det er bare mig igen 
blev lidt i tvivl om ovenstående lød lidt surt/negativt. Men det er i hvert fald ikke ment sådan.
Håber bare på, at vi med debatten kan få meninger fra alle dele af landet og dermed forhåbentlig komme frem til den bedste løsning 8)
God eksamenslæsning til alle
Som tidligere skrevet, så er det en ørkesløs debat, Pernole, og det er mit indtryk, at du læser mine indlæg, som de står, men forstår dem, som du vil.
Som det er lige nu, kan alle netop ønske et hvilket som helst sygehus i Danmark. Det er naturligvis ikke alle, der får deres ønsker opfyldt. Så den situation foreligger allerede.
Mit bud på en løsning til det bedre vil klart være fri søgning. Så må de enkelte sygehuse selv vurdere på baggrund af karakterer, forskning og vikarerfaring, hvem de gerne vil have i turnus. Det vil der naturligvis være mindst lige så mange, der kommer i klemme af, så det kan jo ikke bruges som middel til evig glæde for alle.
Mit postulat vil således være, at der ikke findes nogen ordning, der kan gøre alle tilfreds, og måske endda heller ikke kunne gøre flere tilfreds.
Hvad angår køb og salg af pladser, er det jo ikke nemt at vide noget om omfanget, ligesom ingen ved, om der købes pladser i Odense og Århus også. Dertil er det også komplet umuligt at vide noget som helst om baggrunden for købene.
Selv bor jeg i hus på Fyn, har kæreste med barn herovre etc., men hvis jeg skulle være uheldig og trække nordjylland, ville jeg da få mig et værelse deroppe og tage hjem på mine fridage. Jeg ser slet ikke noget problem i det og ej heller, at min situation er så voldsom forskellig fra studerende i hovedstaden.
Jeg har ikke hørt et eneste reelt argument for, at der skulle være særlige forhold, der gør sig gældende for hovedstadens beboere.
Kom med nogle gode argumenter. Overbevis mig endelig, og jeg skal glædeligt støtte op om Jer.
øh, jeg ved nu ikke om jeg har gjort noget ud af at forstå dem på nogen særlig måde, men okay!
Ikke desto mindre har du da helt ret i, at der ikke findes nogen løsning, der kan gøre alle tilfredse.
Hvad angår det med fri søgning, ser jeg det bestemt også som en mulighed.
Omvendt synes jeg også, at der er mange gode ting i den nuværende ordning som fx garanteret turnus/arbejde til alle, og så vidt jeg ved med dertil hørende koordineret undervisning.
Men kunne man på en eller anden måde sammenkoble de to ting uden, at man ender med en masse “rest-ansøgere” (som jo selvfølgelig bare var blevet placeret alligevel), så er jeg bestemt åben for løsningen.
Det må kunne lade sig gøre, at finde en bedre løsning.
Når du skriver, at du bare ville tage hjem på dine fridage, så er der nok andre, der ‘bare’ ville gøre/vælge som dig, mens vi sikkert også er en hel del, der synes at det både kan og skal gøres bedre end at “tvinge” nyuddannede læger til pludselig at blive weekendforældre. Men sådan er vi jo så forskellige.
Men det med argumenterne forstår jeg ikke helt - jeg mener netop, at der ikke er forskel på om du eller jeg sendes til Nordjylland. Uanset hvad, ser jeg det som en rigtig dårlig løsning. Det jeg mener er, at en fra Århus da er langt bedre stillet, hvis han trækker Sønderborg end, hvis en fra kbh gør det samme.
- Præcis ligesom jeg tror, at en århusianer ville mene, at det var mærkeligt, om han skulle tvinges til at flytte fra kone og barn for at komme til Lolland, mens københavnerne i stedet optog pladserne i Jylland. (Jeg ville i hvert fald synes, at det var en mærkelig løsning).
Men med fx regionsgarantien ville man netop stille alle i hhv Århus, Odense og Kbh lige hvad angår heldig/uheldig placering (forstået på den måde, at man stadig kan risikere at komme langt væk, men dog indenfor rimelighedens grænser).
