Hej.
Jeg har altid drømt om at arbejde som læge. Jeg har været i praktik på et sygehus, og jeg har arbejdet som frivillig på et sygehus i et u-land, og jeg har en stor interesse for behandling, kroppen og sygdomme. Jeg er sikker på at jeg vil elske at arbejde som læge. Jeg har desuden gennemsnittet og fagene til at blive optaget.
Jeg er nu klar til at søge ind på medicinstudiet til sommer, efter 3 friår, med lange rejser, backpacking, arbejde med handicappede, arbejde med svært hjerneskadede og deprimerede, arbejde som handicapledsager, frivilligt arbejde med (død)syge børn.
Jeg føler at jeg nu er moden og klar til medicinstudiet, og jeg har en del god ballast.
Min vej til medicinstudiet er næsten asfalteret. Det er et kæmpe ønske at læse medicin, og jeg har heldigvis også mulighed for det… Troede jeg da, indtil at min psykolog rev mig ned til jorden igen.
Som det fremgår af overskriften har jeg moderat OCD og til tider angst. Primært angst for sygdomme!
Angsten og OCD’en bliver forværret meget når jeg er under pres. Såsom under eksamensperioder og stressede perioder.
Pt. har jeg det OK. Jeg har kontakt til en psykolog, da jeg føler at jeg aktivt må gøre noget mod min sygdom. Men denne psykolog vurderede ikke, at jeg ville kunne klare medicinstudiet. Hun sagde faktisk at det var et problem at jeg ville læse medicin med min Sygdom.
Min psykolog har virkelig fået mig til at genoverveje studiet. For jeg er ikke interesseret i at starte på et “Elitestudie” hvor jeg ikke vil kunne overleve med min “baggrund”.
Jeg vil gerne høre fra nogle af jer om medicinstudiet virkelig er SÅ hårdt, at man ikke vil kunne klare det med OCD og angst, i pressede situationer? Har I studiekammerater med diverse “skavanker”?
Og så vil jeg gerne vide hvor svært matematikken, fysikken og kemien er? Jeg kan da godt finde ud af de fag, men det er specielt disse fag, som virkelig udfordrer min OCD og angst, da de kræver en ekstra stor indsats fra min side. Jeg betragter mig selv som middelmådig i disse fag.
Tak på forhånd
Karoline
