Helt ærligt - denne tråd var egentlig rigtig god fra starten, men nu er den, som så mange andre herinde, kommet til at handle om børn.
Helene - vil du ikke godt holde dig til en enkelt tråd, det er, for at sige det mildt, og undskyld udtrukket - pisseirriterende at skulle læse dine megalænge indlæg om noget som handler om noeget helt andet end trådens emne. Suk suk suk suk.
For at vende tilbage til emnet: Jeg er glad for, at folk generelt er glade for initiativet 
Vi har lige fået studerende på afdelingen og jeg vil da gøre, hvadd jeg kan for, at de kommer til at opleve noget af det gode, der er ved jobbet…Overlægerne virker også superpositive overfor at have studenter på besøg.
Jeg glemte i øvrigt i mit første indlæg at fortælle om, hvor meget man egentligt lærer når man kommer i gang. Det er, for mig, ikke ualmindeligt, at jeg går til mellemvagten med noget, som jeg aldrig har set før i bøgerne eller klinikken og de så istedet med at fortælle holder en lille ad hoc undervisningstime. Det er en god følelse, at hjælpe folk og lærer noget imens.
til Carreras og andre glæd jer til klinikopholdet specielt, hvis i er så heldige at ende på en afdeling, der virkelig fanger jeres opmærksomhed 8)
Jeg havde i dag min første pårørendesamtale og kan selvfølgelig ikke gå i detaljer, men det var skidehårdt og rigtig godt at opleve. De var kede af det, men jeg sad hele tiden med følelsen af, at her var nogle mennesker man kunne hjælpe; både dem og deres indlagte familiemedlem og det endte altsammen over al forventning 
til sidst blot en opfordring, som til dels er taget op af flere her i tråden: del jeres gode oplevelser så vi allesammen kan få noget inspiration og glæde i vores studie-/arbejdsliv.
vh
Michael
Det er bare svært at stoppe, når folk bliver ved med at skrive ting der er åbenlyst ukorrekte…
Ja det kan da godt være nogle af jer kender lægefamilier med en stor flok børn, som “ikke har taget skade”…
Jeg kan da også finde eksempler på mennesker der er blevet voldtaget som børn f.eks. men som nu har en flot og strålende skribent/forfatter- virksomhed, god uddannelse og klarer familierollen osv…
Sådanne argumenter dur ikke.
Det er ligesom når folk ikke vil holde op med at ryge, men har en eller anden grandonkel, der tilsyneladende røg 50 cecil fra han var 5 år gammel og alligevel blev 87½ år gammel…
Faktum er at små børn har brug for deres forældre i en helt anden grad end 2 karrierejobs tillader. Børn der bliver passet ude er f.eks. dobbelt så meget syge - og det er bare gennemsnittet.
Det er nemt at køre en facade af den perfekte familie som kan klare alt - flot karriere og børn der trives - jeg tror bare ikke på det.
Jeg tror at man er nødt til at stoppe lidt op i en periode når man får børn-
men ok jeg taler for døve øren…
Karriere betyder bare så uendelig lidt sammenlignet med det mirakel at få sin egen familie.
Jeg har fået både min embedseksamen og et barn.
Jeg kan godt love jer at en embedseksamen er nul og niks sammenlignet med at blive forælder - ligesom en hvilken som helst karriere er det.
Hvis ikke man synes ,det skulle man måske overveje om det er forælder man skal være…
Undskyld den sidste beske kommentar - jeg havde ellers lovet mig selv at være nogenlunde “ordentlig” - men det er svært, når I åbenbart ønsker at støtte det nuværende system og totalt overser alle de mange fakta som jeg er sikker på langt de fleste praktiserende læger og børnelæger kan nikke genkendende til.
Jeg kan sagtens nikke genkendende til den gode følelse det er som læge at hjælpe andre mennesker.
Det er også en rigtig god følelse at overvinde sig selv og gøre noget, man ikke turde og så opdage, at det kunne jeg sgu godt klare - og så hele tiden gå videre og videre.
Min problemstilling er bare den, at hvad hjælper det at rende rundt og redde hele verden, hvis det nære, børnene, familien smulrer for een.
