[quote]Den akutte patient er en lærebog, der er skræddersyet til medicinstudiets kurser af samme navn, og bogen er tænkt som en vejledning i praktisk og rationel håndtering af akutte patienter. Der lægges vægt på stabilisering af livs- og førlighedstruende tilstande før en egentlig udredning af patienten.
Der er kun få kliniske situationer, hvor behovet for akut intervention er så åbenlyst, hvor tilstanden kan ændre sig så hurtigt, og hvor beslutningsgrundlaget er så relativt spinkelt som ved akut svær sygdom. Alligevel er det ofte især de yngre læger, som i første omgang er ansvarlige for den akut svært syge patient, idet en specialisering som “akutlæge” ikke findes i Danmark.
Som støtte for både den nyuddannede og mere erfarne læge anviser bogen en struktureret tilgang til den akutte behandling af svært syge patienter. Kapitlerne tager udgangspunkt i symptomer og symptombilleder frem for i en traditionel gennemgang af organsystemer. Teksten baserer sig på ABC-princippet med udgangspunkt i de hyppigste patientkategorier og i de tilstande, der hurtigt får fatale konsekvenser, hvis der ikke gøres noget med det samme. Kapitlerne er i videst muligt omfang bygget op omkring tre centrale tidsfaser: Hvad der skal ske inden for hhv. de første fem minutter, den første time og det første døgn. Bogen lægger således op til indlæring af en objektiv systematik kombineret med tidsfaktorens betydning.[/quote]
Jeg havde virkelig set frem til udgivelsen af denne bog, kun én md. før kurset i Akut patient på RH begyndte - en ny, opdateret og lidt mere omfattende bog end Hippes “akutte medicinske tilstande”, som tidligere var hovedbogen på ku. Perfekt tænkte jeg - ikke noget med, at side og bladre i andre bøger - det hele i én bog. …
Jeg havde ellers fundet flere engelske bøger i akut medicin, der virkede passende i niveau og dækningsgrad (se andre anmeldelser), men jeg valgte (desværre) at vente på denne umiddelbart spændende nyudgivelse – det hele i en ny, dansksproget bog, perfekt – Nej.
Trods et par relativt fornuftige indledende kapitler stod det mig hurtigt klart, at denne bog hurtigt ville konkurrere om titlen ”dårligste og mest irriterende bog” på studiet siden Egebjergs (?) gamle / udgåede neuroanatomi bog på 2. sem.
Det er som om bogen vil det hele, med kun formår det halve.
Bogen starter med relativt omfattende at gennemgå principperne i ABC (D og E), herunder ”se, ly og føl” inddelt efter første 5 min., første time og førstedøgn, samt ”akutte livredende procedurer”. Kort herefter følger symptom/præsentations baserede kapitler, fx ”patienten med brystsmerter”, ”patienten med feber” osv. Fornuftigt, fordi det er sådan patienter præsenterer.
Problemet er snarere de enkeltes kapitlers opbygning og indhold. Ved starten af hvert nyt kap. trækkes man konsekvent gennem ”se, ly og føl” inddelt efter første 5 min., første time og førstedøgn, dvs. ABC vurdering med særligt henblik på kapitlets overskrift. I starten går det meget godt – ABC principperne er jo vigtige at kunne, så hvorfor ikke lidt repetition. Hurtigt bliver det for meget. I stedet for at henvise til det indledende kap. for ABC-vurdering, fx vitale ABC-parametre og kun nævne de to eller tre mest vigtige ”se, lyt og føl” parametre, tvinges man gang på igennem stort set hele molevitten – resultat: man læser det samvittighedsfuldt for det kunne jo være der var en særlig ”se, lyt og føl” parameter man ikke må overse, fx NRS hos en pt. med feber…, men indtil da kobler man hjernen fra, tænker på hvad man mon skal spise til aften osv, og venter utålmodigt på hvornår de egentligt ”facts” kommer. Gud hjælpe om ikke det meste ofte gentages i det næste underafsnit ”den første time” osv. Det mærkelige er, at selvom de fleste abc parametre stort set gennemgås i en uendelighed, sidder man alligevel med en fornemmelse af, at noget måske mangler – enten en glemt vigtig ABC-parameter eller en anden vigtig klinisk parameter relevant for den givne præsentation, fx ”lymfeknudesvulst”. Flere steder er det som om forfatterne næsten er for tro mod ABC-princippet.