Regions garantien ville helt klart være løsningen jeg ville foretrække, frem for den frie ansøgning, som evt. ville komme til at bygge på karakter, og alt muligt andet…
Man kan jo også vende den om. For hvis studerende på Fyn og Jylland, kan sige til KU studerende, at de nok kan klare 1,5 år i det “mørke” Jylland, så kan kan folk der har læst på AU og SDU, der gerne vil til København, nok også klare 1,5 år til herovre 
Der ligger talrige indlæg om regionsgarantien i denne gamle megatråd;
Hvorfor er alle så enige om, at fri søgning og garanteret turnus/arbejde til alle er en modsætning?
Regionsgarantien har været diskuteret før - den har oven i købet sin egen tråd - og den er også blevet forkastet igen! Der skal andre og nye ideer på banen…
Jeg mener nu regionsgarantien er problematisk - hvad ville næste skridt så blive?
At kun sjællændere kan komme ind på KU, jyder på AU og fynboere på SDU? Og hvad med internationaliseringen af universiteterne?
Det eneste man opnår ved sådan en garanti, er at opdele landet med en imaginær berlinmur. Så meget for åbne grænser!
Sorry, men det synes jeg ikke lyder som en holbar løsning.
Dr Evil: Du siger, at hvis du trækker et skodnummer, ville du bare tage hjem på fridagene…
Der må du jo så have mindst 3 fordele frem for mig, siden du reelt overvejer den mulighed.
1- Odense er placeret i midten af landet, så uanset hvor du ender, vil du næppe skulle bruge mere en 3-4 timer hver vej, på at komme hjem. Skulle hilse og sige, at en transporttid på 2 x 5 timer mellem Jylland og København, altså ikke levner meget tid tilbage på en fridag…
2- Din partner må have et job, hvor vedkommende aldrig har problemer med at hente/aflevere (eller i al fald et supergodt netværk, som i så fald kan træde til), siden du ikke mener, det er spor problematisk for hende, at være alenemor det meste af tiden i 1½ år.
3- (og det er måske under bæltestedet), så kan du ikke have noget særligt nært forhold til dit/dine barn/børn, siden det ikke ville være et problem for dig, kun at se de/dem få dage om måneden i 1½ år… Måske fordi du er far, for jeg har i al fald aldrig hørt om en mor, som ikke ville have meget svære kvaler ved at forlade små børn på den måde i så lang tid.
Skinner det i gennem, at jeg pt er højgravid med 3 barn, og lige har trukket nummer %/¤#¤" 353 ud af 360, og dermed er garanteret en plads på månens bagside (om det så bliver Ringkøbing, Thisted, Hjørring, Frederikshavn er jo så underordnet) :evil: .
Af økonomiske og moralske årsager har vi ikke mulighed for at købe en plads, så jeg står i den situation, at jeg kommer til at skulle i turnus ca 5 timer væk fra københavn, på et tidspunkt hvor mine børn er hhv 1, 4½ og 7½ år.
Manden har pt et job, som han under ingen omstændigheder har mulighed for at fortsætte i i Jylland (hvor mange S-tog er det lige, de har derovre… man kan ikke bare køre regionaltog, da det er en anden uddannelse). Det er så en af grundene til, at han begynder på en uddannelse her til efteråret, hvor han med lidt held kan blive overflyttet til et lærerseminarium i Jylland efter beståelse af første årsværk… men det forudsætter jo, at jeg rent faktisk ender et sted, hvor pendling for hans vedkommende er muligt, samtidig med at han skal have mulighed for at hente og aflevere børn hver dag. Vi kender absolut ingen i Jylland, som ville kunne hjælpe med børnene, så det kommer han til at stå for, da jeg med døgnvagter jo ikke ligefrem har mulighed for det, og en turnusløn + SU heller ikke ligefrem levner mange muligheder for at betale sig fra det.
