Når de praktiserende læger ikke har lyst til at nedsætte i indvandrertunge områder, så skyldes det nok flere forhold.
Først og fremmest er det modbydeligt svært at mølle 5 patienter igennem i timen, hvis der er en bragende kulturkløft og evt. sprogproblemer. Når en 60 årig tyrkisk kvinde går til lægen, så foregår forhandling/kommunikation via ældste, dansktalende familiemedlem (ofte ældste søn). Alene det at etablere kontakt og optage anamnese tager 15 minutter. Skal der suppleres med en objektiv undersøgelse, det tager yderligere 10 minutter, inden bare nogle af klæderne er kommet af (og her taler vi IKKE om gynækologisk undersøgelse). Dernæst en forhandling vedrørerende behandlingsmuligheder, udfærdigelse af recept, aftale om kontroller etc - 108kr giver det i honorar for MINIMUM 30 minutters arbejde.
Desuden har mange af de socialt belastede klienter, etniske danskere og danskere med anden etnisk oprindelse langt flere komplekse psykosomatiske problemstillinger. I den arabiske/persiske kultur er der fra de pårørende tit en forventning om, at ALT kan klares med en pille - sådan fungerer det ofte i hjemlandene (og det er grunden til, at en læge i Pakistan/Iran/Tyrkiet ikke bruger 40 minutter på en patient med diffuse smerteklager.)
Der er endvidere en tendens til, at man ikke overholder tiderne, hvilket altid er P… irriterende, hvadenten det er Ole/Brian eller Mehmet, der udebliver. Problemet er bare større, hvis man HAR bestilt tolk og HAR sat 30 minutter af i kalenderen.
Disse tunge patienter fylder talmæssigt ikke voldsomt meget i forhold til alle de nydanskere, der taler sproget, ikke har helbredsklager og kun ser lægen, når de skal have en kørekortsattest eller vaccineres. Men sygdom og problemer har altid haft social slagside, uanset hudfarve/religion/kultur, og det er patienterne med de værste problemer, der altid fylder mest i lægens butik.
Det er ikke min opfattelse, at praktiserende læger (eller læger i almindelighed) har noget imod danskere med anden kulturel baggrund, men det er nok ikke befordrende for arbejdsglæden, hvis hverdagen er fyldt med problemer i form af udeblivelser, kultursammenstød, for få konsultationer og krav fra familieoverhovedet på patientens vegne. I sidste ende skal den praktiserende læge stadig kunne betale afdragende på sin praksis og kunne forsøge familien, og det kan man ikke, hvis man ikke kan mølle minimum 4 patienter igennem pr time.
Borgerne har krav på lægehjælp i dagtiden fra en praktiserende læge, og kan man ikke tiltrække nok praktiserende læger til problemområderne, så må myndighederne til lommerne og smide penge i puljen - når puljen bliver stor nok, skal lægerne nok komme.