Nu hvor der er en del læger herinde, og kommende læger, vil jeg gerne hører om der er nogle som har lyst til at fortælle om en (eller to) oplevelse® som man har haft i forbindelse med arbejde eller studie?
Det kan både være sjove oplevelser men også de ubehagelige som f. eks. første gang man skar i et lig eller sit første trafikofre m.m.
Grunden til at jeg gerne vil læse jeres oplevelser, er for at se hvad jeg skal være forberedt på, når jeg begynder på studiet (glæder mig, men er også ret nervøs for hvad der venter mig).
Har snakket med en del læger, og de siger allesammen at i starten, når man har med patienter at gøre, kan det både være udfordrende og ubehagelig fordi man både ser og udføre ting som kan være ret skræmmende.
Håber i har lyst til at dele nogle oplevelser med mig og alle andre herinde på Studmed.
Grundet tavshedspligten, tror jeg ikke du skal forvente de helt store historier.
Men basalt set, ser man jo mennesker i alle livets faser og situationer.
Men arbejdet er efter min mening defineret efter < Hippokrates> : “helbrede, lindre, trøste”.
Du vil opleve mange grænse overskridende ting,og ting hvor det er svært at forstå patientens valg.
Man skal huske altid at handle i patientens interesser og respektere patientens ønsker, uanset om man er uenig.
Jeg kan ikke komme på et mere udfordrende job, hvor ikke en dag ligner den næste.
mvh
svend
Ja okay… havde ikke lige tænkt på tavshedspligten…
Men de her grænse overskridende ting - bliver man forberedt til dem på studiet eller er det noget man vænner sig til, med tiden?
Jeg tænker bare tit over det, når jeg hører om et trafik uheld eller en cyklist er blevet påkørt. Det er jo personer som kan se meget væmmeligt ud.
Ja, ved godt at når man er læge, så handler det om at hjælpe folk. Men læger er jo heller ikke sådan nogle følelses kolde mennesker der bare elsker at se på tilskadekommende personer.
Det jeg egentlig prøver at sige, er at lærer man nogle teknikker hvorpå man kan tackle sådan nogle situationer? Både fysisk og psykisk?
Det er nemmest når man har en opgave at udføre.
Det er værst når man var studerende, og ikke kunne gøre andet end at se på.
Bag efter må man snakke med sine kollegare.
Men i selve situationen tror jeg at man distancerer sig, og ikke tænkte på andet end hvordan man gør det bedste for patienten.
Hmm… man kan vænne sig til en hel del.
Synes ikke jeg har lært at tackle det som sådan via studiet, men nok nærmere opdaget,
at når man hjælper folk efter bedste evne, bliver resultatet ofte en god oplevelse i enden.
Problemerne opstår når en pt. overflyttes til andet sygehus i kritisk tilstand og man ikke får
slutningen på historien eller hvis man skal overbringe dårlige nyheder.
Det sidste bliver man undervist i - det første må man bare leve med.
Men som Gundestrup skriver kan man bearbejde det med kollegerne og holde fokus på behandlingen.
[quote]Men det at kunne distancere sig, det er vel noget man lærer automatisk?
Fordi man ved at ens opgave er at redde liv og hjælpe folk - eller har jeg ikke ret?[/quote]
Synes den formulering er lidt kryptisk, men tror du er inde på noget af det rigtige. Men for at vende til bage til baggrunden:
Ja, man lærer at tackle disse situationer fysisk. Psykisk tror jeg aldrig, man bliver helt “klar” eller “ovenpå altid”, men lærer efterhånden at tackle det.
Endelig kan man jo også vælge specialer, der ikke indeholder så meget af det blodige/akutte, hvis det er det, der er problemet.
Tavshedspligten er egentlig ikke relevant så længe patienterne anonymiseres. Det er nok mere et spørgsmål om hvorvidt de oplevelser man får på vagt skal være tilgængelige på et offentligt forum
jaa… sandt sandt. Men det kan nogle gange være svært at vide hvornår det er anonymiseret nok. Visse forløb kan være så specielle, at 3. parter (eller pt. selv) kan genkende
noget, selvom alle navne og personbeskrivelser er væk. Og så er jeg ellers enig i, at den slags ikke bør nedfældes her, med mindre der er tale om generelle
oplevelser af ens arbejdsdage.
Bare lidt interessant; det der med hvornår noget er “anonymiseret”.
Jeg tror da ikke helt at man kan slippe for det akutte/blodige uanset hvilket speciale man vælger - bortset fra den praktiserende læge.
Tror slet ikke man kan slippe for det når man er medicinstuderende. Jeg tror ikke at jeg får et problem med de akutte/blodige tilfælde. Men jeg kan ikke rigtig sige noget nu da jeg ikke har været i sådan situation endnu.
Som de andre har sagt så tror jeg at det kommer helt automatisk mht. evnen til at tackle traumatiske situationer…
Personligt synes jeg det har hjulpet mig meget i de (stadig relativt få) situationer jeg har været i, at man jo kan forholde sig professionelt til sygdommen… En stor del af den angst andre mennesker har, f.eks. i forhold til at se blod, eller store sår eller døde mennesker, er jo baseret på uvidenhed omkring sårets eller dødens natur.
Kan forestille mig at det sværeste er at forholde sig til at skulle overlevere dårlige nyheder, men tror også på det område at de fleste, med tiden, finder gode måder at gøre den slags på. På det punkt tror jeg at den personlige modning er vigtigere end akademisk viden…