Tjek lægers skilsmisseprocent- den er ikke bare høj - men tårnhøj!
Tjek lægers problemer med alkohol og stoffer.
Mon ikke også læger oftere begår selvmord? Jeg er ikke sikker men jeg tror det.
Jeg kender ikke selv statistikken, men jeg har læst i Dagens Medicin en anden læge citeret for at kvindelige læger får langt færre børn end mandlige læger - ret mange får ingen…
Det er den ulighed jeg synes der skal gøres noget ved.
Igen - det er rigtig, rigtig, rigtig fedt at være læge og hjælpe andre mennesker - at gøre en lille forskel - nogle gange en kæmpemæssig forskel. Det er spændende, udfordrende, stimulerende, efterhånden supergodt betalt, rejsemuligheder, forskning og jeg skal komme efter dig…
Men hvad betyder det alt sammen, hvis der ikke blev tid til børn eller familien brød sammen under arbejdspresset så dem man fik ser man nu kun hver anden weekend - så man er mere legeonkel end far…
Det er bare den vinkel jeg ønsker.
Men ingen tvivl om, at det rigtig tit er berusende fedt at være læge!
Det ville være verdens bedste job, hvis også man kunne gå på deltid og ledelsen i øvrigt gad medtænke familielivet.
Mange læger betaler med deres familie for karrieren…
Jeg har selv været underlagt sådan en fraskilt, storrygehde bagvagt,
Jeg har sjældent mødt så bittert og surt et menneske.
Fagligt dygtig men med store lig i lasten menneskeligt og familiemæssigt…
Jeg er sikker på, at det er svært både at få en superkarriere og være en nærværende ægtefælle/forælder. Uanset at der er nogle, der er heldige/resiliente og klarer skærene ligesom alle rygere tilsyneladende kender en eller anden grandonkel, der røg som en skorsten men alligevel blev ældre end Metusalem.
Men ingenting kan nogensinde blive ændret hvis ikke folk - yngre læger gider stå sammen - som enkeltindivider bliver vi mast og må lide i stilhed
evt. med skilsmisse, evt. med syge børn, evt. med et stressbetinget misbrug osv. osv.
Tilsyneladende gider yngre læger ikke stå sammen…
De tror alle sammen, at det kun rammer naboen…
Kære Helene
En venlig -men bestemt henstilling:
I min egenskab som moderator må jeg bede dig respektere de gængse regler for adfærd i debat-forums. Det er IKKE god tone at skifte emne i en tråd - og SLET IKKE god tone at sidde henstillinger fra andre brugere overhørigt.
Jeg må derfor bede dig føre debat der vedrører off-topic emner i en anden og relevant tråd.
Linda
Hmmmmmm… Uanset om det er tråde til gode eller dårlige oplevelser, er det nu altid meget tankevækkende og spændende at læse om de oplevelser, i “gamle” (ja undskyld udtrykket :oops: ) har på hjerte! Jeg glæder mig vildt til 2. sem. d. 4. sept. for det er helt klart et afsindigt spændende studie - og samtidig kan jeg næsten ikke vente med resten af studiet… he he… Men man kan jo ikke det hele på een gang. Jeg, den lille svamp - Spongepete Whitepants 
Der kommer nok dage, hvor jeg bander det hele langt væk, men så er det vist også tid til 5 minutter, en lille kakao og et større perspektiv end den regnvåde onsdag aften - stud.med.-livet er nok lidt som en kæmpe lagkage: Super lækkert, men tag god tid hvis du vil æde det hele - og hold en pause når maven siger det.
Elsker det studie :mrgreen:
Og så lige et par spørgsmål: Hvornår kan man egentlig blive lægevikar? Og hvornår er det smart? Jeg mener selv at det er 8. semester. Er det rigtigt? Og er man overhovedet rigtig klar til det på 8.?
Og sidste: Er der forskel på job/ansvar/pligter for en lægevikar (stud.med.) og en reservelæge (cand.med.)?
Der er den forskel, at du som vikar arbejder under afdelingens ansvar. Du må jo heller ikke skrive recepter eller udføre ligsyn. Men jeg tror at de fleste afdelinger bruger vikarer på lige fod med forvagten - og så løser de praktiske problemer ovenstående frembringer.
