Danmark opgiver sprogkrav for nordiske medicinstuderende

Medicinstuderende fra Norge og Sverige skal ikke gennemgå en sprogtest, før de starter på medicinstudiet i Danmark.

Den danske regering opgiver nu kravet om, at svenske og norske studerende, skal klare en sprogtest for at få lov at læse medicin i Danmark.

Til gengæld bliver de faglige krav hævet, så det fremover kun er de dygtigste studerende fra Sverige og Norge, der bliver optaget.

Derved håber vidensskabsminister Helge Sander (V), at det vil lykkes at begrænse det høje frafald blandt de svenske og norske studerende.

Hver fjerde plads
Det har længe været en torn i øjet på danskerne, at så mange pladser på de danske universiteter blev spildt på andre nordiske studerende, der alligevel ikke gennemfører.

I øjeblikket optager studerende fra de øvrige nordiske lande op mod hver fjerde plads på medicinstudierne i Danmark.

»Det afgørende for mig har ikke været, om vi får en sprogtest eller ej, men at vi får gjort noget ved problemet. Hvis det kan gøres på andre måder, er det helt fint med mig, og det vil vi nu forsøge«, siger Helge Sander til Ritzau.

kilde http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=291933

Har videnskabsministeren fremlagt dokumentation for, at frafaldet blandt svenske og norske medicinstuderende er “højt” og er dette frafald da højere end blandt danske (statsborgere) medicinstuderende.

Dekanen ved det sundhedsvidenskabelige fakultet ved Syddansk Universitet, Mogens Hørder har udtalt, at det er en problemstilling han overhovedet ikke kender til. Frafaldet blandt svenske og norske medicinstuderende er lavt og ikke højere end blandt de danske medstuderende.

Endvidere er det hans opfattelse, at der kun i meget få tilfælde er egentlige sprogproblemer.