Flere mødre tak! - af prof. N.Højby

Candmed debat
21

Interessant link!
Der stod jo nemlig at mænds hjerne svinder ind fra de er 25-80 år, mens kvinders hjerne tilsyneladende ikke påvirkes af alderen: “age hardly affected brain size in women.”

Nu er der jo andet end størrelse, der tæller - eller hvad?
For at trøste mændene, så er jeg overbevist om, at en sund livsstil og så
at bruge sin hjerne aktivt hele livet i høj grad kan modvirke ovennævnte aldersbetingede svind.

Hvad det er, der tilsyneladende beskytter kvinder? IKke godt at vide?
Men jeg kan i høj grad bruge det personligt.

For det biologiske ur tikker meget højt når man er nået op i 40´erne -
så er det om at skynde sig at få nogle børn inden det er for sent at bruge
egne æg.

Men hvis ens hjernekapacitet stadig er lige så fin eller bedre som 45-årig så kan karrieren jo faktisk godt vente - og godt tåle lidt forsinkelse af nogle børnefødsler og lange ammeorlovsperioder…

Sådan læste jeg i hvertfald denne information.

Altså for en kvinde er det langt fra for sent at gøre karriere 10-15 år senere end den klassiske alder- for hendes hjerne påvirkes ikke i samme grad af alderdegenerative faktorer.
Omvendt haster det mere for en mand.

Eller hvad?

Hvor manden så bedre kan tillade sig at vente lidt med at få børn.
Dog ikke alt for længe, da han jo også skal kunne tiltrække en kvinde, der er i den fertile alder…

Så hvis jeg kunne kæde disse oplysninger sammen (jeg ved godt, at det er teori og ikke nagelfast fakta) - men hvis jeg tillod mig dette…

Så ville den bedste arbejdskraft være en kvinde på 45-50 år, med mange børnefødsler og ammeperioder bag sig, som sideløbende har holdt sig ajour med sit fag. Hendes hjerne er stadig ung og fin - men oveni dette har hun - måske - alle de kompetencer og ressourcer som hendes moderskab har givet hende.

Sjovt nok er det vist samme kategori som værdsættes meget lavt på arbejdsmarkedet p.t…
Men det er måske fordi, det stadig er mænd, der ofte dominerer arbejdsmarkedskulturen - og mænd har tilsyneladende et hjernemæssigt ur, der tikker - ligesom kvinden har et biologisk ur?

Ja - det er kun teori…men interessant alligevel

22

Jeg orker ærlig talt ikke…

Helene, når jeg skriver at jeg ikke ville ansætte en kvinde der på sit CV har skrevet “amme-information”, handler det jo ikke om at hun er ammende, men at hun er dum nok til at skrive det på sit CV, for det er (tro det eller ej) 100% uinteressant for arbejdsgiveren.

Jeg synes du har en meget ensidig indgangsvinkel til debat generelt, og det er ærgeligt, for dine pointer går fuldstændig tabt i en lang talestrøm af egne overvejelser. Prøv at tænk tingene igennem istedet for at brainstorme i dine indlæg.

Jeg vil meget nødigt gøre dette til at angreb på din person (for sådan er det ikke ment), men du spænder ben for dig selv, og folk bliver irriterede over din retorik.

For at tage udgangspunkt i før omtalte rotteforsøg, så er faktorerne jo ikke isoleret. Du kan ikke drage de konklusioner, du gør. Hvem siger at det ikke bare er fordi rotterne parrer sig mere, bliver mere glade, og får øget endorfin produktion i hjernen? Min konklusion er lige så (lidt) saglig som din/Høibys…

Mht. dine overvejelser om “hjerneskrumpning” hos mænd og ikke hos kvinder der føder, så glemmer du helt at mænds hjerner som udgangspunkt har en større størrelse end kvinders - men som du (forhåbentlig!) ved, er der ingen sammenhæng mellem hjernestørrelse og intelligens…

23

Tror ikke man kommer videre her med almindelig argumentation - udgangspunktet med en diskussion må enten være at overbevise modparten eller at høre alle modpartens argumenter - førstnævnte tror jeg ikke er muligt og sidstnævnte er vidst allerede opnået før denne tråd nåede side 2…

24

Jeg ved godt, at jeg lider af kronisk skrivediarre - og at mine argumenter så risikerer at blive uoverskuelige og netop ulogiske for de fleste andre end mig selv, da jeg selv har tænkt meget over det.

Jeg håber, at jeg med tiden kan lære at begrænse min argumentation lidt mere - men indtil videre, så er det altså svært for mig, da jeg bliver grebet af debatten og ofte har et halvt tons argumenter.

Det er svært at vælge noget fra.

Min pointe med seneste indlæg var egentlig ikke at nedgøre den mandlige hjerne eller forherlige mødres status til skyerne.

Alle mine indlæg er nok i bund og grund en reaktion på den massive ligestillingsretorik, som så længe har hærget og hærger dette land.

