Jeg drømmer om at læse medicin og har efter lange overvejelser besluttet mig for, at jeg hellere vil fortryde at jeg gjorde forsøget, end se tilbage om 20 år og ærgre mig over at jeg IKKE gjorde. Så nu skal det være - endelig!
Grunden til, at jeg formulerer mig sådan er den, at jeg har to små børn, en på 7 mdr. og en der lige er blevet 2 år. Og om end mine drømme om at blive læge fylder meget, så fylder mine børn altså mere! Så jeg er i tvivl om, hvor realistisk det er, at gennemføre et medicinstudie med børn, hvis man rent faktisk har en forventning om også at have tid til at være sammen med sine børn… Er der mon nogen med erfaringer?
Jeg skal måske lige sige, at jeg nærmer mig 28 år med hastige skridt, så jeg ER færdig med at gå i byen hver weekend og den slags :lol: Det, jeg forestiller mig min tid kommer til at skulle deles imellem er studie og familie. Jeg er vant til at studere, har en mellemlang videregående udd. i forvejen og tingene har altid faldet mig ret nemt, hvis det bare har interesseret mig nok! Jeg har en grundlæggende forståelse af anatomi, fysiologi og generelle medicinske begreber og er som sagt ret god til at læse, hvis jeg selv skal sige det. Og så er jeg også lidt af en nørd… F.eks. er jeg pt i gang med at læse Medicinsk Embryologi, mens min søn sover til middag. Bare fordi jeg synes det er interessant… :shock:
Men hvad tænker I - kan det lade sig gøre, eller er det en dødssejler fra begyndelsen?
Det er vi andre, der gør/har gjort, og det kan du selvfølgelig også. Hvis du fra starten ved, at du prioriterer tiden med børnene, så skal du nok vide, at medicinstudiet er som et fuldtidsjob, og i perioder er der rigtig meget at lave, i andre perioder er der mindre.
Læser du så meget du kan fra starten af semestrene, så kommer du igennem det.
Hvis man ikke har nået at få læst nok fordi livet kommer i vejen, kan man søge om dispensation til at tage et læsetungt semester over to halvår, i stedet for et, på den måde får du jo både tid til at læse tilfredsstillende og være der for dine børn.
Der er dog visse regler der skal opfyldes med studieaktivitet, fx skal det første års eksamener være bestået indefor to år, og bachelordelen skal være bestået indefor 6 år.
Nogle af fagene er mere spændende end andre, og det er subjektivt hvad man finder svært, men generelt er der visse semestre, der har et virkeligt stort arbejede i sig, mens andre er mere tilforladelige.
Hvis du ikke er alene med børnene er det nemmere, men det kan lade sig gøre som eneansvarlig, hvis man lægger en langsigtet plan og er stædig.
Du skriver ikke, hvor i landet, du bor, men KU opretter et oldekollehold for de ældste studerende, så kommer du ind der, vil der være andre med livsomstændigheder som dine, som du kan læse sammen med.
Du kan roligt gå i gang med studiet :doc: Jeg fik selv et barn under medicinstudiet og det fungerede helt perfekt. Synes det var nemt at passe ind og var ofte glad for at jeg netop var studerende med barn pga. den fleksibilitet man trods alt har i sit skema. Sikker på at jeg fik mere tid med mit barn/familie end jeg ellers ville med fast arbejde - f.eks. som nyuddannet læge… På SDU var der mulighed for at tilrettelægge sit skema efter eget ønske - f.eks. da det brændte på med indl. på børneafd. (pga. for tidlig fødsel) fordelte jeg 2 semestres pensum ud på 3 semestre/halvandet år - dumpede aldrig noget og blev cand.med. ila seks et halvt år. Jeg er glad for at jeg fik barn netop i den periode - og ikke som nyuddannet.
Jeg er ikke alene med ungerne, faktisk er jeg så heldig at have en mand der bakker 100 procent op om projekt “vær studerende de næste 100 år” :lol: Så jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.
Jeg vil stadig gerne høre fra andre, hvis der er nogen der har noget input!
