Hjerneforsker, Studietvivl - Hjælp

Hej alle her på studmed. Som overskriften antyder, så står jeg i øjeblikket i en situation hvor jeg er meget i tvivl om jeg har valgt det rigtige studie. Jeg vil først lige fortæller lidt om mig selv og min situation, og håber på at i vil læse det og komme med input, enhver form for info, erfaring eller tips er velkommen!

Jeg studerer i øjeblikket psykologi på SDU i Odense, og starter efter sommerferien på 3 år af bacheloren. Jeg har fra starten været en smule i tvivl om jeg ville læse medicin eller psykologi, men endte med at beslutte mig for psykologi, simpelthen fordi at jeg synes at psyke, tankeprocesser og adfærd var enormt spændende. Jeg har lige fra starten haft en interesse for hjernen, og særligt hjerne-adfærd sammenhængen, og når jeg havde medicin i tankerne, var det også særligt med henblik på neurologi og psykiatri.

Jeg har indtil nu været glad for mit studie og synes at fagene vi har haft har været spændende, men særligt biologisk psykologi og kognitiv psykologi har jeg fundet interesse i, hvilket jo ikke er så underligt når man tænker på min interesse for det neurovidenskabelige.

Og så kommer vi til problemet: Jeg har fundet ud af at jeg nok meget gerne vil skrive en Ph.D. og forske i neurovidenskab, og har derfor snakket flere som var færdiguddannede, som rådede mig til, at såfremt jeg allerede nu ved at jeg vil i den retning og være hjerneforsker, at skifte til medicin.

Årsagen var flere:

  1. Det skulle være langt nemmere at komme til at tage en Ph.D. som læge (Vedkommende sagde ordet til mig: de bliver nærmest kastet efter medicinere, og der er nærmest på forhånd afsat penge til det.) Derfor ville mine muligheder for at forske være bedre.
  2. Man får flere praktiske laboratorie færdigheder som man kan drage nytte af som forsker efterfølgende, som man ikke har mulighed for som uddannet psykolog.
  3. Man lærer mere om de øvrige dele af kroppen, om medicin og om påvirkningerne af disse på adfærd og hjernen.

Jeg er meget interesseret i at høre jeres meninger herinde, i har jo indgående kendskab til medicinstudiet og mulighederne efterfølgende. Hvad er jeres oplevelse af denne problemstilling?
Gør jeg klogest i at skifte til medicin, hvis jeg ønsker at blive hjerneforsker? Særligt områderne kognitiv og affektiv neurovidenskab har min interesse. Præ-klinisk neuroforskning med dyremodeller synes jeg er meget interessant.

Håber ikke denne mur af tekst skræmmer jer væk :slight_smile:

Ingen der ved noget? :frowning:

Det er et godt, men rigtig svært spørgsmål.
Det bedste ville nok være at finde en som har læst både psykologi og medicin, og som vil kunne give dig et overblik over de største forskelle.

Det er sandt at det er nemt at komme til ph.d. stillinger som cand.med. (i hvert fald i forhold til inden for andre fag), og der er rig mulighed for forskning, både under studiet, men også efter studiet (og ikke kun som ph.d.).
Nu er jeg lige begyndt på kandidaten, så jeg kan kun udtale mig om bacheloren på medicin, men adfærdspsykologi og kognitiv psykologi er der i hvert fald ikke noget af på bacheloren. Det er MEGET basal naturvidenskab/biologi/biokemi og anatomi. Og det kan være rigtig tungt - meget udenadslære. Selv når du har neurologi på bacheloren (som af mange anses som noget af det mere interessante) er der ikke ret meget spændende over det, det handler udelukkende om at memorisere massevis af nervebaner og anatomiske feinschmecker-detaljer.

I løbet af studiet har du ikke nogle laboratorier-timer eller øvelser, og får derfor ikke mere øvelse i det end en psykologistuderende. En del lærer det dog hurtigt når de begynder at forske.

I psykiatrien vil du nok kunne komme til at arbejde med lidt flere af de ting som interesserer dig, men jeg synes det er vigtigt at afklare med dig selv om det er 6 lange års studier værd.

Hvis du virkelig brænder for at forske for et område inden for psykologien, så er jeg sikker på at den bedste ide er at blive på dit studie, og så skal du nok få mulighed for det hvis du giver den en skalle. Det ville i hvert fald være en kæmpe omvej at skifte til medicin udelukkende pga. forskningsmulighederne.
Hvis du er tilfreds med psykologi, ville jeg ikke skifte til medicin. Men hvis du måske går og overvejer om medicin er det rigtige for dig, så ville jeg ikke udelukke at du vil kunne blive hel vildt glad for det.
Jeg var i min tid helt sikker på at jeg skulle være ingeniør, men af en eller anden årsag tænkte jeg at jeg bare for sjov kunne søge kvote 2 på medicin (jeg regnede ikke med at blive optaget, da chancerne er rimelig små), men tænkte at jeg lige så godt kunne gøre det - så ville jeg i hvert fald ikke gå rundt resten af mit liv og overveje om jeg kunne blive læge. Af en eller anden sindsyg årsag endte jeg med at blive optaget på medicin, og var meget i tvivl selv da jeg begyndte, om det nu også var det rigtige. Men jeg er blevet SÅ glad for det, og ønsker mig i dag ingen andre steder hen.

Jeg kan ikke svare på alle dine spørgsmål, men en af mine bedste anbefalinger ville være at skrive til psykiatrisk/neurologisk afdeling i nærheden af dig og spørge om du måtte følge en læge i nogle dage/en uge - det er en rigtig god måde at få et indblik i hvad du kunne ende med at lave som uddannet læge.

