Kære stud.med.
Jeg har efterhånden snart kun et halvt år tilbage inden jeg er læge, og jeg har igennem mit studie siden dag 1 følt, hvor meget pres der ligger på os studerende til at gøre noget ekstra, udover at gennemføre uddannelsen, for ikke at ende med at blive samfundsmediciner på langeland (overdrivelse fremmer forståelse) - specielt i takt med at optaget af medicinstuderende bliver ved med at stige.
En del af presset kommer udefra, størstedelen kommer nok fra medstuderende, men en god andel kan jeg også mærke kommer fra mig selv, og jeg har desværre været rigtig dårlig til at sige fra, og er derfor endt med et “pænt” CV, med prægraduat forskning, undervisning som instruktor, lægevikariat samt diverse frivilligt arbejde.
Problemet er, at jeg faktisk ikke har gjort disse ting af interesse, men kun fordi jeg har følt mig presset og tænkt at det var nødvendigt, og derfor har jeg ikke rigtig nydt min studietid så meget som jeg kunne ha’ gjort.
Føler at jeg har brugt alt for meget af min fritid på arbejde, protokoller, at slikke r@v osv.
Nu tænker I sikkert “fedt for dig stræber, tilykke med det”, men grunden til at jeg skriver er egentlig at jeg godt kunne tænke mig at starte en debat.
I hvor høj grad er alt det her cv ræs overhovedet nødvendigt, tæller prægraduat, vikariat, undervisning mm. overhovedet noget når vi først står i den hvide kittel og skal søge vores første intro/hoved uddannelse?
Jeg føler at det er vigtigt at få snakket om dette, for jeg har altid lyst til at sige til yngre studerende, at de bare skal lade være med at gøre alle disse ting med mindre de virkelig virkelig har lyst til det, og at det ikke vil påvirke deres fremtidige muligheder, men i hvor høj grad mener I at det er sandt?
Når jeg kigger rundt på mine medstuderende kan jeg nemlig se at jeg langt fra er den eneste der gør alt dette for den dårlige samvittighed, eller for sikkerhedens skyld, uden egentlig at have lysten.
.
Jeg er selv relativt ny medicinstuderende, men kender dog alligevel en del til branchen qua mit netværk.
Først og fremmest; super godt med et opråb omkring denne problematik! For det har også efter min mening taget overhånd.
Jeg tror desværre stadig at der er en del hold i tanken om at CV’et tæller når man skal vælge HU. Jeg har ikke fornemmelse af at det er specielt afgørende i introerne, men hvad hjælper det hvis man ikke kan komme ind på sin HU.
Rent samfundsøkonomisk har jeg svært ved at se pointen i at så mange medicinerne forsker under studiet eller lige efter (forskningsår eller phd), hvis de ikke bruger deres forskningsuddannelse efterfølgende. Jeg har ikke tal på hvor mange der bruger deres forskningsuddannelse efterfølgende, men jeg har, ligesom dig Klausen, en idé at mange forsker/skriver phd alene for at få det på CVet fordi det ser godt ud, og det er vel egentlig ikke pointen med forskeruddannelsen?
Min far(læge) har været vejleder for flere phd’er og han siger at det er meget tydeligt hvem der brænder for forskningen og hvem der bare gør det for senere at kunne komme ind på den rigtige HU det rigtige sted. Det er jo ikke meningen (tror jeg ikke).
Jeg har indtil videre på studiet ikke lavet andet end at forsøge at følge med i alt det vi lærer og jeg mærker ikke “CV-presset” endnu, men har dog alligevel en del kendskab til det. Jeg har nogle frivillige ting i kikkerten, og et instruktorjob kunne jeg egentlig godt tænke mig, men som studiet kører lige nu har jeg ikke tid til mere. Måske det bliver bedre senere? 
Jeg er speciallæge og cand.med fra 2007.
Mit indtryk er hospitalerne efterhånden ønsker enten meget dygtige klinikere eller forskere i eliten.
Den der bløde mellemvare, med blandet klinik og forskning (men hvor man reelt set ikke er superdygtig til nogle er delene) er nok lidt på vej ud.
Medicin er idag så komplekst og omfattende, at den gamle skole, hvor man både var en fremragende forsker og en blændende klinisk læge er uddødende.
Så mit råd er, find ud af hvad du egentlig vil: er det forskning, så sats 100% på det og hvis du vil være kliniker så se så mange patienter som muligt. Man bliver groft sagt ikke en bedre kliniker af, at lave lavet en ph.d afhandling. Jeg ved godt at mange tror man skal lave forskning for at opnå en HU-stilling og det er måske tildels rigtigt. Men som jeg hører tingene (når man hører hospitalsdirektører, regionsrådspolitiker etc) så ønsker man i fremtiden mere rene kliniske læger. Når det så er sagt, så kræver det at være klinisk læge en massiv indsigt i forskningsmetode, men det er lettere veje til en sådan viden end en ph.d!
[quote=“JacobBjerg” post=87041]Jeg er speciallæge og cand.med fra 2007.
Mit indtryk er hospitalerne efterhånden ønsker enten meget dygtige klinikere eller forskere i eliten.
Den der bløde mellemvare, med blandet klinik og forskning (men hvor man reelt set ikke er superdygtig til nogle er delene) er nok lidt på vej ud.
Medicin er idag så komplekst og omfattende, at den gamle skole, hvor man både var en fremragende forsker og en blændende klinisk læge er uddødende.
Så mit råd er, find ud af hvad du egentlig vil: er det forskning, så sats 100% på det og hvis du vil være kliniker så se så mange patienter som muligt. Man bliver groft sagt ikke en bedre kliniker af, at lave lavet en ph.d afhandling. Jeg ved godt at mange tror man skal lave forskning for at opnå en HU-stilling og det er måske tildels rigtigt. Men som jeg hører tingene (når man hører hospitalsdirektører, regionsrådspolitiker etc) så ønsker man i fremtiden mere rene kliniske læger. Når det så er sagt, så kræver det at være klinisk læge en massiv indsigt i forskningsmetode, men det er lettere veje til en sådan viden end en ph.d![/quote]
Hej Jacob,
Fedt med et indspark fra en læge der er i erhvervslivet.
Gælder det du siger generelt for alle specialer eller det der nogle specialer der er mere fokuserede på CV (herunder forskning) en andre?