Skal det være medicin?

Hej alle,
Jeg er, som så mange andre, mega meget i tvivl om mit studievalg. Jeg blev student i 2019, og har sabbatår lige nu. Jeg har længe drømt om at læse medicin, da jeg virkelig synes det lyder spændende og altid har været meget betaget af faget. Lige nu læser jeg fysik op, og om et par måneder står den på matematik.
Mit problem er, at jeg i grunden altid har været rimelig god til de naturvidenskabelige fag. Jeg har et snit på 11,2 og burde jo i grunden ikke være usikker på min faglighed. Jeg har bare opbygget en grundlæggende usikkerhed på mig selv, primært i de naturvidenskabelige fag, over de seneste par år. Oven i det har jeg meget høje forventninger til mig selv, hvorfor jeg til tider ligger lidt for stort pres på. Det skal lige siges at jeg aldrig har været et ‘naturtalen’ til naturvidenskabelige fag – Forstå mig ret, jeg forstår det, og jeg kan få gode karakterer, men det kommer ikke let til mig. Jeg skal ligge tid i det.
Jeg håber at der måske sidder andre der selv har erfaring med usikkerheden, eller har pårørende der måske har kæmpet med det. Kan det lade sig gøre at gennemføre? Eller hvad har i generelt af Mvh en frustreret (måske) kommende medicinstuderende…

Hvad bunder din usikkerhed i? Du har tydeligvis vist at du behersker naturvidenskab på gymnasialt niveau. Selvom stoffet vil blive mere komplekst og detaljerigt på medicinstudiet, så vil det jo være en naturlig udvikling. Hvis du har kunnet forstå naturvidenskabelige koncepter indtil nu kan jeg ikke se at du skulle få problemer på universitetsniveau. Min egen erfaring har altid været at jo længere man kommer i uddannelsessystemet, jo tættere kommer man på at skulle bruge den viden man lærer i praksis. Deri findes ofte en øget relaterbarhed der gør det nemmere at forstå svært stof. I min optik skal du være glad for at du ikke er “naturtalent” naturvidenskabeligt. Det kan hurtigt lyde som humble-bragging, men jeg har selv altid haft nemt ved det naturvidenskabelige, og derfor lærte jeg hurtigt at jeg ikke behøvede at yde særlig stor indsats for at klare mig bedre end gennemsnittet. Da jeg så ramte universitetsniveau var det ikke længere tilstrækkeligt, og jeg skulle pludselig kæmpe for at få bare nogenlunde resultater. Det har taget lang tid at opbygge den disciplin der skal til for at jeg personligt er tilfreds med resultatet. Det er ikke nødvendigvis en fordel at ting falder en let. Se det som en fordel at du kan arbejde hårdt for gode resultater i fagligt udfordrende områder - du kan hvad du vil. Spørgsmålet er så bare om du vil?

1 Like

Tusind tak for dit meget uddybbende svar. Jeg tror min usikkerhed bunder i at jeg har svært ved, hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af. Jeg har ikke lyst til at sige det højt, og er nogle gange dårlig til at spørge om hjælp. Især i det naturvidenskabelige. Jeg vil mega gerne medicinstudiet, men jeg kan blive enormt ked af det og indelukket, når jeg sidder meget med stof jeg føler mig usikker i. Jeg er derfor bange for, på hvilken bekostning jeg skal gennemføre et eventuelt medicinstudie…

Smerte er den bedste læremester. Se det som en mulighed for at arbejde med at bryde ud af din usikkerhed om at spørge om hjælp. Der er aldrig - som i aldrig nogen der dømmer dig for at ville have uddybet stof som er svært at forstå. Hvis de gør, så har de misforstået hvad læring handler om. Det lyder som om du skal stole mere på dine evner og ikke bekymre dig så meget om hvad andre tænker og vurdere dig i forhold til dem. Jeg kender dig jo ikke, så det kan være helt forkert. Nu får du et “onkelråd”: Det lyder som om du har det lidt på sammen måde som jeg selv, da jeg var i din alder (jeg går ud fra at du er i starten af 20’erne) Jeg er nu 34 og har brugt masser af tid på at frigøre mig fra forventninger fra omverdenen og at sammenligne og vurdere mig selv i forhold til andre. En af de mest udslagsgivende ting i den forbindelse var at læse Carol Dweck’s bog: Mindset. Den tvinger dig til at tage stilling til hvordan du vil leve dit liv. Overvej at læse den - i værste fald spilder du et par timer af dit liv - i bedste fald giver den dig retning. Til sidst synes jeg bare du skal kaste dig ud i det.