Jeg går IKKE ind for ligestilling.
Det gør jeg ikke fordi, jeg mener det må være åbenlyst for alle og enhver der bare gider åbne øjnene, at der er 2 køn, de to køn har vidt forskellige opgaver i reproduktionen - selv om de begge er lige vigtige og uundværlige.
Og på tusindvis af måder er de to køn forskellige - selv om de begge er lige gode mennesker.

Jeg oplever, at det som feministerne primært opnåede var at devaluere alt det kvindelige og stræbe efter at blive mænd.
Og det må vi så feministernes døtre og børnebørn lide under.

Den såkaldte ligestilling opnås kun på bekostning af kvindelighed.
Og det er jeg bare ikke tilfreds med!

Jeg vil stadig gerne have mulighed for at uddanne mig, gøre karriere osv.
Men jeg sgu ikke gøre det som om jeg var en mand - for det er jeg ikke.
Jeg er væsensforskellig fra en gennemsnitlig mand, selv om jeg naturligvis besidder en lang række maskuline egenskaber også.

Derfor fik jeg lyst til at starte en debat, hvor netop de kvindelige dyder - biologiske m.m. kunne få den respekt - også i arbejdsmarkedssammenhæng, som de vitterligt fortjener.

Men det virker lidt som om mange af jer ser det som en mission hvor jeg vil nedgøre det ene køn på det andets bekostning.

Noget andet er at hele den her debat også må blive lidt i blinde, da ingen for alvor ved, hvad er kvindeligt og hvad er mandligt osv.
Det er jo også individuelt…

Men jeg tror f.eks. det er et fåtal kvinder der er helt vildt sure og gale i skralden over at vi nu har fået et års barsel, selv om der nok sidder en kerne af sure feminister og mener, at det i ligestillingens hellige navn burde være forbudt, forbudt, forbudt at udleve sin kvindelighed så meget -
barsel er kun for svagpissere eller hvad…

Så hele baggrunden for min lange retorik er nok, at jeg efterspørger noget man kunne kalde: bio-ligestilling.

Altså en ligestilling som tog udgangspunkt i, at begge køn skulle have lige valgmuligheder - men indenfor kønnets biologiske begrænsninger.
Arnold Schwarzenegger har godt præsteret en Hollywoodgraviditet, men
det er nok science-fiction, når det kommer til stykket - for altid…

Selv om man kunne gøre en mand gravid, så ville han sandsynligvis være temmelig meget dårligere til det…

Så nu er jeg vist lidt ved at skifte emne - men baggrunden for hele denne debat var netop at diskutere hvad kan de kvindelige kvaliteter bidrage med i karrieresammenhæng -
Og kunne vi måske arbejde os væk fra den form for ligestillling som i bund og grund egentlig kun går ud på at vi skal efterleve den efter min menig bundforældede unisex-teori fra 70´erne. Dengang man også at fri sex sagtens kunne praktiseres i et ægteskab mellem to modne individer osv. osv… De fleste hippi-teorier kunne ikke overleve - men den med unisex - den kører videre i ligestillingens hellige navn.

Så jeg kunne altså godt tænke mig noget bio-ligestilling.
En ligestilling hvor man rent faktisk medtænker de biologiske forskelle mellem mand og kvinde, som man jo ikke rigtig bemærker for alvor før man stifter familie - og det pludselig er meget tydeligt, at der er så meget en mand rent biologisk ikke kan i den sammenhæng - og ligestillingen derfor kun kan opretholdes såfremt kvinden dropper lang barsel, dropper
lang amning, og hurtigt kører 60 timers arbejdsuger som om intet var hændt.

Nå nu kører skrivediarreen igen.
Men altså er der nogen, der kunne være bare den mindste smule positiv overfor mit selopfundne begreb: bio-ligestilling…

Efter min mening bør begge køn have adgang til at være både familiemenneske og karrieremenneske.
Men jeg tror bare ikke, at man som to køn kan følge den samme karrierevej simultant.
Igen hvis man skal tage udgangspunkt i at de to køn har forskellige biologiske faser…

Og hvor kunne jeg godt tænke mig noget mere forskning i det her.
Det er egentlig et godt job at være læge.
Jeg tror grundlæggende mit største problem med faget ikke er faget i sig selv, men at faget er superdomineret af en maskulin karrierekultur, som uvægerligt vil få en skruk og langtidsammende kvinde som mig til at
føle sig mast og dårligt behandlet…

Please vær nu ikke alt for hård - hvis I evner det?

25

[quote=“Helene78”:1fh1ukjl]Jeg oplever, at det som feministerne primært opnåede var at devaluere alt det kvindelige og stræbe efter at blive mænd.
Og det må vi så feministernes døtre og børnebørn lide under.
[/quote]
Kan du utdype dette? Hva er det feministenes døtre og barnebarn må lide under, helt konkret?

Du skriver om kvinnelige dyder, kvinnelige egenskaper og kvinnelighet. Jeg forstår ikke hva du legger i disse begreper, men frykter at det er kjærlig, omsorgsfull, trygghet etc. Dette er ikke kvinnelig, det er menneskelig.

