Hej alle sammen,
Der bliver hængt plakater op om det faglige møde den 24. maj i løbet af weekenden. Mødet kommer til at foregå i Lundsgaard auditoriet, så spred ordet. Vi arbejder igen på at få nogle flyers ud rundt omkring.
Vi arbejder fortsat videre på kontakten til de politiske partier og frem mod målet at skabe debat i Folketinget vedr. denne sag. Thor Pedersen har så sent som i onsdags kaldt vores demonstration for “beskæmmende”, så budskabet er i hvert fald nået frem til Regeringen
Vi ser selvfølgelig også på hvilke fælles tiltag vi kan lave sammen med DSR eller SLS.
Nedenstående indlæg kommer på FADL.dk snarest, og i medlemsbladene den kommende uge.
God weekend!
– Morten
[hr]
[size=4]Partitop uden føling med medlemmerne[/size]
Yngre Lægers informationsaften den 15. maj var præget af manglende indsigt og fejlslagne forsøg på politisk spin.
Op mod 200 fremmødte læger og lægestuderende ventede i tirsdags med spænding på Mette Worsøes seneste nyheder om 4-års-reglen. Nyheder var der dog ikke mange af. Til gengæld kunne man – på slap line – opleve 7 meget optimistiske bestyrelsesmedlemmer. Der var faktisk ingen grænser for hvad YLs bestyrelse ”håber på”, ”satser på” eller ”regner med”.
Men når det er vores alles fremtid vi taler om, virker det dog alligevel en smule bekymrende.
Vi ser folks liv an
Martin Hulgaard – formanden for deres uddannelsespolitiske udvalg – blev også direkte adspurgt om hvordan de første ”årgange” under den nye regel skulle håndteres. Svaret var simpelthen at man skulle se tingene an, og hvis der kom problemer måtte man indlede nye drøftelser. Er det i orden at have den holdning til andre folks liv?
En overgangsordning havde YLs bestyrelse heller ikke tænkt over. På trods af udtalelser om at aftalen ikke lige var YLs kop te, havde de end ikke defineret hvornår ’nok er nok’, og Yngre Læger skulle trække sin støtte til aftalen. Der var faktisk ikke andet end uafklarede punkter i aftalen. Man får umiddelbart en grim kold fornemmelse af at de glade mennesker i bestyrelsen har indgået en aftale de ikke kan overskue konsekvenserne af. Det bidrager under alle omstændigheder ikke positivt til den i forvejen manglende tryghed omkring Mette Worsøes lederskab.
Politisk spin
Til gengæld må YLs bestyrelse komplimenteres for i hvert fald at forsøge et minimum af politisk spin i denne sag. De fremmødte læger og studerende blev uddelt i små grupper hvor opgaverne var at finde de positive ting ved 4-års-reglen, og hvordan den kunne bruges mest konstruktivt.
Målet var klart. Der skulle dannes en følelse af fællesskab, og samtidigt et samlet ejerskab af 4-års-reglen. Det skulle ikke længere blot være Worsøes beslutning, men også de menige medlemmers beslutning. Fremgangsmåden blev hurtigt skudt i sænk af flere højlydte protester fra salen. Den anden del af mødet, som omhandlede uddannelseskvalitet ude på afdelingerne blev desværre en lidt tam affære. Halvdelen af de fremmødte forlod salen. Der var tydeligvis ingen interesse i den ’samlende diskussion’ hvor ingen kunne være uenige. Hvilket ellers var en taktisk klog måde at afslutte mødet på.
Man sidder nu tilbage og føler at de planlagte informationsmøder er Bestyrelsens taktik for langsomt men sikkert at lukke mere og mere gas ud af ballonen. Bestyrelsen møder troligt op til hvert møde, modtager deres – velfortjente – hug og sværdslag, og tager derefter hjem igen. Efter en måned er de fleste protester så efterhånden stilnet af og ’partitoppen’ fortsætter som hidtil.
Jens Winther Jensen
Det kræver dog alligevel et minimum af stolthed at turde møde op til disse møder hvor man i forvejen ved hvordan stemningen er. Det samme kan man ikke sige om Lægeforeningens formand Jens Winther Jensen, der behændigt har trukket sig helt ud af debatten – noget der plejer at kendetegne den virkelige skurk. Jeg ser billedet af despoten, der sidder i det højeste tårn på borgen – Domus Medica – og venter på at de vrede bønder bliver trætte og går hjem.
Jeg vil opfordre folk til på samme måde som Mette Worsøe har – om ikke hørt, så i hvert fald modtaget – vores klager, så på samme måde fortælle Jens Winther Jensen, at han har mistet sin opbakning fra baglandet. Det gør du på [email protected]. Du kan endda bare forwarde den samme mail du sendte til Mette.
Det er desværre den eneste måde at få kontakt på, for hverken på sekretariatsniveau eller på politisk niveau har Yngre Læger eller Lægeforeningen ønsket at mødes med FADL. Det ser vi ikke som særligt imødekommende. Især når man lige har blåstemplet en aftale på andres vegne.
Det er FADLs klare holdning at Mette Worsøe og Jens Winther Jensen har mistet kontakten med de mennesker hvis vilkår de skal pleje. Det er først når alle lægerne i forening med de lægestuderende taler med éen stemme og siger ’nej’ til 4-års-reglen, at der virkelig bliver lyttet inde på Christiansborg.
Lad ikke Winther & Worsøe ødelægge den mulighed.
Morten Andresen
Formand, Københavns Kredsforening
Foreningen af Danske Lægestuderende