Jeg kan ikke fortælle noget om dit konkrete spørgsmål, men kan kun sige fra egen erfaring: følg din drøm, giv den en chance, du vil kunne se dig selv i spejlet med oprejst pande at du gjorde forsøget i stedet for senere at ærgre dig at du ikke gjorde.
Held og lykke med det, fra en der gør forsøget i en ret voksen alder
Jeg har ikke haft børn under studiet, men mener alligevel jeg kan sige noget.
Folk er meget unge og blæser pensum og kravene til eksamen vildt op (læs bare nogle af indlæggene her på siden) de første semestre. Jeg siger ikke at det er let at læse medicin, men iforhold til at have et alm. 8-16 job, så er det altså ikke meget værre og i lange perioder noget lettere. Hvis du følger timerne og læser koncentreret samt er nogenlunde velbegavet, så er der intet problem i det. Desuden er du oppe i årene og langt mere afklaret. Jeg fornemmer at mange stud.medér bruger mere tid op at snakke om hvor svært pensum er og om hvor mange der dumpede eksammen, end at læse til den eksamen!
Jeg havde allerede fået første barn, da studiet gik i gang. Under studiet fik jeg endnu 2 - og det er gået fint. Nu er der selvfølgelig flere ting, der er nemmere som mand - jeg har f.eks. aldrig skulle amme om natten. :lol:
Med 2 små børn er der ikke tid til det hele - men sådan er det jo, uanset om man arbejder eller studerer. Man må prioritere, både privat og på studiet. Men det kan man jo også sagtens, og som sagt ovenfor, kan man gøre tingene meget lettere ved at være godt med fra starten af semesteret. En god læseplan lagt inden semesterstart, en fantastisk læsemakker der var indstillet på at være selvkørende ind i mellem og masser af opbakning hjemmefra fik mig fint igennem studiet på normeret tid. De første semestre læste jeg alene, fordi jeg syntes det var svært at finde en læsegruppe, der passede til mine behov. Jeg har altid været igang fra morgenstunden og har klaret mig med at læse fra 8-17 på hverdage (8-14 de dage hvor jeg hentede børn) med fri om aftenen og i weekenden. Lørdag og søndag blev dog inddraget under eksamenslæsningen på de store semestre. Så man kan godt være “Dr” og “mom/dad” på samme tid.
Selvfølgelig er medicinstudiet hårdt til tider, men man har stadig fleksibiliteten ved at være studerende - og det er dejligt! Det er et skønt studie, hvis man kan lide at nørde, og det kan sagtens lade sig gøre at blive dygtig, “selv” med børn.
Jeg kan kun støtte op om de svar er er kommet indtil videre. Jeg har tre børn, den ældste er 7 år. Og jeg har som du længe gået med tanken og været bange for at springe ud i det, men gjorde det heldigvis og kan varmt anbefale det. Har også selv anden uddannelse og arbejdsliv bag mig, så tænkte indimellem også at løbet var kørt og at jeg var for gammel til at sadle om. Især med at gå i gang med det længste og hårdeste studie. Og selvfølgelig er det hårdt, men det er altså kun hvad man gør det til!!
Det vigtigste i dit liv er din familie og det er vigtigt at holde fast i, og det kan sagtens lade sig gøre at lade det hele gå op i en højere enhed, sålænge man er i stand til at justere på sine egne forventninger. Det er nok mit bedste råd. Nogle fag vil du skøjte igennem, andre skal du kæmpe hårdt for bare at bestå. Jeg er heldig at have en kæreste der bakker op, så jeg kan følge så meget af undervisningen som muligt. Men mindre kan sagtens gøre det, dette studie giver meget fleksibilitet og du vil opleve de fordele der er ved at være studerende mor. Du kan selv tilrettelægge dine dage, der er meget få obligatoriske timer. Du kan vælge 8-14, så børnene ikke hentes alt for sent og så måske læse et par timer efter børnene er puttet og holde weekenderne fri. Eksamensperioderne kan være mere presset, men hvis du har holdt et solidt niveau i løbet af semestret, behøver det ikke at være så hårdt. Det skal nok gå rigtig fint det hele!