[…]

[quote]
Please vær nu ikke alt for hård - hvis I evner det?[/quote]
Først og fremst; som så mange andre har skrevet før, all resepekt til ditt engasjement rundt familie og barn.

Det som provoserer meg med dine innlegg er at det virker som at du ikke kan forstå at de aller fleste her ikke er enig med deg, at virke som lege ikke nødvendigvis går i bekostning av det å være en god forelder, at moren nødvendigvis ikke har en ekstraordinær spesiell rolle ovenfor et lille barn de første år utover det å amme og at arbeide som lege med barn i institusjon er roten til alt ondt, satt på spissen.

Jeg tror foreldre alltid vil gjøre det som de tror er best for deres børn, jeg tror f.eks. for min egen del at jeg ville gå på veggen hvis jeg skulle være alene hjemme med et barn i flere år, jeg tror jeg ville få mangel på intellektuell stimuli, sosial interaksjon med andre mennesker utover familien samt føle at jeg ble “fordummet”. Det betyr ikke at det andre gjør annerledes er feil, men heller bare at det ikke finnes en fasit. Jeg har følelsen av at du føler du sitter på en fasit, og hvis vi ikke er enig med deg, er det fordi vi enda ikke har fått merke hvor hardt det er å ha barn eller hvor mye de krever eller hvor svært det kan være å kombinere barn med et “moderne familieliv”.

26

Har jeg set denne debat før?

27

Jeg sidder IKKE!!! inde med et facit.
Jeg er et stort spørgsmålstegn…

Og hvad er kvindelighed? Bare jeg vidste det!
Hvad er mandlighed? Igen - hvor kan man slå en sådan beskrivelse op uden at komme til at dø af grin eller det modsatte…

Jeg har desværre ikke noget facit - men en masse spørgsmål.

Jeg fastholder bare, at det er et problem at få børn med to fuldtidskarrierer.
Det er vist det eneste jeg er nogelunde sikker på.

Jeg ved godt, at en hel masse mennesker gør det - langt de fleste.
Men det er mit indtryk at det ofte bliver gjort mere af angst end af lyst
Altså angst for at blive smidt ud af det gode selskab karrieremæssigt - angst for ikke at få råd til en god bolig - lige så dyr en bil som naboen osv.

Men så det der med at man bliver dum af at få børn og bruge meget tid på at passe dem. Tak for den kommentar - for den illustrerer jo netop hele pointen.
Hvis det er rigtigt så må pædagoger, folkeskolelærere, sundhedsplejersker osv. godt nok være nogle meget, meget dumme mennesker. De passer også børn/arbejder med de samme problemstillinger som en mor/far…
Det er lige så grotesk som når en mor der går og passer sine 3-4 børn selv ikke får en rød reje for det - bliver set på som en slags parasit, mens jævnaldrende kvinde, der sender sine børn i institution for selv at passe en anden kvindes børn - enten som dagplejemor eller pædagog blvier belønnet i pose og sæk og får anerkendelse…

De laver det samme - men den biologiske mors arbejde - det er fordummende og skal udføres gratis, uden pension osv…

Jeg er enig i, at man har brug for noget intellektuel stimulation også, men
det er ikke anderledes end at masser af mennesker har jobs - rengøring, butiksarbejde, lagerjobs, chauffør, hvor de også laver det samme hver dag i måske 30 år - og det er heller ikke sikkert, at de får en masse gode samtaler med kollegerne.
Da jeg arbejdede som læge på skadestuen var der så travlt, at jeg de første måneder sprang frokosten over. Så valgte jeg at være lidt ligeglad og tage mig det kvarter - men der var meget lidt socialt. Arbejdsdagen var fyldt totalt op af faglighed og effektivitet.

Og så vil jeg sige, at det at gå hjemme og tage vare på sine børn udover at være hårdt også er helt vildt fascinerende.
At opleve så fantastisk en udvikling - at lære netop sit barn at kende.
Jeg har læst om en del mænd, der har været på lang orlov eller barsel -fordi deres børns mødre gerne ville tilbage til karrieren.
De var også blevet dybt fascinerede af det.

Og nej jeg synes ikke det er helt den samme debat som tidligere.
Denne debat har taget udgangspunkt i videnskabelig forskning og det ønsker jeg også at den skal fortsætte med - hvis ellers det er muligt at finde noget materiale…

nå jo Anja - det jeg mener, vi som moderne kvinder lider under, det er jo, at de biologiske funktiner, som kvinder har - især de reproduktive -
de bliver altid gjort til et kæmpe problem på arbejdsmarkedet.
Jeg så lige en overskrift, hvor en kvindelig minister - nu brevkasseredaktør udtalte: fortæl endelig ikke! arbejdsgiveren om babyplaner…

Det er bl.a. ovennævnte, jeg synes, der er en lidelse.
Hvis man kunne finde på noget så formasteligt at blive gravid og endda blive superglad for alt det, der følger med og måske gerne ville på nedsat tid - så skal man holde det som en hemmelighed - fordi ellers så falder karrierehammeren og den slår hårdt.

