Fortudt studievalg, arbejdet som læge, var det, det værd?

Jeg er ny her i gruppen og har brugt lidt tid på at snuse rundt herinde for at høre om livet som stud.med. og cand.med. Beklager på forhånd for dette lange indlæg og jeg håber at der nogen der har lyst til at læse det.
(sidenote: jeg vil lige tilføje at jeg kender personligt ingen læger og derfor har jeg fået al min viden gennem internettet, bare for heads up).

Jeg vil først starte ud med at sige, at jeg synes medicin studiet lyder meget interessant. Jeg har undersøgt bacheloren og synes at alle fag lyder spænende. Jeg har selv læst kemi A og biologi A og jeg glæder mig nærmest til at starte på studiet og have de tunge naturvidenskabelige fag på bacheloren og kandidaten hvor man så kan bruge den vide man lært. Derfor er det at jeg i høj grad ved, at studiet er helt for mig. På forhånd ved jeg allerede at der nogen der måske vil kommentere, at jeg ikke skal tænke på fremtiden så meget da jeg er ung, men jeg synes stadigvæk at uddannelses valg er super vigtigt, samtidige med hvad det ender som efter endt uddannelse, da man selvfølgelig kommer til arbejde mere end man studere.

For mig er det lidt en anden historie når det gælder arbejdet efter studiet på medicin. Ideen om at være kliniker lyder ganske fin og hvis jeg har forstået korrekt er det denne retning de fleste går. Men jeg synes bare at det også lyder lidt sådan meeh. Og grunden jeg gør dette, det vil jeg gerne forklare.
Jeg søger måske i år ind på medicin fordi jeg gerne vil gøre en forskel og hjælpe andre, men føler også der også er mange andre uddannelser der kan gøre dette. Vejen til at blive speciallæge lyder også meget kringlet og det er også noget jeg gerne vil komme ind på. Jeg kan se at jeg ikke er den eneste der har overvejelse når det gælder dette fordi når jeg f.eks. går under cand.med. trådene kan jeg se, at størstedelen af de spørgsmål der stilles handler om:
“Løn som KBU læge”
“Løn som indsæt speciallæge
“Hvilket speciale skal jeg vælge hvis jeg vil arbejde x-antal timer”
“Fungere lægelivet sammen med familielivet”
også selvfølgelig også en hel masse andre interessante tråde, udover dette…

To af mine største ting der gør at jeg overvejer at søge en anden vej er:

At jeg kommer til at læse 6-7,5 år på universitet. Dette er ikke et problem for mig, da jeg kommer til at lære en hel masse spænende ting omkring kroppen og den del glæder jeg mig til. Men at jeg så skal hav 1 år til + 5-6 (lad os + med yderligere 1-2 år til dem holder pause f.eks.). Gennemsnitlige alderen på studiestarten er omkring de 21-22 år. Hvis jeg sætter disse tal sammen man være færdiguddannet som speciallæge i alder som 33-37 år (hvis ikke senere). Så det er mere efter uddannelse, jeg synes er lidt stramt.

Det er ingen hemmelighed at lægelønnen er ringe når man er nyuddannet. Dog har jeg forstået at den stiger med tiden - men at det er godt efter 10 år som at den først begynder at være der man tjener kassen! For mit vedkommende vil jeg være i 40’erne, hvis jeg overhovedet når til det tidspunkt…
og jeg ved godt at man ikke skal sammenligne, men på det tidspunkt har min omgangskreds allerede arbejdet i lang tid, fået børn, købt hus osv…

Men hvis jeg har forstået korrekt, så er det man under KBU + under intro og hvis man få sit ønskede hoved stilling har man virkelig skæve arbejdstider og tunge vagter. Hvis man ikke får den hovedstilling man gerne vil have, så ender det vil med at man vælger et speciale man reelt ikke ønskede? Jeg vil lige sige respekt til alle dem der læser medicin eller færdiguddannet læger at min respekt for jer er STEGET MEGET efter jeg har læst vejen til at blive læge.

Nu er jeg selv en kvinde og ønsker en gang i fremtiden at have børn og familie. Familie vil altid være en prioritet der ligger højere end mit arbejde eller studie og jeg ønsker gerne et liv, hvor jeg også har fritid. For mig er arbejde og studiet ikke er hele mit liv og hvis det nu er det bliver medicin jeg kommer til at læse, vil jeg også lave en hel masse andet ved siden af studiet som ikke er medicin relateret. Men efter at have indlæst en masse tråde som ligner denne har jeg hørt at man bliver nødt til “at være gift med dit studiet/arbejde”, men jeg ønsker ikke at miste “mig selv” og jeg vil gerne leve et normalt liv. Jeg vil virkelig ikke være en af dem, hvor deres liv 24/7 kun handler om noget der er medicinrelateret…

