Hej fellow studmed’er, kommende studmed’er eller færdiguddannede læger.
Jeg er optaget på medicinstudiet med en standbyplads i Aalborg til sommer. Jeg har også været til optagelsesprøve i Aarhus i år i håb om at blive optaget i min hjemby.
Jeg glæder mig helt vildt til at begynde at studere medicin. Jeg er født med bilateral hoftedysplasi og er blevet opereret flere gange, men desværre uden den ønskede effekt på smerterne. Jeg har stærke smerter dagligt og har nedsat funktionsniveau, men vil ikke lade det bremse min drøm om at blive læge.
Jeg får desværre ofte spørgsmålet af både venner, familie og fagpersoner, om hvordan jeg vil klare studiet og fremtiden som læge med de vilkår, jeg har. Det er nok ment kærligt, men det er ret demotiverende, når det eneste, jeg vil, er at læse medicin, og ikke kan forestille mig andet end at være læge
Derfor ville det være rart at høre fra personer, som ved, hvordan det er at læse medicin og forhåbentlig blive beroliget med, at det sagtens kan lykkes med den rette planlægning og de rette prioriteringer under studietiden og bagefter som færdiguddannet læge. Mit svar til dem, som tvivler, plejer at være noget i retning af, at “der findes mange måder at være læge på, og der er sikkert en retning, der passer til min situation.” og “der må være andre i samme situation, som har taget en lang videregående uddannelse som fx medicin og har klaret det, så det må kunne lade sig gøre.”
Når jeg kommer så langt som til at vælge speciallægeuddannelse, skal jeg nok også tænke mig grundigt om og ikke vælge et speciale, der stiller for mange fysiske krav.
Jeg håber, at der er nogen, der har nogle opmuntrende inputs, erfaringer, tips eller gode råd.
På forhånd tak og held og lykke til alle, der har søgt om optagelse i år