Hej, jeg skal (forhåbentligt) starte på KU til vinter og har nogle spørgsmål angående FADL-vagter.
Jeg tænker umiddelbart, at det er en rigtig god måde at supplere min SU på, men jeg kan virkelig ikke se mig selv udføre sygeplejearbejde à la bleskift, bad, personlig hygiejne mm. (der er jeg meget sart).
Dog synes jeg, at VT-vagterne ser rigtig spændende ud, men når jeg kigger på beskrivelsen af deres arbejdsopgaver lader det til, at man først på et af de senere semestre på bacheloren kan varetage de opgaver, det kræver. Eller ville man lære de nødvendige kompetencer på et kursus?
Du skal igennem 400 timers spv arbejde som skrevet i tråden.
Dem opnår du næppe uden at komme til at udføre netop spv arbejde som indebærer de ting du selv mener du er for sart til. Sådan er det for alle - det er en del af jobbet. Det hedder sygeplejevikar af en årsag - vi udfører sygeplejefaglige opgaver.
Jeg troede også selv jeg var for sart på forhånd eller frygtede, at jeg ville syntes at det var helt vildt klamt eller lignende - og bevares, det er det da isoleret set også - men det er immervæk et sårbart menneske som ligger der og er afhængig af din hjælp, og så synes jeg ret hurtigt man kan se henover det “klamme”. Du er patientens livline og h*n er dybt afhængig af dig. Det plejer at gøre det beskidte arbejdet nemmere, i hvert fald for mig personligt - at vide, at jeg gør en kæmpe forskel og hjælper et menneske som er i en uheldig og sårbar situation.
Men et andet spørgsmål; hvis du er for sart til at udføre basal sygepleje, hvordan vil du så forholde dig til at skulle udføre en rektal eksploration når du engang lander på en afdeling i et klinikophold eller i din KBU? Der skal du altså have fingrene op i endetarmen på et andet menneske.
Måske spv jobbet netop er godt for en som dig - få brudt nogle grænser, så du ikke skal bruge tid og energi på det når du kommer ud og skal gøre lægegerningen.
Det er da en ærlig udmeldning - men jeg må erkende at jeg også selv som grøn og ny stud.med synes det var grænseoverskridende. Men netop derfor lærte jeg meget. Der skulle brydes nogle grænser hos mig da jeg ingen erfaring havde med det. At bade en ældre mand og vaske ham fra krop til tå. Det var nyt og skræmmende at komme så tæt på et andet menneske. Og det gør man som læge, så jeg ser meget sund læring i den rolle.
Så spørgsmålet herfra er om du er sart eller “bange”? Men i begge tilfælde tænker jeg at det ville være sundt for dig at konfrontere enten din angst eller din sarthed.
Jeg gennemskuede godt, at det nok var spv-arbejde man skulle have 400 timer af, eftersom den anden person i tråden skrev det:)
Og sorry, men hvad er pointen med resten af dit indlæg? Mange tak for advarslen, men jeg tror godt jeg kan klare at blive læge selvom evt. arbejdsopgaver kunne omfatte at stikke et par fingre op i en patients endetarm. Tusind tak for din omsorg ellers, det var virkelig nødvendigt og dejligt.
Jeg kan 100% forstå dig. Sygeplejearbejde er bestemt heller ikke min kop te. Men du kan sagtens undgå tørre en patient af. Du kan fx vælge at tage skærpede nattevagter, hvor du sidder inde i en stue sammen med en sovende patient, og bare skal holde øje med vedkommende - og ikke andre end den enkelte patient har du ansvar for i løbet af din vagt. Under vagten kan du bare få tiden til at gå med læsning i studiebøgerne, da patienten alligevel sover for det meste om natten eller udviser minimal aktivitet i de små nattetimer. Sandsynligheden er meeeeget, meeeeget lille for at du kommer til at tørre en patient af under skærpet nattevagt. Du tjener også langt mere på nattevagter, og laver mindre :). Desuden kan du altid knibe uden om aftørring ved at få en af de søde sygeplejerskere på afdelingen til at tage over ved at spørge høfligt:). Der er sikkert mange måder at undgå det på. Det er slet ikke noget du skal bekymre dig over. Du kan også alternativt søge arbejde i den private sektor?
