Jeg vil gerne høre med jer om, hvorfor er det så utrolig mange, der søger medicinstudiet, samtidig med, at f.eks. medicin med industriel specialisering på AAU ikke har nogen grænsekvotient?
Hvad er det som gør medicinstudiet så interessant for sååå mange ansøgere?
Hjælpe mennesker? Det findes mange andre studieretninger hvor man kan hjælpe mennesker…
God løn? Det er heller ikke kun læger som får en god løn.
Rigtigt gode jobmuligheder? Er det det som er afgørende for så mange, fordi det siges i aviserne og i TV’en, at det er mangel på læger, samtidig med, at krisen og arbeidsløsheden hersker i andre brancher?
“Fordi jeg bare har det her brændende ønske og altid har vidst at jeg skulle være læge, lissom!” Prøv at læse indlæggene i “kommende studmed” og se om ikke det er præcis det samme de alle skriver.
Hvis du spørger mig, handler det i virkeligheden om prestige. Prøv at se på listen over de sværeste uddannelser at komme ind på: http://politiken.dk/uddannelse/ECE13490 … komme-ind/ Alle sammen felter med en høj grad af prestige (måske lige med undtagelse af sociologi og filosofi). Folk vil gerne ses og anerkendes. Det er det vi er vokset op med som det bedste i livet.
Tja… Jeg er bare sikker på, at det er dét jeg skal. Jeg er jo gammel i studiemæssig forstand (snart 28 år), og har prøvet lidt af hvert undervejs. Bl.a. en pædagoguddannelse, så for mig handler det i hvert fald ikke om hverken pengene eller prestigen. Jeg troede, at jeg kunne få styret min trang til at hjælpe mennesker ved at være pædagog, men den naturvidenskabelige nysgerrighed trækker hårdt i mig, og det har jeg så erkendt efter mange års kamp MOD at søge ind på medicin :lol: Læger brokker sig jo også over, at de får for lidt i løn, så vidt jeg har kunnet se i indlæg herinde af og til.
Men, jeg er da helt enig med Struensee i, at det for nogen dybest set handler om anerkendelsen, prestigen og pengene. Jeg gå f.eks. lige nu på et turbokursus i kemi med en pige, der ENTEN vil læse medicin, jura eller statskundskab… Go figure :roll:
Jeg vil hellere vende situationen om. En jeg kender læser jura - og når hun fortæller hvad hun læser om, så må jeg tilstå, at jeg er ved at dø af kedsomhed! Vi er sikkert også flere som har været / er FADL-vagter og har på egen psyke oplevet hvor nederen almindelige plejeopgaver kan være. Det er mine fornemmelser omkring disse job. Når jeg har den holdning, så har jeg imidlertid også den dybeste respekt for andre mennesker, som arbejder som SOSU-assistent eller jurist. Nogen skal jo udfylde disse jobbeskrivelser og så længe de sætter en ære i deres job og føler sig lige så godt tilpas med deres arbejde, som jeg (med stor sandsynlighed) kommer til som læge, så har de min allerstørste respekt. For jeg ville faeme ikke bytte!!!
Jeg kaemper i oejeblikket for at samle karakter til et godt snit som kan få mig ind på medicin-studiet. Jeg interessere mig meget mere for fysik end jeg goer for nogen anden fag, biologi er rent faktisk et af de kedelige fag for mig. Jeg troester dog mig selv med at medicinstudiet nok hellere formidler brugbart og relevant biologi-fagligt viden frem for meget af det kedelige “natur” biologi som pre-universitets undervisningen ellers omdhandler. For mig er det derfor (endnu ihvertfald) ikke interessen som skubber mig hen imod medicin. At jeg alligevel er fikseret på at komme ind her om et års tid skyldes vel nok behovet for laeger, både i Danmark og i udlandet. Behovet betyder nemlig at man kan vaere rimelig sikker på at få arbejde i praktisk talt hvilken som helst land på kloden. Loennen kan man selvfoelgelig hellere ikke komme uden om, og er derfor naturligvis også en rigtig god grund til at blive laege. Prestige og anerkendelse spiller for mig en lidt mindre rolle, men er uden tvivl også med til at goere medicin-studiet fristende. Nu kunne jeg jo selvfoelgelig også hoere på studievejlederens kaere ord og blive fysiker eller hvad man nu skulle have interesse for, men hvad så efter uddannelsen…? Jeg tvivler staerkt på at jeg vil kunne få arbejde som fysiker, det vil jeg derimod ikke have meget svaert ved som laege. I sidste ende må man vel vaere lidt rationel og huske sig selv på at samfundet ikke har nogen stor behov for fysikere (hvis nogen overhovedet) men foerst og fremmest for laeger.