Jeg vil mene at tiden hvor man er moden til vikariat afhænger af, hvilken afdeling man hører til. Og hvor god man er til at læse op på stoffet selv sideløbende med jobbet.
o.k. - jeg stopper her - i hvert fald i denne tråd. Jeg ved det jo godt - men jeg er bare en meget stædig person - og så føler jeg også bare, at jeg HAR en pointe, som er vigtig for alle. Som yngre læger så burde vi have total meget magt sådan som situationen er nu (stor lægemangel - i nogle specialer kronisk) - men vi har intet/meget lidt indflydelse på vores arbejdsliv - og på hvordan arbejdslivet påvirker privatlivet.
Jeg må næsten konkludere, at det er yngre lægers egen skyld - også med den respons eller mangel på samme der er at finde her.
Da jeg var i turnus og var blevet bevidst omkring det livsaspekt, der hedder familie og børn, fordi jeg nu selv havde opnået dette privilegium, så kiggede jeg rundt på de ældre i faget. Jeg syntes ikke, der var nogen gode rollemodeller angående at få balancen mellem arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed.
Det jeg hele tiden stødte på var meget dygtige mennesker, som arbejdede meget og altid havde gjort det - og det der så måtte vige var tid med børn og ægtefælle.
Jeg stopper nu for denne gang - men jeg kunne bare ikke tænke mig at jeg selv skulle få sådan et liv.
Heller ikke selv om det er spændende og udfordrende at være læge.
Vi er vel i en historisk situation lige nu, hvor yngre læger meget nemt kunne få indført ændringer så også familielivet kunne få det som familielivet skulle have…
Det er ærgerligt, at denne mulighed åbenbart får lov at stå ubrugt hen.
Men o.k. jeg er gået over stregen. Farveller og ha det godt alle sammen!
Jeg synes det er et rigtig godt initiativ med en tråd, der kan minde os om, hvorfor det lige er så fedt, at blive læge.
Som nybagt mor til 3 barn og 12 sem studerende med et skod-turnusnummer, kan det godt ind imellem være svært at huske de positive ting, der trods alt gør, at jeg ikke fortryder mit valg af medicinstudiet, og gør, at jeg stadig glæder mig til at blive færdig…
Hold da op… Efter at have kæmpet mig igennem diverse lange indlæg så føler jeg mig pludselig enorm speciel og priviligeret!! Jeg er datter af en læge og kender slet ikke til de der afsavn/mangler/“handicap” som Helene78 snakker om selvom begge mine forældre har haft fuldtidsarbejde da jeg var barn og vi flyttede fra Kbh og til Thisted pga. turnus…
Hmm tankevækkende Måske er jeg bare enormt heldig!!
Ha’ en dejlig dag derude
Skynder mig lige at rette det jeg først havde skrevet, da det nok var lidt for groft. Og jeg har jo slet ikke ret til at være her/sige min mening.
Men det er svært når jeg hele tiden bliver nævnt - så er det svært ikke at føle at jeg har ret til at forsvare mig - forstår du det moderator?
Til lægedatteren - selvfølgelig har dine forældre gjort alt hvad de kunne for at give dig den bedste opvækst under de givne omstændigheder, som jo nok har været i hvert fald en far, der har skullet arbejde rigtig meget.
Det er da dejligt, at du ikke nu sidder og føler noget stort afsavn.
Men det er bare ikke ensbetydende med, at det ikke både kan og skal gøres bedre til næste generation.
Du skriver heller ikke, hvad din mor lavede. Hvis det var hende, der så kompenserede for din fars lægekarriere så forklarer det jo noget.
Men sådan ser verden jo sjældent ud længere. Og da slet ikke hvis det er en kvindelig lægekarriere. Derfor fastholder jeg, at der er et reelt problem, som pep-talk ikke løser - faktisk nærmest forværrer.
Jeg har talt med en del læger som siger, at det ER svært.
Jeg har læst artikler hvor turnuslæger som også har små børn indrømmer at de har følt at de har måttet svigte deres små børn lidt for at kunne følge med.
