Her er lige et indlæg fundet på Nordjyske Stiftstidende. Det er tankevækkende at det er fra DECEMBER 2006, og først nu finder AU anledning til at informere os studerende…
Sygehusledelsen på Aalborg sygehus har åbentbart den opfattelse, at den enkelte studerende bliver alle fem semestre i Aalborg!
Ja til lægeuddannelse i Nordjylland
AFTALE: Lægestuderende fra Aarhus Universitet kan nu tage kandidat-delen på nordjyske sygehuse
Af Søren Wormslev [email protected]
NORDJYLLAND: Vordende læger, der begynder at læse medicin på Aarhus Universitet, kan fra næste år tage de sidste fem semestre af deres uddannelse på nordjyske sygehuse.
Indtil nu er det kun ottende og 10. semester, de medicinstuderende har kunnet tage i Nordjylland. Men en ny aftale mellem Aarhus Universitet og Region Nordjylland og Region Midtjylland betyder, at samarbejdet nu udvides til fem sammenhængende semestre.
Aftalen er et stort fremskridt i bestræbelserne på at sikre læger til fremtidens nordjyske sundhedsvæsen, mener cheflæge Tove Nilsson fra Aalborg Sygehus.
- Når en studerende skal være i Aalborg i to og et halvt år, er der meget store chancer for, at hun eller han flytter hertil. Og al erfaring viser, at det øger chancerne for, at man efter endt uddannelse bliver i landsdelen, siger Tove Nilsson.
I dag, hvor det alene er to ikke-sammenhængende semestre af uddannelsen, der kan tages i Aalborg, beholder de allerfleste studerende deres bolig i Århus.
Det er ligefrem en del af aftalen i øjeblikket, at de, der ønsker det, får gratis bustransport fra Århus til Aalborg mandag morgen og retur den modsatte vej fredag eftermiddag.
Tove Nilsson siger, at samarbejdet med Aarhus Universitet er ”det bedste rekrutteringstiltag, der er lavet i mange år”.
- Det er for tidligt at erklære problemet med lægemangel for løst. Men hvis vi hvert halvår kan få 40 studerende hertil, vil det helt givet gøre, at vores situation bliver bedre. For os bliver udfordringen så at gøre opmærksomme på, at vi har et spændende uddannelsesforløb at tilbyde de studerende, siger cheflægen.
Universitets-strid
Forhandlingerne om at give Nordjyllands sygehuse mulighed for at rumme hele kandidatdelen af lægeuddannelsen har stået på i flere år.
Forhandlingerne gik i stå, da Aalborg Universitet meldte sig på banen med et ønske om en lægeuddannelse.
Aarhus Universitet så med meget lidt milde øjne på dette forslag, og drøftelserne om samarbejdet med det nordjyske sygehusvæsen blev stillet i bero.
Af frygt for, at Århus-planerne skulle kuldsejle, undsagde ledende amtspolitikere det nordjyske universitets forslag.
Siden fik Aalborg Universitet nej til en egentlig lægeuddannelse, men ja til en uddannelse i industriel medicin. Dermed anså århusianerne problemet for løst - og resultatet er blevet den ny aftale om udvidet samarbejde med de nordjyske sygehuse.
Lagt på http://www.nordjyske.dk torsdag d. 07-12-2006 kl. 04:00