Jeg ønsker så derfor at høre, om jeg måske skal vælge et andet studie
i stedet for? Jeg ved ikke om jeg selv svarer på dette mens jeg skriver det, men jeg synes lægelivet (i hvert fald i starten) lyder meget ensomt og hvis jeg henviser korrekt til statistikkerne, så har studiet faktisk også har en høj selvmodsrate…
Jeg har selv set serien på DR1 omkring “jeg skuffer mine patienter…” kan ikke huske overskriften præcist , men den serie var ligesom hvad der startede mine tanker …
Generelt kan jeg ikke forstå at vilkårene, f.eks. lønnen de første par år ikke er højere da man som studerende og læge har ofret største delen af sin ungdom og fritid på at blive læge. Ja jeg er sikker på at man sammen med andre medicinstuderende kommer i gennem det, men alligevel synes jeg at det er ærgerligt at man kun omgives med andre som en. Hvis ens vennekreds og familie kun kommer lægemiljøet, føler jeg at det hurtigt kan blive drænende… Ved ikke om jeg overdriver, hvad synes i andre?

På trods af dette tror jeg alligevel, at det bliver de bedste år i mit liv at læse på universitetet fordi jeg er så interesseret i de fag man har både under bacheloren og kandidaten. Men det nytter ikke kun at kigge på uddannelsen, da det er jobbet i sidste ende at det du kommer til at arbejde som.
Jeg har læst og undersøgt medicin studiet i andre lande (USA) og der kan jeg har jeg læst frem til at mange har samme overvejelser som jeg har. Mit største grund til jeg søger ind på medicinstudiet er at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel, men jeg føler at det kan jeg gøre på så mange andre måder og det behøver ikke at være i gennem et studie.

Lige et skift til noget helt andet, så er det at, af hvad jeg kan høre fra de fleste herinde ud fra de opslag jeg har læst, vil de fleste vil tage specialet almen medicin fordi at arbejdstiden ligger 8-16 agtigt og derfor har man mere fritid? Men er dette en fast arbejdstid eller er der ikke et krav på at man som læge skal arbejde x antal timer? Jeg har nemlig læst lidt frem til herinde, at hvis man f.eks. læser almen medicin og ender at arbejde i de private, at man så alligevel har krav på tage ekstra vagter i hospitalet? Altså man alligevel kan ende med arbejde på skæve tidspunkter og i weekender?

Jeg har et par andre studier i tankerne som arbejdsmæssigt og med fin løn der passer til mig - og som også er med til at gøre en forskel. Jeg vil bare høre fra andre som er færdig med studiet, som havde samme tanker som jeg og nu fortryder det? Jeg har ikke helt fundet nogle nye indlæg omkring dette i den seneste tid, men et par gamle fra 09’ agtigt og håber det er okay jeg laver endnu et indlæg. Jeg vil bare høre om der er nogen der har haft de samme overvejelser som jeg har… Jeg føler bare at der er mange andre måder hjælpe mennesker og gøre en forskel gennem forskellige organisationer, frivilligt arbejde osv. osv…

Skal jeg vælge en anden uddannelse?

(jeg håber det er okay jeg poster dette her, eftersom jeg allerede har gjort det på cand.med. siden, men ønsker også at høre fra folk der stadig er studerende…)

1 Synes om

Jeg vil lige yderligere tilføje billeder som reference:

Jeg er ikke den bedste til at sammenligne og bruge tabeller, men her er der uddannelser som tager væsentlig kortere tid og har en løn der næsten ligner lægens løn. Selvfølgelig det ikke helt tæt på, men man skal også tænke at de ikke arbejder så meget som den gennemsnitlige læge og har ofte fri i weekenderne og aften!:



Jeg ved godt at jer der læse dette, kommer til at tro at jeg går 100% kun op i penge, men det gør jeg faktisk ikke. Omvendt vil jeg hellere end gerne læse medicin på uni, men det er bare de ekstra år efter studiet der virker negativt for mig. Jeg kan bare ikke forstille mig selv som 28-29 årige og stadig under uddannelse og ikke 100% færdig med skole helt, fordi jeg nu skal specialisere mig…

Det her er bare et par eksempler og en ting der går igen på disse uddannelser er ja, at de ikke har den patient kontakt som man får som læge - udover tandlæge. Men hvis man alligevel ikke vægter det her højt skal jeg så gå en anden vej, selvom at jeg ved at jeg kommer til at elske medicinstudiet på uni?

Jeg vil lige starte med at sige at jeg kun går på 2. semester, så jeg er ikke i nærheden af at være læge endnu. Men måske du kan bruge mit input til noget, og hvis ikke så går det nok.