Jeg prøver at lade dette være sidste indlæg - men jeg forstår ikke helt pointen med denne tråd.
Lad os sige, at de mange negative indlæg om både studiet og den første tid som yngre læge ikke bare er nogle få taberagtige, brokkehoveders patetiske ævl - men at der rent faktisk er nogle helt konkrete problemstillinger.
Hvad hjælper det så at forsøge at pep-talke sig selv og hinanden ud af det?
Er det ikke lidt tisse-i-bukserne-metoden- for-at-holde-varmen.
Ingenting bliver ændret - og de der har et problem - et reelt problem - føler sig enormt forbigået og ender måske med at give helt op - når selv de der burde have en interesse i at ændre på noget vælger krampagtigt at prøve at overbevise sig selv om, at det er så superfedt at være læge.
Men hvis det er det - hvorfor er det så ikke åbenlyst? Hvorfor er denne tråd så nødvendig?
Jeg siger ikke, at det ikke er et godt job - grundlæggende.
Jeg mener bare, at der altså også er en del ulemper, som kunne ændres…Men nu får jeg nok problemer da jeg havde lovet at stoppe debatten her…
Problemet er, helene, at du benytter en hvilkensomhelst lejlighed til at dreje emnet hen på det, du mener er det centrale i enhver diskussion: Småbørnsforældrelægers situation på arbejdsmarkedet.
Når folk kritiserer dig, er det ikke din holdning til dit ynglingsemne, der er under beskydning. Det er det faktum at du spammer alle debatter med det, og overhovedet ikke hører efter hvad folk siger til dig: Hold nu op med at spille den samme plade. Vi har læst dine holdninger 1.000 gange i andre tråde - Både hvor de var relevante, og hvor de ikke var.
Men vær til gengæld velkommen til at deltage i debatten med noget nyt, noget der rent faktisk vedrører emnet, og som ikke er en gentagelse af de paralleller du altid formår at finde til hvordan det hele i virkeligheden skyldes småbørnsforældrelægernes urimelige kår.
Hejsa…
så er jeg ved at være turnus klar - og synes det er fedt… sidste semester 
. Efter et hårdt studie glæder jeg mig til arbejdet.
Jeg synes der er mange gode grunde til at glæde sig til sit fremtidige job:
MEN jeg vil da sige at det jo ikke skal være et rosenrødt skøn maleri!!!
Hvis folk er utilfredse med “småbørne” indslag ,- kan man jo hurtig læse indslaget eller springe det over! — istedet for at tude!!!
GOD FORNØJELSE
UNDSKYLD!!!
Jeg er vist bare desperat for at finde en løsning, da tiden går og jeg stadig står med samme problemstilling og ikke kan komme videre.
Når jeg nok er blevet lidt grov og ekstrem i mine udtalelser - hvilket jeg ellers gerne ville have undgået så er det fordi jeg føler mig lidt desperat.
Som systemet er nu er der kun een eneste vej at gå - og det er fuld fart frem. Vil man ikke det må man stå af. Jeg ønsker ikke at stå af - men bliver tvunget til det.
Jeg beklager at min desperation er gået ud over alle jer, som ikke er ansvarlige for det og som heller ikke sådan lige kan ændre tingene til det bedre.
Selv om der ikke er nogen umiddelbar åbning i forhold til turnus, så er der jo alligevel arbejde at få.
Så jeg skal jo alligevel i gang som læge igen - snart - hjælp! :shock:
Og okay - efter nogen tids rasen- så kan jeg da godt se, at det er en god ting, at nyde så meget af de gode ting, som muligt. Fokusere på de positive aspekter - få dem til at fylde - det giver måske endda energi og inspiration til at komme videre med hvilken problemstilling man end måtte have - min kender I jo…
Dette vil jeg nyde:
-At skulle cykle til og fra arbejde uden at have børn med, høre musik på min MP3`er.
-Køre tidligt hjemmefra så overgangen mellem job og børnepasning bliver ustresset.
-Sidde i biblioteket og læse og drikke the inden vagtstart.
-Forkæle mig selv med en fantastisk madpakke, også nogle lidt usunde ting (fy!)