[quote=“Dr.G” post=86043]Hej alle her på studmed. Som overskriften antyder, så står jeg i øjeblikket i en situation hvor jeg er meget i tvivl om jeg har valgt det rigtige studie. Jeg vil først lige fortæller lidt om mig selv og min situation, og håber på at i vil læse det og komme med input, enhver form for info, erfaring eller tips er velkommen!

Jeg studerer i øjeblikket psykologi på SDU i Odense, og starter efter sommerferien på 3 år af bacheloren. Jeg har fra starten været en smule i tvivl om jeg ville læse medicin eller psykologi, men endte med at beslutte mig for psykologi, simpelthen fordi at jeg synes at psyke, tankeprocesser og adfærd var enormt spændende. Jeg har lige fra starten haft en interesse for hjernen, og særligt hjerne-adfærd sammenhængen, og når jeg havde medicin i tankerne, var det også særligt med henblik på neurologi og psykiatri.

Jeg har indtil nu været glad for mit studie og synes at fagene vi har haft har været spændende, men særligt biologisk psykologi og kognitiv psykologi har jeg fundet interesse i, hvilket jo ikke er så underligt når man tænker på min interesse for det neurovidenskabelige.[/quote]

Lad mig starte med at sige at der er forsvindene lidt psykiatri på lægeuddannelsen, og endnu mindre “neuroscience”, i de 6 år jeg har læst til læge mener jeg vi havde omkring 2 måneders psykiatri, og de 2 måneder var meget utilfredstillende.

Medicin studiet havde meget lidt fokus på psykiatri, og meget lidt fokus på hjerneforskning, konkret henviser jeg til 2 måneder ud af 6 år. Resten af dagene kan du regne med at slæbe afsted med knoglefrakturer, diabetes, underlivsblødninger, kræft og andre emner, som for os der er interessede i neuroscience, er utroligt kedelige.

Der er en hel del neurologi men det handler meget om anatomisk terpning af hvordan nervebaner forløber, følelsessansen, smertesansen. Det er neurologi som ruster en til at håndtere sygdomme på en neurologisk afdeling, ikke at blive hjerneforsker / neuroscience.

Jeg er selv interesseret i at forske i hjernen og har fået at vide af en forskningsleder at jeg er oppe imod “forsknings rettede uddannelser” der allerede er oplært i statistik og oplært i forskningsorienterede håndgreb. Jeg ved ikke specifikt hvilke uddannelser disse er, men der er flere uddannelser som har et fokus på forskning og giver meget mere med i baggagen til en forskningsstilling i fx. hjerneforskning.

Jeg synes det er noget vrøvl at sige at man skal skifte til medicin hvis man vil være stor indenfor neurovidenskab. Jeg tror hvis man kigger på langt de fleste af de store forskere indenfor neuroscience i USA så har de en række andre uddannelser end medicin.

[quote=“Dr.G” post=86043]Jeg er meget interesseret i at høre jeres meninger herinde, i har jo indgående kendskab til medicinstudiet og mulighederne efterfølgende. Hvad er jeres oplevelse af denne problemstilling?
Gør jeg klogest i at skifte til medicin, hvis jeg ønsker at blive hjerneforsker? Særligt områderne kognitiv og affektiv neurovidenskab har min interesse. Præ-klinisk neuroforskning med dyremodeller synes jeg er meget interessant.

Håber ikke denne mur af tekst skræmmer jer væk :)[/quote]

Jeg elsker også områderne kognitiv og affektiv neurovidenskab, og jeg mindes ikke i mine 6 år på medicinstudet at få stillet tørsten efter at høre om disse emner, jeg tror faktisk ikke jeg husker en eneste time på 6 år der handlede om disse emner. Søg på studieordninger medicin kandidat / medicin bachelor, så kan du helt konkret se hvad for nogle emner du har i sigte på 6 år. Det handler om at uddanne en bredt funderet almen læge på medicin studiet, fremfor en hjerneforsker, jeg tror ærligt talt der er få ting der ligger dem der planlægger studieordninger længere væk end “neuroscience”.

Når det så er sagt så er jeg helt vild med neurovidenskab/neuroscience og jeg har læst de 6 år på medicinstudiet. Jeg synes min situation er ganske god fordi jeg har mulighederne for at få en masse arbejde imens jeg udforsker mine muligheder for at komme igang med forskning indenfor hjerneforskning. Jeg har allerede fået tilbudt en stilling ved en forskningsenhed, har sendt 3 ansøgninger. så 1/3 succesrate må anses for at være god.

Jeg føler det største tab ved 6 år på medicinstudiet er at det er at skrive under på en kontrakt om at være universitetet og deres kontorpavers undersåt i de 6 bedste år af mit liv. Set fra et biologisk synspunkt mener jeg at hjernen peaker der i 20’erne, og de 20’ere har jeg brugt på 6 års udenadslære som egentligt ikke har brugt min interesse, kreativitet eller drivkraft til noget synderligt.

Man opfinder ikke noget interessant på de 6 år, man tilføjer ikke noget til vidensmængden. Man læser blot det ene efter det andet kapitel og kommer op i eksamen i det.

Så hvis du har et ønske om at bidrage til hjerneforskningen og gøre det indenfor en overskuelig fremtid, så ville jeg nok anbefale en anden uddannelse der sætter mere fokus på forskning, og med andre studerende der har haft succes indenfor neurovidenskab.