Fremtiden som læge

Jeg synes, det er o.k. at kalde det for en lort.
For sådan føles det jo ofte. Det er jo ikke et udtryk for en devaluering af det menneske, som bærer sygdommen.
Det er bare lidt barsk lægejargon, som hjælper lidt til at distancere sig fra den risiko for at lave fejl og den menneskelige lidelse, som læger skal opleve med en faktor uendelig i forhold til f.eks. at være blomsterbinder :lol: eller bogholder :smiley:

Selv om det ikke lyder så pænt og min søndagsskolelærerinde nok ville blive grumt skuffet, hvis hun hørte det, så finder jeg det også brugbart at komme med nogle eder og forbandelser.

På en eller anden måde er der en styrke i at sige “for heldvede”, “for satan” osv…

Og hvad pokker - man må jo bruge de overlevelsesmekanismer, man kan finde.

Jeg tror nok, at jeg er en temmelig neurotisk lægetype, så jeg bliver ikke sur over at blive vækket - jeg bliver mere sur over ikke at blive det.
Jeg synes - sgu - det er et tung ansvar. Men den med fugtighedscremen - var det mon et scoretrick for at komme i kontakt? Ellers er den lidt svær at forstå.

Med hensyn til det neurotiske, så kan jeg dog mærke voldsom fremskridt, hvis jeg selv må sige det.
Jeg tænker ikke længere hele tiden på ansvaret og om jeg nu har overset dit og overset dat.
Jeg har lidt fundet en ro med at nu gør jeg det så godt jeg kan mens jeg er på arbejde - og så nyder jeg det i fulde drag, når jeg har fri.

Og så har jeg fundet ud af, at der kan være helt ufattelig stor forskel på de problemer, man får afhængig af det sted, man arbejder.
Jeg var ellers begyndt at storhade sygeplejersker, fordi jeg nogle af dem var så stride - især overfor kvindelige læger.

Nu har jeg oplevet, at sygeplejerskerne har forsvaret mig!!! - overfor en bagvagt, hvor det viste sig, at jeg HAVDE gjort det rigtige - men jeg fandt ikke rigtig argumenterne selv - og så gik de ind og sagde: hun har altså gjort det rigtige og hvis det ikke bliver anerkendt, vil vi ikke arbejde her mere…
wow - så har man oplevet det med…

Til gengæld er jeg endnu ikke sluppet af med dårlige bagvagtsoplevelser.
Det er igen det sædvanlige 8 ud af 10 bagvagter er venlige - nogle endda
elskværdige - og så er der en enkelt bagvagt, som RÅBER, hvis hun bliver ringet op, og hun ikke synes, det er alvorligt nok - ja nærmest lige meget hvad: “hvad fanden er det for noget at ringe med. Nu ligger jeg på!!!”

Det værste er, at hun også er sådan overfor patienterne…
Sådan vil jeg aldrig,aldrig, aldrig udvikle mig - så hellere blive tarmrenser.
Sygepl. ved det også godt. En dag havde jeg ringet til hende bagvagten -
og måske så jeg ikke så glad ud i ansigtet. Så sagde sygpl:“Hende der “Andersine Andersen” (opdigtet navn :wink: ) - hun GIDER IKKE - VEL?”
Selv om det ikke var så kollegialt, så måtte jeg give hende lidt ret…
Nej hun gad ikke, hun var skideligeglad…
Hvordan ender man sådan som bagvagt?
Undskyld hvis det er at tage et tidligere emne op et upassende sted?