Jeg har også som dig tænkt meget, hårdt og længe over om det kunne “svare” sig for mig at læse medicin. Jeg fyldte 34 inden jeg startede, og havde inden da læst fysioterapi og derefter idræt, for kun at finde ud af at jeg blev nødt til at prøve medicin af. Jeg havde mange bekymringer om, hvorvidt studiet ville passe til min personlighedstype, ville jeg kunne finde det rette speciale? Hvilke arbejdstider havde hvilke stillinger, og hvor kunne jeg passe ind henne. Det var lige før at jeg fravalgte studiet helt på grund af disse bekymringer, men i sidste ende fik jeg vendt det hele om. Jeg skal ikke konformere mig de faste rammer hvis ikke jeg synes om dem - jeg skal skabe rammer der passer til mig. Jeg ved godt det lyder som noget pseudo-filosofi crap, man kan se gengivet på tvivlsomme instagram-opslag, men der er noget om det. Lægelivet kan, hvis man bare læser om det, virke meget fastlåst og rigidt. Men hvis man leder efter, eller støder på, mennesker der har grebet det anderledes an end gennemsnittet, finder man ud af at der er nærmest uendelige måder at bedrive lægegerning på.

Måske hænger det sammen med at jeg er lidt ældre end den gennemsnitlige medicinstuderende og har prøvet verden mere af, og dermed fundet ud af hvad jeg vil, og ikke vil, bruge resten af min tid på den her planet på.

For eksempel har jeg fundet ud af, at uanset om min månedsløn har været 20000/md eller 60000/md, så har jeg haft ligeså mange penge til overs i slutningen af en måned. Jeg siger ikke at alle har det sådan, men for mig har det gjort mig fri af at skulle have en bestemt indtægt - bare fordi. Penge er et middel til et mål, og hvis målene er store, så finder man måder at maksimere midlerne på. Det kunne for eksempel være lysten til flere midler der drev dig til at finde på en genial biotek-startup der blev et guldæg.
Pointen jeg, lidt klodset, prøver at få igennem er, at man også hurtigt kan blive “lullet i søvn” ved blot at følge den slagne vej igennem medicinstudiet. Måske overvejer man ikke engang muligheder der ligger udenfor, fordi vejen er så klart banet for en.

Jeg lavede en aftale med mig selv inden jeg startede om, at holde ALLE muligheder åbne indtil jeg faktisk SKAL tage en beslutning. Jeg er ret overbevist om at nuklearmedicin ikke er noget for mig - men det vil være åndsvagt at udelukke det kategorisk. Måske er der elementer ved specialet der passe perfekt til mig, og som inspirerer mig til at nytænke og innovere på området. Måske skal jeg slet ikke special-uddannes hvis ikke der nogle af specialerne jeg kan se mig i. Måske skal jeg være en drivkraft i at få skabt et speciale som ingen har tænkt på,mangler endnu.

Hvis du tør at frigøre dig selv af alt det andre har gjort, og råder dig til at gøre (også mine “råd”), så kan du mærke om uddannelsen er noget du har lyst til at fungere for dig. Det er i virkeligheden det eneste du har brug for at vide - du skal nok få skabt dig plads i lægeverdenen - hvis du kræver den.

1 Synes om

Jeg er selv stud.med på KU og har nok et “råd”.
Du kunne evt. søge ind på medicin og prøve det af. Tro mig…efter et år ved du om der er noget for dig eller om du vil skifte. Er medicin ikke noget for dig kan du skifte til et andet studie. Det er der ingen skam i.

Du kan nemlig i løbet af det første år blive sygeplejevikar på forskellige hospitaler via FADL. gennem det vil du have en god indsigt i om lægelivet er noget for dig ved at observerer lægernes arbejde når du er på arbejde. Så kan man altid aftale med en almen praksis om man må skygge deres arbejde for en dag eller noget.

Er medicin så ikke noget for dig kan du altid vælge den anden uddannelse efter du har prøvet det af.

Hej tak for dit svar, var lidt usikker på om nogen ville svare :slight_smile:

Jeg kan helt bestemt se hvor du kommer fra. Alligevel stiller jeg stadig spørgsmålstegn på mange ting også noget du siger. Nu siger du f.eks. selv at du er ældre, hvilket for mig bare er et plus, da du ligesom frigøres om tvivlen om at spilde hele sin “ungdom” og fritid på et studiet, som ikke kun tager 6-7 år på universitetet, men yderligere 5-6 år.
Dette er bare et spørgsmål, men hvordan kan det ikke være demotiverende på en eller anden måde. Selv jeg, som brænder for hjælpe andre og elsker fagene og jeg er det … tjaa lidt spild af tid i mine øjne for at sige det direkte. Forstå mig korrekt, jeg synes bare at der er mange andre måder at komme tæt på mennesker både i indland, men også i udlandet gennem diverse organisationer. Denne person forklare lidt hvad det er jeg mener:


