Råd søges om: 1. gammel studerende og 2. vikar som karrierevej/livsstil?

Offtopic
1

Hej Doktorer, Studioses og Studiner.

Egentlig skulle jeg smile til Jer fra mit spritnye profilbillede, men det vil dette udmærkede forum ikke være med til. Nå. Det er heller ikke det mit indlæg handler om. Jeg bliver nød til at starte fra en ende af.

Jeg er 38 år og fra Aalborg. Efter skolen søgte jeg medicin men kom ikke ind. Pyt. Tog til Østrig i stedet for (min mor er derfra) og tog 4 år ved bjergtropperne. Læste IT i Aarhus, stiftede virksomhed, droppede ud et semester inden mit Bachelorprojekt for at være selvstændig på fuld tid. Det er jo godt nu om dage hvor man ikke må have en Bachelor i forvejen hvis man vil søge en ny uddannelse… Arbejdede i eget firma siden, havde gode år, dårlige år, megagode år - og brændte ud. Tog et sabbatår. Hvor står jeg? Processen er for lang til at beskrive, men facit er: jeg skal prøve noget andet, nej: jeg skal LEVE ANDERLEDES. Er ikke seriøst rig, men har nok til at leve ok i nogle år. Skal til at lave noget mere meningsfyldt. Overvejer medicin. Men skal også leve anderledes. En ny omgang med fuld skrue frem i udbrændtheden is not an option. Misforstå mig ikke, jeg kan arbejde som en hest hvis der ikke er nogen eller noget som stopper mig - det er jo lige præcis den balance jeg skal til at finde.

Så nu er min idé følgende: jeg prøver at komme ind på studiet i Danmark eller Østrig. Accepterer at det er hårdt arbejde, men vil også nyde det frirum som et studie trods alt burde byde på(?). Accepterer ligeledes at faglig etablering som læge igen kræver arbejde og commitment i et stykke tid, men arbejder hen imod en tilværelse hvor der kan opnåes en vis frihed. Det jeg konkret tænker på er, hvorvidt man på sigt kan indrette et liv med vikararbejde som livsstil. At finde sig et eller flere steder, for eksempel i Norge, Grønland, Sverige… eller helt andet…hvor man kan aftale 1 måned inde - 1 måned ude? Eller 2 eller 3, bare noget i den stil.

Jeg går ikke efter pengene. Tro det eller ej, jeg er ligeglad. Har tjent fedt, har mistet det meste, har optjent det igen, har haft den fede bil - smed den ud for en Skoda. Jeg gider det ikke mere, det keder mig, det gjorde mig syg. Det jeg leder efter er:

  • nye græsgange på et højt niveau
  • meningsfyldt arbejde med mennesker
  • på sigt en byttehandel “indsats mod frihed”

Så, de damer og herrer, Jeres besyv?

  1. Hvordan er det med at være så ældgammel på denne uddannelse?
  2. Findes der eksistenser som dem jeg render og drømmer om eller er det bare skøre idéer?
  3. Hvis de findes, kan alderen være en forhindring i at etablere sig i en sådan levevej?
  4. Kan det gøres som almindelig uklassificeret læge eller skal der et speciale til? Hvilke(t)? (Der skal regnes på alder/resterende tid på arbejdsmarkedet vs. tid for opnåelse af speciale hér).

Jeg håber så sandelig at nogen herinde kan råbe højt hvad de ved, synes eller mener. Kom frisk?