Jeg må indrømme, at jeg er helt vildt glad for at være født som kvinde- jeg synes at alle de funktioner min krop kan er så fascinerende - og alt hvad der hører med til at være mor er så dyb en glæde.
Skynder mig lige at sige, at jeg ikke er supermor - men også laver alle de fejl der findes i bogen om uperfekte mødre!!!
Men jeg oplever bare ikke, at jeg kan få lov at revidere mit liv - nu hvor jeg selv føler, at jeg er blevet klogere.
Jeg gik også rundt og troede, at det er hårdt, kedeligt og fordummende at passe sine egne børn. Intet kunne være mere forkert - og jeg tror primært, at feministerne var en lille eksklusiv gruppe af kvinder som ikke talte på vegne af det storeflertal af kvinder.

Jeg er nu stadig væk feminist. Jeg er bare sådan en feminist, som synes, at det at føde børn og alt hvad der hører med gør en meget, meget klogere. At man lærer noget af det som er helt vildt værdifuldt også på arbejdsmarkedet.
Det var jo det artiklen - måske - viste.
Jeg er stadig fagligt ambitiøs - kan stadig godt se pointen i at blive ved med at lære, uddanne mig og stræbe efter en højere faglighed.

Men jeg oplever bare, at jeg som mor og kvinde har nogle helt fundamentale nærmest eksistentielle behov for også at opleve nærvær og nærhed med de børn jeg har sat i verden - og derfor vil jeg ikke leve et liv, hvor det er arbejdsmarkedet der tager 75% - og så kan familien få krummerne…

Jeg synes vi lider under, at feministerne i stedet for som udgangspunkt at sige - det kvinder kan og det kvinder kan lide er lige så meget værd som det mænd kan - så klippede de håret af - og mange er dem er så grimme, smed makeuppen ud - ikke klædeligt for de fleste, smed BH- en - uha,uha - endnu mindre klædeligt efter et par årtier med tyngdekraftens indflydelse. Nogle gik så vidt som at indføre et begreb, der hedder “tøramning” - undskyld - men jeg skal lige slå mig på lårene af grin - og så lige græde lidt over, at nogen kan være så langt ude…
JO de mente jo at kønnene var ens - alle forskelle var kun kultur og opdragelse. Så den stakkels underkuede bløde mand skulle så sidde og “tøramme” sine børn - av for pokker da - helle for ikke at være den mandlinge brystvorte…

Nå men jeg synes det er klart at med sådan et fundament for den såkaldte ligestilling, så er der noget, der i dag halter bagefter…
Jeg ved ikke om jeg fik lavet min pointe tydeligt?

28

Ohh…nu er jeg altså bare nødt til at sige min mening før jeg koger over af irritation - og undskyld lige min midlertidige mangel på neutral formuleringsevne!

  1. Jeg tror ikke Anja mener at man bliver fordummet af at passe børn - men at mangel på intellektuel stimuli kan føles sådan…

  2. Det er ikke alle som ønsker at være hjemmegående husmor, Helene78… Jeg kan kun snakke for mig selv, men som Anja siger - jeg ville blive gal af at bare skulle gå der hjemme med børn - jeg føle at børnene hindret mig i å opfylle mine øvrige mål og behov for anerkendelse også fagligt set - og jeg tror faktisk det ville være mere skadeligt børnene end at passes på deltid i en vuggestue/børnehave! Jeg har da valgt dette studiet netop fordi jeg ønsker at udfordres intellektuelt, og faktisk også fordi jeg ønsker en karriere. Og jeg ser virkelig ikke hvorfor børn skal utelukke det - eller den anden vej for den sags skyld - hvorfor karriere udelukker børn… Jeg ser bare overhovedet ikke det oh store problem som du fabulerer om! Jeg bliver derimod bare mere og mere provoseret og fornærmet over måden du nærmes udelukker at kvinder som ikke fanatisk dyrker sin graviditet, fødsel og børn skal kunne opdrage sunde raske børn! Du sidder jo faktisk indirekte og kritiserer de kvinder som ikke ønsker at gå hjemme. Og hvad med dem der ikke økonomisk kan klare at lade være med at arbejde? Er de også dårlige mødre af den grund? Dem der får børn under studiet og får børnene passet 8-16 så de kan læse - er de også dårlige mødre?

3.Og det der med amningen - ja, amning er super godt for barnet, det er det da ingen som tvivler på - men tænk lige lidt over måden du ordlægger dig på, for det er jo ikke alle kvinder der får til det der med at amme - af farmakologiske. fysiologiske eller psygiske årsager - tag lige et minut og tænk over hvordan dine indlæg træffer disse kvinder på det som allerede er et meget svagt/sårbart punkt… Jeg mener faktisk at man som læge må udvise en lidt større evne til at forudse den effekt ens udtalelser kan have for andre - du bulldoserer nærmest dine meninger frem uden at tænke på de konsekvenser det har for dem der læser.

Jeg tror ikke det er i din mening at trampe over andres sårbarhed, men det er altså det som sker når du ikke evner at fremstille dine synspunkter på en mere nuanceret, velovervejet og ikke mindst indsiktsfuld måde. Tænk lige lidt over hvad dine argumenter faktisk betyder for dem der læser dem!

