Til alle dem, der er i tvivl om, om det er “populært at blive neurokirurg”, “hvad man altid kan blive, hvis man ikke gider ph.d.-ræset” etc…
Apropos specialevalg, så har YL undersøgt hvad man kigger efter, når man vælger speciale:
http://www.ugeskriftet.dk/portal/page/p … 2_14_39484
Det afgørende er det faglige indhold, forventninger til egne evner, og for de yngre i gruppen også kendskabet til specialet. For kvinder desuden fleksible arbejdstider og vagtbelastning.
Hvis 4-årsreglen ikke skal blive et problem, skal man være hurtigere til at lære specialerne at kende og om man har evner samt interesse indenfor dem. Mere info om specialerne burde lægges under studievalg, medicinstudiet, og specielt intensivt under turnus og de første år herefter. Og så kan man vel blive nødt til at prøve egne evner af i introstillinger, som man evt. hopper fra i utide indtil man finder sit specialeønske.
Hvis der er andre grunde til at man er længe om at vælge speciale ville det være godt at høre om det, for at kunne tage højde for det i implementeringen af principperne. Hvorfor tager det så lang tid?
Jeg kan kun svare for mig selv hvad det er der tager så lang tid.
For mit vedkommende er det ikke at finde ud af hvilket speciale jeg vil specialisere mig inden for, det har jeg egentlig en ret god ide om. Det der for mig vil tage tid vil (før 4års reglen) være at skaffe de nødvendige point for at opnå dette speciale, fordi mine interesser tilfældigvis ligger inden for kirurgien og her kræver de fleste specialer, efter hvad jeg har kunnet finde frem til, forholdsvis mange point (med undtagelse af karkirurgi og urologi). Scenariet bliver nok ikke meget anderledes efter de nye tiltag da man har fornemmelsen af at man bare vil bytte ordet “point” ud med “erfaring” i udvælgelse at kandidaterne til at besætte uddannelsesstillingerne. Også er jeg og rigtig mange andre afskåret fra de specialer der interesserer mig fordi jeg skal søge stillingerne på lige fod med læger der har samlet point/erfaring de sidste 10 år
Jeg tror 2000 ordningen på KUA med relativt mere klinik i forhold til den gamle ordning, fører til at folk når de bliver færdige har en nogenlunde ide om hvilken vej de vil. Det er i hvert fald de færreste af de medstuderende jeg omgiver mig med det er helt på bar bund nu når lægeløftet langsomt nærmer sig selvom der stadig er 1,5 år til.
Det er altså efter min overbevisning ikke så meget beslutningen om den fremtidige karriere men pointjagt/erfaringsjagt/opkvalificering (kald det hvad man vil) der tager tid, hvis man ellers får muligheden for at samle så meget erfaring at man overhovedet kommer i betragtning til en uddannelsesstilling.
Nogen, der har en idé om, om man kan finde de samme typer statistikker om hoveduddannelsesforløb i Sverige og Norge? og evt. noget om, hvordan hele konceptet er i disse lande?
Nu bliver det jo relativt urealistisk at få det man gerne vil have her i landet.
- Mikkel
Det er nok rigtigt at tiden går med at samle point. Via linket i starten af denne tråd kan man se, at folk i gennemsnit har 6,42 point ved indgangen til hoveduddannelsen (mellem 0 og 10,34 point). På http://www.kirurgisk-selskab.dk/uddanne … r_2005.pdf kan man se hvordan pointene kan samles sammen.
Man kan f.eks. få 7 point ved at arbejde ½ år indenfor specialet, ½ år udenfor specialet, et kursus i kommunikation, en post som tillidsrepræsentant, og et foredrag i et videnskabeligt selskab (men der er selvfølgelig mange måder at gøre det på). Fremover vil kriterierne nok ligne meget, selvom folk ikke vil nå at blive lige så kvalificerede.
Det tager selvfølgelig en masse tid før visse specialer er realistiske.
Er der andre grunde til at der går gennemsnitligt 7 år fra candidatgrad til start på hoveduddannelse?