før jeg har givet det et forsøg.
Så prøv det af, du er så privilegeret at have mulighederne.

Husk blot også at der er stor forskel på studie- og arbejdsliv for næsten et hvilket som helst studie - prøv om du kan komme med en ingeniør hhv. en læge på arbejde indenfor de specialer der interesserer dig og se og mærk hvad der taler til dig.
At skulle læse medicin i 6 år (eller mere) kræver virkelig at man kan “sætte sig ned på sin flade røv og læse” har jeg fået at vide, og: “du skal se på studielivet som et helt liv for sig, som du først skal leve i mange år. Det skal du også kunne være i.”

Mht KBU er det 2 x 1/2 år i ‘eksil’ det drejer sig om. Mon ikke du godt kan overleve dét? :slight_smile:
Jeg er selv nervøs for dét af en anden årsag (psykisk) men tænker at det absolut må være dét værd, at jeg nok skal klare det, og ellers bliver det også relativt hurtigt overstået - og hvem ved, det kunne også ske at blive godt.

Sluttelig vil jeg sige til dig at du lyder til at være et meget ambitiøst menneske der tror på at du kan få det hele, alt det du drømmer om, og det er der intet galt med.
Men jeg tror du kunne have gavn af at klarlægge for dig selv, hvad der faktisk er vigtigst, hvis nu du er nødt til at vælge. Prioriter drømmene.
Tag et kig ind i dine personlige værdier (det kan godt tage noget tid, hvis du ikke er begyndt endnu, og det lyder det til du ikke er).
Jeg tror der er noget at hente dér, i forhold til at blive klogere på dig selv og hvad du vil.
Du har selv svarene, men kan ikke se dem klart endnu. Og nogle ting kommer først når man går ud og prøver sine forventninger af i og på verden.

Pøjpøj :slight_smile:

1 Like