Jeg er læge emeritus altså en gammel mand, der som 19 årig lægestuderende i 1952 gik til hånde på Blegdamshospitalets epedimiafdeling under en frygtelig polioepedemi, der overvældede alle fysiske kræfter. Praktisk taget uden instruktion blev jeg sat til at ventilere respirationslammede patienter og suge dem. Jeg fik kastet et stetoskop i hovedet med besked om at lytte og se mig frem. Jeg var høneskræmt og rævestolt på en gang, men jeg blev på min post. Gør stetoskopet nytte, ubetinget ja, men det fungerer aldrig bedre end dets ejer. Et flertal af læger bliver aldrig fremragende med eller uden stetoskop. Det er en sørgelig kendsgerning. Hurtige synteser af mange detaljer og beslutsomhed er en nødvendighed for godt lægearbejde og de fleste har det ikke i sig, men bare de ligner læger, hjælper det.