Jeg læser på første semester på AU og jeg elsker det. Jeg bliver udfordret fagligt hvilket føles godt. MEN. Er jeg den eneste der får det fysisk dårligt ved tanken om eksamen? Jeg føler lige nu at jeg får informationer og ny viden smidt i hovedet i et så heftigt tempo at tingene ikke rigtig når at sidde fast før vi er videre til det næste. Jeg når lige at forstå et emne sådan nogenlunde, og så er vi videre
Er jeg den eneste der har det sådan? Begynder tingene først rigtigt at falde på plads i eksamensperioden? Sådan oplevede jeg det tit i gymnasiet, men her på uni skræmmer det mig, fordi stoffet som skal falde på plads er så omfangsrigt Jeg har virkelig brug for nogle medstuderende som fortæller mig at de har det på samme måde, eller nogle ældre studerende som retrospektivt kan fortælle mig, at det er helt normalt. For når jeg hører på mine medstuderende, så lyder de til at være totalt ovenpå alting, eksempelvis i mikroskopisk anatomi, hvilket jeg tænker de sikkert ikke er, men de skræmmer mig stadig
Jeg forstår, at man også lige skal lære at gå på universitetet, og man skal finde sine egne studieteknikker og den slags, men ja.
Nej du er ikke den eneste og det er helt normalt. Det er vigtigt at ikke få panik når man ser hvor stor pensum/stoffet er. Ta det roligt, læs hver dag og det vigtigeste for at bestå er at man forstår det man læser, det gør inget hvis tingene ikke når at sidde fast på direkten fordi meget af stoffet husker man når man ska besvare tidligere eksamenspørgsmål (eksamensperioden). Hvis du ikke forstår nogen ting gå ikke videre förrän du forstået det.
Det er vel sådan det er være studerende, at lære at være ligeglad med alle de andre - og den hype der er særligt i starten.
Dem der siger de ikke læser meget, læser alligevel mere end en selv.
De der siger, gud, hvor gik det dårligt får - de får 10.
Med andre ord: det handler om ikke spejle sig i alle de andre, men gøre det man mener der skal til. Og stole på sig selv. Når man har været gennem et par eksaminer og tilpasset sin studieteknik, så griner man lidt af det hele. Sådan husker jeg det i hvert fald. Så som @Klaudini skriver bare lade være med at panikke.
Ps. Den dårlige samvittighed vil sikkert følge dig studiet ud. Den dårlige samvittighed over ikke at gøre nok. Igen - her må du stole på dig selv. Er målet 12-taller, så får du det, med mindre du er særligt begavet, givet svært. Især på bachelordelen. Er det at bestå dit succeskriterie, så fjerner du en del press fra dig selv. Og du bliver læge alligevel.
Sådan tror jeg at vi alle har det. Jeg er på 9. modul på SDU og for mig er det stadig ikke blevet bedre jeg tænkte at jeg nok ville lære at vænne mig til det, men det er altså ikke sket endnu. Mit bedste råd er; lær at leve med det
Håber stadig på at det bliver lettere på kandidaten
Du er ikke alene! Studiet er overvældende og hver gang man tager hul på et nyt fag/modul tænker man “det her lærer jeg sgu da aldrig… hvad fanden regner de med?”.
Men alligevel så kan man skidtet når man når til eksamen. Tro på processen.
Husk at planlægge din tid så du ikke drukner i studiet!
Lettere er relativt! Kandidaten er dog noget andet, rent fagligt. Du har med bachelor-delen fået en masse grundviden, som er en forudsætning for at kunne gå videre til kandidaten. Men dér begynder det for alvor at føles som et medicinstudium, og med det garanteret også nemmere og sjovere og anderledes at give sig i kast med! Du har heldigvis ikke langt endnu!
Jeg har fået mere ro på og er blevet lidt bedre til at strukturere min læsning, især ift. genetik. Mikroskopisk anatomi skræmmer mig dog stadig. Jeg tænker og håber at tingene falder på plads i eksamensperioden op til mikro, hvor jeg har knap en måned til fordybelse. Jeg synes det går stærkt lige nu, og jeg har stadig svært ved at forholde mig til mængden af udenadslære, men jeg tænker det kommer med tilvænning
Jeg har virkelig brug for nogle medstuderende som fortæller mig at de har det på samme måde, eller nogle ældre studerende som retrospektivt kan fortælle mig, at det er helt normalt. For når jeg hører på mine medstuderende, så lyder de til at være totalt ovenpå alting, eksempelvis i mikroskopisk anatomi, hvilket jeg tænker de sikkert ikke er, men de skræmmer mig stadig 
jeg tænkte at jeg nok ville lære at vænne mig til det, men det er altså ikke sket endnu. Mit bedste råd er; lær at leve med det 