Selvfølgelig har jeg tudet over mit nummer, men jeg er da begyndt at tænke fremad, og er da klar over, at om ikke andet, skal jeg da nok få lov at lave noget i yderamterne, og sikkert bliver en bedre klinisk læge af den grund. I behøver ikke at have ondt af mig 
… vi skal skam nok klare den, og få det bedste ud af situationen.
Men ingen får mig til at juble og klappe i mine små hænder over, at jeg med mit nummer ikke har nogen som helst indflydelse på, hvor jeg ender… At mine børn skal rykkes op med rod, langt fra alle de kender, og skifte institutioner og skoler flere gange (der er jo ingen garanti for, at de kan komme tilbage til deres institutioner i københavn efter endt turnus). Havde turnus så bare kun været 1 år, kunne det passe med et skoleår, men det er jo ikke tilfældet her, hvilket for manden så også sandsynligvis betyder en forsinkelse på et år i hans studie… eller 2, hvis han ikke kan få mulighed for at blive overført og pendle.
Det er rigtigt, at enkelte andre fag (fx til Journalist og Politi) også kræver at man flytter i praktikperioder, og risikerer at ende i den anden ende af landet. Men der er som regel tale om meget kortere perioder end 1½ år, og jeg mener da så absolut at have hørt (skal nok undersøge det), at man fx indenfor polititet tager hensyn til den studerendes familiesituation.
I andre fag er det også nødvendigt at flytte efter job. Men så bestemmer man jo selv, hvor i landet man vil søge, og hvornår man vil søge, så det passer ind i ens familiestruktur… Hvis man beslutter sig for at lave noget andet i en årrække fordi jobmulighederne indenfor ens felt ikke er særlig gode og man ikke ønsker at flytte, mister man heller ikke enhver form for mulighed for at bruge sin uddannelse… det bliver måske sværere at få job efter nogle år, men muligheden er der. I modsætning til medicin, hvor man pinedød skal tage sin turnus, hvor man er blevet anvist den, hvis man vil arbejde som læge.
Selvfølgelig har jeg været klar over risikoen for at få et skodnummer i mange år. Men i mange år har der også været snak om en ændring af turnussystemet, og som alle andre, er en lodtrækning så mange år ude i fremtiden umuligt at forholde sig til, når man som 20 årig starter på uddannelsen.
Jeg skal nok tage min turnus. Har jo reelt ikke noget valg, hvis jeg ikke fuldstændig vil afskære mig fra at kunne arbejde som læge. Jeg har ikke læst i så mange år, for kun at have mulighed for at arbejde i industrien.
En reformation af turnussystemet mener jeg så absolut er ved at være på tide. Selvfølgelig bliver det svært at stille alle tilfredse, men det skulle være muligt at lave noget et system, som er mindre uretfærdigt end nu. Det er rigtigt at yderamterne kan få svært ved at få turnuskanditater nok, hvis de ikke tvinges til at flytte dertil, men så må man jo gøre det lidt mere attraktivt med turnus der, mht til løn, bolig og børnepasning.
MHR - jeg spørger af ren og skær interesse og uvidenhed, ikke for at virke dum, men; Er det ikke muligt at søge dispensation i en situation som din, der virker så ekstrem?
Hatten af og respekt for, at I “finder jer i det” og vil prøve at få det til at køre - andet er der vel heller ikke at gøre, hvis dispensation ikke er en mulighed…
Uden at kende noget til de regler, så tror jeg desværre ikke, at det er en mulighed nej.
Og faktisk er MHR’s situation slet ikke så ualmindelig. Der er desværre mange, der ender i selvsamme situation - netop derfor er det nok mere turnusordningen der er ekstrem!
Men så længe der er så mange fra AU og SDU, der mener, at dette pt. er den bedst mulige løsning, ja så må familier som MHRs jo bare affinde sig med det. Desværre.
[quote=“sina_fina”:15wefeiy]MHR - jeg spørger af ren og skær interesse og uvidenhed, ikke for at virke dum, men; Er det ikke muligt at søge dispensation i en situation som din, der virker så ekstrem?
