Starte på Medicin-studiet i en "sen" alder

Hej! (:
Jeg skriver herinde, da jeg er kommet i tvivl om hvilken slags læge jeg “kan” blive, ift. at jeg starter i en lidt senere alder.
Jeg blev sidste år optaget (fik en stand-by plads) på medicin studiet, og jeg glæder mig helt vildt, og er ikke i tvivl om at dette er det rigtige for mig. (Det eneste jeg har været i tvivl om, er om jeg nogensinde ville få en af de eftertragtede pladser på studiet).

Jeg har tidligere læst sociologi på universitet, samt holdt en del sabbat år.
Det vil sige, at den alder jeg har når jeg starter på studiet, er den samme alder som andre studerende vil have når de er færdige med både bachelor og kandidat.

Jeg er nu kommet i tvivl om jeg får sværere ved at specialisere mig / tage forskning år/ whatever ift. de lidt yngre studerende.

Det stresser mig lidt at jeg højst sandsynligt vil skulle tage pauser fra studiet ift. barsler.

Altså: Mit liv kommer højst sandsynligt ikke til at ligne de yngre studerendes. Jeg vil gerne ofre mig og gå langt for studiet - men der er ting man ikke kan udskyde forevigt (som fx børn).

Men afskær jeg så mig selv fra de “fede” specialer/ fede lægejobs i fremtiden?
Bliver jeg “tvunget” til at være praktiserende læge i en lille udkantsby, fordi jeg ikke har samme mulighed for at tage forskningsår, rejse land og rige rundt efter praktikpladser osv?
(Måske jeg faktisk gerne vil være praksiserende læge/ noget mindre eftertragtet til den tid - men helst ikke fordi jeg bliver “tvunget” til det).

Det blev lidt kluntet - men jeg håber at de lidt ældre studerende kan give svar på, om der er nogle ting der bliver besværligt ift. at være lidt ældre på medicinstudiet.

Mvh. Sine

Må man spørge hvor gammel du er?

Jeg bliver læge til november som 31-årig… min mand er 26 og bliver læge til januar. Vi er pt. begge på barsel… jeg kender MANGE med børn på studiet og mange der siger det faktisk er en fordel, specielt fordi når man skal ud og søge PhD og så videre så er de kun glade for hvis man har fået de børn man skal :wink:

Han går efter oftalmologispecialet og jeg Derma, og vi er begge godt på vej. Vi forsker begge inde for specialerne og har en PhD i udsigt, på trods af vi ikke er færdig og har barn.

Så slå koldt vand i blodet. Det skal nok gå <3

Skriv endelig hvis du har spørgsmål.

1 Like

Hej SineA, jeg er ikke medicinstuderende, men søger ind næste år, og vil til dén tid være 33. Jeg har gennemført en anden videregående uddannelse og trivedes ikke. Jeg har endnu ikke børn, og har nogle af de samme overvejelser som dig.

Måske fordi jeg er lidt ældre end dig (tror jeg nok), og jeg har erfaret hvad jeg i hvert fald ikke skal, har jeg dét perspektiv på det, at vi nok skal nå det hele i rette tid, for hvis ikke nu, hvornår så? Vi kan jo ikke ændre fortiden.

Hvad angår fremtidens muligheder, har jeg læst en masse om udfordringerne ved at være ung læge, og det ser mange steder ud til at det kan være en fordel at komme ud i arbejdslivet med lidt mere livserfaring, både for kollegaer, patienter og for én selv.
Flere herinde skriver også at medicinstudiet, som de fleste andre studier, er hvad man selv lægger i det, så med det udgangspunkt tror jeg ikke vi har færre muligheder end andre, hvis vi hænger i, læser, møder op og består eksamenerne, uanset at der måtte komme børn indimellem.
Livet skal også passes - det er ‘bare’ et studie, og senere ‘bare’ et arbejde, selvom det måske også er et kald :slight_smile:
Og generelt er det jo nemt at få job som læge, der er mange forskningsmuligheder, og mange specialiseringsmuligheder. Jeg så på nogle statistikker over ansøgninger til hoveduddannelsesforløb at der i gennemsnit er cirka 2 ansøgere per 1 stilling, så det er heller ikke så slemt et nåleøje, som fx at komme ind på medicin til at begynde med.

Jeg kan også hilse og sige fra mit hidtidige studie- og arbejdsliv, at livet kun bliver bedre jo længere man kommer gennem systemet - ligesom vi i folkeskolen var tvunget og bestemte meget lidt selv, og i gymnasiet havde valgfrihed på fagretning, nogle gange kortere dage og dén lidt større frihed i begyndende voksenliv, er universitetslivet endnu friere og sjovere, og i takt med du uddanner dig, bliver respekten for dig som menneske, og dét du kan, også desto større.
Jeg ved ikke om du kan bruge dette til noget, men det har betydet noget for mig, og jeg synes det er noget man sjældent hører nogen tale om, at præstationspresset på en måde går ned, og det faktisk kun er sjovere, jo mere voksen og kompetent man bliver :wink:

Jeg kan i øvrigt anbefale dig at kigge på disse statistikker over alders- og kønsfordeling på fx medicinstudiet:

https://ufm.dk/uddannelse/statistik-og-analyser/sogning-og-optag-pa-videregaende-uddannelser/grundtal-om-sogning-og-optag/ansogere-og-optagne-fordelt-pa-kon-alder-og-adgangsgrundlag

Der kan du fx se at AU, medicin i 2019 har optaget i alt 553, hvoraf:
6 var ældre end 30 år
11 var 26-30 år
7 var 25 år
7 var 24 år
20 var 23 år
66 var 22 år
159 var 21 år
156 var 20 år
95 var 19 år
26 var yngre end 19 år

De yngste optages på vinterstart, og de ældste sommer, dvs, du i 2019 ville have gået sammen med 275-276 andre hvoraf de 31 ville være 24 eller derover :slight_smile:
Det syntes jeg var helt rart at vide, da jeg så det; at meget skiller vi os heller ikke ud som ‘voksne’ :wink:

2 Likes

Kære Sine

Det er slet ikke noget du skal være bekymret om, jeg kender utallige af læger der har været 10+ år om at søge hoved-stilling og intro-stilling grundet ph.d. og diverse pauser, mange er 8 år om at gennemføre studiet.

Helt specifikt, så er det eneste der står i vejen for dit drømmespeciale det er forskning på cv’et (antal publicerede artikler) samt erfaring indenfor det speciale (intro stillinger og u-klassificerede stillinger)

Mvh