2

Hejsa!
Her får du lige et svar fra en medicinstuderende på andet år.
Medicin er super hårdt. Ihvertfald bacheloren. Man knokler r*ven ud af bukserne for et 7-tal. Der er en gang imellem eksamener, hvor ingen får 12, og kun et par stykker får 10 ud af 200 elever.
I bacheloren, primært andet år (og tredje af hvad jeg har hørt) byder på så stort og bredt et pensum, og du faktisk ikke har råd til fritid. De fleste jeg kender, inklusive mig, vælger at holde fri en dag om ugen fra læsningen, men det betyder at man kommer en dag bagud og må skynde sig at læse op på det. Sådan er det ihvertfald når man går på SDU, og hver dag er eksamenslæsning, da eksamenerne ligger hver 8. uge ca.
Jeg havde masser af motivation og gå på mod da jeg startede på studiet. Det var lige mig, det her studie. Men nu er livet suget ud af mig, og jeg er kun lige begyndt på andet år. Der er absolut ingen motivation at hente i bacheloren på dette studie. Der er kun lige 2 dages klinikophold her på SDU i hele bacheloren. Man læser endda sammen med kiropraktor-studerende, og føler samlet set ikke, at man læser til læge.
Det eneste der holder mig kørende er, at min mor er læge, og vores lektorer er læger. Det giver mig et indtryk af, at folk har klaret det her før mig, så jeg skal også nok klare det. Der skal nok komme en dag, hvor det bliver interessant det her… Men nok ikke lige foreløbigt.
Med det her, prøver jeg at sige, at du virkelig skal have masser af motivation og interesse - ikke alene for jobbet, men også studiet. Den information du læser, skal virkelig interessere dig, således at du har lyst til at læse mere. Ellers bliver det alt, alt for hårdt med 6 år.
Så jeg vil ikke anbefale dig at bruge år på dit liv, på at prøve et studie, du måske ikke nærer den store motivation for.
Hvis lægejobbet, og den information man opnår gennem studiet interesserer dig, så helt klart go for it!
Ellers, vil jeg anbefale dig at undersøge først og fremmest læsemængden, indhold af pensum osv.

Alder skal ikke bekymre dig. De optager ad 2 omgange. Sommerhold er alle de over 22 år.
Vinterhold er alle de under ca. 22 år, samt de over 22 år som har valgt at starte om vinteren frem for sommer.
Jeg går på vinterhold, da jeg startede som 18-årig på med-studiet. Jeg kan love dig for, at vi er allesammen forskellige aldre. Jeg synes der var overtal af 95’er og 96’er. Og vi er kun 4 fra 97. Ellers er der masser fra årgang 87 og 89, og to fra 70’erne. Der var en fra 1963 også, men han mødte aldrig op. Jeg tror ikke han gå på studiet alligevel.
Vi er af forskellige aldre, og hvis du er ung at se på, tror jeg næppe folk bemærker den store aldersforskel. Men selv hvis alderen er tydelig at se på dig, så vær heller ikke bekymret; folk er super ligeglade - og du bliver ikke den eneste der er oppe i 30’erne.
Jeg selv havde en læsemakker fra 87 trods jeg er 97’er. Det fungerede super :slight_smile:

held og lykke med det hele! :slight_smile:

3

Jeg er ved at være færdig med 5. år på medicin, og vil godt give et par råd.

  1. Alder har absolut ingen betydning. Jo du vil være ældre end størstedelen på studiet, og mange er lige fra gymnasiet (og er oftest rimelig belastende personligheder at være sammen med - men det gælder de fleste medicinstuderende generelt). Jeg ligger selv omkring gennemsnitsalderen, men har haft gode venner som både er 30+ og 40+ på studiet.

  2. Medicinstudiet i sig selv er ikke hårdere end så mange andre studier (selvom uvidende medicinstuderende som baserer hele deres personlighed på at læse medicin, med stolthed vil sige det modsatte), og jeg har igennem hele min studietid holdt hver lørdag og søndag fri (bortset fra eksamensperioder), og holder som regel også en eller to fridage i løbet af ugen. Jo der vil være hårde perioder i løbet af bacheloren hvor 6 år vil virke som uretfærdig lang tid, og hvor udenadslære af anatomi hænger én langt ud af halsen.
    Men hvis man virkelig har lyst til at være læge, så skal man nok klare den. Tusinder har klaret det før, så du kan også sagtens. Så det studieliv som du omtaler, er der helt sikkert plads til selvom man læser medicin, men det kræver selvfølgelig også disciplin og slid ved siden af.

  3. Det virker til at du har brug for at komme ud og lave noget der giver mening i livet - hvis jeg var dig ville jeg virkelig overveje om det at være læge er den eneste måde du kan få opfyldt det ønske?
    De 6 år på studiet vil i hvert fald ligge så langt væk fra at hjælpe andre som noget overhovedet kan være. Du fylder viden på dit eget hovede i 6 år, men bruger det aldrig til at lave noget produkt som kommer andre til gode, ud over dig selv (læs til en eksamen - bestå eksamen - læs til næste eksamen - bestå næste eksamen - en evigt repeterende cyklus), og selvom du på kandidaten begynder at lære hvordan du behandler patienter, så er det ikke noget du rigtigt kommer til at praktisere i virkeligheden før du bliver rigtig læge (set bort fra korte praktikophold hvor man får lov at prøve selv under supervision).
    Når du så endelig bliver læge, begynder det til gengæld at ligne noget - du begynder at have patientkontakt, og patienter stoler på dig, og du vil have mulighed for at gøre noget for dem, så de får det bedre. Men det ændrer ikke på det faktum at det stadigvæk bare er et job, og hvis du ikke udførte det, så ville der være en anden læge som ville gøre det samme for din patient.