Hatten af og respekt for, at I “finder jer i det” og vil prøve at få det til at køre - andet er der vel heller ikke at gøre, hvis dispensation ikke er en mulighed…[/quote]
Jeg skal indrømme, at vi ikke har søgt dispensation. Vi fik at vide, at børn og ægtefælle med fast, ikke flytbart, job i københavn ikke ville give dispensation, med mindre der var andre grunde også. Derfor så jeg ingen grund til at prøve, hvilket jeg måske godt kan fortryde idag
Min ældste søn er under udredning for noget ADHD/Asperger lignende, men da der er meget, meget lang ventetid, er vi ikke nået nogen vegne det sidste ½ år. Så jeg har ingen papirer på det, og dermed ikke noget bevis for, at det måske ikke lige er det mest hensigtsmæssige, at han skal tvinges væk fra de vante rammer, og flytte skole 2 gange på 1½ år. Det havde måske ellers været nok til at udløse en dispensation, men jeg tvivler.
ad MHR:
jeg forstår vikelig ikke hvorfor du ikke har prøvet at søge dispensation — hvad var det værste der kunne ske? at du fik et nej? så ville situationen jo ikke have ændret sig.
for mig at se ville du have alt at vinde men intet at tabe…??
mvh
casper
Det behøver det nødvendig vis heller ikke at være. Det kommer anpå hvilke kriterier der skal ligge til grund for hvorvidt man får en plads eller ej.
Og hvordan ville man så sikre at alle sygehusene også i yderamterne, får det antal turnus læger de skal bruge??
Angående bolig kan jeg ikke se noget, der skulle tale imod at tage til et yder område. Der kan man vel købe en stor villa med have, for det samme som man skal give for en lille bitte lejlighed i Københavns området.
Og jeg kan da næppe forestille mig at det er sværer at børnene passet i et yderområde end i København, uden at jeg ved noget om det.
Hej!
Jeg synes også, der skal være langt mere frihed - valgfrihed - og mulighed for at tage individuelle hensyn for yngre læger, hvis faget skal vedblive at være attraktivt.
Min kæphest er jo deltid for yngre læger - ikke som en teoretisk mulighed, der næremst kun eksisterer for undtagelsen for reglen - men som en rettighed.
På den ene side er vi vildt priviligerede som yngre læger. Det er meget priviligeret, at der er så hårdt brug for os. Det er en dejlig følelse, at have taget en uddannelse, hvor der er jobs at få.
Men på den anden side, så er vi vist kun priviligerede så længe, vi vil spille systemets spil.
Der er ikke plads til svinger i valsen. Det er bare lige ud i høj fart- kæft,trit og retning.
Det er for mig slet ikke attraktivt.
Jeg har nu mere eller mindre besluttet at jeg ikke vil spille med på systemets melodi.
Jeg vil kun arbejde deltids - for hvorfor skal andre mennesker, hvoraf de fleste er totalt fremmede mennesker have lov til at bestemme, om jeg skal have fuldtids job eller deltid - om jeg må være meget dedikeret overfor min familie eller mest dedikeret overfor mit arbejde.
Så hvis ikke de forstår budskabet, så går jeg ud og bliver “freelance-læge”.
Det bliver måske også et hårdt og slidsomt liv - men i det mindste så får jeg da lov at bestemme, hvor meget jeg synes jeg kan arbejde nu med 3 små børn.
Jeg vil så sandsynligvis tage de deltids vikariater, jeg kan få - i de specialer, hvor de virkelig mangler arbejdskraft - f.eks. psykiatri, onkologi, - ja der er sikkert flere - tager gerne imod gode ideer!
Det bliver hårdt at bryde ud af systemet på den måde.
Men det skulle vel ikke være helt umuligt at komme ind igen senere - hvis jeg til den tid virkelig vil det.
Jeg synes dog det absolut værste ved at være yngre læge er den ekstreme mangel på supervision og undervisning.
