Kære de der måtte læse med,
Jeg søger erfaringer fra:
Medicinstuderende.
Medicinstuderende med børn.
Enlige medicinstuderende med børn.
Enlig medicinstuderende over 30 med børn.
Enlige medicinstuderende over 30 med børn som er optaget via kvote 2.
Er det håbløst hårdt at læse medicin som enlig forælder?
Hvor mange 30+'ere er der ca.? Jeg har hørt noget om et ollekollehold, hvilket lyder ganske lovende i mine ører!
Jeg vil rigtig gerne høre om erfaringer fra kvote 2 ansøgere som har været igennem optagelsesprøverne, multiple choice og MMI - er der nogen som vil dele?
Optional reading:
Jeg er bachelor i filosofi og optaget på kandidatuddannelsen i kognitiv semiotik, med start om et par uger på AU. Desuden er en singlemor, med 7/7-ordning i støbeskeen, til en dreng på 2½ år. Da jeg var færdig med min (elendige) sproglige studentereksamen i 2006, fandt jeg ud af, at jeg gerne ville læse medicin, og jeg forsøgte derfor at læse matematik, fysik og kemi op på VUC. Faktisk ad 2 omgange. Begge gange droppede jeg ud, og det med et stort fedt FAIL indprintet i min nethinde. Jeg mistede modet og opgav drømmen om medicinstudiet, hvorfor jeg fik mig et arbejde i et par år. Herefter besluttede jeg mig for at søge ind på en uddannelse som ikke krævede nogle af de naturvidenskabelige fag som adgangsgrundlag, og valget blev filosofi. Under bachelorstudiet blev jeg diagnosticeret med socialangst, hvilket var en kæmpe lettelse. Her gik det op for mig hvad problemet var, ifht. mit dårlige snit i gymnasiet og mit problem med at læse fag op på VUC. Jeg kunne langt bedre gennemskue mine mønstre og se, at jeg foruden min mangeårige angstlidelse simpelthen også havde været alt for umoden og useriøs omkring mine studier. Jeg blev bachelor i filosofi, uden nogensinde at have sagt så meget som et pip, til forlæsning eller holdundervisning. Jeg holdt et halvt års pause, blev gravid og fortsatte så på kandidaten i filosofi, alt imens jeg gik i intensiv terapi for socialangst. Jeg kom ud af angsten efter terapi fordelt hen over ca. et semester. Det var selvsagt vanvittigt befriende, jeg følte mig som et helt nyt menneske! Jeg holdt 1 års barselsorlov og genoptog derefter studiet, men måtte midt i semesteret gå på fuldtidsorlov igen, fordi min søn blev diagnosticeret med cancer. Han er heldigvis erklæret rask igen og vi kan langt om længe begynde at forsøge at opbygge en normal hverdag. Jeg besluttede, efter hans raskmelding, at jeg ville starte på en frisk og søge ind på en ny kandidat her i Århus (jeg læste på kandidaten i filosofi i Aalborg før barsel og sygdom). Men efter bruddet med min søns far, barsel og sygdom har jeg besluttet at det ikke dur med et studie i Aalborg og en hverdag som singlemor i Aarhus. Jeg har været heldig at komme ind på elitekandidaten i kognitiv semiotik, og det er jeg egentlig rigtig glad for. Problemet er bare, at jeg i alle disse år, med ca. 3 måneders mellemrum, får en minidepresseion over, at jeg aldrig har forsøgt at søge ind på medicin. Jeg tror, at jeg kommer til at fortryde at jeg aldrig sådan RIGTIGT forsøgte at læse de skide fag op og så søge ind. Så derfor overvejer jeg, sådan for alvor, at takke nej til den her plads på kandidaten i kognitiv semiotik, for i stedet at læse fag op på VUC og så søge ind på medicin til næste sommer. Jeg føler at jeg er moden til det. Langt om længe. Alt for mange SU klip for sent. Men men men. Jeg kan ikke slippe drømmen, selvom Gud ved, at jeg har forsøgt. Hvis jeg hengiver mig til endnu et forsøg, så skal alt planlægges ned til mindste detalje. Jeg skal tale med et hav af studievejledere og medicinstuderende, lytte til erfaringer og lægge planer for hvordan det skal lykkes når det bliver aller hårdest. Jeg er klar over, at vejen bliver lang og hård og også, at chancen for overhovedet at komme ind er lille. Jeg er bange for, at jeg fortryder at jeg ikke forsøgte mens jeg havde chancen, og jeg er også bange for, at jeg fortryder at jeg forsøger at komme ind på medicin, og derved mister min plads på kognitiv semiotik.
Efter at have brugt rigtig rigtig meget tid på AUH i forbindelse med min søns sygdom, har jeg kun fået endnu mere lyst til at læse medicin. Jeg har dog forsøgt at skubbe tankerne væk og derfor søgte jeg ind på kognitiv semiotik. Nu føler jeg at jeg er nødt til at træffe en beslutning og så gå med den. Jeg tror, jeg skal have psykologisk bistand til at slippe drømmen om medicin, hvis altså jeg går med kognitiv semiotik, for tanken om at drømmen om medicin tilnærmelsesvis er naiv og urealistisk hjælper ikke en dyt. Jeg vil sygt gerne være læge.
Er der nogen der har stået i et lignende dilemma? Og hvad siger I? Skal jeg bare gå i gang?
Jeg tager gladeligt i mod råd og erfaringer. Hvis nogen har lyst til at mødes og fortælle om hverdagen som medicinstuderende, så ville det også være fedt.
)