5 Likes

Jeg tror du har fat i den lange ende. Det er netop sådan jeg har det. Jeg vil overveje at læse den bog. Det lyder som om den har hjulpet dig, så måske er jeg heldig at den også kan hjælpe mig. Og du har nok helt ret i, at den bedste med at lære på, er den hårde måde. Tusind tak fordi du har taget dig tid til at skrive, og sætte dig ind i min problemstilling. Jeg føler mig endnu ikke afklaret, men jeg har helt klart fået nogle værktøjer der kan hjælpe mig videre herfra! TAK

1 Like

Hej Nanna
Jeg er meget enig med Anatomimiskmask i at der er en større værdi i at kunne arbejde for de ting man gerne vil, end bare have talent (og evt. hoppe over hvor gærdet er lavest bare fordi man kan slippe af sted med det, som jeg i høj grad selv har gjort).

Det også lyder til, med så højt et gennemsnit, må jeg erklære mig enig i, at du både har talent og disciplin, selvom du ikke selv føler det.
Og det er faktisk muligt at være både meget talentfuld, begavet, heldig med sine ressourcer, og i høj grad ude af stand til at se det selv. Det har endda et navn: impostorfænomenet.
Jeg har det selv; jeg føler ikke jeg er intelligent nok i mange sammenhænge, og jeg har været medlem af Mensa. Jeg føler ikke jeg har talent nok, og stort set alt kommer egentlig nemt til mig, i forhold til mange andre. Jeg føler ikke jeg leverer godt nok, men ét eller andet sted ved jeg godt, rationelt, at jeg laver meget få fejl, er meget præcis og perfektionistisk. Af én eller anden grund har jeg fået de overbevisninger ind i mit hoved, at hvis jeg fra naturens side kan, forstår og kan levere mere, så er jeg jo bare desto mere forpligtet til at gøre alting bedre end andre… bedre, bedre, endnu bedre…! Fx kan jeg se tilbage på en masse år hvor jeg, fortolket i bagklogskabens lys, vist har syntes at jeg skulle gøre alting 300 % og intet var godt nok medmindre jeg havde gjort mit absolut bedste - og det gik jeg faktisk ned med stress af her i starten af 2020.

Jeg kan godt tilslutte mig anatomimiskmasks tankegang om at nogle af de her ting ændrer sig af sig selv i takt med at man bliver ældre (er selv 32 og søger ind på medicin næste år), men for nogle er det alligevel en længere proces eller en sejere kamp end for andre.

Jeg har haft meget glæde af at læse om impostorfænomenet hos den danske ekspert på området, Ann C. Schødt, som har en blog der hedder Potentialefabrikken.
Måske det også kan hjælpe dig?
Her får du i hvert fald et par links:

https://potentialefabrikken.dk/?s=impostor

2 Likes

Hej Leeloo,
Undskyld en lidt sen tilbagemelding, men havde slet ikke opdaget, at der var kommet nye input på mit indlæg. Først og fremmest vil jeg lige takke for at du har taget dig tid til at læse min problemstilling. Dernæst synes jeg det lyder enormt spændende med impostorfænomenet. Jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du skriver, og jeg vil helt klart undersøge det nærmere. Er det i dit tilfælde blevet værre med tiden? Har du kunne bearbejde det, eller har du bare lært at leve med det?
Mvh Nanna

Helt ok, nu gik der også lidt tid i den her ende :slight_smile:

Det er ikke så længe siden jeg opdagede at det gjaldt for mig, men som Ann C. Schødt skriver i sin blog er det noget man kan arbejde med og i høj grad ændre på, selvfølgelig afhængig af udgangspunktet.

Hun har faktisk en test (det ene link jeg sendte), som man scorer et antal point på, og er det over 80, kan man ikke blive helt fri for det; er det under, kan man godt - som en meget generel regel.
Jeg scorerede 79, da jeg tog den igen den dag jeg sendte linket til dig, så det er lige på grænsen til træls :-/

Og det er jo træls, det fylder meget - så ja, jeg synes det er blevet værre med tiden, men det hjælper heller ikke at jeg dels har taget ‘den forkerte uddannelse’ af de forkerte grunde, dels tog uddannelsen på konservatoriet hvor det meste og de fleste er meget navlebeskuende, perfektionistisk(e) og der er rundsave på albuerne.
Jeg synes dog at det er blevet bedre efter jeg opdagede bloggen og læste alt dét info der var om det, både den generelle og den mere specifikke omkring hvordan man arbejder med det.