-Købe noget pænt tøj osv. - da psykiatere ikke bruger kittel.
-Gøre lidt ud af mig selv - og nyde, at jeg kan gå på toilettet i fred - tror jeg da :lol:
-Nyde samværet med andre læger, sygeplejersker og andet plejepersonale.
-Nyde at læse op på faget inden jeg skal starte.
-Tænke på hvordan pengene vil give vores lidt trængte familie meget mere overskud - måske endda en bil :roll:
-Nyde kontakten med patienterne, suge til mig at oplevelser.
_Nyde at få lov til at lave nogle praktiske ting igen - hvis der bliver behov for det - ligge drop osv.
-Nyde at jeg får lov til at lære noget, og at jeg udvikler mig både menneskeligt og fagligt.
-Nyde at min mand kan passe børnene, når jeg arbejder.
-Nyde at jeg kommer til at savne børnene, så jeg kan være meget nærværende, når jeg er hjemme igen.
Sidst men ikke mindst - slappe lidt af og stole på, at jeg nok skal finde en løsning på min problemstilling - om jeg så skal fortsætte med at arbejde som læge eller noget helt andet.
-Nyde at det har været så nemt at få dette job.
-Nyde at jeg stort set selv kunne vælge mine arbejdstider og- timer.
-Nyde at netop det speciale, der har min interesse er ude i kronisk lægemangel.
-Nyde at jeg kan bruge den erfaring jeg får på psyk. til evt. at blive selstændig praktiserende psykoterapeut - hvis det bliver for besværligt med lægejobbet på sigt.
-Nyde at der overhovedet er et valg - fordi vi alle bor i et af verdens rigeste lande.
-Nyde at selv om det ikke har været ukompliceret at vælge lægeuddannelsen, så kan jeg dog være stolt over, at jeg har klaret studiet.
-Jeg er ikke længere spor bange for at tage et nyt studium, tage eksamener - jeg har prøvet det så mange gange nu!
-Uanset hvad så har jeg lært at læse og gå til eksamen af at læse medicin.
-Og det giver selvfølgelig også en helt anden basal selvtillid end hvis jeg havde brugt mine 20´ere på at være på kontanthjælp.
Som nybagt turnuslæge på fredag d. 1/9 vil jeg lige give mit besyv med.
Jeg var ikke sikker på at jeg ville være læge, før jeg startede. Det var lidt et tilfælde, men der gik ikke ret lang tid, før jeg var helt sikker på det var det rigtige.
Første klinikophold på 3.semester (8 uger) var, på trods af den lille teoretiske viden man havde, perfekt til at være en forsmag på " den virkelige verden":
Efter teorien i fysiologi og biokemi og yderligere parakliniske fag som mikrobiologi, farmakologi var 8. og 10. semesters klinik så bare en overbygning på det jeg lærte på 3. :
Min første “rigtige erfaring” var 4 måneder som vikar på Onkologisk afdeling. Det var både udfordrende men bestemt også virkeligt lærerigt:
Med teorien bag medicin og kirurgi fra 11. og 12. semester oveni og bekræftet til eksamensklinikker og nylige eksaminer føler jeg mig nu både teoretisk og praktisk klædt på til at kaste mig ud i turnus og alt hvad der dermed og bagefter følger.
Ingen tvivl om at det bliver hårdt, men dog overbevist om, at det trods alt bliver langt mere spændende, sjovt, lærerigt, udfordrende og alt muligt andet positivt!
Så jeg kan kun tilslutte mig flertallet i denne tråd og sige til alle de kommende læger: Derfor: Glæd jer!
Christian
Det er rigtigt, at der også er enormt mange søde og hjælpsomme mennesker derude.
Det kommer jeg meget nemt til at glemme fordi det er den dumme bagvagt, der stort set kun vil ringes op om natten, hvis der er et større trafikuheld på vej med akutte livstruende komplikationer… som hele tiden toner frem på min nethinde når jeg tænker på turnus.
Som grøn turnuslæge kan meget, meget mindre problemstillinger forekomme så vigtige, at 5. min´s kons. føles som det eneste rigtige…
Men man skal jo nok passe på, at man ikke lader denne enkelte eller de ganske få bagvagter som synes man er færdiguddannet efter 1 måned ødelægge ens humør.
