Hej alle,
Først vil jeg blot sige at jeg håber I ikke vil dømme min argumentation eller formulering visse steder: Jeg har prøvet at være fuldstændig ærlig, selvom nogle af mine begrundelser ikke er så noble, som man jo skal være.
Jeg kommer her med et svært dilemma, som jeg håber nogen kan hjælpe med. Jeg er en 23-årig studerende på mit 3. år af ingeniørstudiet, men jeg føler mig ikke særlig glad. Jeg ved ikke om det skyldes at al undervisningen har været online så længe, at studiet er sværere, end jeg havde forudset, eller at mine drømme om at studere i udlandet er blevet slået itu grundet pandemien.
På det seneste har tanken om at studere medicin blevet sværere og sværere at ignorere. Jeg ved godt det lyder lidt arrogant, hvilket ikke er min intention, men jeg har altid set på medicin som min “plan B”. Jeg blev student med et snit langt over 12, men på daværende tidspunkt var jeg fuldstændig i studietvivl, da jeg havde vidt forskellige interesser. Jeg overvejede både statskundskab, jura, økonomi, international business, medicin, molekylær biomedicin eller teknisk biomedicin - derfor tænkte jeg “da jeg har lige interesse for alt, må jeg tage en logisk beslutning baseret på statistikker og data”.
Jeg endte derfor med at fravælge medicin efter 2 sabbatår, fordi jeg fik læst en masse artikler og snakket med mange medicinstuderende og færdiguddannede, som bl.a. sagde:
- Jeg læste at mange læger ender med at blive højst skuffede over deres profession, da det kan være frustrerende og skuffende at ville gøre mere for sine patienter, men være ude af stand til det grundet for lidt funding fra regeringen eller begrænset tid.
- Jeg har hørt at det er ekstremt de-illusionerende at faktisk komme ud og arbejde. At den idé om at man redder liv hver dag, at være dybt respekteret mv. ikke passer, da mange patienter enten er “lunkne” omkring den behandling de har fået eller er utilfredse med at lægen ikke vil eller kan gøre mere (lægen, jeg hørte det fra, er neurolog, hvorfor jeg godt kan forestille mig det, da særligt mange her er uhelbredeligt syge eller har dårlig livskvalitet).
- Jeg så på mange statistikker og diskussioner af at lægelønnen faktisk ikke er så god, som man tror. Selvom den altid er på listen af “top-lønninger”, har jeg hørt direkte fra flere læger at de fleste ikke bliver rige, men “bare i den højere ende af middelklassen”, medmindre de vil arbejde privat. Så fik jeg fortalt at man skal være villig til nærmest at være “den laveste i fødekæden” på et hospital, indtil man er færdig med sit speciale. Jeg har snakket med en neurolog og børnelæge, som begge sagde, at hvis man vil være rig, skal man hellere vælge noget indenfor finanssektoren eller blive ingeniør.
- Det at man skal på KBU i en potentielt lille by lyder utroligt uattraktivt for mig. Det er ikke for at lyde snobbet, men jeg er en født Københavner, som kun har været i Jylland to gange (en gang i Legoland og en gang i Skagen). Jeg kender dog mig selv nok til at vide at jeg er et bymenneske, som har behov for at leve i byen (det er gældende, uanset hvilket land, det drejer sig om).
Jeg endte så faktisk med at vælge ingeniørstudiet, da:
- Jeg fik den opfattelse af at det er et meget teknisk studie, hvor man lærer mange redskaber og kan bruge det til at finde på kreative løsninger.
- Jeg kan stadig få tilfredsstillet min lyst til at lære om menneskekroppen, selvom det bliver med større fokus på celler.
- Der er rigtig mange muligheder for nemt at studere og arbejde i udlandet som ingeniør. Det har altid været en vigtig faktor for mig at kunne studere og arbejde i udlandet, da jeg finder internationalt samarbejde utroligt spændende. Jeg har hørt at som læge afhænger det i høj grad af hvilket land samt i hvilken sammenhæng, man ønsker at komme ud, da det er meget svært fx. i USA at komme som udenlandsk praktiserende læge, og at man skal tage svære tests for at kunne arbejde (ikke i forbindelse med forskning eller humanitært arbejde).
- At man også kan hjælpe andre, selvom det er mere indirekte.