Min turnus startede på den måde, at jeg fulgtes med en stud.med, der var ansat i et vikariat i et par dage. At han så var superdygtig, er så en helt anden sag… Men så fik jeg faktisk ikke mere undervisning i resten af tiden på afd.
Når der var formaliseret undervisning var det næsten altid umuligt at få tid.Og jeg ved heller ikke, hvor meget det var værd.
Jeg ønskede mig en ældre læge, der kunne følge mit arbejde og lære mig tingene ved bedside undervisning.
Selvfølgelig kunne jeg bede bagvagten om hjælp, men det var ret begrænset, hvor meget man kunne tillade sig det idet bagvagten jo også har supertravlt.
Så den livline blev jo forbeholdt de allermest nødvendige problematikker.
Jeg overlevede - jeg syntes jeg kom godt igennem, for jeg undgik at lave
graverende fejl - og det var egentlig bare mit succeskriterium for at være en god turnuslæge.
Men jeg synes learning-by-doing-princippet bliver trukket for langt når det i praksis bliver til “teach-your-self- by- doing- on- your-own”.
Måske er min tanke med at være “freelance-læge” i en periode meget , meget dumt karrieremæssigt set.
Men bare fordi jeg engang tog en lægeuddannelse betyder det så, at jeg kun kan og skal tænke i karrierebaner?
Efter så mange års hårdt slid på studiet har jeg faktisk behov for også at tage mig tid til andre ting - f.eks. noget så fundamentalt som familie.
Men er det så mig, der ikke skulle være læge?
Ska man som læge føle et kald og være parat til at ofre stort set alt?
Sådan var det jo oprindeligt for sygeplejeskerne - a la Florence Nightingale - de måtte hverken gifte sig, få børn eller noget som helst.
I dag er det dem, der sidder på de fede arbejdsvilkår - de kan stort set få det som de vil - afpasset familiens behov - og det til trods for at der da vist også er stor mangel på sygeplejesker.
Men hvad synes I? Kunne lægefaget ændre sig - så der blev mere frihed
så jeg måske kunne føle at jeg kunne holde ud at være der?
Eller har jeg bare ikke et kald der er stort nok?
Mvh. Helene.
tived godt, at det med at blive “freelance-læge” ikke er noget særlig godt forslag for langt de fleste af jer.
For mig er det imidlertid måske en mulighed, fordi jeg godt kunne tænke mig at blive psykoterapeut.
Jeg kender til en del speciallæger i psykiatri som alligevel efter en del år i faget ender op med at vælge at få deres egen psykoterapeutiske praksis.
Så på den måde kommer jeg alligevel til at bruge min uddannelse - som fundament for at blive en dygtig psykoterapeut, som også kan finde ud af at henvise, når der er berettiget mistanke om somatisk patologi som forklaringen på den psykiske symptomatologi.
Jeg forestiller mig, at jeg også kan ordinere medicin. Hvis ikke jeg har fået
B-autorisation, så kan jeg vel lave en aftale med en psykiater om supervision.
Hvis det bliver et stort problem, så kan jeg søge om turnus igen - det er svært men ikke umuligt. Eller tage til Sverige.
Jeg synes ikke det er sjovt at skullle vælge så alternativt og så kringlet og “ufornuftigt”
Men jeg er bare så træt af fornemmelsen af bare at være en lille brik i et stort spil, hvor jeg ingen indflydelse har.
Jeg bryder mig ikke om at føle, at jeg ikke har nogle valg i forhold til mit liv.
Jeg tog oprindeligt en lang akademisk uddannelse for netop at få nogle valgmuligheder i mit liv.
Men nu føles det som om, det er skruen uden ende.
Tag nu bare din turnus færdig siger de - så kan du måske få noget deltid under speciallægeuddannelsen.
ja, ja men kan I så lige skrue tiden tilbage så jeg kan få genudsendt mit liv og mine børns liv. Kan jeg lige få genudsendt mine børns barndom?