Så jo, det er helt sikkert et givende job og en fantastisk mulighed for at arbejde med mennesker, og hvis jeg skulle vælge igen, ville jeg uden tvivl vælge medicin, for du får mulighed for at arbejde med mennesker og faget er spændende. Men superhelte-siden af lægegerningen er meget svær at spotte, de fleste læger er overarbejdede, udbrændte, bruger 80% af deres tid foran computeren med registreringsopgaver, og bliver ikke betalt i nærheden af hvad der er rimeligt. Det afhænger selvfølgelig af specialevalg.
Mht. uddannelse til speciallæge, så vil det være svært at få arbejde som vikar, hvis du ikke var speciallæge, stort set alle læger ender med at blive speciallæger (det kommer til at betyde min. 5 års flytten og pendlen til forskellige afdelinger rundt om i landet og for de flestes tilfælde en masse vagter).
Men det er bestemt muligt at tilrettelægge sit arbejde i intervaller som man nu ønsker, hvis man gerne vil lave vikararbejde.

4

@OP

Jeg går selv med mange af de samme tanker og overvejelser som dig - se eventuelt denne tråd: http://studmed.dk/forum/48-Studmed-debat/83808-medicin-ved-sdu-som-bosiddende-i-københavn-selvstudium

@Jajaja

[quote=“Jajaja” post=87187]Jeg er ved at være færdig med 5. år på medicin, og vil godt give et par råd.
…stort set alle læger ender med at blive speciallæger (det kommer til at betyde min. 5 års flytten og pendlen til forskellige afdelinger rundt om i landet og for de flestes tilfælde en masse vagter).[/quote]

Kan du uddybe, hvad du mener med, at uddannelsen til speciallæge kommer til at betyde min. 5 års flytten og pendlen til forskellige afdelinger rundt om i landet? Er man ikke tilknyttet én afdeling (ansat), hvor ens speciallægeuddannelse foregår, hvis vi ser bort fra de op til fem år inden påbegyndelsen af hoveduddannelsestillingen, hvor nogle prøver sig selv af i forskellige introduktionsstillinger?

5

Jeg takker for Jeres fine indlæg.

Der er ikke de store illusioner hér, hvad angår studiets karakter. Det er en hård nød at knække og ikke et “for sjov” studie. Men det har jeg forhåbentlig heller ikke givet indtryk af at tro. Jeg er jo vant til rigtig lange arbejdsuger, og burde kunne yde den fornødne indsats - om talentet så også rækker kan man næsten ikke finde ud af uden at prøve.

Angående mit personlige spørgsmål om mening, så ville det nok overskride rammerne af denne tråd at forklare lige præcis hvad jeg forventer af mit liv på de forskellige plan - men jeg ved 100% at tre ting er nødvendige for at rammerne er sat:

  1. et meningsfyldt arbejde med et nogenlunde niveau
  2. det som amerikanere ville kalde for “sense of accomplishment”
  3. muligheden for at arbejde fleksibelt og til gengæld holde relativt meget fri (læs: dyrke andre plan i livet såsom kvalitetstid med mine nærmeste og venner, rejse, studere ting som interesserer mig)

Det er nok nummer 3 som er det store spørgsmålstegn. Hvis der er andre som har noget at bidrage til mine spørgsmål til livet som fuldtids vikar/freelancer, er det mere end kærkomment.