Dette studie har indfriet alle mine forventninger og mere til. Spændende fag og søde medstuderende. Jeg er glad for at have grebet muligheden og fortryder det ikke et øjeblik, og som Aslaug fortæller, så er hold 101 for de ældste studerende, så du er absolut ikke den eneste med en historie. Så spring ud i det og velkommen til
Jeg har selv en en dejlig pige og kan kun støtte op om de andres anbefalinger. Man behøver bestemt ikke at være en hjerne a la Penkowa Du skal bare være nogenlunde normalbegavet og ha’ en effektiv og målrettet daglig læserutine - så burde du kunne klare dig igennem studiet. Jeg håber da at vi måske ses ude på skadestuen, doc. :nurse:
Jeg har selv tre børn (5, 3 og 1½ år) og har netop afsendt min kvote 2 ansøgning. Jeg er også heldig at have et godt bagland. Jeg har tidligere været selvstændig og når den slags skal op og stå skal man alligevel lægge 37+ timer i det. Rent tidsmæssigt tænker jeg altså ikke at familien får mindre opmærksomhed end hvis jeg fortsatte min karriere som selvstændig. Jeg er edderspændt på hvordan det kommer til at blive
Jeg læser også medicin og har et barn på 1,5 år- har arbejdet med studiet ca. 8-16 alle hverdage samt inddraget 5-6 weekender i løbet af hvert semester og fået rigtigt gode karakterer. Kan da godt mærke at jeg ikke har haft tid til så meget ved siden af studiet som mine holdkammerater, men sådan er det jo at få børn, man må opgive andre ting. Hvis du virkelig drømmer om at arbejde som læge skal du endelig gå i gang, blot luk ørene for det massive hysteri på de første semestre, folk er meget usikre på sig selv de første par år.
[quote=“Minimo”:31gfvqo3]Hvis du virkelig drømmer om at arbejde som læge skal du endelig gå i gang, blot luk ørene for det massive hysteri på de første semestre, folk er meget usikre på sig selv de første par år.[/quote] Hørt! :nurse:
Altså, bare for at nuancere historien lidt, kan det godt være svært at få det der med 8-16 til at gå op i en højere enhed, når ungerne først skal afleveres klokken 8 og hentes længe før 16. Hvis man afleverer klokken 7 og henter klokken 17, og samtidig bruger hveranden weekend til læsning, er der vel ikke ret megen tid til ungerne, set ud fra mit perspektiv… Så har de kun deres mor 2-3 timer dagligt? Og det er jo os forældre der vælger at studere, børnene er da ligeglade, de vil bare gerne have deres mor og fars tid…
Jeg har endnu ikke været i stand til at lave sådan nogle arbejdsdage, hvis jeg samtidigt skulle prioritere familien, men så kan man jo inddrage aftenerne, hvor ungerne sover, og alligevel komme op på de nødvedige timer, hvis det ikke er et af de allermest pressede semestre.
Det lyder bare så nemt, når man skriver om det, men fakta er, er det kan være rigtig hårdt. :shock: Det kan sagtens lade sig gøre, men det er altså om at holde tungen lige i munden og prioritere benhårdt og huske sine idealer om at være forælder/studerende undervejs.
(Dermed ikke sagt, at det er forkert kun at være sammen med sine børn 2 timer dagligt, men hvis man gerne vil “prioritere familien”, er det ud fra mit perspektiv en temmelig skæv fordeling tidsmæssigt. Nogle er gode til at have kvalitetstid osv med ungerne, men det ville jeg ikke selv kunne have ret meget af på den tid, hvis der samtidigt skulle hentes børn, handles, laves mad, vaskes op og puttes).
Studiet er i mine øjne ikke egnet ret meget til at have børn på bachelordelen, jeg ved ikke, hvordan det bliver senere. Men med en god portion stædighed og gejst, så kan det altså godt lade sig gøre. Det er jo spændende stof, man lærer, og med glade mødre kommer glade familier. Det er som sagt bare en balancegang…
Så man kan godt være “Dr” og “mom/dad” på samme tid.
