Livsbegivenheder, motivation, sorg og eksistentielle kriser (lang rant)

Kære folk i studmed forummet

Jeg har et snit på 9,2 fra gymnasiet. I gymnasiet var jeg ikke særlig motiveret. Jeg fik en del 12-taller, men mest i projektfag (HTX). Nogle af mine karakterer gik ned fordi jeg skulle bruge 9 timer af min dag nogle gange på at tage til København (gik også ud over gruppearbejde og venskaber), da jeg var i gang med at påbegynde min transition for at løse min social- og kropsdysfori pga køn (desværre var kårene ret dårlige for transpersoner dengang jeg gik i gymnasiet, så det var lidt spild af tid udover som et dokumenterende forløb). At læse medicin som et mennske orienteret fag for mig var ikke aktuelt for mig, da jeg var færdig med gymnasiet pga min social dysfori. Så jeg endte med at blive software ingeniør i stedet. Jeg får dog transitioneret i 2017 efter den forbedrede lovgivning og får med tiden kommet helt af med social- og kropsdysforien. I dag er jeg meget social og opsøgende.

I 2019 sagde jeg mit job op som software ingeniør og hoppede af mit studie inden for software. I foråret 2020 startede jeg så på højskole hvor jeg tog nogle fag i sundhed/medicin hvor jeg kunne mærke at det var noget jeg virkelig fandt interessant. Jeg vidste det godt på forhånd at jeg interesserede mig for det. Jeg havde trods alt også skrevet en valgfri opgave i gymnasiet om medicinsk historie. Jeg var også begyndt at snakke mere med en af mine gamle venner der studerede medicin og min plan var at hjælpe ham med nogle medicin/science summer camps når lockdown var overstået.

Jeg søger ind på medicin i 2020, men er lettere oprevet over at de har ændret optagelseskravene i min egen by Aarhus. Ikke at jeg ville have noget i mod at flytte til fx Odense eller Aalborg, men jeg var i gang med et forløb hvor jeg lige skulle passe på mig selv og komme op og stå på mine egne ben, så at flytte føltes ikke aktuelt for mig i 2020. Jeg bliver ikke optaget på medicinstudiet i 2020. Der er så nogle af ingeniørstudierne hvor der ikke er fuldt optag på uddannelserne, så søger ind på studie og klarede mig egenligt godt.

Jeg nævnte før at jeg var begyndt at skrive med en af mine venner der studerede medicin. Han døde for nogle måneder siden. Det har jeg været utrolig ked af det. Også fordi jeg ved at han havde det svært på hans studie. Jeg tror jeg kunne spejle mig lidt i ham. Jeg tænker at han havde overvejet måske at droppe medicin, hvis det ikke var fordi at han havde sat betydningen af lægefaget meget højt. I hvert fald havde jeg da han en gang besøgte mig hørt at han overvejede at tage en pause, da det var hårdt. Han havde også nogle interesser hen i mod det ingeniørfagligt. Lige som jeg lavede han meget frivilligt arbejde i foreninger. Jeg havde nogle gange snakket med ham om at jeg var interesseret i at skifte over på medicin. Og kan huske at en gang at samtalen blev lidt underlig. Jeg tog det lidt som at han prøvede at spørge ind til om jeg selv synes jeg var egnet. Men i bakspejlet ser jeg nok mere at han havde hans egne kampe for at holde hans motivation oppe.

Lige nu har jeg selv mistet interesse i studie, undgår ansvar i foreninger og har ikke lyst til at tage arbejdstimer på den arbejdsplads hvor jeg har en timelønnet kontrakt. Ideelt tænker jeg at jeg bør gøre mit nuværende studie færdigt og så kan jeg have mine eksistentielle kriser efter endt studie. Men står i min eksistentielle krise nu. Ideelt det jeg ville gøre nu ville være at tage en pause for mig selv indtil vinter, lave lidt frivilligt arbejde omkring trivsel og så bruge tid med mine venner. Og så når mine tanker er faldet til ro igen se på nogle af de fag jeg tager nu, som jeg synes kan give mening for mig på lang sigt. Hvis det ikke er umuligt gad jeg virkelig godt tage nogle fag over på medicin som valgfag til foråret. Jeg har dog lidt indtryk af at det er lidt et lukket land. Det ville heller ikke passe helt med min studieordning, men da jeg har været demotiveret her til efteråret kommer jeg alligevel til at have rod i mit studie. (Jeg har da somehow vundet nogle kåringer på mit studie alligevel, men jeg bruger ikke nok tid på studiet lige nu og jeg har det svært med at samle tankerne)

Jeg ved ikke om det er medicin der er vejen for mig. Jeg ved at det rigtige for mig er at være akademiker med en praktisk tilgang. Under det er det læge eller ingeniør. Og så ved jeg at jeg gerne vil være mest fokuseret på andre mennesker, vidensdeling og arbejde på noget der er for “common good” og ikke for en eller anden virksom til at generere capital på. Så igen her læge eller arbejde inden for universitet. Jeg kunne måske godt forestille mig R&D arbejde, arbejde på et bibliotek, open source projekter eller lave arbejde af en mere politisk karakter (nok for kedligt for mig rent fagligt).

Jeg ved dog at medicin er det jeg læser mest om i min fritid. Jeg er ikke særlig interesseret i kirurgi dog. Jeg er dog interesseret i genetik, anatomi og bevægeapparet, statistik ift medicin, neurovidenskab, receptorer og molekyler, farma, klinisk praksis, radiologi, medicinsk historie/etik, endokronlogi, psykiatri, almene sygdomme etc. Jeg har kan også huske en god del beskrivelser i DSM-V, sundheddk, pro medicin og kan lide at læse om medicinsk forskning.

1 Synes om

For mig lyder det som om du allerede har dit svar. Hvad er argumenterne for at vælge ingeniør fremfor læge? Måske vil det føre til kilden til din tvivl at besvare det spørgsmål.

Er du blevet klogere siden sidst?