@jbplum, det han/hun hentyder til er at færdiguddannede læger som regel starter deres arbejdsliv med en turbulent fase på flere år, hvor turnus, introstilling og hoveduddannelse kan og vil foregå forskellige steder. Der er flere variabler i det, som f.eks. held, egne ønsker, ledige stillinger, næsefaktor, m.m. Under alle omstændigheder vil de fleste opleve, at en turnusfase ligger i en anden landsdel, at man ikke lige får den hoveduddannelse man ønsker, at man kun kan få et andet fag der hvor man bor ELLER skal flytte efter ønskefaget, og deslige. Desuden indebærer mange hoveduddannelser en periode på ens regions universitetshospital eller anden specialiseret afdeling man ikke lige har derhjemme, og det kan nemt løbe op i 1, 2 eller 3 år alt efter fag. Så det er normalt for reservelæger at have ansættelse og familie i f.eks. Esbjerg men fuldtids lægearbejde i Odense, fordi de er i gang med de pågældende år af speciallægeuddannelsen hvor OUH er foreskrevet som tjenestested. I en nøddeskal kan man vel sige, at jo mere fleksibel Du selv er mht. speciale, jo mere kan Du være hjemme, og jo mere fleksibel Du er med at flytte gentagne gange i specialiseringsforløbet, jo mere kræsen kan Du være mht. fag. Almen medicin er det fag som nemmest kan realiseres tæt på ét sted hele vejen, såvidt jeg forstår.

6

Til dit punkt nr. 3.
Mange af mine venner, bekendte og sågar familie er læger. De har næsten allesammen en 60timers arbejdsuge, og der er masser af vagter.
Jeg er vokset op med en mor som læge. Hele vejen fra hun var reservelæge til hun blev overlæge. Jo mere man stiger i stilling, jo mindre arbejde synes jeg de står til ansvar for, og derfor jo mere fritid får de.
Som reservelæge var det sjældent jeg fik min mor at se, for hun kom tit hjem om aftenen, og weekenderne var der næsten også altid arbejde.
Jeg synes ikke læger har den store fritid. Der blev desuden lavet en dansk undersøgelse, om hvilke job der var mest stressende. Her lå lægejobbet på en førsteplads. Andre undersøgelser siger lægejobbet ligger på en top-10 over mest stressende jobs.
Men lige meget hvilken læge jeg har spurgt, er de allesammen alligevel glade for at have taget uddannelsen. Jeg har endnu ikke mødt nogen der har fortrudt det.
Men give it a try. Måske det er noget for dig alligevel. Og hvis det viser sig ikke at være dig - jamen så har du jo ikke mistet det store. I Danmark kan vi heldigvis påbeynde uddannelse (næsten) ligegyldigt hvor gamle vi er.

7

Hej og tak for input. :slight_smile:

Jeg tror dog Du har misforstået mig lidt. Jeg er helt med på at arbejder man som læge, så arbejder man gerne de 60 timer pr. uge. Det er således ikke en 37-timers uge jeg er ude efter. Tværtimod, netop fordi jeg ved at dette er illusorisk er tanken nærmere at etablere en eller anden form for freelancer eksistens hvor man bliver indkøbt til 1-2 måneders arbejde. Og så vælger at prioritere fritid ved at tage en måned fri inden man rykker ud til den næste kontrakt. Ideelt set ville man så have en lille håndfuld steder i Europa hvor man vender tilbage med jævne mellemrum, som vikar. At man så imens man er der, skal give den en skalle, det er jeg helt med på.

Spørgsmålet er bare om dette er en gangbar vej, om det forudsætter speciale og i så fald, hvilke(t) som kan anbefales…

8

@Marvin og DSK

Når I skriver om 60-timers arbejdsuger, er det så ikke selvvalgt på grund af bijobberi eller egen klinik, hvor man selv kan styre arbejdsbyrden? Jeg mener, man er vel - også som læge - i udgangspunktet ansat med en arbejdstid på 37 timer om ugen i gennemsnit? Derfor kan der selvfølgelig på grund af vagter mm. opstå uger med mere end 37 timer, men jeg går ud fra, der så også kommer uger med mindre end 37 timer? Ellers går regnestykket vel ikke op?

9

Jeg er temmelig sikker at hvis Du forventer et liv med almindelig arbejdsbelastning og helst samme sted gennemgående, så vil Du blive skuffet af lægegerningen. Meget.

Ugerne er længere end 37 timer, vagter bliver ikke bare trukket fra det daglige timeregnskab, og overarbejdstimer trækkes heller ikke fra den følgende uge. Det er, som ordet siger, oveni.

Der findes nicher til folk som vil arbejde helt almindeligt, dem gælder det om at finde så tidlig som muligt hvis man vil undgå lange uger.