Jeg ved godt dette kan opfattes som personangreb - så kom bare med de gule kort…men nu havde jeg altså bare fået nok af det her pjat som snart optar hver 2.tråd idette forumet! Hvor er der blevet af de faglige og saglige - og ikke mindst børne/amme-frie diskussioner?

29

[quote=“Helene78”:39qxo29a]
Men så det der med at man bliver dum af at få børn og bruge meget tid på at passe dem. Tak for den kommentar - for den illustrerer jo netop hele pointen.[/quote]
Les hva jeg skriver:

jeg tror f.eks. for min egen del at jeg ville gå på veggen hvis jeg skulle være alene hjemme med et barn i flere år, jeg tror jeg ville få mangel på intellektuell stimuli, sosial interaksjon med andre mennesker utover familien samt føle at jeg ble “fordummet”.

Jeg sier ikke at man blir fordummet at gå hjemme. Jeg sier at jeg har bruk for andre stimuli enn det en barn kan gi meg, for å opprettholde mitt intellekt på det nivå jeg ønsker å ha det, akkurat på samme måten som at det å slutte å lese avisen vil for meg være en “fordummelsesprosess”. Jeg har behov for en sosial interaksjon, debatter og samtaler med voksne mennesker, hver enste dag; dette får jeg nå bl.a. under mitt studie, og jeg vil senere få det under bl.a. arbeide. Det er ikke noe et barn kan gi meg.

Legg merke til at jeg ikke skriver noe om at barn ikke kan gi meg en rekke andre ting som jeg ikke kan få gjennom arbeide/studie. Vi har alle forskjellige behov å ønsker, jeg får ikke det jeg behøver av f.eks. gå med avisen. Det betyr ikke at alle som går med avisen blir “fordummet”, men heller at vi har forskjellige behov og ønsker som ikke er bedre eller dårligere.

Ellers må jeg bare applaudere rmoen01 sitt innlegg, jeg er helt enig med alt det du skriver.

Helene 78, du skriver ellers mye om kvinnelighed, jeg skjønner ikke hvordan du f.eks kan skrive de setningene jeg uthevet nedenfor hvis du selv ikke vet hva du mener med disse begreper. Det gjør det vanskelig å forstå helt presist hva du mener.

30

Jeg gider simpelthen ikke læse dine indlæg - de er så lange, ustrukturerede og fyldt med ligegyldige udgydelser uden reelt indhold at de er fuldstændig uoverskuelige.

Jeg kan blot konstatere, at man vælger at komme med ganske vidtrækkende konklusioner om et emne, man har læst om i Dagens Medicin uden at forholde sig det mindste kritisk til de undersøgelser, der ligger bag. Hvis man nu fra starten havde taget Høibys indlæg, som det formentlig var ment - nemlig som en kuriositet - så havde man nok været mere i tråd med den virkelige verden.

  • Mikkel
31

Jamen jeg har åbenbart ikke fået forklaret min pointe overhovedet…

Jeg er faktisk enig med Anja og ovenstående skribent, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Hvis det var, at jeg gerne ville være hjemmegående husmor resten af livet, så ved jeg, at der findes steder på nettet, hvor man kan debattere dette. Det har jeg prøvet- og jeg manglede lige netop det som Anja og ovennævnte beskriver.

Jeg vil jo netop gerne have muligheden for at bruge mine evner og min uddannelse - men jeg vil ikke betale den pris, som jeg synes arbejdsuger op til 50-60 timer må være, når man har små børn.

jeg oplever bare ikke, at min tidligere arbejdsgiver har for 5 flade ører forståelse for, at jeg værdsætter mit hjemmeliv på linje med arbejdslivet.
De er lige meget værd. Arbejdslivet er ikke selve livet og familielivet er ikke noget der gøres, når man får lidt tid til overs - efter den rigtige arbejdstid.
Sådan ser jeg det i hvert fald ikke længere. Mit privatliv og familieliv er mindst lige så værdifuldt om ikke mere så længe jeg har børn i spædbørnsalderen.

Jeg synes at den måde at arbejde på og forvalte sin karriere på er så udpræget maskulin - supermandsmaskulin - og det kan jeg ikke i denne fase af mit liv.
Det er muligt at jeg på et senere tidspunkt får mere tid - og der ligger et meget langt arbejdsliv foran mig -efter al sandsynlighed.
Men hvor er forståelsen for at børnefasen er noget specielt.
Den forståelse findes ikke i den supermaskuline arbejdskultur, som mange feminister adopterede blindt og nærmest på en tvangsmæssig måde, fordi de ellers var bange for aldrig at blive lukket ind på arbejdsmarkedet.

Den angst har jeg også - og med god grund - da jeg nu sidder med glutealmusklerne i den berømte vandskorpe, fletningerne i den snail-mailkassen osv…
Altså angsten for at give los for moderskabet og tillade sig at gøre det man - måske - har mest lyst til i denne livsfase - svælge i babylivets glæder - har vist sig at være 100% reel.

