Hej tak for dit svar, var lidt usikker på om nogen ville svare 
Jeg kan helt bestemt se hvor du kommer fra. Alligevel stiller jeg stadig spørgsmålstegn på mange ting også noget du siger. Nu siger du f.eks. selv at du er ældre, hvilket for mig bare er et plus, da du ligesom frigøres om tvivlen om at spilde hele sin “ungdom” og fritid på et studiet, som ikke kun tager 6-7 år på universitetet, men yderligere 5-6 år.
Dette er bare et spørgsmål, men hvordan kan det ikke være demotiverende på en eller anden måde. Selv jeg, som brænder for hjælpe andre og elsker fagene og jeg er det … tjaa lidt spild af tid i mine øjne for at sige det direkte. Forstå mig korrekt, jeg synes bare at der er mange andre måder at komme tæt på mennesker både i indland, men også i udlandet gennem diverse organisationer. Denne person forklare lidt hvad det er jeg mener:
Jeg tror corona bare har fået mig til at indse, at livet er så meget andet end at bruge 7 år på universitetet for så at bruge 6 år på a videreuddanne dig i et blot ét område ( som man måske ikke engang ønskede). Lægen har også et kæmpe ansvar lige gyldig hvilken situation og jeg hader hvordan samfundet lægger op til, at hvis man er læge så ved man alt, og man må helst ikke lave fejl …
Corona har også fået mig til at indse, at min familie og venner + min egen fritid er også noget jeg virkelig vægter højt. Det har virkelig taget mig lang tid for at indse, at jeg måske ikke vælger medicin alligevel … selvom det har været “drømmen” siden jeg var helt lille. Og jeg skriver “drømmen” fordi medicin studiet er i høj grad glorificeret på alle fronter. Studiet anses som være prestigefyldt, unik og speciel fremfor andre, arbejdet efter er også glorificeret…
Du skriver f.eks. :" **
Lægelivet kan, hvis man bare læser om det, virke meget fastlåst og rigidt. Men hvis man leder efter, eller støder på, mennesker der har grebet det anderledes an end gennemsnittet, finder man ud af at der er nærmest uendelige måder at bedrive lægegerning på
Hvordan? På hvilken måde? Af hvad jeg har læst herinde i plus andre medicingrupper, at studiet er delvis hårdt. Arbejdet efter indeholder både dag/aften/natte arbejde og man skal i høj grad være omstillingsklar, hvis du ender med at blive speciallæge. Weekenderne tror jeg er det største minus for mig også …
Jeg tror oprindeligt at jeg går i gennem en quarter life crisis, da jeg igen har altid troet at jeg skulle blive læge.
Jeg kan bare ikke forstå mening i, at læse medicin 7 år på universitet bare for at sigte efter et speciale hvor man kommer til at arbejde mindst og have mest fritid? hvis man har denne tankegang, tænker jeg selv at man måske slet ikke skal blive læge. En læge ofre nemlig sin fritid, for at være klar til at hjælpe andre i mine øjne. Og hvis man gerne vil være forsker pga. man ikke gider at have skæve arbejdstider, kan man ligeså godt læse molbo. i stedet for medicin. Når det er sagt, overvejer jeg stadig medicin, men min overvejelse har helt klart taget en drejning.
Grunden til jeg nævnte løn f.eks. var hellere ikke fordi at jeg som sådan mener, at det er er livsnødvendigt. Men blot at det burde at afspejle lægens arbejde og tænke på hvor meget en læge har ofret… Altså at en person der f.eks. fravælge at læse medicin, måske læser til ingeniør eller tandlæge og tjener først mere end lægen ( de første par år) og derefter, næsten ligeså meget. På trods af de arbejder langt mindre, har fri i weekenderne og har ikke en arbejdsuge der siger 45+ timer (lægerne arbejder faktisk mere end)
og til @Stud.Med_Cs tak for svar også.
jamen hvis jeg allerede nu ved lidt, at jeg ikke vil arbejde på skæve tidspunkter, hader ideen om at jeg ikke har min egen frihed, yderligere skal videre uddannet i et område jeg oprindelig ikke havde tænkt mig, f.eks. bare nøjes med at blive almen praksis fordi det kun lige der at arbejdstiden er “god” - selv her skal man arbejde i weekend/aften og nat… Skal jeg så alligevel søge ind? Derudover er jeg meget bange for at jeg kommer til at sidde fast i medicinstudiet i frygt om at blive set som en dropout + at jeg kommer til at overbevise mig selv, at det er det værd? Men jeg vil helt klart stadig overveje det.
Beklager hvis mine svar lyder lidt trættende, men er i gang med at vurdere hvad jeg vil lave resten af mit liv med realistiske briller.
Jeg henviser også til denne tråd: Arbejdstid som praktiserende læge - #4 af tray - Candmed debat - Studmed.dk