Hej
Jeg er en pige på 22 år der 2. år i træk har søgt ind på medicin kvote 2 i både Århus, Odense og Kbh (i denne rækkefølge).
På selvbetrjening på SDU’s hjemmeside fandt jeg d. 2. maj ud af at jeg ikke skal til samtale og derfor ikke bliver optaget på SDU. Der er forresten 1700 ansøgere til SDU i år.
Nu kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke at når jeg ikke engang skal til samtale i Odense, så kommer jeg jo nok heller ikke ind på AU eller KU? Det er nok mest AU jeg tænker på.
Er det rigtigt at tænke sådan? Og hvilke chancer har jeg for stadig måske at få en plads en af de to andre steder?
Jeg ved godt at man selvfølgelig overhovedet ikke kan forudsige dette, men et par gæt og et par kommentarer ville også være rart, da jeg er ret ked af jeg ikke kom ind, og har virkelig ondt i maven over hvis jeg ikke kommer ind på AU.
Jeg har: et snit fra gym på 8,8
6 mdr erhvervserfaring
6 mdr udlandsophold
16 ugers højskoleophold
= 19 point ved AU
Og min motiveret ansøgning til AU lød sådan her:
"Hjernen snurrer rundt. Hvad er det, jeg har overset? Skal cosinus byttes ud med sinus, eller skal jeg finde en helt anden måde at finde størrelsen på den vinkel? Yes! Nu har jeg den. Et par timer efter sidder man med en færdiglavet matematikaflevering og et fjollet smil på læben, alt imens adrenalinen falder til ro i kroppen igen, og den herlige følelse i maven begynder at brede sig. Følelsen af at have siddet og plukket af den basisviden man har lært udenad, for så at løse gåden og få det hele til at gå op i en større enhed. Et meget enkelt eksempel, men præcis på grund af denne følelse er mit største ønske at studere medicin og bruge resten af mit liv på at praktisere det.
I 2004 blev jeg matematisk student ved Herning gymnasium (bilag 7) med engelsk og matematik på højt niveau og med absolut ingen anelse om, hvad jeg ville bruge resten af mit liv på. Jeg har altid været glad for at sidde på skolebænken og suge viden til mig, og har gået meget op i også at lære om de ting, jeg måske er knap så god til, og som ikke har fanget min interesse første gang, jeg har stiftet bekendtskab med dem. Efter gymnasiet tog jeg derfor den 1-årige hhx (bilag 8 og 9), både for at udvide min almene viden men også for at åbne flere døre for mig selv. Selvom jeg var overraskende dygtig til alle fagene på handelsskolen, så savnede jeg mit adrenalin kick fra både matematikafleveringerne og fysik- og biologi rapporterne på gymnasiet. Her faldt mit valg derfor på den lægevidenskabelige uddannelse som svar på, hvad jeg skulle efter den 1-årige hhx.
Da jeg var yngre, havde jeg en stor drøm om at komme med Læger uden Grænser ud i verden eller blive kirurg eller forsker og finde en kur mod kræft og vinde en nobelpris. Så da mit valg faldt på at studere medicin, blev jeg utrolig skeptisk over for netop dette valg, da jeg var bange for, at det måske var en ubevidst måde at realisere mine naive barndomsdrømme på. Så jeg begyndte at stille mig selv de samme spørgsmål, som i stiller mig nu. Hvorfor medicin? Hvad kan jeg bidrage med, som ingen andre kan?
Efter handelsskolen arbejdede jeg 6 måneder i produktionen af mælkepulver for Arla Foods (bilag 11-12). Da mit job bestod i at tage prøver af produktet, lærte jeg meget om hygiejne og sygdomme forårsaget af bakterier i mælken.
Ugen efter jeg stoppede ved Arla Foods, tog jeg 6 måneder alene til Guatemala for at studere sproget og kulturen og arbejde som frivillig (bilag 13-14). Mit ophold startede med 6 ugers spanskkursus med en afsluttende spanskprøve, hvor jeg scorede 97 point ud af 100 (bilag 15-16). Herefter arbejdede jeg 8 uger for en udrykningsstyrke kaldt Los Bomberos (brandmænd) (bilag 17-18. Jeg arbejdede 24 timer i træk seks dage hver 14. dag. Vi rykkede ud og bragte syge personer til hospitalet, hjalp til ved alle slags ulykker og slukkede også brænde. Halvdelen af tiden var der ingen udrykninger, så der lærte jeg at lægge et drop, måle blodtrykket og, hvad man skal gøre i forskellige ulykkessituationer, og jeg nåede også at praktisere noget af min viden ved rigtige ulykker. Det var en stor udfordring at blive kastet ud sammen med en flok guatemalanske mænd, der udelukkende snakkede spansk og så være på 24 timer i træk, men fagligt var jeg ikke helt tilfreds. Inden jeg tog til Guatemala var mit mål at hjælpe, hvor jeg kunne som frivillig, men efter 8 uger ved Los Bomberos lavede jeg dette om til et måske lidt mere egoistisk mål; at jeg ville arbejde et sted, hvor jeg også selv kunne lære lidt mere. Jeg startede derfor som frivillig i en lille landsby, Magdalena, hvor jeg arbejdede 10 timer alle hverdage sammen med en læge og en sygeplejerske i et vaccinationsprogram, der sørgede for gratis vaccinationer og oplysninger om hygiejne og sygdomme til børn og deres forældre i de omkringliggende landsbyer (bilag 19-20). Mit job bestod i at undervise mødrene på spansk i almen hygiejne og prævention og så føre protokol over, hvilke børn der havde fået hvilke vaccinationer. Projektet varer kun 4 uger hvert år, så herefter begyndte jeg igen et nyt sted. Jeg havde forhørt mig en masse steder, og var så heldig at få lov at hjælpe på en lille lægeklinik i organisationen Nuestros Ahijados, hvor folk kunne få gratis konsultation og medicin. (bilag 21) Her følte jeg endelig en perfekt balance mellem at kunne hjælpe og at kunne lære noget. Da jeg allerede havde lært måling af livstegn, bestod mit job i at måle blodtryk, veje patienterne og andre små ting, inden lægen tilså dem. Efter hver konsultation, som jeg også selv overværede, forklarede lægen mig, hvad hun baserede sin diagnose på og, hvordan den medicin hun udskrev, ville hjælpe. Jeg var ikke længere i tvivl om, hvor min motivation lå for at studere medicin. Jeg har stadig et ønske om at rejse med Læger uden Grænser engang i fremtiden, men min hovedmotivation er helt klart den store udfordring og den spænding, der ligger i selve studiet og i jobbet som læge.