Under det generelle har det for mig været særligt vigtigt at se hvordan det hænger sammen med høj intelligens, sensitivitet og nogle gange også introversion. Alle disse passer også på mig.

  • En anden vigtig ting har været opdagelsen af boreout, som også i høj grad har været gældende for mig i løbet af min skoletid.
    Det er ikke særlig almindeligt kendt, men er symptommæssigt meget ligesom stress i sin ekstreme form. Man kan også sige at det er stress’ens modstykke.
    ‘Stress’ (altså den man bliver syg af) opstår jo meget firkantet når 2 faktorer er til stede: udfordring + manglende mestringsfølelse omkring udfordringen, altså en slags mindreværdskompleks.
    Og ligesom lidt stress er okay, mens meget og ofte på et tidspunkt fører til fysiske symptomer, er lidt kedsomhed og unyttighed okay, mens meget er rigtig skidt for helbredet.
    Boreout opstår nemlig ved for lidt udfordring, kedsomhed + manglende nyttighedsfølelse, men resulterer typisk ikke i en følelse af at føle sig bedre end andre, men tværtimod snarere at man second-guess’er sig selv og med tiden begynder at drage logiske fejlslutninger på egen bekostning, fx: “Hvorfor er jeg så hurtigt færdig med dén her matematikopgave, mens de andre stadig regner? Jeg må have gjort noget forkert”
    “Hvorfor griner de andre af mig bare fordi jeg retter læreren når han laver fejl, eller stort altid svarer rigtigt… Det må være mig der er forkert”
    Og så begynder man ligeså stille at sætte lighedstegn mellem at skille sig ud og være forkert som menneske, føle sig sig som én der snyder eller bedrager, har det for let, ikke udnytter sit potentiale, hvis man ikke knokler lige så hårdt som dem der har det sværere.
  • Impostor-følelser kan derfor nemt opstå hvis man er mere intelligent end gennemsnittet, sensitiv, ikke bliver udfordret nok og det sker nok gange, og kan nemt blande sig med andre ting. Det kan fx nemt resultere i social distancering, evt. mobning, lavt selvværd og i yderste konsekvens med tiden blive til depression.
    Men det kan også vendes :slight_smile:

Så til de specifikke ting omkring hvordan man kommer af med det / mindsker impostorfølelserne:

  • Finde måder at få udfordring og evner til at balancere - og hvis det ikke kan lade sig gøre, og/eller man har det rigtigt slemt med det: ophøre med de ting der producerer boreout og trigger impostor-følelser
  • Øve sig i at lægge mærke til hvad man gør godt, at det nok er rigtig mange ting og rigtig godt
  • Øve sig i at være glad for man har nemt ved ting
  • Øve sig i ikke at påtage sig mere, bare fordi man kan
  • Være sammen med mennesker der roser, bekræfter det positive i dig og dine evner og overhøre dem der ser og kommenterer på det negative
  • Spørge man selv ville opfatte som fupmagere og hvorfor
  • Spørge andre hvem de vil opfatte som fupmagere og hvorfor
    m. fl.

De sidste måneder har jeg været mere optaget af at arbejde med social fobi, som jeg desværre har fundet ud af jeg har, da jeg blev sygemeldt med stress i januar, end mine impostor-følelser, men alle de ting hænger meget tæt sammen.

Jeg håber du kan bruge de ting jeg skriver og bloggen til noget, hvis det også er impostorfølelser der fylder hos dig, og at du slipper for alt det andet bøvl der kan følge med eller hænge sammen med.

Kh Louise

2 Likes

Endnu engang, takker jeg for et langt og uddybende svar. Jeg har selv taget testen og scorede 91. Og jeg kan klart se en tydelig sammenhæng mellem dette, og mine tidligere samt nuværende oplevelser. Boreout kan jeg til dels nikke genkendende til, men nok mest den del hvor jeg føler jeg skal gøre mere end andre, for at have ‘gjort nok’. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at prøve at kontakte Ann C. Schødt, og så må jeg se hvor det fører mig hen.
Dit indlæg har virkelig hjulpet mig, fordi jeg endelig får et redskab der lader mig arbejde videre med mine problemer. Tidligere har folk altid sagt, at de ikke forstår hvor min angst for ikke at kunne præstere godt nok, kommer fra; Mine forældre har altid været meget støttende, og jeg har jo altid klaret mig godt. Men nu har jeg endelig noget, der måske kan give mig et dybere indblik i min problematik. Og uanset om dette er svaret eller ej, så er det i hvert fald et fænomen, der meget påfaldende passer ret godt på mig og min personlighed.