Jeg føler at tager jeg turnus for fuld skrue - som jeg er sikker på, det bliver - for hvorfor ikke udnytte de yngre lægers yngre kræfter fuldt ud -
hvorfor lade det være en uddannelsesstilling, når man har frie hænder til at gøre det til en udnyttelsesstilling - med lange arbejdsuger, nul indflydelse på noget som helst, halvdårligt løn og stort set ingen formel uddannelse indlagt i processen.
Resultat: en yngre læge, der arbejder rigtig meget. er produktiv, effektiv
og nogenlunde driftssikker fra dag 3 - men stort set intet besvær med at uddanne eller pleje vedkommende.
Var det det jeg sled mig igennem sommer efter sommer, ju efter jul med ekstrem eksamenslæsning for?
Jeg er da glad for, at jeg fik uddannelsen.
Men jeg synes bare lidt, det kun er sjovt, når man vil lade andre bestemme og dirigere ens liv. Prøver man at vælge lidt anderledes, så bliver man straffet.
og som sagt, så var det ikke lige tanken bag at tage så lang en uddannelse.
Jeg synes dog at vejen frem ikke er at give op - at fravælge lægestudiet eller lignende, men at kæmpe for bedre forhold.
Mere valgfrihed ang. turnus, stor kompensation for yderamter osv,
og meget bedre psykisk arbejdsmiljø og oplæring for yngre læger.
Der er sikkert flere punkter - føj selv flere til!
Mvh.Helene
Mine indlæg er vist til tider lidt usammenhængende - har lille. pilfingerhærgende, babyappendiks hængende og spisende ved mamma sin. p.t.
Helene
Kære Pernole
Det er ok for mig, at du går under bæltestedet. Du har sat dig selv i en rigtig skidt situation, og det er da ganske naturligt, at det afføder frustrationer.
Jeg er til stadighed af den opfattelse, at turnussytemet, som det er lige nu, er rigtig dårligt for en hel del. Jeg har bare ikke hørt et eneste fornuftig bud på, hvordan systemet kan ændres, således færre bliver dårligt stillet. Der er ganske enkelt ikke turnuspladser nok til, at alle kan få deres 1. prioritet. Naturligvis kan systemet ændres, så det er nogle andre, der bliver uheldige, men jeg vil tro, at antallet af “tabere” vil forblive ens.
Der er jo ikke nogen naturlov, der siger, at forældre er et specielt udsat folkefærd, som kræver særlige hensyn. De fleste har trods alt selv valgt og planlagt det sådan. Der er heller ingen, der siger, at det ikke kan kræve en del ofre at blive læge. Det være sig i turnustiden som under speciallæge uddannelsen.
At stifte familie, købe hus og danne en uflyttelig base inden turnus er et meget stort sats, og det er altså ikke altid, at den slags går godt. Men det er da et komplet frit valg, det er foretaget, og de eventuelle konsekvenser af det, bør ikke komme som en overraskelse.
Det behøver det nødvendig vis heller ikke at være. Det kommer anpå hvilke kriterier der skal ligge til grund for hvorvidt man får en plads eller ej.
Og hvordan ville man så sikre at alle sygehusene også i yderamterne, får det antal turnus læger de skal bruge??
[/quote]
Jeg mener, at der skal være helt fri søgning - dette betyder så, at andre kriterier såsom forskningsaktivitet eller karakterer kommer til at spille en betydelig større rolle end nu. Nej, karakterer siger ikke noget om, hvem der bliver gode læger, men en eller anden parameter skal sygehusene vel gå efter, og det er da mere fair end en lodtrækning. Her ville folk også have indflydelse, da man bare kan tage sig sammen under studiet for at få lov at blive.
Personligt var jeg villig til at tage et yderamt i turnus (det behøver jeg dog ikke takket være en særdeles god lodtrækning), da mine karakterer ikke rakte til Århus eller Kbh. for at få min turnus NU i stedet for at skulle vente flere år på det. Derfor skal yderamterne også nok blive dækket, da turnus skal være færdiggjort inden 5 år efter kandidatgrad.
