Læse til medicin uden at være naturvidenskabeligt orienteret

Hej
Jeg håber først og fremmest, at jeg lægger det i det rigtige forum, og at jeg ikke stiller et spørgsmål der er blevet stillet før.

Sagen er den, at jeg hele mit liv gerne har villet være læge. Jeg har altid været fascineret at jobmulighederne, det at være læge og generelt bare de ting man skal gøre som læge. Jeg er dog ikke særlig naturvidenskabeligt orienteret og tog derfor en sproglig linje på gymnasiet (dog hævede jeg mat til B-niveau) og besluttede mig for, at jeg ville stile efter psykologi i stedet, da det bestemt også har spændende jobmuligheder, men især studiet tiltrækker mig måske mere. (Altså tiltrækker studiet mere på psykologi og muligheder og arbejde i fremtiden for medicin)

Nu er jeg bare blevet fuldstændig i tvivl, om det ikke er ærgerligt at opgive sit drømmejob bare fordi, jeg ikke er mester til fysik, kemi og matematik. Ville det være helt hul i hovedet, at hæve de tre fag (mat B-A, fysik C-B og kemi C-B ) og så starte på medicin alligevel? Er der mulighed for at lære at blive god til disse fag, eller tror I det er dumt, når man allerede i gymnasiet kæmpede med det?

Jeg er generelt god til at sætte mig på min flade og arbejde hårdt, og jeg fik da også udelukkende 10 og to 12-taller på mit karakterbevis i mat, fysik og kemi, men det har godt nok været lidt af en kamp, og jeg havde blandt andet hyret en lektiehjælper i matematik, som fik mig til at forstå stoffet. Anatomi-delen i idræt ( B ) havde jeg også meget meget svært ved, men i de afleveringer, hvor vi skulle bruge det, brugte jeg bare rigtig mange timer på det, hvor det til sidst blev lidt nemmere, da jeg først havde forstået det lidt og det blev også ldt mere spændende da det gav mere mening - her fik jeg også henholdvis 10 og 12. Men det er vel begrænset hvor meget “ekstra”-tid man kan bruge på at forstå tingene på medicinstudiet, der jo i forvejen skulle være noget af det allerhårdeste…

Er der nogle af jer, der selv ikke var så gode til de naturvidenskabelige fag, men blev bedre? Eller tror i det er bedst, bare at holde sig til den mere safe-plan og starte på psykologi?

1 Synes om

Du kan sagtens gennemføre medicin uden at være naturvidenskabelig orienteret. Medicin er ikke svært, det er besværligt. Der er ikke noget svært ved fx at kigge på en tegning og lære den udenad (anatomi). det er derimod besværligt, at det hele er udenadlære. jeg kender humanister, der har fået 4 og 02 i de matematiske fag i gymnasiet men som har gennemført bacheloren.

Jeg er enig med Naha i at du ikke skal lade dig afskrække af at du ikke brænder for matematik og fysik.
Det er bestemt en fordel at have en konceptuel forståelse af matematikken, fysikken og kemien, men det er ikke noget man behøver en dyb viden om.
I det hele taget kender jeg ikke mange medicinstuderende der interesserer sig for naturfag :slight_smile:
Hvis du kan få de karakterer der kræves, så er du lige så godt stillet hvad det angår, som alle os andre.
Resten handler om at være villig til at sidde og læse til eksamen, når alle andre går til Påske-, Pinse-, Jule- frokost og hvad der ellers måtte være af ting som folk der ikke læser bachelor i medicin fornøjer sig med (det bliver bedre på kandidaten) :slight_smile:

Okay tusinde tak for svar!

Jeg er egentlig temmelig glad for (hvis man nu kan være det :wink: ) udenadslære og ting der generelt kan “terpes” så den del af medicinstudiet synes jeg er okay, jeg er bare mere nervøs for de ting, som man nu engang bliver nødt til at kunne forstå. Jeg har overvejet at lægge noget af min opsparing til side, så jeg f.eks. de to første semestre kan have en “privatlærer” - f.eks. en ældre studerende til at forklare mig de ting jeg ikke forstår (og som studiegruppen måske heller ikke kan hjælpe med) da jeg ved, det hjælper mig meget! - er det noget man ser på medicinstudiet? Jeg tror nemlig, at så længe jeg kommer godt fra start, så vil jeg bedre kunne følge med senere.

Men puha, medicinstudiet lyder virkelig sindssygt hårdt! Er der mange der falder fra? Og er der nogle af jer der har gået på AU, som synes det har været godt/skidt?

Det eneste sted jeg har hørt om en privatlærer, var da en bruger herinde tidligere efterspurgte det. Måske er nogle studerende bare private omkring det, men jeg tror ikke det er besynderligt udbredt, om end jeg ikke kan se noget problem i at gøre det.

Sagen er bare at de første semestre, hvert fald på AU, selv om at jeg ikke har gennemgået den helt nye ordning, er udpræget af udenadslære. Der er ikke meget en tutor skulle kunne terpe som man ikke kunne gøre alene eller i en studiegruppe - såsom at udpege ting på præparatsalen eller i et anatomisk atlas og derte forgreninger af nerver og arterier mm. Desuden er de eneste ældre studerende, der faktisk kan huske alle disse ting, dem som bliver undervisere i faget.

For at være ærlig, så selv hvis du har keminørd i gymnasiet hjælper det nok mest kun i starten af biokemi. Gældende for Mikro/Makro anatomi, fysiologi osv. er at de rammer 90% af de studerende lige hårdt!

Frafaldet er meget småt i forhold til andre videregående uddannelser, omkring 15-20%. For mange er det ikke sværhedsgraden, men interessen der svigtede.

TIlføjelse: Overordnet har bacheloren på AU været positiv, men enkelte mangler.