Mens ovenstående forhold overvejende er irriterende og koncentrationshæmmende betyder den oftest overfladiske gennemgang af de mere specielle underafsnit/sygdoms entiteter, at man får en mere komplet følelse af, at man spilder tiden. Indholdet er simpelthen ikke tilstrækkeligt dækkende til, at man vil kunne håndtere en rigtig situation (uden at kalde bagvagten hele tiden). Fx står der, at behandlingen af hypo- og hypernatriæmi er en specialistopgave, mens min erfarring fra medicinske vikariater siger, at det er forvagtens opgave og, at det i det hele taget er ret hyppige tilstande på en medicinsk AMA. Det samme kan siges om de forskellige grader af hypertensive kriser.
Alt i alt vil jeg meget heller have læse tingene i kompendiet, Harrisons, cecil eller/og akutte medicinske tilstande eller endnu bedre i Oxford handbook of acute medicine eller Amagers medicinske instruks.
Langt hen af vejen er jeg enig med dig chr.s. Bogen indeholder en del gode figurer og boxe, men ikke noget som vi ikke finder i diverse lommebøger eller foldere.
Mit problem med bogen er at den ikke kan finde ud af om den er tiltænkt kittellommen eller bogreolen. I overført betydning… Bogen vil aldrig kunne passe ned i kittellomme , men indholdet er tit meget kortfattet og fyldt med velmenende (og gode!) råd om at her skal du kalde din bagvagt eller det og det speciale. Det fungerer bare ikke i en bog man sidder med på læsesalen, fordi megen videre behandling er beskrevet for overfladisk. Det giver et rodet indtryk, at der er så mange gentagelser omkring ABC, og herudover overlapper flere kapitler. Under væskebehandling er eksempelvis beskrevet, hvordan man behandler hyperkaliæmi, og senere under den bevidsthedspåvirkede patient skriver forfatteren at behandling af elektrolytforstyrrelser er meget kompleks, og kræver at bagvagt/andre speciallæger inddrages. Jeg tror det er manges erfaring at en del af de tilstande kan / skal medicinsk forvagt selv klare.
Det er bogens intention at den skal spænde bredt, og derfor inkluderes også kapitler dækkende akut psykiatri og øjensygdomme. Måske er det bare mig, men jeg synes det er lidt for perifert i forhold bogens udgangspunkt med at gennemgå ABC principper. Samtidig er ortopædkirurgi udeladt fraset kapitlet om den multitraumatiserede patient. I sig selv er det fint nok, men hvorfor skal bogens så indeholde de andre ‘perifere’ kapitler?
Mit råd er at bogen burde fokusere mere på de akutte medicinske tilstande, og så gerne fordybes sig mere i de emner. ABC princippet er essentielt, ingen tvivl om det, men der er bare ikke nogen der bliver superseje til det af at få det gentaget 25 gange i løbet af bogen. Én gang må være nok suppleret med praktiske øvelser i færdighedslaboratorie og operationsgang, og herefter er det med at komme i arbejdstøjet og få sved på panden!
, men indholdet er tit meget kortfattet og fyldt med velmenende (og gode!) råd om at her skal du kalde din bagvagt eller det og det speciale. Det fungerer bare ikke i en bog man sidder med på læsesalen, fordi megen videre behandling er beskrevet for overfladisk. Det giver et rodet indtryk, at der er så mange gentagelser omkring ABC, og herudover overlapper flere kapitler. Under væskebehandling er eksempelvis beskrevet, hvordan man behandler hyperkaliæmi, og senere under den bevidsthedspåvirkede patient skriver forfatteren at behandling af elektrolytforstyrrelser er meget kompleks, og kræver at bagvagt/andre speciallæger inddrages. Jeg tror det er manges erfaring at en del af de tilstande kan / skal medicinsk forvagt selv klare.