Jeg tror corona bare har fået mig til at indse, at livet er så meget andet end at bruge 7 år på universitetet for så at bruge 6 år på a videreuddanne dig i et blot ét område ( som man måske ikke engang ønskede). Lægen har også et kæmpe ansvar lige gyldig hvilken situation og jeg hader hvordan samfundet lægger op til, at hvis man er læge så ved man alt, og man må helst ikke lave fejl …
Corona har også fået mig til at indse, at min familie og venner + min egen fritid er også noget jeg virkelig vægter højt. Det har virkelig taget mig lang tid for at indse, at jeg måske ikke vælger medicin alligevel … selvom det har været “drømmen” siden jeg var helt lille. Og jeg skriver “drømmen” fordi medicin studiet er i høj grad glorificeret på alle fronter. Studiet anses som være prestigefyldt, unik og speciel fremfor andre, arbejdet efter er også glorificeret…

Du skriver f.eks. :" **

Lægelivet kan, hvis man bare læser om det, virke meget fastlåst og rigidt. Men hvis man leder efter, eller støder på, mennesker der har grebet det anderledes an end gennemsnittet, finder man ud af at der er nærmest uendelige måder at bedrive lægegerning på

Hvordan? På hvilken måde? Af hvad jeg har læst herinde i plus andre medicingrupper, at studiet er delvis hårdt. Arbejdet efter indeholder både dag/aften/natte arbejde og man skal i høj grad være omstillingsklar, hvis du ender med at blive speciallæge. Weekenderne tror jeg er det største minus for mig også …

Jeg tror oprindeligt at jeg går i gennem en quarter life crisis, da jeg igen har altid troet at jeg skulle blive læge.

Jeg kan bare ikke forstå mening i, at læse medicin 7 år på universitet bare for at sigte efter et speciale hvor man kommer til at arbejde mindst og have mest fritid? hvis man har denne tankegang, tænker jeg selv at man måske slet ikke skal blive læge. En læge ofre nemlig sin fritid, for at være klar til at hjælpe andre i mine øjne. Og hvis man gerne vil være forsker pga. man ikke gider at have skæve arbejdstider, kan man ligeså godt læse molbo. i stedet for medicin. Når det er sagt, overvejer jeg stadig medicin, men min overvejelse har helt klart taget en drejning.
Grunden til jeg nævnte løn f.eks. var hellere ikke fordi at jeg som sådan mener, at det er er livsnødvendigt. Men blot at det burde at afspejle lægens arbejde og tænke på hvor meget en læge har ofret… Altså at en person der f.eks. fravælge at læse medicin, måske læser til ingeniør eller tandlæge og tjener først mere end lægen ( de første par år) og derefter, næsten ligeså meget. På trods af de arbejder langt mindre, har fri i weekenderne og har ikke en arbejdsuge der siger 45+ timer (lægerne arbejder faktisk mere end)

og til @Stud.Med_Cs tak for svar også.
jamen hvis jeg allerede nu ved lidt, at jeg ikke vil arbejde på skæve tidspunkter, hader ideen om at jeg ikke har min egen frihed, yderligere skal videre uddannet i et område jeg oprindelig ikke havde tænkt mig, f.eks. bare nøjes med at blive almen praksis fordi det kun lige der at arbejdstiden er “god” - selv her skal man arbejde i weekend/aften og nat… Skal jeg så alligevel søge ind? Derudover er jeg meget bange for at jeg kommer til at sidde fast i medicinstudiet i frygt om at blive set som en dropout + at jeg kommer til at overbevise mig selv, at det er det værd? Men jeg vil helt klart stadig overveje det.
Beklager hvis mine svar lyder lidt trættende, men er i gang med at vurdere hvad jeg vil lave resten af mit liv med realistiske briller.

Jeg henviser også til denne tråd: Arbejdstid som praktiserende læge - #4 by tray

Denne tilgang synes jeg også er god! Men igen hvordan?Det må du gerne uddybe… Lægelivet er bare ikke så fleksibelt som jeg har forstået det. Det handler om at du skal være klar 24/7 til at hjælpe folk i nød… Det er i hvert fald sådan jeg har forstået det

Når man har aflagt lægeløftet, så er man forpligtet til at “efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, …” Ja.

Dog er der mange specialer hvor man har 8-16 man-fre uden tilkald og aften/nattevagter, hvis det er det du leder efter, altså ligeså fleksibel som alle mulig andre arbejde. Et eksempel kunne være radiolog, som kan få lov til at arbejde hjemme en eller to dage om ugen (hvor du egentlig selv bestemmer arbejdstiden derhjemme også)

Der er mange måder at tage uddannelsen på. Lige nu ser du det som 6-7 år på uni + 6 år mere på vejen til speciallægestilling. Der er ingen der siger at studietiden behøver at kræve al din fritid og du skal gifte dig med studiet. Selvfølgelig vil der være perioder hvor det vil være det altoverskyggende fokus i dit liv, men langt fra hele tiden. Speciallægeuddannelsen kunne også ses som en fantastisk tid hvor du får lov til at arbejde med, og fordybe dig i, et felt du er interesseret i - samtidig med at du får løn for det.

