Råd til ældre studerende søges

Jeg startede på medicinstudiet i sommers som 29-årig - hvilket har været en drøm uendeligt længe.

Jeg har en anden udddannelse og har altid klaret mig godt fagligt og fået at vide af andre at jeg er “så klog”. Men nu hvor jeg er startet på medicin, føler jeg mig dummere end nogensinde.

Jeg dumpede 1. semester, og frygter nu også ret meget for 2. semester.
Jeg føler undervinsingen på uni er elendig ift. hvad jeg tidligere har været vant til - ofte meget monotomt og en forsker, der “underviser” men som bare ikke er særlig god formidler (i min optik)
Jeg har nu meldt mig til aspiri, og jeg føler undervisningen der er fantastisk! Men dog meget overfladisk og ikke pensumdækkende. Så derfor frygter jeg stadig endnu engang for eksamen.

Jeg tror også det med at det hele har været online, og det at sidde foran en skærm alene fra morgen til aften har gjort det hele demotiverede og svært.
Dertil har der været en masse svære personlige hændelser i løbet af året, som har gjort det svært for mig at fokusere på læsningen.

Når jeg endelig er på uni med de andre føler jeg mig maltplaceret pga min alder, da jeg nok er 10 år ældre end gennemsnittet - jeg deltager derfor heller ikke i det sociale - et bevidst valg.

Nu hvor begge store eksamener er gået så dårligt (plus alle de andre omstændigheder, der har været i mit liv), så er jeg virkelig ved at miste modet!

Mange siger til mig at det er ligemeget om uddannelsen kommer til at tage 1-2 år ekstra, men det føler jeg bare ikke helt selv.

Jeg har ingen SU og en dyr husleje, og vil gerne stifte familie på et tidspunkt inden det er “for sent” - så derfor stresser det mig, at det går, som det går ligenu.

På den anden side synes jeg jo studiet er SÅ spændende og det er virkelig lige mig og den helt rette hylde! Ingen tvivl om det, og jeg ville føle mig som en stor fiasko, hvis jeg droppede ud. Men hvis prisen for at nå målet, er at jeg skal føle mig stresset, dum og utilstrækkelig hele tiden, ved jeg ikke om det er det værd.

Derfor søger jeg nok bare råd til hvis nogen har været i lign situation eller har en råd til hvordan jeg kommer videre.
Gerne også især fra ældre studerende - hvordan coper man med at føle sig så maltplaceret blandt 18-årige, med samfundets normer om at jeg nok lige nu burde være igang med PhD og ikke en bachelor,
eller bare burde arbejde og få en familie.
Hvordan knækker jeg koden til at bestå eksamenerne? Og hvordan finder man motivation til ikke at give op i en svær tid?

(Jeg har/har haft læsemakkere)

2 Synes om

Har det på præcis samme måde

Jeg startede som 35 årig

I forhold til at knække koden til eksamen vil jeg virkelig anbefale at bruge Anki til at repetere hver dag. Her plejer jeg at lave flashcards ud fra tidligere eksamenssæt og anatomi standardsvar. Det har for mig virkelig hjulpet med udenadslæren. Jeg synes præcis det samme som du gør om forelæsningerne, og det tog mig en del tid at vænne mig til og være okay med, at jeg ikke nødvendigvis behøver at følge med i forelæsningerne live, men at jeg også kan kigge på slides efterfølgende og læse op på min egen måde ved at se YouTube videoer, bruge Kenhub, Osmosis osv. Khan Academy og Ninjanerd forklarer altid stoffet på mere overskuelige måder, hvis du spørger mig. Til at starte med fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke fik noget ud af forelæsningerne eller at læse i bøgerne, fordi det er hvad man tænker medicinstuderende normalt gør, men det er ikke hvordan alle indlærer bedst … det handler om at finde ud af, hvad der fungerer bedst for en selv. :blush: i forhold til at føle sig dum på studiet, så vil jeg sige, at det gør jeg virkelig også selv til tider. Men man skal huske, at kravet for at bestå på medicinstudiet med et 02 typisk er meget højere (omkring 50-60 procent, mener jeg), og at det er helt normalt at dumpe. Så jeg vil helt klart anbefale at forstå stoffet via video eller hvad der fungerer bedst for dig og derefter øve på anki.

3 Synes om

Hej Anped.

Tillykke med at være kommet ind på dit drømmestudie!
Jeg startede selv på studiet som 27-årig og kan godt relatere til nogle af de ting du nævner

Mht. det faglige, er jeg enig i hvad Wannabedoctor1 siger omkring det at finde sin egen måde at lære på. Om det så er Youtube, flashcards eller noget helt tredje ved jeg ikke, men hvis du ikke synes forelæsningerne fungerer for dig, så er du ikke den eneste!
-Når man er et par semestre inde i studiet finder man også ud af at man ikke behøver deltage i alt undervisning på uni, hvis overhovedet noget. Man kan også komme igennem uden. Personligt kom jeg ikke til noget undervisning overhovedet på 2. semester, mens jeg kom til alt på 3. og 4. Kom igennem begge dele…
Jeg tror i øvrigt ting som studieteknik, nok søvn, samt et minimum af stress udenfor studiet betyder langt mere end intelligens i forhold til om man kan klare studiet eller ej. De fleste skal nu også til en reeksamen eller 2 i løbet af studiet:)

Det med at føle sig malplaceret, når alle andre er i starten af tyverne, kender jeg alt for godt :joy: Og til dét vil jeg bare sige; hav lidt tålmodighed. For de 6-7 års forskel bliver på en eller anden måde “udvandet” når man kommer længere hen på studiet. Der er, hvis du spørger mig, langt mere, som en 30-årig og en 25-årig har tilfælles, end en 25-årig og en 20-årig. Det er i hvert fald det, der har været min oplevelse. Derudover er der jo mange der vælger at tage et års pause mellem bachelor og kandidat, tager et forskningsår, skal på barsel osv. Og så er aldersforskellen igen mindre.

Det med økonomien - Har du søgt en studiebolig med lidt billigere husleje? Der er jo nok ventetid, men studiet er jo langt. Så måske du kan bo i sådan en de sidste par år? Derudover kan du måske tage SPV-kursus eller lignende og få lidt råderum i økonomien.

Jeg synes du skal holde fast i dét med at det her er hvad du vil og brænder for! Ikke at der er nogen skam i at droppe ud, og det vil bestemt ikke gøre dig til en fiasko, men synes du skal give det en chance mere. Mange oplever i øvrigt at studiet bliver lidt “nemmere” når man har været igang lidt længere, muligvis bare fordi man bliver bedre til uni-studieformen.

Dét kan være hårdt at se at “alle” omkring én afslutter deres uddannelser, mens man selv først lige er startet. Men husk på at vi jo nok skal arbejde til vi er 73 år gamle, hvis vi altså ønsker at stoppe til den tid… 6 års uddannelse virker som en evighed, når man er i midt/slut tyverne. Men set ud over et helt liv, er det måske meget fedt, at man har lavet noget andet før det, og haft nogen helt andre oplevelser, som de andre ikke har? Måske det endda kan være en fordel i mødet med patienter osv? Sådan ser jeg i hvert fald på det.

4 Synes om