Jeg er egentlig enig i at dette ville være en super måde. Det kunne drive mig til at være “endnu” mere flittig med læsningen og få lavet noget mere forskning under studiet.
Dog skulle man lige indfører karakterer på SDU først, og da vi jo kører med skriftlige prøver ville der nok ikke gå lang tid inden nogen mener, at karakterene ikke kan sammenlignes!
Til alle dem med børn kan jeg dog ikke se hvordan denne løsning skulle være en fordel. Har I tid til at læse endnu mere og forske under studiet? Risikerer man ikke bare at de københavnske børnefamilier netop må til provinsen ? Uhensigtsmæssigt.
Det er let at drømme om alternativer men svært at overskue konsekvenserne.
Dr.Evil; jeg forstår ikke, hvad du mener - måske det rent faktisk er dig, der vælger at forstå det, jeg skriver, som du har lyst og ikke omvendt…
Jeg forstår ikke, hvad du mener med, at jeg har sat mig i en dårlig situation (jeg sidder sgu fint hvor jeg gør), og jeg har ingen frustrationer, jeg skal af med - jeg har trods alt endnu ikke trukket noget dårligt nr. og skal sandsynligvis heller ikke trække nr. før ordningen er ændret. I det hele taget har jeg forsøgt kun at skrive rene facts for at holde debatten saglig. (Hvis dette er mislykkedes så beklager jeg).
Jeg forstår dog heller ikke, hvorfor du kommenterer at forældre skulle kræve særlige hensyn - selv mener jeg netop, alle bør have (nogenlunde) lige muligheder (hvilket bare ikke er tilfældet i dag).
Jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke kan ændre på ordningen, selvom man ikke nødvendigvis kan ændre antallet af dårlige numre. Sidstnævnte er jo svært, da yderområderne skal dækkes (selvom det da ville være rart at finde en løsning på det), men hvorfor skal det dog være udelukket at ændre noget af ordningen således, at man i det mindste gør de samlede gener mindst mulige (det er vel i bund og grund det der danner grundlag for et demokrati; altså hvor man dels tager hensyn til flertallet og samtidig tager hensyn til mindretallet i stedet for bare at sige “nå, det var synd for dig”). Men som jeg tidligere har nævnt, er jeg heller ikke imod en ordning med fri søgning.
Og hvem har i øvrigt sagt noget om, at det ikke må kræve ofre at blive læge - gør det ikke det i forvejen??
Jeg mener bare ikke, at man direkte skal straffe folk, for deres valg - hvis man altså vil bruge ordet ‘valg’ om at stifte familie - for mig at se, kommer sådan noget helt naturligt i løbet af ens liv - hos nogen før turnus og hos andre efter turnus. (Har man overhovedet et valg om at stifte familie efter turnus, hvis man til den tid er blevet så gammel, at fertiliteten svigter… :roll: )
“At stifte familie, købe hus og danne en uflyttelig base inden turnus er et meget stort sats, og det er altså ikke altid, at den slags går godt. Men det er da et komplet frit valg, det er foretaget, og de eventuelle konsekvenser af det, bør ikke komme som en overraskelse”
Alt det mener jeg sgu, er en gang lort at skrive. Som om det er helt fint at forvente af de studerende, at de planlægger hele deres familieliv efter 18 mdr turnus (som endda kun måske ligger et uheldigt sted). Det er sgu da ikke russisk roulette vi spiller. Modsat dig, synes jeg i hvert fald ikke, at det er ok, at det ligefrem skal være et stort sats at stifte familie.
Og så forstår jeg ikke, hvorfor det her pludselig er blevet til en personlig hetz. Men der er vist i det hele taget mange ting, jeg ikke forstår. I bund og grund er det jo et helt under, at jeg overhovedet er kommet ind på medicinstudiet så ubegavet, som jeg må være :blink1:
Men jeg savner faktisk nogle gode argumenter for at bevare ordningen, som den er. Det lyder som om, at ikke alle synes, den bør ændres. Det ville være fedt også at høre lidt argumenter fra den anden fløj