Og husk på at selvom du har afgivet lægeløftet, så betyder det ikke at du skal tilsidesætte alt i dit liv for at hjælpe andre. Hvis det er det du har lyst til, og er drevet til at gøre - fint. Men det er absolut ikke et krav. Jeg har for eksempel taget uddannelsen af helt egoistiske grunde, og ikke med målet om at hjælpe andre. Hvis jeg kan hjælpe andre på min vej til at hjælpe mig selv, så er det en fantastisk sidegevinst, men det kommer aldrig til at trumfe mine egne behov.

Alternativer til den slagne vej kunne være: 1) arbejde i medicinalinstustrien 2) selvstændig praksis udenfor sygesikringen 3) medicinsk iværksætter 4) sundhedsformidler 5) arbejd for nødhjælpsorganisationer + alt muligt andet som ikke er fundet på endnu.

Med fare for at lyde som en ulidelig relativist, så er det dit perspektiv der afgører det hele. “Hvad end du tror at noget er svært eller let, så har du ret”. Citatet kan virke banalt, og nemt at afvise med mange eksempler, men hvordan din indstilling til ting er har kæmpe indflydelse på hvordan du griber dem an. Hvis man bliver ved med at se begrænsningerne ved et valg, fremfor mulighederne, så frarøver man sig halvdelen af den input man kunne have for at tage en beslutning. Alle beslutninger i livet har fordele og ulemper - mit råd er at fokusere på fordelene og lade dem guide dig.

Hm jeg har ikke set det på den måde? Jeg synes du har en optimistisk tilgang til studiet og ville ønske jeg stadig havde det. Det kan være du personligt kender nogen der har fritid, fri i weekender og er læge? (Igen som jeg skrev i starten, jeg kender slet ikke nogle læger al min viden kommer online)

Forstå mig korrekt jeg mener slet ikke at 7 år på uni er spild, men at bruge 7 år på universitet er spild hvis man ikke ender med hvad det er man gerne vil læse. F.eks. til børnelæge, kirurg, øjenlæge hudlæge eller andre populære specialer.

Det gælder også lidt @FeelsPianoMan svar. Skal man så nøjes med et speciale, fordi man gerne vil have det til at passe med ens private liv? Dvs man kan komme til at fravælge et speciale netop pga. det enten ikke passer eller at det er for populært.

Til @Anatomimiskmask kan jeg ikke helt forstå hvad du mener med egoistiske årsager? For jeg mener man nemlig ikke er egoistisk hvis man fravælger studiet netop fordi man har fået et forkert indblik af lægelivet egentlig er…

Jeg kan godt forstå hele “det er hvad man gør det til mentaliteten, men på samme tid skal man ikke være urealistisk.
Jeg ved ikke om det jeg har skrevet giver mening …

Om du nøjes med et speciale i medicin for at få privatliv til at passe eller om du nøjes med en profession for at få privatliv til at passe er vel to sider af samme sag?

Det lyder lidt som om at du allerede har truffet en beslutning om at medicin ikke bliver noget for dig. Jeg er her heller ikke for at overtale dig.

Dine argumenter giver bare ikke så meget mening for mig. Efter 6 år på uni, kommer man til at arbejde som læge, man sidder altså ikke på skolebænken og får SU i 6 år mere mens man uddanner sig som speciallæge, som er det du får det til at lyde til. Ift. valg af speciale, der kan man gøre meget i løbet af studiet for at forbedre sine chancer for at blive optaget på sit drømmespeciale, så sandsynligheden for at få det er heller ikke så lille som du tror, medmindre det er plastikkir eller neurokir.

1 Synes om

Hej Ncma,

Jeg har gået med præcis de samme tanker. Jeg tror at jeg ville kunne synes rigtig godt om studiet, men efter at have talt med flere færdige læger i mit liv, endte jeg med ikke at vælge medicin. Jeg sidder lidt og undrer mig over om det er det rigtige valg, da det måske føles mere naturligt for mig at indgå i patientkontakt (?) og jeg kan forestille mig det giver en mere umiddelbar tilfredshedsfølelse, når man direkte kan formå at hjælpe nogen - men jeg kan evt. dele mine erfaringer og tanker.

Jeg skriver (?) fordi jeg godt kan lide at være social og sidde med enkelte mennesker, få dem til at få det bedre, gøre mit arbejde grundigt og studere noget fyldestgørende. Dog tror jeg ikke at man nødvendigvis har behov for at blive læge til at få det til at ske.

