Odontologi eller medicin

Jeg er enig med @frold. Bacheloren og kandidaten på medicin er to forskellige uddannelser - nok i endnu højere grad i Aarhus hvor du læser end her i Odense hvor jeg selv læser. Der er dog et enkelt (men vigtigt) men som jeg vil pointere til det frold skriver. HVIS du ser bacheloren an og prøver kandidaten kan du risikere at være “låst” til medicinstudiet grundet det tåbelige uddannelsesloft der blev vedtaget i 2016. Der er snak om at uddannelsesloftet skal afskaffes, men det er jo ikke sket endnu og ingen ved hvor det ender så hav det in mente hvis du ender med at blive på medicin og se kandidaten an.

Når det så er sagt er der jo en masse praktiske veje at gå som læge hvis det er det man brænder for. Studiet er ikke så praktisk, men det er trods alt også arbejdslivet hvor man tilbringer de fleste år.
Jeg overvejede også odentologi i sin tid og snakkede med flere tandlæger og var også i praktik hos en tandlæge. Det er også en højt specialiseret faglighed, men trods alt med færre muligheder for at specialisere sig end man ser i lægefaget. Til gengæld har de gode jobmuligheder hvis man søger lidt væk fra de store byer og en rigtig god startløn.
Overvej at tandlæger arbejder i samme arbejdsstilling hver arbejdsdag og det kan være hårdt for arme, skuldre og ryg. Ikke at jeg vil tale dig fra odontologi, men det er blot hvad tandlægerne selv sagde den gang jeg snakkede med dem.
Et andet vigtigt aspekt der adskiller de to erhverv er vagtbelastningen. For der er mange læger der ville ønske de kunne slippe for nattevagter, weekendvagter, juleaftensvagter osv. Det slipper tandlægerne i meget stor grad for. Der er også læger de er vilde med vagterne, men det er i hvert fald noget jeg synes adskiller de to erhverv meget.

Slutteligt tror jeg bestemt også at der er “fagsnopperi” på tandlægestudiet. Jeg er overbevist om at de også synes de skal lærer en masse unødvendige ting. Sådan er universitetet bare tror jeg.

Håber at du kan bruge noget af det jeg har skrevet. Spørg bare løs hvis du har brug for uddybelser.

Dbh.
KmK

1 Synes om