Man bliver lukket ude af det gode selskab, hvis man slækker lidt på det tvangsprægede forhold til karriere og arbejdsliv som de tidlige feminister
adopterede i stedet for at se med skeptiske familieøjne på det.

Kan det være meningen at det her i år 2006 stadig skal være så skarpt et valg mellem arbejde og familieliv?
Det mener jeg jo ikke. Jeg mener det burde være muligt at tilstræbe en balance. Også selv om der er speciallægemangel osv.

Jeg ønsker ikke at bruge ca. 75% af mine børns vågne tid på jobbet.

Men jeg ønsker at være andet og mere end hjemmegående husmor.
Men det er ikke fordi det ikke er værdifuldt - for det er meget værdifuldt og lærerigt.
Det er bare fordi, der også er noget godt at hente på arbejdsmarkedet.

Hvordan kan jeg forklare at jeg ønsker mig både- og - men at jeg ikke har oplevet at det var muligt som yngre læge.
Jo selvfølgelig er det muligt - tusindvis af yngre læger gør det hver dag.
Men det var ikke på en måde, hvor jeg følte at der var nogen som helst balance…

Det var et liv ude af balance - hvor arbejdsgiveren altid sad med den lange ende - og mig der måtte klippe en hæl og hugge en tå…
Det blev jeg lidt træt af.

Og tak for den gode respons.
Jeg er faktisk taknemmelig for en ærlig udmelding og synes ikke gule kort kommer på tale.
Jeg kan lære meget af en ærlig snak - så længe det bliver skrevet på en nogenlunde ordentlig måde - og det synes jeg.
Jeg vil blive meget glad for mere respons!

Og ja hvis jeg var så heldig og smart at have fået mine børn som stud.med, så ville jeg ikke vælge 8-16 pasning ma-fre.
Jeg ville nok arbejde på at finde en løsning så jeg kunne tage noget af studiet på halv tid. Og jeg ville gøre udstrakt brug af den enormt priviligerede situation som en stud. har m.h.t. fleksibilitet.

Jeg tror jeg ville vælge at gå til de bedste forelæsninger og vælge de mindre gode fra. Og dermed ville det ikke være nødvendigt med pasning fra 8-16!!!

Så ville jeg sørge for at læse rigtig meget i weekenden, hvor partner og evt. andre kunne passe og jeg ville læse vildt effektivt og struktureret om aftenen når børnene sover i stedet for om dagen, hvor de er vågne og bare skal opleves.

Jeg ville også læse lidt forud i ferien og være super struktureret fra starten af semesteret - så jeg når eksamen kom ikke skulle sidde og læse febrilsk 18 timer i døgnet i hele eksamensmåneden…

Men jeg ønsker ikke at fordømme nogen.
Og jeg har tænkt på at jeg nok giver den med amningen lidt for meget gas…
Undskyld for det.
Det er en rent defensinv mekanisme, fordi jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal “bevise”, at der er forskel på moderskab og faderskab…

Fordi jeg oplever at hvis jeg skal kræve nedsat tid så er jeg nødt til at “bevise” at der er en grund til det…at det ikke bare er for sjov.
Men så vigtig er amning heller ikke - det er helheden som mor/far der er vigtig - ikke om man kan gøre et enkelt delelement som amning er til fanatisk perfektion.
For mig har det at amme bare være noget jeg overlod til mine børn at styre - og så er det blevet til årevis i stedet for månedsvis.
Men jeg kunne lige så godt have fået et barn, der var langt mere interesseret i rugbrødmadder efter 9 måneder…

Så altså nøgleordet for mig er balance.
Ikke tvangsmæssig karrierekultur og angst for at falde af karrieretoget.
Det er o.k. at nogle mødre og fædre vælger det til af lyst.
Men hvad med det frie valg.
Og nu er vi vist ude i en diskussion der har kørt før.

Men jeg er ked af at være blevet så meget misforstået i min stræben efter måske at overdrive for at fremme forståelsen…

32

Nej nu bliver jeg altså nødt til også at komme med lidt galde, så jeg undskylder på forhånd.

Jeg er studmed, snart færdig med 1. del, og overvejer meget at starte barneflokken snart. Af samme årsag fulgte jeg, til at starte med, med interesse den debat Helene lader til at kunne starte ud fra ethvert oplæg. Men, men, men… Jeg er efterhånden p…træt af at se de samme slidte argumenter, som jeg (og de fleste andre tilsyneladende) ikke kan bruge til en fløjtende f…, og iøvrigt ikke gider scrolle igennem mere. For det er det man gør når man møder et 100 linjers indlæg fra Helene. Lær at tænke før du skriver (evt. mens du ammer… Ok, den var strid…), og skriv kun essensen af dine holdninger…

PS. Må desværre indrømme at jeg for fremtiden ikke læser tråde der er “inficeret” med disse lange indlæg.