Ligesom dig, er jeg en kvinde, som ønsker at vægte mit familieliv højere end mit arbejdsliv - selvom jeg også gerne vil have et arbejde, som jeg brænder for. De læger, som jeg har snakket med, har sagt at det er en stor opofrelse, at man kommer til at gå glip af helligdage og fødselsdage, at visse weekender og aftener skal man bare arbejde. De læger, som jeg har talt med, har også sagt at man bestemt ikke skal vælge medicin for pengenes skyld. Det burde ikke være tabu at tale om det. Jeg synes at man bør være realistisk i sine valg, og penge er desværre nødvendige. Selvfølgelig er der nogle læger med eftertragtede specialer, som er bosat et sted med stor efterspørgsel, som kan tjene mange penge om dagen - men jeg har fået fortalt at langt de fleste ikke tjener særligt godt, hvis man tager hvor mange timer, det kræver, samt tager i sinde hvor mange år en læge egentlig skal være på arbejdsmarkedet for at få så høj en livsløn.

En neurolog, jeg har talt med, har sagt at de første par år er man virkelig lavest i fødekæden, inden man bliver færdigt specialiseret, og det må man leve med. Desuden har vedkommende sagt at hun og mange af sine medstuderende indså at lægeerhvervet ikke er så “idealistisk”, som man kunne håbe - med det mente hun at selvom man har et ønske om at hjælpe alle så godt man kan, er man meget begrænset af tid, skal døje med et sundhedsvæsen, som ligger på knæ, og at selvom man gør sit bedste, at man sommetider ikke kan gøre mere, hvorfor man sommetider møder folk fulde af frustration, utilfredshed og ubehagelighed.

Så har jeg talt med en tidligere medicinstuderende, som har skiftet studie. Hun sagde at hun synes det var et mega fedt studie, men det er virkelig omfattende, og at hendes studiejob, hendes vennekreds og hverdag centrerede sig om studiet, hvorfor hun følte hun havde mistet meget af den person, hun oprindeligt var, og ikke ville kunne klare resten af livet med det.

Jeg tror at hvis man gør det for de rigtige grunde og med nogle realistiske forventninger, vil lægeprofessionen være helt fantastisk. Men for mig vidste jeg at selvom jeg også havde “drømmen” om at blive læge, ville jeg ikke vælge studiet, hvis jeg ikke kunne acceptere arbejdsvilkårene. Med drømmen så mener jeg også at jeg har altid haft medicin i hovedet og som “plan B”, da selve formålet virker meningsfyldt, professionen virker respekteret og det kan tilbyde en masse personlig læring og udvikling - men det kan andre job virkelig også. Jeg ville i bund og grund bare gerne

  1. Hjælpe andre mennesker.
  2. Studere noget, som udfordrede mig og gjorde mig til et bedre, klogere og stærkere menneske.
  3. Stadig formå at have et velfungerende familieliv og kunne være der for min familie, hvornår der end er behov for det.

Jeg er meget glad for hvor jeg er nu, selvom jeg nogle gange tænker om jeg skulle have valgt medicin istedet. Hvis du har brug for at snakke mere om det, må du endelig række ud og skrive en privat besked. Jeg håber du finder det, som er bedst for dig.

Bedste hilsener herfra :slight_smile:

1 Synes om

@Ncma @Haabloest_Forvirret
Jeg har præcis de samme tanker som jer, og er lige nu i mit sabbatår pga jeg droppede ud fra min daværende bachelor. Dette skyldes bl.a. at jeg som jer havde et behov for at arbejde med noget som var meningsfuldt for mig. Jeg har dog de samme bekymringer som jer fordi jeg også bl.a. vægter fritid højt. Jeg ved ikke hvordan man sender en privat besked her, men ville høre om hvad jeres andre tanker omkring andre uddannelser har været? Sidder selv og kæmper med hvad jeg nu skal gøre.

2 Synes om

Hej @kdn og @Haabloest_Forvirret
Jeg ved ikke helt hvordan man skriver en privat besked men skal nok lige prøve at finde ud af det:)

Jeg kan relatere til alt hvad du siger! Tak for svaret virkelig @Haabloest_Forvirret !
Er glad for at jeg ikke er den eneste der føler sådan. Hele mit liv har jeg troet at det skal være medicin og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre… Udannelsen lyder så spændende men arbejdslivet efter lyder så ensomt de første par år. Man er ikke “ung” længere de første par år, hvor jeg føler det er så ærgerligt at man som thirty something ikke har er stabilt liv og stabil arbejdstid ligesom ens venner og familie
Jeg vil ikke miste mig selv og føler bare at ja ens liv bliver centeret om at være medicinstuderende eller læge … synes bare at jeg er meget mere end det…
Men @Haabloest_Forvirret hvordan håndtere du så tanken om at have fravalgt medicin? Er det noget der irriterer dig eller har du indset at det blot er den urealistiske drøm at være læge der nager dig?