TreOmNatten: Mange tak for svar. Så må jeg bare fortsætte med at tænke og overveje, om jeg ville kunne klare studiet, men det har bestemt været en hjælp med jeres svar!

Mit bedste råd er aldrig at være bange for at vælge forkert, eller i det mindste acceptere det som en risiko. Har selv skiftet studie fra bioanalytiker til medicin, selv om at jeg var halvt færdig, og har aldrig set mig tilbage.

Du nævner psykologi, her er det værd at understrege at der Danmark er stor efterspørgsel efter psykiatere, så der ville være god mulighed for at bevæge dig imod et lignende speciale.

Er også enig med tidligere poster: Interesse i naturvidenskab er ikke et krav som sådan. Biokemi adskiller sig meget fra almindelig kemi i at det er baseret på meget udenadslære fremfor komplicerede kemisk reaktionstyper mm (om end der på AU startes med et opfriskningskursus i organisk kemi).

1 Synes om

Endnu en gang mange tak!

Jeg bekymrer mig bare så forfærdeligt meget over, om jeg nu vælger rigtigt. Jeg må også ærligt indrømme, at jeg synes det er lang tid, hvis det tager 12-14 år at blive læge (f.eks. almen praktiserende læge). når man også helst gerne vil have børn på et tidspunkt og at det at man højst sandsynlig skal skifte landsdel (læser jeg herinde på siden) - så jeg ved ikke om det er et tegn på, at jeg ikke vil det nok, når jeg synes det er at gå for MEGET på kompromis, eller om jeg igen igen bare bekymrer mig for meget. :slight_smile:

Psykiatri har jeg bestemt også overvejet! Interessen ved psykologi ligger dog primært i “samtaleaspektet” frem for medicinering for mit vedkommende.

Det er lidt som om psykologi har alt det praktiske jeg lægger vægt på: Forholdsvis nem mulighed for at få børn, stof der er nemmere for mig at forstå, nemmere vej til et 8-16 job o.s.v. Men samtidig er det som om, der er noget særligt ved medicin som trækker i mig… Det er ikke nemt. :wink:

Du bliver læge på 6 år :slight_smile: Efterfølgende er job, men ja, noget længere tid før du bliver speciallæge. Og der er selvfølgelig flytning involveret.

Jeg kan dog sige at det sagtens kan være tilfældet for andre. Jeg kender en som er uddannet psykolog og hun har måtte flytte til udkanten af Danmark for at få et job. Ikke noget hun klager over, men det er heller ikke nemt! Man er forresten ikke garanteret at få lov til at praktisere som psykolog (have egen klinik) uden at man bliver oplært efter studiet. Noget man ikke er garanteret at blive!

Med det sagt. Jeg er selv studerende, jeg har selv barn og skal nok have et mere. Jeg kender flere som har det på studiet. Det kan sagtens lade sig gøre. Det er et valg man tager.

Man skal selvfølgelig skal du gøre det op med dig selv hvad du vil. Man kan sagtens ende med 8-16 job som læge. Det handler bare om det rette specialevalg.

Okay, mange tak - det giver endnu mere stof til eftertanke og det er rigtig rart, at høre fra folk, som selv står i det.
Min umiddelbare drøm er alment praksiserende læge (som jo også har gode arbejdstider til min smag), men derudover synes jeg også både noget indenfor traumer (på skadestue i hvert fald), vagtlæge,psykiatri, børnelæge eller på en neonatal-afdeling lyder spændende (og det er jo uden at have den mindste kendskab til studiet - jeg kunne forestille mig, at man kan nå at skifte mening mange gange :slight_smile: ) Så det er jo lidt forskelligt med arbejdstider. :slight_smile:
Jeg kunne forestille mig, at det var “nemt nok” at specialisere sig ind i bestemte arbejdstider, hvilket jeg også synes er et plus.
Lige et andet spørgsmål: Er det virkelig rigtigt, at man ikke kan have noget som helst socialt liv udenfor studiet i de 6 år? Eller er det bare rygter?? Jeg kan selvfølgelig godt forstå på det hele, at det er et meget meget hårdt studium, men der er godt nok mange, som får det til at lyde som om, man skal vie hele sit liv til bøgerne, og det synes jeg godt nok lyder meget hårdt (og måske en lille smule overdrevet?? Det er vel de færreste der kan klare sig uden sociale kontakt i 6 år.)

Jeg beklager virkelig de mange spørgsmål!

Det er en overdrivelse. Studiet tager for de fleste 30-50 timer om ugen afhængig af semesteret, når det er eksamenstid op til cirka 60-80 i ekstreme tilfælde.

Jeg mødes med venner (der gudskelov ikke er medicinstuderende) et par gange om ugen, intet problem. Løber, spiller computerspil, ser serier. Et normalt fritidsliv.

Efter jeg blev far har jeg været på universitetet og læst/gået til undervisning fra 8-16, medmindre der var undervisning til 18, så blev jeg der også til det. Selv i eksamensperioder. Det er kun de færreste dage jeg har taget weekender i brug og det har ikke været et problem. Alt er bestået og endda i den gode ende. Så når folk siger at man ikke har noget liv er det en skrøne. Ellers har de hvert i fald selv valgt det :wink:

Og ja, man ender med at vælge om mange gange gennem studiet. Langt de fleste vil være kirurger når de starter, når de slutter vil langt de fleste være alment praktiserende. Sådan er det hvert i fald tit.
Med det sagt. Alment praktiserende er også vagtlæge. Børnelæger arbejder også på neonatalafdelinger. Så ved du det :slight_smile:

Endnu engang mange mange tak for svar! Jeg tænker videre og kommer nok tilbage igen med flere spørgsmål!