Følelseslabilitet i lægejobbet

Jeg er lidt i tvivl om hvordan jeg skal formulere mit spørgsmål.

  • Jeg har læst flere steder at medicinstudiet er beregnet til at “sortere nogle af de mest følelseslabile fra”. Hvad menes der mon med dét?

Jeg mener, en læge skal naturligvis kunne holde til lidt af hvert, men skal vel også have et vist mål af empati. Måske refereres der helt enkelt til mennesker der ikke kan tåle at se tilskadekomne eller syge mennesker.
Jeg har dog også (her, tror jeg nok) set skriveri om at det er helt ok man fx græder som læge indimellem - man er jo også menneske - så længe man prøver ikke at græde højere og mere end de pårørende eller de syge selv.

Jeg spørger fordi jeg selv er sensitiv på en række områder, men ikke hvad angår blod, brækkede knogler osv. Jeg er fx ikke god til koncerter med mange mennesker og andre steder med høj musik, støj osv., fordi jeg er mere introvert, men har det rigtig godt med én til én-kontakt.
Jeg har det personligt svært med kritik fra andre, men er samtidig okay god til at se på min egen præstation med realistiske briller omkring hvad jeg har gjort godt (nok) og hvor jeg har begået fejl, uden at det kører mig ned.
Jeg får ofte at vide at jeg er en ‘stærk’ kvinde (mentalt).
Jeg kommer fra et albuefag og trivedes dårligt med dét, også fordi det hver dag handlede om en meget personligt præstation (musik), og jeg har en idé om at detektiv- og behandlingsarbejdet som læge er ret meget noget andet, fordi det er mere konkret, håndgribeligt, selvom der selvfølgelig også kræves en præstation. Håndfaste resultater i stedet for (eller sammen med) applaus, tror jeg er en afgørende forskel.
-Sort/hvidt-udtrykt, sat på spidsen, er jeg vel nervøs for om jeg vil trives med et arbejdsliv som læge, eller ende som én af dem der begår selvmord.

Hvad er ‘for følsom’ til at være læge? Og hvad er tilpas?
Dem der trives godt, hvorfor gør de mon dét?
Og omvendt, dem der ikke trives, hvorfor?

Tak om nogen kan komme med et bud på et svar.

Læger har selvfølgelig også følelser - måske har de endda flere end gennemsnitsbefolkningen? Det kan man sikkert finde forskning om.

Man kan i hvert fald næppe have eller vise empati uden selv at have følelser.

Men at have følelser og vise følelser er jo to forskellige handlinger - i hvert fald, hvis følelsen f.eks. er gråd, hvor der skal være plads til patientens eller de pårørendes følelser.

En hånd på skulderen - er også at vise følese/medfølelse. Eller at sige “det forstår jeg godt, det gøre mig ked at skulle fortælle…”. En kort eller længere pause i samtalen kan også være at vise følelse (eller empati).

Jeg tror dog der er enighed om at lægens “synlige” følelser aldrig skal overmatche patients eller de pårørendes.

Det klart at ens grænser flyttes under vejs fra studie til lægeliv. Man ser og oplever flere spektre og patienters reaktioner er forskellige, men langt overvejende mere afdæmpet end man lige tror.

Men man kan spørge - er læger gode nok til at tale sammen om følelsesmæssige hårde oplevelser? Det er givet ikke tilfælde i alle miljøer.

Debriefinger har dog vundet mere og mere indpas. I hvert fald i de mere “vilde” tilfælde. Da jeg var i psykiatrien var det rutine efter en hver form for magtanvendelse, som f.eks. bæltefiksering.

Der er vel også en naturlig selektion specialerne imellem. Hvor psykiatrien og følelser ikke er så adskilte, så er der måske ikke den samme kultur på en thorax-kirurgisk afdeling - omend jeg ikke ved det - det er bare min fordom :slight_smile:

Lægegerningen har mange hylder man kan hænge sin hat på, så der er noget for et hvert temperament og personlighed - du kan læse mere om specialerne i min lille serie her #specialevalg

1 Like

Tak for dét :slight_smile:

Jeg kan se at det sjældent er alle de opslåede hoveduddannelsesforløb der bliver besat, selvom der er ansøgere nok.
Hvad skyldes dét?
At folk ikke er klar?
Kan man blive ved med at søge et bestemt speciale, hvis man ikke får stilling første, anden eller x’ne gang, hvis man ved det er dén vej man vil?

Du kan se fordelingen af opslåede / besatte HU-stillinger her (2019): https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Opslåede-og-besatte-hoveduddannelsesforløb-i-2019/Opslaaede-og-besatte-hoveduddannelsesforloeb.ashx?la=da&hash=2D5CF6A1BC935126C14936EFDBD66E334A4B6D62
Vil ikke just sige, at det er sjældent besættelsespct. er 100%. Men kan godt se hvad du mener.

Nu er jeg jo intet nær uddannelsesansvarlig overlæge (:wink:), men jeg forestiller mig de tilfælde handler om at ansøgerne ikke har de ønskede kompetencer, som du selv er inde på. Men man er jo altid velkommen til at søge, så længe formalia er opfyldt (såsom gennemført I-stilling), om end man også selv tænker chancen er lille. Man mister ikke noget ved at prøve, og jeg tror man sommetider får feedback på sin ansøgning - hvis man er nået til 2.runde/samtale men derefter får afslag. Så har man noget konkret at arbejde med til næste gang :slight_smile:
Det handler jo (heldigvis) om at ansatte egnede kandidater, fremfor blot at fylde pladserne ud. Og så er der jo specialer, der er mere eller mindre eftertragtede.

Ja, man kan sagtens søge speciale x flere, og min opfattelse er at det er ret normalt. Har selv snakket med en der fik sin HU-stilling i 4. forsøg. Især hvis man er ude efter de mere eftertragtede specialer og/eller uddannelsessteder.