33

Helene78, jeg forstår godt, at du er frustreret over at give afkald på meget tid med dine børn for at arbejde. Det er også ærgeligt at man som ung læge ikke kan arbejde på deltid. Men jeg tror at du spilder din tid og kræfter på at skrive (en anelse lange :wink: ) indlæg her. Saml i stedet ligesindede (unge læger der ønsker deltid) og gå til fagforeningen med jeres ønsker. Jeg er godt nok hverken mor eller færdig læge endnu, men jeg vil da gerne kæmpe med for det.
Man kommer ingen vegne ved at brokke sig i et netforum.

Hvorefter jeg lige vil brokke mig lidt over den måde du undervurderer fædres rolle overfor deres børn. Fædre kan da have et lige så stort ønske om at have tid med deres børn, tage barselsorlov etc. Hermed vil jeg ikke starte en ny debat, men jeg blev bare fortørnet over, hvordan du konstant fremhæver MODERrollen som værende fuldstændig unik og faderen er bare en der tøffer rundt i periferien og skaffer penge til enheden mor-barn.

34

Gittepigen - jeg kan kun sige, at det er en god ting at gå i gang med at få børn nu. Så rigtig meget held og lykke og god fornøjelse!
Juks - hvis du vidste hvor meget min mand er med i børneomsorgen herhjemme så havde du nok en anden holdning.
Det jeg er træt af, det er når eksperter siger sådan noget som: ja husk nu, at det eneste far ikke kan er at amme…
Jow - men nu er det bare min personlige erfaring fra 3 børn efterhånden, at det fylder næsten det hele - altså amning - i rigtig, rigtig lang tid…
Og der er ikke noget et lille barn som har fået smag på amning hellere vil end lige netop det, når det er træt, sultent, ked af det, bange…
Så far kan godt - men man må se i øjnene, at han er lidt handicappet - både i forhold til de første 9 mdr. men også et stykke tid derefter.
Derfor vil jeg personligt aldrig kunne finde på at dele min barsel med min mand igen. Han er ellers et naturtalent til små børn! Men han har - heldigvis for vores ægteskab - altså ikke bryster :lol:

For mig er det lige så naturligt, at det er mig, der ammer og dermed er den primære mens barnet er helt lille, som at det jo er mig der skal bære barnet i de 9 mdr. og også mig der skal føde det.

Men jeg vil sige, at da amningen skulle etableres med det første barn, så var det aldrig gået så godt - ja måske slet ikke - hvis ikke min mand havde været der for mig og barnet.
Så går noget galt med amningen så mener jeg, at halvdelen af skylden lige så ofte ligger hos den manglende opbakning fra netværket som hos den flittige mor.
Så når min amning er gået så godt - så er det da også farens fortjeneste.
Det var jo ham, der gad skabe et miljø, hvor jeg og barnet kunne finde den symbiose. Havde jeg været enlig mor mon ikke det så var blevet til en flaske af ren og skær overanstrengelse?..
Men jeg vil ikke dele min barselsorlov med min mand igen - det var århundredets fejltagelse - men at der er andre der gør det - familier er forskellige. Jeg ved nu bare at jeg kan amme så længe, at det ikke føles naturligt at bytte så tidligt. Og jeg vil heller ikke arbejde fuldtid så længe børnene er små - det vil min mand gerne.
Jeg mener at der er forskel på mænd og kvinder og på mødre og fædre.
Og jeg kan godt mærke at der er mange der gerne vil have mig presset til at sige jamen far skal da også på banen fordi det er så hamrende politisk korrekt.
Jo men her i vores familie er far også på banen. Men være gravid, føde og amme - det kan han ikke - og det gør en forskel der er større end lille i praksis.
Synes jeg - men bevares - andre familier indretter sig anderledes.
Men jeg synes det naturligste er at små børn er mest hos deres mor - og jeg ved bare at det må jeg ikke mene - det er ikke politisk korrekt.
Men siden hvornår har nogen af jer set en ammende far?
En baby skal have mad “hele” tiden - så far kan godt være med i billedet -men det tager noget tid, før barnet rigtig kan undvære sin mor uden at det er lidt synd.
Hvis ikke der er amning på banen ja så kan man vel gøre som man vil -
bortset fra at barnet stadig kender sin mor bedst efter 9 mdrs. sameksistens.
Jeg ved godt, at det er svært, når vi alle sammen er blevet tudet ørene fulde med at det med børn det skal vi deles ligeligt om og så skal både mor og far køre karriere på een gang…
Men biologisk set er det ikke indrettet på den måde…
Det finder I måske selv ud af?
Og hvis ikke så fred være med det - jeg gør som jeg har lyst til og andre gør måske noget andet. Jeg vil bare ikke gå glip af at være mor med alt hvad det indebærer…og karriere har jeg stadig 40 år til at få - håber jeg da.
Men nu skriver jeg vist det samme igen, som jeg har skrevet før…
Og lige nu er det vist ved at være en overspringshandling at skrive indlæg her, da jeg egentlig har travlt med at læse et stort pensum op.
Så da der ikke kommer noget nyt på banen - det er mest mudderkastning - mod mig - så gør jeg vist ikke gavn her.
Min motivation er nok, at jeg ville ønske nogen havde fortalt MIG alt det her - for mange år siden, så havde jeg kunnet undgå en masse.
Men nu har jeg også fortalt det rigeligt videre…
Så brug det, hvis I kan - og lad være, hvis I ikke kan…jeg er ikke ude på at komme med et facit - jeg leder selv efter det - har ikke fundet det!!
Men at jeg fra det øjeblik jeg fik mit første barn altid vil være mere mor end noget som helst andet - at alt andet for altid vil være sekundært uanset hvad - det er jeg ikke i tvivl om.
Men hvordan den viden så forvaltes i praksis - det er der nok tusind måder mindst at gøre tingene på…Mit ønske er bare, at det må blive nemmere for forældre at få tiden til deres børn - hvis de selv ønsker det