@FeelsPianoMan igen tak for svar. Det var ikke fordi jeg behøvede en overbevisning, men bare at høre realistiske standpunkter…
Jeg synes stadigvæk uddannelsen virker så spænende og er stadig i tvivl. Det var ikke fordi jeg mente man sidder i skolebænken efter de 6 år, men som du nok allerede ved tjener man ikke så meget i forhold til hvor meget energi og tid du kommer til at bruge - aften og nattevagter. Både under studiet og arbejdet bliver man nød til at takke nej til fødselsdage, familierejser osv. men ja i sidste ende skal jeg tage et valg…

Dette oplever man ikke så meget på andre studier… Måske har jeg besluttet mig lidt, men er stadig fortvivlet. Og i forhold til om det er det samme som at vælge et andet studie føler jeg ikke, da andre studier tager 5-6 år samlet også kommer man direkte ud på arbejdsmarkedet , tjener god startløn og arbejder i normale tidspunkter og fri i weekenderne og har mere tid til familie og venner…

1 Synes om

Hej @kdn
Hvis du gerne vil se et indblik af hvor meningsfuld man er som læge, så vil jeg anbefale serien “Jeg svigter mine patienter” på DR1. Det er godt nok arbejdet på hospitaler man ser her.

Jeg forstår dig helt klart med ved følelsen om at gøre en forskel og var netop også grunden til at jeg gerne vil læse medicin. Men jeg har indset nu at man virkelig skal være en tough person både under studiet og arbejdet. Takke nej til forskellige begivenheder med venner og familie… Der er masser andre måder i sin fritid man kan lave noget meningsfuldt og behøver ikke at være gennem medicinstudiet

Desuden opdagede jeg også at der ikke er noget der reelt hedder 8-16 læge med mindre man arbejder i det private og selv der har man krav på at arbejde i lægevagten (om aften/natten). Så er der nogen der siger at man kan tage de specialer som har gode arbejdstider, men som du nok kan høre - søger næsten alle denne vej…

Alt i alt lyder jeg måske meget kritisk, men jeg overvejer stadig studiet, kun pga. hvor interessant bacheloren og kandidaten lyder … ved ikke hvad jeg skal gøre endnu. Lige nu kigger jeg selv på uddannelser såsom

Statskundskab - ved godt der ingen kemi/bio er men jeg har holdt af samfundsfag og politik i gym og derudover har jeg en bror som læser det på universitet og han lyder meget tilfreds.

Tandlæge - her modtager man også patienter ligesom læger og er allerede en slags specialiseret læge med fokus på tænder. Tager 6 år samlet og så direkte ud på arbejdsmarkedet. Man kan arbejde et par gange om ugen og tjener mere end lægen i starten.

Ingeniør - har ikke en bestem type ingeniør i tankerne, men synes helt klart at det lyder interessant. Har et par veninder der læser til ingeniør og de er meget chill.

Jura - lyder interessant, er meget en åben person for de forskellige uddannelser og lader mig faktisk begrænse bare fordi at jeg er god til de naturvidenskabelige fag.

1 Synes om

Kære Ncma,

Det var virkelig så lidt - selv tak for det gode opslag, for at række ud og for at dele af nogle gode overvejelser og tanker :slight_smile: Ligesom mange andre i tvivl, ønsker jeg ikke at lyde negativ, men blot realistisk, da jeg tror at man skal være 100% villig til at acceptere alt det, som medicin medfører, hvis man vil være en god læge. Jeg ville ikke lade mig lokke af de “forkerte” årsager eller forpligte mig til noget resten af livet uden at have udforsket mine andre muligheder først.

Jeg må indrømme at jeg stadig går med “hvad-nu-hvis”-tanken, hvorfor jeg også selv går rundt og snuser på hjemmesiden. Nogle gange tænker jeg om jeg “bare skulle have gjort som alle forventede” og valgt læge - bl.a. fordi at jeg tror jeg kunne være mere “lettet” og valgt min plan B. På den anden side fortryder jeg ikke at have snuset til noget andet, fordi jeg har også fået lidt den opfattelse af at snakke med mange af mine venner, som studerer på medicin, slet ikke har overvejet hvad der kan være godt ved andre studier samt hvilket livsperspektiv, man ellers kan få (ikke at alle medicinstuderende er sådan, men at nogle, som jeg selv kender, måske har lidt de tendenser).

