Hejsa! Tak til jer alle fordi i vil bruge tid på at læse ansøgninger, det er en stor hjælp.
Her er mit bud på på en af slagsen- kritik modtages gerne, jeg er ikke sart! (Er ikke selv helt tilfreds med den måde jeg begynder/slutter brevet på, nogen der har et forslag til en god “indleder” og en bedre måde at runde af på? Er brevet for langt?)
Tak igen
Jeg er 20 år gammel, blev student fra Virum Gymnasium i 2004 og læser for tiden GSK.
Sundhed, mennesker og internationale forhold har interesseret mig lige så længe jeg kan huske, men det var først i midten af gymnasiet, hvor fremtidige studieplaner skulle til overvejelse, at jeg blandt andre begyndte at se nærmere på medicinuddannelsen, som jeg fandt indeholder mange af mine interesser.
Jeg tog til åbent hus arrangementer på universiterne i både Aarhus, Odense og København, og sidenhen har jeg også opsøgt lægestuderende på min arbejdsplads i hjemmeplejen og været med dem til forelæsninger for at få indblik i, hvad uddannelsen indebærer. Alle disse indtryk har kun bidraget særdeles positivt til min motivation; det er medicin jeg brænder for.
Efter gymnasiet tog jeg 6 mdr. til Frankrig som au pair. Baggrunden for mit valg af familie var til dels, at faderen i familien er kirurg. Hans hverdag og daglige beretninger om arbejdsdagen gav mig et godt indtryk af, hvad det vil sige at være læge – sommetider hårde og lange arbejdsdage med stort ansvar og tidspres - men også den store glæde der er at se, hvor meget ens arbejde betyder for andre. Hans fascination af faget deler jeg til fulde – og mine oplevelser fra de dage jeg var med og overvære maveoperationer og efterfølgende rundt på stuegang bekræftede mig kun i, at det er i dette miljø jeg trives.
Da jeg kom hjem til DK igen, fik jeg, som nævnt, aftenarbejde i hjemmeplejen, hvor jeg stadig er tilknyttet. Arbejdet med ældre, der skal have medicin, omsorg og personlig og psykisk pleje har lært mig meget, og fordi jeg har arbejdet der længe og i perioder meget, har jeg udviklet et varmt forhold til mange af de ældre såvel som til arbejdskollegerne.
Jeg var sideløbende tilkaldevikar på en folkeskole, et ansvarsfuldt og udfordrende job, der kræver overblik, vilje, målrettethed – og et par gode ideer i ærmet til uventede situationer!
I tidens løb har jeg rejst en del. Da min mor er fransk, har jeg altid været 2-sproget og bl.a. har jeg boet i Saudi Arabien, Frankrig og New Zealand, hvilket har givet mig indblik i mange forskellige menneskers liv. Alle steder har jeg indfundet mig hurtigt og let.
Både i udlandet og herhjemme har jeg flere ganget deltaget som tutor for yngre børn på bl.a. skolelejre og i sportssammenhænge. Desuden har jeg siden 2004 været medlem af Ungdommens Røde Kors, som bl.a har en ”onsdagsklub”, der er et integrationsprojekt, jeg deltager aktivt i nogle gange om måneden.
Jeg bor på kollegium. For mig er det vigtigt at befinde sig godt socialt for at kunne fungere fagligt - og så er det let at overkomme økonomisk.
Jeg afslutter med en oversigt over mine studierelevante aktiviteter i håbet om at have givet indtryk af, at jeg klart er motiveret og kvalificeret til medicinstudiet.
2000-2001 og 2002-2004: Virum gymnasium
2001-2002: High School udveksling i New Zealand
August 2004 - Februar 2005: Au pair i Frankrig
Marts 2005 – september 2005: Arbejde i hjemmeplejen og som vikar på skole
Oktober 2005 – juni 2006: GSK i mat B, fys B og kem C
[I]