Efter næsten at have gennemført studiet, føler jeg mig dog ikke tilfredsstillet. Nogle gange bliver jeg ked af at jeg føler at “jeg har valgt den nemme vej ud”, fordi jeg ikke behøver fx. at gå på nattearbejde eller stå overfor liv og død hver dag. I starten skræmmede tanken om potentielt at forårsage et andet menneskes død, selvom det ikke er intentionen selvfølgelig, mig utroligt meget. Kombineret med mine udlandsdrømme, fravalgte jeg medicin - men nu tænker jeg om det er det dummeste valg, jeg har truffet?
Fordi jeg som menneske er meget socialt anlagt - og jeg har et brændende behov for at hjælpe andre. Lægejobbet er jo i sin natur en “ædel” profession - men jeg blev lidt tændt af at mange stud.med., jeg kender, og mange diskussioner her på forummet fortalte at mange på medicin har lidt et “gudekompleks” og føler sig bedre end andre, bare fordi de studerer medicin. Det ville jeg ikke bidrage til, men jeg har heller ikke lyst til at omgås sådanne mennesker - særligt ikke i arbejdslivet.
Jeg frygter dog at, i og med jeg vælger en mere “stille og rolig vej”, at jeg fortryder at jeg ikke har udnyttet mine “naturlige talenter”, hvilket er at tage mig af andre. På den ene side frygter jeg patientkontakt, men på den anden side har jeg lyst til det.
Hvad synes I jeg burde gøre? Er der nogen, der muligvis har siddet i samme position som mig, selvom min historie føles meget langt ude og kompliceret?
Min veninde på statskundskab har engang sagt til mig “Lad være med at overtænke det så meget. Det handler i bund og grund bare om hvad du har lyst til” - men jeg føler det er så svært, fordi jeg har lyst til at hjælpe andre, men jeg ved ikke om jeg har lyst til at starte om igen på 1. semester, at potentielt tage på klinik i en lille by, ingen næsten har hørt om, eller at skulle vente så mange år på faktisk at begynde at tjene penge. Det sidste skyldes primært at jeg gerne vil starte en familie og mit liv som ihvertfald 30-årig. Jeg har en sød kæreste, som er enig i dette, og han siger han støtter mig i alt, men jeg ved ikke om jeg kan være “selvisk” og få ham til at vente på at jeg bidrager til vores fælles økonomi og at jeg skal bruge så meget tid på klinik og specialisering, når mine børn er små og har behov deres mor?
Endnu en grund til at jeg føler jeg har lyst til at skifte fra ingeniørstudiet er at jo, idéen er at man laver noget, som kan hjælpe mange mennesker indirekte - men kan man nu det? Med teknisk biomedicin kommer jeg højst sandsynligvis til at arbejde på et medicinalfirma, men det er også præget af en masse papirarbejde og opgaver, der skal løses af firmaet - og åbenbart er “big pharma”-industrien meget ilde anset blandt mange mennesker, bl.a. grundet at medicin kan koste så mange penge.
Jeg føler mig helt væk, håbløst og fortabt. Desuden er jeg bange for, at hvis jeg skifter, at folk vil se ned på mig på studiet, da jeg starter som 24- eller 25-årig til sommerstart. Hvis der virkelig er “rundsave på albuerne” på mange medstuderende (ikke nødvendigvis alle), vil jeg så kunne klare de negative følelser, som kommer af at starte om, at skulle vente så længe med at kunne bidrage til min familie økonomisk og samtidig klare mig godt på studiet og få et godt speciale?
Desuden ville jeg spørge: Er det overhovedet plausibelt for ældre studerende at få forskerstillinger under studiet eller et af de kompetitive specialer (fx. pædiatri, gynækologi, neurologi, kirurgi eller dermatologi)? Er I eller kender I nogen, som er blevet det, selvom de er startet i en sen alder? Og hvis man ikke kan få SU i den sidste del af studiet, hvordan har I så håndteret det? Jeg synes også umiddelbart det virker mega demotiverende at tænke på at folk fra min gymnasieklasse evt. bliver færdige med deres studie om 1-2 år, mens jeg lige er begyndt på 1. semester.
Til alle der har fulgt med indtil nu, tusind tak. Jeg håber virkelig I kan hjælpe, da jeg føler jeg er ved at drive mig selv til vanvid over den studietvivl, som jeg har lidt, de sidste par år. Jeg ved ikke hvorfor det føles som om jeg altid har talt mig selv fra medicin - tyder det måske også på at jeg inderst ikke vil medicin? Eller tyder det på jeg vil medicin, fordi jeg ikke har kunnet lægge denne overvejelse fra mig?
Bedste hilsener,
Håbløst Forvirret.