Jeg vil nævne den/de søde bagvagter som ALDRIG beklagede sig når man spurgte om råd - som kun opfordrede en til at ringe igen og igen - også om natten.
Der er også sygeplejersker, som har været så længe i faget, at de næsten tror, at de er blevet en slags alternativt uddannede læger. Jeg mødte en som endda gik med lægekittel. Jeg ved ikke, hvad hendes problem var, men sjov at arbejde sammen med var hun ikke.
Men så var der alle de helt vildt dygtige og helt vildt søde sygeplejersker, som støttede, coachede, kom med små hints, der gjorde hele forskellen,
som endda kunne finde på at invitere mig - endnu en ny og famlende turnuslæge som de skulle nurse frem til at blive en slags læge :roll:
med til deres små fester med smørebrød osv.
På en måde kan jeg nu egentlig godt lide de der rigtig stride sygeplejersker for det jeg er allermest bange for er jo at dumme mig - så gør det ikke noget at blive behandlet lidt skrapt, hvis bare patienten så får den bedste behandling.
Jeg tror så også, at de stride bagvagter måske prøvede at “hærde” mig
men det har jeg lidt sværere ved at sympatisere med. Jeg brugte ikke
bagvagten så meget, at det skulle være påkrævet. MÅske 5. mins samtale hver 3. time. Måske mere end nogle andre forvagter, men hvis det kunne redde mig fra at gøre noget rigtig dumt så var det da en lille pris at betale.
Jeg ved stadig ikke, om jeg vil være læge resten af mit liv.
Men på en eller anden måde er det svært at slippe faget også selv om jeg har været sur og gal på det fordi der stadig mangler den sidste udvikling for at man kan få deltid.
Jeg tror det kunne være godt, hvis læger kunne gå på et kursus, der handlede om, hvordan passer jeg på mig selv i hverdagen som læge.
En god ting vil jo være at øve sig, og øve sig i ikke at fokusere så meget på det der skal gøres bedre - mon ikke alle perfektionistiske læger slår sig selv lidt rigeligt oven i hovedet med det?
Men i stedet gøre det til en vane efter hver arbejdsdag - og også studiedag at klappe sig selv på skulderen og sige i dag har jeg hjulpet så og så mange mennesker/ (kommet forholdsvist langt med min videre udvikling )- måske med små ting mange gange - men små ting som kunne have udviklet sig til noget slemt uden min tidlige intervention.
Der kørte jo også på et tidspunkt en kampagne, hvor mange gik rundt med et badge, hvor der stod “har du rost din kollega i dag?”.
Har du rost dig selv i dag?
Jeg er dårlig til det. Måske fordi jeg grundlæggende er et idealistisk menneske, som måske nogle gange lever lidt oppe i idealernes verden i stedet for nede i den virkelige verden, som er langt fra at være perfekt -
så zoomer jeg straks og vedholdende ind på de ting, der ikke er gode nok.
Men så bliver det jo aldrig sjovt at være læge, for der vil altid være noget man kan blive dygtigere til, en behandling der kan gøres/udvikles bedre og mon ikke der altid vil være syge mennesker.
Derfor er det vigtigt at sætte sig ned efter hver arbejdsdag og sige til sig selv - det der og det der - det gjorde jeg godt nok!
Jeg har virkelig udrettet noget i dag så nu kan jeg nyde friheden med god samvittighed.
De ting jeg skal blive bedre til vil jeg glæde mig til at blive bedre til men det skal ikke fratage mig glæden over det jeg allerede mestrer og kan gøre gavn med.
læste i øvrigt i Dagens Medicin, at yngre læger typisk lider af SELVTILLIDSUNDERSKUD - eller hvad det nu lige var, det blev kaldt.