Først og fremmest er der ingen kvotient på medicin med industriel specialisering, fordi der er frit optag. Alle der har lyst, kan komme ind. Bliver der pladsmangel, så udvider man bare.
Dernæst så har mange den der fantastiske drøm om, at man går rundt i sin hvide kittel og et stetoskop i hånden, mens man ser den ene patient efter den anden, som kom ind med kræft i begge øjenæbler, tarmslyng, brækket nakke, diskusprolaps og dårlige knæ, og udskriver noget medicin, mens man ser en anden patient smilende forlade hospitalet efter endt behandling. Desuden har mange den tanke, at hvis man vil arbejde med mennesker, så er medicin lige sagen, på trods af, at lægen nok ikke er den person med mest menneskekontakt i verden. Der er behandlingssamtaler og stuegang, og så er det som regel dét. Al den der pasning og pleje på et hospital, har lægen groft sagt folk til (“jeg vil arbejde med mennesker” er i hvert fald lige så stor en kliché, som folk der spørger “ved du godt det kræver et højt gennemsnit?!?!?!?!” når man siger, at man vil være læge).
Jeg kan ikke sætte en finger på, hvorfor det lige skulle være læge for mit vedkommende. Det er nok en blanding af noget at stræbe efter i gymnasiet + interesse for kroppens sammensætning + dét at gøre en forskel for andre hver dag + en høj løn til sidst. Derudover vil jeg ikke holde til at sidde isoleret på et kontor (selvom mange læger også kan komme ud for det) med den ene papirstak efter den anden på bordet. Min bror gør det (revisor) og det er ærligt talt slet ikke noget for mig.
Der er intet nyt. Altid har der været over 2000 ansøgere på lægestudiet
Tidligere havde vi desværrre ikke studmed forumet hvor man kunne klikke
Sig igennnem andres drøm om at blive læge!. Mht til snit og lign. er det heller ikke
Forskelle på kvotienterne ved optagelse gennem de sidste stykketid altså hvis man ser
Bortfra 1,08 konstanten (faktoren) som bonus til hurtige løber .
Men der kunne være lidt af Grey’s Anatomy, skadestuen, eller andre lignende “soap opera”
Effekt i det hele taget.
Måske hænger det lidt sammen med, at alle ved, hvad en læge er, og nogenlunde hvad jobbet kan gå ud på, dermed er det nemmere at forestille sig selv som læge i fremtiden.
Hvorfor jeg valgte medicin studiet frem for et andet studium, skyldes kort og præcist, at jeg ikke kan se andre uddannelser, hvor man kan hjælpe et menneske så meget, som jeg kan se, man som læge kan gøre. Der er selvfølgelig mange andre uddannelser som hjælper mennesker og er vigtige for samfundet, men som nævnt slår det ikke læge-studiet.
Læger redder liv og er absolut vigtig for et hvert samfund. De kan altid bruges og gør et kæmpe stort menneskelig arbejde som vi alle bør sætte pris på.
Lønnen for mig er virkelig ligegyldigt, tro det eller ej men lønnen er virkelig ikke noget jeg tænker på. Sålænge jeg har lidt at leve af, så er jeg mere end tilfreds. At se en syg patient blive rask og smile efter mange lidelser og smerter er det hele værd. Penge er noget der kommer og går, men glæden ved at se en anden menneske blive rask og i god humør igen , det er virkelig noget jeg vil vægte stort hvis jeg en dag ender som læge.
Beklager stavefejl og dårlige formuleringer, det er bestemt ikke med vilje.