Min far er desuden læge og siger han ikke ville anbefale jobbet til andre, da han føler det er meget begrænsende (det samme med min ven fra studiet og sin far, sjovt nok, selvom han sidder i en meget høj stilling). Jeg læser til ingeniør nu, hvilket uden tvivl også er udfordrende, på en anden måde, og har givet mig egenskaber, både personlige og faglige, som jeg ikke kunne have forestillet mig før. Da jeg skulle træffe studievalg, undersøge jeg en masse fakta og statistikker og sammenlignede dem med det liv, jeg tror jeg ønsker mig - ud fra det, virkede det som om ingeniørstudiet passede mig bedst :slight_smile: Da jeg valgte studiet, var det også fordi jeg tænkte at jeg nok ikke kan gå helt galt med medicin, så hvis ingeniørstudiet ikke lever op til mine forventninger, søger jeg nok ind på medicinstudiet alligevel.

Jeg ved ikke hvad der er det rigtige for dig, men min strategi var at vælge et andet studie først for at se om det studie, som “højst sandsynligvis passede bedst til mine drømme” passede mig - og hvis ikke, kunne jeg altid søge ind på medicin igen. For andre er det måske bedre at søge medicin først og prøve det af, og hvis det så ikke er noget for dem, prøve et andet. Heldigvis kan man søge om genoptag igen de fleste studier, hvis man finder ud af man har sigtet helt forkert.

Jeg tror at det vigtigste, jeg har lært, er, at der formegentlig ikke kommer til at være noget job, som gør dig 100% tilfreds - men at man bliver nødt til at tage stilling til følgende, før man træffer et valg:

  1. Hvilket job passer dit temperament? Vil arbejdsopgaverne give dig energi eller dræne dig?
  2. Giver det mening praktisk set for dig?
  3. Er det noget, du reelt har lyst til, eller føler du blot at du “burde” tage muligheden, nu hvor du har den?
  4. Er det fantasien/forestillingen om erhvervet, der tiltaler dig, eller det faktiske arbejde samt den livsstil, der hører med, du ønsker?
  5. Der er måske ikke ét rigtigt valg, men flere valg, der kan gøre dig lykkelig - jeg tror at, afhængig af hvem man er som person, afgøres sin livslykke ikke kun af den stilling, man har, men af sin hverdag, hvilket formes af sin familie, sine venner, sine hobbyer, sit helbred og også sit arbejde.

Uanset hvad, sender jeg varme tanker og håber at du, og hvem end der læser med, finder den vej, der kan give dem mest lykke - jeg stoler på du har et godt hoved skruet på kroppen, og det hele nok skal gå :slight_smile:

1 Synes om

Hejsa igen @Haabloest_Forvirret

Tusind tak endnu igen for svar. Hvor er det rart at høre, at du har fundet plads i ingeniør studiet. Det lyder super spændende og det var nemlig også en af de studier som jeg overvejer :slightly_smiling_face:
Jeg er helt enig med hvad du siger angående overvejelserne og har tænkt længere over dette nu…
Ligesom dig har læst SÅ mange statistikker og indslag på både dansk og engelsk og alligevel tror jeg at jeg er kommet frem til at jeg tager en beslutning når jeg nærmer mig optagelses fristen. Jeg har endnu ikke besluttet om bliver medicin eller ej, men indtil videre ved jeg bare at jeg kommer til at følge hvad min mavefornemmelse. Så må jeg se hvad jeg skriver på min liste d. 5 juli :slightly_smiling_face:
Jeg tror den eneste grund til, at jeg stadigvæk overvejer studiet en smule, er fordi at jeg føler, at jeg er nødt til at prøve det af. Jeg ved ikke om du også stadig sidder med den følelse nu, men jeg bliver ved med at tænke hvad nu hvis? Hvad nu hvis det var noget for mig. Der er både fordele og ulemper når man træffer et valg, men set fra en positiv vinkel så det at jeg enten:

Bliver glad for medicin → Jeg forsætter
Ikke glad for studiet → Jeg skifter
Fravælger studiet → enten bliver tilfreds med et andet studiet, eller skifter over til medicin.

Jeg synes også man skal passe på med at overtænke ting og gør det for kompliceret end det egentlig er. For mig tror jeg, at jeg gerne bare vil prøve medicin for at kunne få det krydset af, så jeg ikke tænker på det, hvis det nu er jeg ender med ikke at blive tilfreds med studiet. Men igen er jeg ikke fastbesluttet endnu såeeeh, det al sammen bare antagelser indtil videre.

Med det sagt vil jeg også sige tusind tak for de søde ord. Det har virkelig været en stor hjælp og givet mig ro i sjælen. Jeg håber også at al ender lykkeligt for dig ligemeget hvilket studiet er for i sidste ende er det ens lykke der er vigtigst.
Lidt ligesom @Haabloest_Forvirret har skrevet så er det, at hvis der er andre der har siddet inde med disse tanker som læser dette opslag, så vil jeg bare lige råde jer til at lige at trække vejret, tag den med ro og tag en beslutning ud fra hvad du synes der giver logisk mening for dig :slightly_smiling_face:

1 Synes om