Tankevækkende - blomsten af Danmarks ungdom, creme de la creme, som har for manges vedkommende har klaret sig gennem folkeskole og gymnasium med glans, taget en superhård uddannelse, og hvor mange også er dygtige til rigtig mange andre ting f.eks. sport, musik osv., og mange er på trods af nogle gange stort arbejdspres - også meget dedikerede forældre osv. -
disse mennesker lider af et stort selvtillidsunderskud…
Men egentlig ikke så underligt da læger jo aldrig er færdige - men altid på vej - ikke som i andre professioner, hvor man er færdiguddannet når man er færdiguddannet. Har man lært at male en væg flot, så kan man det, eller reparere en bil eller hvad det nu er man er udlært i. Så kører taxameteret på selvtillidskontoen automatisk.
Det gør der ikke automatisk når man er læge - for så snart man har lært een ting/bestået een eksamen - så venter næste udfordring lige om hjørnet.
Men så må vi vist selv blive gode til at se hvor gode mange af os vel egentlig er - eller hvad? Og indføre ros - ikke skamros - men berettiget ros som en del af arbejdskulturen.
Konstruktiv kritik er heller ikke dårligt.
Det værste er vel ikke at få nogen respons.
Hvilket jeg tror mange yngre læger og studerende lever med.
Men denne kultur hvor intet nyt tilsyneladende er godt nyt er der tilsyneladende også ved at blive gjort op med.
Hørte om nogle yngre læger, som havde lavet en forening:
“Læger MED grænser”.
(Vi kender vel alle den internationale forening : Læger uden grænser.)
Måske det ville være en god ide at tage en debat om, hvordan yngre læger:
1)finder deres personlige grænser
2)får sagt fra.
I en del situationer kan det godt være, man må bide noget i sig.
Også fordi man jo lærer ved at bryde grænser og gøre det man ikke troede, man kunne/turde.
Men det skal være indenfor rimelighedens grænser - trods alt.
Nogle gange tænker jeg, at læger er alt for pæne og vant til at opfylde omverdenens krav - og derfor er arbejdsmiljøet Citat fra ældre speciallæge: katastrofalt dårligt - nogle steder direkte helbredstruende -
sådan skrev han nogenlunde rent faktisk…
Sådan har jeg vist også altid selv været.
Det var først da jeg fik børn, at jeg blev nødt til at begynde at sige STOP!
for her var noget, som jeg bare ikke ville gå glip af.
Hvad siger I - kan yngre læger blive bedre til at sætte grænser?
Hej Helene
Du er nødt til at lære dig selv nogle grundlæggende ting om netetikette. Jeg modtager mange klager over din evne til at spamme en tråd. Denne tråd er anlagt af en bruger, med det formål at fremhæve de ting man er glad for ved jobbet.
Du må være rar at slette dit forrige indlæg - og eventuelt oprette en tråd til detbatten om hvordan yngre læger kan sætte grænser - den hører ikke hjemme her.
@ Christie
Jeg kan ikke se problemet. Helene er meget fokuseret på næste skridt af på vejen i lægens liv: hvordan kombinerer jeg et (godt) job med familieliv, og får det hele til at køre på skinner? Det er i mine øjne lige så relevant, som de gode oplevelser.
Hvad er ideen i at høre om gode oplevelser, hvis man ikke har en ide om hvordan rammerne for dem skabes?
Alting er vel ikke sort og hvidt? - hvorfor kan vi ikke diskutere ting som ligger (tæt) op ad trådens hovedemne? Det er jo ikke vaskemidler eller et andet fjert emne der agiteres for.
Jeg synes folk skal holde op med at tude og hetze over en hinandens indlæg. Lad være med først at læse et givent indlæg, og så hælde benzin på bålet ved at komme med sure opstød, hvis det skrevne ikke er interessant for jer. Det kunne tænkes, at der var andre som var interesseret, men som bare ikke er lige så højtråbende (læs: kommenterende) som jer.
On-topic:
Jeg vil gerne rose de folk som har skrevet om positive oplevelser. Specielt chrlottrup’s indlæg omkring onkologisk praktik ramte plet for mig. Jeg har set lidt for meget af onkologisk afdeling, fra en pårørendes synsvinkel, og glæder mig over at du har haft en super oplevelse på den anden side af hegnet. Jeg glæder mig selv til at komme så langt, og få del i den samme glæde. Mange tak for dit indlæg