Du læser tydeligvis slet ikke hvad jeg skriver, så halv gas ikke. Jeg fortæller om mine egne erfaringer og hvorfor jeg tror at netop spv arbejdet kan gavne dig. Men selv tak
Først og fremmest vil jeg sige jeg er enig med hvad @frold siger. Generelt vil jeg mene, at det er en god idé, at konfrontere din angst eller sarthed over for SPV arbejde.
Jeg vil lige fortælle lidt om mine egne erfaringer jeg har tilegnet mig gennem min uddannelse til sygeplejerske (for god ordensskyld vil jeg lige pointere at jeg ikke færdiggjorde den, valgte at trække stikket lige inden jeg skulle aflevere mit bachelorprojekt).
Jeg forstår udemærket godt din interesse for VT-opgaver da det er utrolig spændende at få lov til at lave det “seje/lægelige”. Derudover kan jeg sagtens forstå din sarthed/angst for personligpleje eksempelvis. Jeg havde det på samme måde i starten, jeg syntes det var grænseoverskridende, at jeg som individ skulle bryde ind i en persons mest intime sfære. Og tro mig, i starten forsøgte jeg virkelig at undgå det, indtil jeg blev mere og mere bevidst om, at det handlede om et menneske som havde brug for hjælp. Til at begynde med brød jeg mig egentlig heller ikke om det, og følte at det bare var noget som skulle overstås. Men som tiden gik, blev jeg mere og mere tryg når jeg gebærdede mig i sådanne situationer og jeg udvikledede mig selv rigtig meget. Det er netop i situationer som disse, man virkelig har mulighed for at etablere en relation med patienten/borgeren/brugeren (professionel relation). Det er en del af “helhedsplejen” - det er ikke bare personligpleje. Der ligger meget mere i det:
Først og fremmest at patienten føler renlighed og velvære.
At forebygge infektioner.
At tale med patienten.
At observere (hudforandringer m.m.)
At mobilisere patienten.
At forebygge immobilitets komplikationer.
At inspirere og motivere patienten til at varetage så meget af sin egenomsorg som muligt.
Hele den relationsdannelse som etableres gør også at patienten oplever tryghed hvis du eksempelvis varetager hele plejen omkring h’n. Så ville du allerede dér have en indgangsport til h’n hvis der på et tidspunkt skulle tages en A-gas.
Der findes rigtig meget forskning om dette - og du er bestemt ikke den første som har det sådan - på sygeplejestudiet overfuses man med at hav af forskellige sygeplejeteoretiker netop om dette emne. Jeg vil dog lige fremhæve én af dem, hvis du har lyst.
Jocalyn Lawler som er en Australsk sygeplejerske og som har en doktorgrad i sociologi.
Gennem feltobservationer og interviews har hun sat fokus på den tabuiserede og civiliserede krop. Hun har på baggrund af disse opfundet helhedsbegrebet; somologi.
Somologi er den tavse kundskab i sygeplejen, som overkommer dualismen mellem krop og psyke og er en teori om, hvordan man behandler kroppen inden for sygeplejen. Hun beskæftiger sig med ordet forlegenhed og beskriver, hvordan den kan opstå både hos patient og sygeplejerske ifm., at sociale regler brydes (i forbindelse med personligpleje). Hun beskriver endvidere forlegenhed som en konsekvens af et kulturhistorisk perspektiv, hvor vi i den vestlige kultur håndterer kroppen og dens funktioner som delvist usynlig, fraværende eller tavs.
Nok om det Ved ikke om dette kan bruges til noget. Min helt egen uforbeholdne mening er at jeg tror medicinstuderende vil have godt af det. Det er utrolig lærerigt, givende og man bliver meget mere empatisk - hvilket nogle læger mangler fordi de objektiviserer patienten og kun ser sygdommen og ikke ser, at det er et menneske som fejler et eller andet
Og har altså ikke lige tid til, at læse korrektur på ovenstående er til familie fødselsdag
