Ensomhed på studiet

Hejsa. Jeg er ret ny til det her. Har “lurket” lidt på de forskellige indlæg ind i mellem, men nu vil jeg altså prøve at kaste mig ud i et indlæg. (Langt indlæg ahead, beklager…)
Jeg er 20 år og går på AAU. Jeg er i gang med 3. semesters eksaminer (var oppe til neuro i dag, så nu håber jeg det er gået). Jeg skal op til mine to første re-eksaminer nogensinde her til sommer, da jeg dumpede to syge eksaminer sidste år (endo og fordøjelse, hvis nogen er interesseret i det).

Så lige ummidlbart går studiet fint. Det kunne selvfølgelig gå bedre, men jeg har så småt fået overbevist mig selv om at to dumpede eksaminer i alt, ikke er jordens undergang.

Men det er jo så kun det faglige. Rent socialt er det nok en anden sag. Jeg føler mig meget ensom på studiet, og det er på trods af at AAU ellers virker som et studie miljø, hvor det er nemt at få venner, hvis man ellers bare kan følge med sådan nogenlunde socialt. Men det kan jeg bare ikke.

Venner har altid været svært for mig. Jeg prøvede ihærdigt da jeg var lille, men fandt i løbet af min skoletid ud af at folk ikke gad mig. Jeg blev meget indadvendt og bange for hvad folk tænker om mig, hvilket desværre følger mig den dag i dag. Er jeg nogenlunde sikker på at jeg har en interesse tilfælles med folk, er det ikke så stort et problem for mig at åbne op, men det føler jeg mig aldrig sikker på på studiet. Studiegrupper er desværre ikke meget hjælp for mig, da jeg skal bruge længere tid en et enkelt semester for at turde åbne op for folk. Det hjælper meget at jeg har fået lov af AAU til at være i studiegruppe med en nær ven fra min gymnasie tid, men kun nok til at jeg nu tør møde op til studiesale, og kan føre en samtale med min studiegruppe.

Jeg fik her i sommer diagnosen Aspergers Syndrom, hvilket naturligvis forklarer en del. Mine problemer med at tale med folk jeg ikke kender, min frygt for at virke sær. Den har også givet mig en forklaring på, hvorfor fester eller andre arrangementer hvor der er mange (ofte berusede (hvilket er et ekstra problem, da jeg ikke drikker, og finder det meget ukomfortabelt når folk er fulde)) mennesker samlet på et sted skræmmer mig sådan.

Den giver mig dog ikke nogen løsning på mit problem, nemlig min ensomhed på studiet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre for at få nogle relationer til de andre på studiet. Jeg kan knap nok ringe og bestille en pizza, så det at skulle starte en samtale med et andet menneske ansigt til ansigt er nok tæt på umuligt for mig. Fester og andre steder hvor en stor gruppe mennesker er involveret skræmmer mig også, og jeg har det altid træls når jeg en gang i mellem prøver at være med. Det samme gælder for ting som fredagsøl, og i det hele taget arrangementer med druk (hvilket desværre er en stor del af de arrengementer som organisationer som f.eks. Studentersamfundet står for)
Min gymnasie ven er MedIS’er, så efter bacheloren kan jeg ikke støtte mig til ham længere, så jeg er blevet helt bange for at starte på kandidaten når jeg når dertil. Jeg har ikke lyst til at bruge mine universitets år helt alene, men ved heller ikke hvordan jeg undgår det…

Så er der nogen der har nogle gode råd at dele ud af? I må undskylde det lange indlæg, men det er noget jeg har haft på hjerte i et stykke tid, og ville gerne give det fulde overblik :slight_smile:

6 Likes

Tak for dit indlæg og din ærlighed i dette.

Det er jo en svær nød at knække. Specielt når du er åben omkring din diagnose, som jeg netop er funderet i udfordringer med det socialesamspil. Der er nogle socialespilleregler du har svært ved grundet din diagnose.

Jeg kan derfor spørge på en anden måde: føler du dig ensom generelt? Eller er det kun i studiekontekst, som indlægget handler om?

Føler du dig forpligtiget til sociale relationer på studiet, eller ønsker du sociale relationer? For jeg synes der er forskel på dit 2 ting. Hvis du får stillet dine sociale behov uden for studiet kan du jo også indtage en distancerende rolle til alt det sociale på studiet og så få det sociale dækket andre steder(hvis du overhovedet har det behov?). Andre steder kunne være hvis du deltager i foreningsliv af nogen art? Det kunne også være, hvis vi taler studie, at være del af en faggruppe på studiet, hvor I måske er en lille kerne der deler samme interessefelt. Så kan du mere trygt lære dem at kende i det mindre lukkede miljø?

Jeg forestiller mig, at netop det at være på et så stort studiested med så mange mennesker og lyde, input og indtryk - at du generelt bruger rigtig mange ressourcer bare på at holde fast i dig selv. Og hvis du så også skal agere ud af til, så kan du ikke rumme det?

Får du noget støtte i et behandlingsforløb af nogen art? Hvor en behandler kunne coache dig til at knække koden med det sociale - så du kan “overleve” i et studiemiljø.

Men helt overordnet tror jeg først du skal gøre dig klart, hvad det er DU ønsker. Er det en anden ven på studiet? Er det at turde tale i en gruppe? Er det at kunne bevæge sig frit og trygt mellem så stor en gruppe fremmede mennesker? Er det at slippe tanken om hvad andre tænker om dig?
Jeg tror det er nemmere at arbejde med dine udfordringer, hvis du sætter dig et mål. Og arbejder med et delmål af gangen i små bider.

Du er ikke den første med en diagnose som har kastet sig ud i et studiemiljø - har asperger foreningen - måske en lokalafdeling på AAU? HVor du kan spare med ligesindede?

Det var flere spørgsmål end svar fra min side. Beklager.

1 Like

Hej

Hvordan gik det? Fandt du ud af det? Og er du klar til de to re-eksamerne

:slight_smile:

1 Like