35

hovsa…

36

Helene78:
Jeg må indrømme, at jeg godt kunne nikke genkendende til nogle af dine meninger om ligestilling (dit indlæg om “bio-ligestilling”). For lige at præcisere er jeg enig i følgende: Mænd og kvinder er ikke ens (gudskelov) men de bør stadig have samme muligheder i vores samfund.
At kvindefrigørelsen kammede lidt over og nærmest gjorde kvinder til mænd istedet for lige med mænd var måske en nødvendighed for at nå der, hvor vi er i dag - jeg vil på ingen måde negligere deres arbejde.
Jeg er enig i, at mænd og kvinder har forskellige styrker og svagheder, mange af dem kommer til udtryk netop når man får børn.

Men er enig med Mikkels udsagn om, at man burde tage artiklen i Dagens Medicin som mere af et kuriosum end noget andet.

Jeg ved godt det er svært at begrænse sig i sin talestrøm, når man føler sig misforstået og er ene mand (m/k) mod 20, men du bliver nødt til følgende:

  1. holde dig indenfor emnet
  2. formulere dig kort og koncist (som var det en videnskabelig artikel :wink: )
37

Skovsen!
Tak fordi du gider skrive noget positivt og tør vise forståelse for mig, som ellers begynder at føle mig som en out-law.
Jeg ved godt det med at jeg lider af skrivediarre - men en ting er at vide det - noget andet er at have evnen til at reagere på det - prompte.
Jeg må øve mig, og øve mig og øve mig…Tak fordi du gider "opdrage"på mig - selv om der er mange andre der har forsøgt at få mig til at begrænse mig uden stort held…

Måske var det arbejde, som feministerne gjorde nødvendigt?
Men jeg spekulerer bare over, om der kan komme noget godt ud af en frigørelsesproces, der ret beset taget sit udgangspunkt i at devaluere det ene køn.
Når feministerne hærgede deres udseende, når man ikke måtte gøre sig smuk og attraktiv, når man ikke måtte elske at gå hjemme og give en masse til sin familie - så blev man set ned på som dum - osv. - jamen jeg synes, at jeg personligt som kvinde lider under det i dag.
Så jeg kunne godt have tænkt mig at fundamentet for frigørelsen havde været at feministerne gik på barrikaderne for at få anerkendt alt det der traditionelt har hørt et kvindeliv til som lige så værdifuldt som alle andre funktioner og jobs. Og så ønsker jeg heller ikke at blive frigjort fra noget.
Jeg er helt vildt tilfreds med at være kvinde, mor, hustru osv.
Det er en stor glæde at få en familie og få lov til at være en del af det.
Men måske er det fordi jeg er gift med en mand som er superaktiv som far - så jeg kunne få lov til alt hvis jeg ville - han vil altid gerne støtte mig i hvad som helst karrieremæssigt…
Men jeg kan bare ikke overskue at skulle være alt for meget væk fra mine børn, mens de er små. Og det er lige netop det, som jeg ville ønske, man kunne sige til sin arbejdsgiver: jeg vil gerne bidrage, jeg vil gerne dygtiggøre mig - men kan vi lige tage en snak omkring hvordan jeg samtdig kan være mest muligt til stede i mine børns liv. Og ikke som nu, hvor man bare skal stille sig selv 100% til rådighed - og det med at man har børn - det er i hvert fald ikke arbejdsgiverens problem…
Jeg synes, det var det, der kom ud af kvindefrigørelsen: man fik devalueret alt der har med børn at gøre, alt der har med hjemmearbejdet at gøre - det var jo fordummende, kedeligt og meningsløst - mente man - og så fik vi et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiveren kan komme af sted med alt - der er ikke længere nogen moralsk forpligtigelse til at medtænke at arbejderen har børn - de er jo afsat andetsteds. Det er simpelthen bare ikke nogen fordel synes jeg…
Jeg vil gerne være på arbejdsmarkedet - men på mine præmisser.
Jeg er småbørnsmor - og ja det sætter nogle begrænsninger - og hvad så?..Jeg kan stadig dygtiggøre mig - bare lidt langsommere - hvis jeg fik lov…
Nå nu vil jeg prøve at stoppe selv om jeg godt kunne skrive 1½ gang så meget…