For mit vedkommende er kirurgien helt klart noget af det der trækker mest… Jeg har været på en kirurgisk afdeling i nogle år nu (som lægesekretær), og har i den forbindelse fået lov til at bruge en del tid på operationsgangen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er der jeg skal være, og det er kun lægevidenskaben der kan åbne denne dør… I hvert fald hvis man vil være den der holder skalpellen… Så jeg ville ikke få så meget ud af at læse medicin med industriel specialisering.
Jeg søgte ind fordi biologi var mit yndlingsfag. Økologi-delen og skov-biologien har dog aldrig været min kop the, mens cellebiologi, fysiologi og genetik var noget af det jeg bedst kunne lide. Så det skulle enten være lægevidenskab, molekylærbiologi eller noget ingeniørvidenskab indenfor biotek. Lægevidenskaben valgte jeg fremfor de andre pga. jobmulighederne og lønnen.
Jeg er på kandidaten nu, og jeg synes at klinikken er noget af det bedste der findes. Jeg kan godt lide at der er lidt detektiv-arbejde og opgaveknuser over det.
Prestigen har aldrig sagt mig så meget. Ej heller lider jeg af “jeg er efterkommer af Florence Nightingale”-syndromet. Men ingen tvivl om at det betyder rigtig meget for mange.
Jeg havde ikke lige læst første indlæg ordentligt og spørgsmålet omkring MedIS var gået min næse forbi. Men… MedIS er min plan B. Vejen ind på lægevidenskab går for mit vedkommende gennem både en dispensation fra 3. gangsreglen og kvote 2. The odds are not in my favour… Og bliver det ikke, jamen så bliver det medIS. Det bliver så et arbejdsliv langt fra den klinik jeg drømmer om, men det bliver stadig noget med at hjælpe mennesker gennem det naturvidenskabelige. Det er det vigtigste for mig.
Prestige har noget at sige for mit vedkommende. Men mest af alt så elsker jeg at gøre mig selv klogere og bedre. Dedikation. Og så virkede medicin som en naturlig forlængelse af mit nuværende arbejde.
Lægevidenskab var en plan-C for mit vedkommende. Det er interessant at så mange skriver de har valgt faget for at hjælpe mennesker. Det giver næsten sig selv, at man kommer til det. Det har altid været mit største ønske at arbejde med noget som giver mening på et højere plan og noget som stimulerer intellektet. Uanset hvad det måtte være.
Efter at have indset jeg var på den helt forkerte hylde som IT-ingeniør, uddannede jeg mig som ambulanceredder (plan-B). Undervejs i plan B på et sygehuspraktikophold, indså jeg at jeg hellere ville lave det lægerne rendte rundt og lavede. Ikke det SOSU-assistenten eller sygeplejersken lavede, men det lægen lavede. Jo mere jeg drømte om den alternative karriere, desto mere irriteret blev jeg over den manglende anerkendelse og status, det overvejende stillesiddende arbejde bag rattet, de manglende faglige og intellektuelle udfordringer og den udtalte mangel på en seriøs karriereudvikling inden for redderfaget.
Det der for alvor afgjorde sagen for mig (at lægevidenskab er min rette hylde), var oplevelsen af succes i starten af medicinstudiet, hvor jeg beviste overfor mig selv, at jeg kan hvad jeg vil, til trods for jeg i gymnasietiden havde set på medicinstudiet som værende for de overnaturligt kloge, og derfor aldrig ville være relevant for mig. Selvom jeg kan ærgre mig over, at have “spildt” en del år på at finde ud af hvad jeg vil, så er disse “spildår” grunden til jeg er, hvor jeg er. I dag er jeg en lykkelig mand. Tvivler på at jeg ville være det i dag som redder.
Dr.Bonde, det er PRÆCIS sådan jeg har det. Begyndte ret tidligt at kede mig som redder, rent fagligt.
Glæder mig vildt til studiet, men er også lidt træt af at jeg er kommet så sent igang. De fleste i min omgangskreds har jo afsluttet deres studier, og er igang med husbyggeri og børn.
.