Mange tusind tak for den fine beskrivelse Du kan tro den var en hjælp for mig at læse! Jeg er ikke i tvivl om at jeg gerne vil læse medicin og være læge, men det, du skriver med at “ingen kan alt” og man lærer hvornår man skal bede om hjælp og “alle har været bange” er en trøst, for så ved jeg at det ikke er MIG der er noget galt med, når jeg forudser at jeg i visse situationer selv vil være bange og usikker m.m. Så hatten af for din detaljerede og gode beskrivelse Den var en kæmpe hjælp - i hvert fald for mig
[quote=“frold” post=83685]Min historie er ikke meget forskellig fra de andre og vi 3 der har svaret indtil nu tilhøre nok produkter af en anden generation. En generation der ikke var underlagt et system der er så målrettet som det er i dag, og hvor diversiteten af de optagne på studiet sikker var noget større end i dag.
Set med min optik er lægestudiet blevet for elitært - på den ikke charmerende måde.
Og ældre er jeg ikke, 35 år, men optaget på studiet med studiestart sommeren 1999.
Jeg kom også ind på en kvote 1, men ikke på KU, men SDU. Jeg plejer at sige at jeg lige fik røven med som sidste mand med et snit på jeg mener 9,1, hvilket endte med at være grænsen for K1 optag på SDU.
Jeg vidste ikke så meget om uddannelsen, der var jo ikke noget der rigtig hed internet den gang, selvom jeg dog allerede den gang havde lavet de første på hjemmesider.
Jeg kan huske jeg ringede til en klassekammerats storebror, som var startet på SDU - det var det jeg vidste.
Ingen læger i familien, faktisk ingen akademikere - i nogle led.
Jeg vidste ikke om studiet var noget for mig, jeg vidste jo ikke hvad jeg gik ind til, men gik til det med åbne arme. For mig var det en stor omvæltning. Fra det trygge nordsjælland til Odense. Der var kriller, der var spændninger, men jeg glædede mig også.
Nu her står det som en skøn tid.
Jeg ved ikke hvordan jeg kom gennem bachelordelen - den tændte mig slet ikke. Jeg klarede mig middel eller dårligt. Jeg kunne ikke se meningen med det faglige indhold, og overspringshandlinger havde jeg mange af. Men jeg blev engageret i medicinerrådet, i institutbestyrrelse, i studenterfodboldklub - kollegiesammenhold. Jo, det var nok de ydre rammer der fastholdt mig.
Jeg synes det var befriende og ganske usnoppet at læse på SDU. Her var landsmands sønner, landsby børn, og hvad har vi. Jeg kom fra det trygge borgerskab i Hellerup…
Kandidatdelen var en fest. Jeg modnes, jeg knækkede koden. Karakterne blev bedre, indholdet gav mening og det var sjovt. Jeg var flyttet fra SDU til KU og kom direkte ind på kandidatdelen. På et skønt hold og havde nogle gode klinikophold tæt på hvor jeg boede med min daværende kæreste, nuværende kone
Det var klart at der var mange der var etableret og generelt er det et sjovt skifte der sker på kandidatdelen. Folk finder sammen, de første får børn. Voksen livet tegnes.
Lægelivet startede med et middel turnusnummer. Jeg kunne få vest sjælland, men skulle så pendle, så vi valgte at tage til Fyn. Jeg havde i Svendborg, havde nok regnet med Odense, men sådan skulle det ikke gå.
Svendborg er et provins hospital, og det bedste jeg har været ansat på. Det var lille, og man kendte hinanden. Men viste hvem de forskellige overlæger var og hvad de stod for, så det var rat. I kantinen kunne man sidde til bords med en anæstesilæge og en kardiolog, selvom man var på mavetarm kirurgisk afdeling. Så hørte man om vidt og bredt, det var charmerende.
Medicinsk afdeling var angstprovokerende. Jeg var usikker på min lægerolle, jeg var bange for dårlige patienter, jeg var ikke tryg ved det. Jeg synes ikke jeg kunne vurdere hvornår dårlig var dårlig, og brugte mellemvagten meget. Jeg var nok meget forsigtig og skulle lige finde et faglig ståsted. De hjælp heldigvis upåklageligt - det var trygt.
Det er netop denne opbakning, sammehold, feedback og fælleskab jeg tror ovenstående også refererer til. For i bund og grund har vi alle stået usikre på gulvet og været bange. Bange for at overse noget, bange for at stå helt alene, bange for at gøre mere skade end gavn. Ikke sikker på om man var kompetent til opgaven. Men systemet er heldigvis bygget sådan op at der er flere led i kæden, så der kommer et fejeblad og rydder op.
Omvendt er systemet også sådan at man ikke høre noget hvis man gør det fint eller godt, men først høre noget fra overlægerne når man gør det skidt, men så skal man da også få det at vide. Og nogle specialer er mere pædagoiske i den facon end andre.
Jeg har aldrig været ked af mit valg, jeg har stort set altid været glad for mit valg. Der var en periode på mavetarmkirurgisk afdeling, hvor jeg ikke synes det var sjovt.
Jeg elsker kontakten med patienterne og jeg oplever at de også er glade for mig.
Men lægelivet kan være hårdt, for vi arbejder med mennesker og med mennesker kan der ske fejl. Det der siges, eller det der høres kan misforståes. Er man perfektionist så kan man få det svært. Man kan ikke vide alt, man kan ikke alt. Kernen som jeg ser det er at erkende egne begrænsninger, at vide hvornår man skal søge hjælp, mærke efter hvornår man er i tvivl og tage patienterne seriøs. Det primære i mit virke er altså de menneskelige værdier.
Med det eksamens hysteri der er i dag, med de krav der stilles, til ingen fjumreår, ingen studieforlængelse, ingen forlængelse efter KBU - ja, det fordre den perfektionistiske, halv-neurotiske type - det er i hvert fald min frygt. Er man den, kan lægelivet ramme hårdt.
Tager man tingene som de kommer, vokser man med opgaven, er man ikke bange for at kigge ind af, er man seriøs, ved hvornår man skal være flittig og hvornår man kan tage en slapper - så kan man sagtens lægelivet.
Jeg ville ikke vælge om.[/quote]