Jeg søgte ind på medicin sidste år, men kom desværre ikke ind, da grænsekvotienten var på 16 point, og jeg havde 15 point. Nu går jeg derfor på højskole på Samsø (bilag 22) for at være sikker på i hvert fald ikke at blive sorteret fra ved grovsorteringen i år. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg regnede med, at mit højskoleophold bare skulle være noget, jeg skulle have overstået, så jeg havde de 4 point i hus, men sådan blev det slet ikke. Jeg valgte Samsø højskole, fordi jeg de sidste 7-8 år har vejet 15-20 kg for meget, og det har taget en del på selvværdet eller omvendt. Alt jeg har lavet de sidste 7 år, har været lige lidt hårdere, fordi det hele tiden har ligget i baghovedet, at de 20 kilo skulle tabes, og det eneste det har resulteret i er, at jeg har taget endnu mere på. Her på højskolen lærer vi om alt inden for kost, motion, kroppens opbygning og ikke mindst; personlig udvikling. Jeg har nu et meget mere afslappet forhold til mad og derfor et meget mere afslappet forhold til mig selv. Jeg føler ikke længere, at jeg behøver at være perfekt eller, at alt altid skal være i tip top orden. Vigtigst af alt gør det ikke noget at jeg engang imellem begår fejl, for det er der jeg lærer noget.
Jeg har altid været en utrolig positiv person med masser overskud til at sige ja til et hav af ekstra projekter, og jeg har altid været bange for, at det kun har været fordi, at jeg ikke har været stærk nok til at sige nej. Fra 7. til 10. klasse og alle tre år på gymnasiet sad jeg i elevrådet og et par andre små udvalg. En uge efter jeg kom til Guatemala, stod jeg for at vise de nye rejsende fra Europa og USA rundt, indlogere dem ved deres værtsfamilier og sørge for, at de blev hentet i lufthavnen. Inden jeg forlod lægeklinikken, jeg arbejdede på i Guatemala, havde jeg sørget for at al medicin, der blev doneret til klinikken, blev inddelt i alfabetisk orden og udløbsdato, så det var nemmere at holde styr på, hvad de faktisk havde og kunne udlevere. På Samsø højskole har jeg sagt ja til at være elevrepræsentant, men jeg har også her fundet ud af, at jeg ikke har meldt mig pga. pligt men pga. lyst og overskud.
Disse kvalifikationer mener jeg er utrolig vigtige at have for at kunne gennemføre medicinstudiet og påtage sig jobbet som læge. Det er vigtigt at være klar over, at der vil komme ting, man ikke kan finde ud af og dage, hvor man ikke vil kunne nå at lave alle lektierne, og så må man bare op på hesten igen dagen efter i stedet for at gå ned over det. Det er lige så vigtigt, at man som læge er klar over, at man vil komme til at lave fejl, hvor man må håndtere det på bedste vis og så komme videre.
Da jeg søger ind på Århus Universitet som første prioritet, er det ikke pga. beliggenhed, men pga. jeres studieordning. Derfor vil det heller ikke være noget problem for mig, hvis det bliver en realitet at nogle af de medicinstuderende i Århus på 9. + 11.-12. semester skal flyttes til Ålborg. Jeg besøgte Aarhus Universitet et par dage sammen med en veninde, der på det tidspunkt var i gang med 2. semester. Her deltog jeg bl.a. i et par embryologi timer, som jeg fandt utrolig spændende. Andre fag jeg gælder mig meget til, er fx molekylær biologi i biokemien, sundhedspsykologi og hele forløbet med mikroskopisk og makroskopisk anatomi, hvor embryologien også indgår.
Jeg føler mig 100 % klar til det livslange studium, som jeg ved, den lægevidenskabelige uddannelse er. De sidste par år har jeg udviklet mig meget både fagligt og personligt, og derved opnået en stor modenhed og selvstændighed. Jeg er ikke selv det mindste i tvivl om, at medicinstudiet er det rigtige for mig, og efter at have læst dette, håber jeg heller ikke, at der hersker nogen tvivl hos jer. "
Jeg vil sætte pris på ALLE kommentarer, kritik og ikke mindst små gæt på hvilke chancer jeg har tilbage i år? Eller hvad jeg kan gøre for at komme ind til næste år?
Venlig Hilsen
Anni