At føle det aldrig er nok

Hej derude!

Jeg er fortvivlet. På trods af at jeg snart er halvvejs med studiet, har jeg en angst for eksamen, der har får overtaget over mig og mit liv :frowning:

På trods af jeg har læst hele pensum, endda nogen ting flere gange, skrevet noter og regnet eksamensopgaver, føler jeg aldrig det er godt nok. Egentlig er jeg hamrende ligeglad med karakteren: Jeg skal bare igennem og blive en god engageret læge! Det er min drøm og kan ikke forestille mig at lave andet. Jeg synes stoffet er virkelig spændende, men min frygt for at dumpe og høje krav om at skulle kunne huske detaljer om hvert eneste emne, for “ellers består jeg jo ikke”, ødelægger efterhånden min kampgejst. Og tanken om det skal fortsætte sådan de næste 3 år er ikke så rar.

De sidste to måneder har jeg stort set ikke set mine venner, og tager tit mig selv i at tænke, om det kan være rigtigt, at jeg skal være slidt op, føle mig ensom og for dum til studiet trods min store indsats. Jeg har aldrig dumpet en eksamen, men har da erhvervet mig et par dårligere karakterer (men også gode), så tror min frygt bunder mere i perfektionisme og manglende tro på mig selv end virkeligheden og egentlige præstationer. Jeg var også sikker på min bacheloropgave var det værste omgang vås, men det viste sig den hev en tocifret karakter hjem.

Jeg ved det er vigtigt at leve sit liv og at der findes mere end studiet, men ærlig talt har jeg ikke energi til at have sindssygt mange flere bolde i luften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver. Måske bare for at høre, om der er andre derude, der også synes det er hårdt sommetider? Måske skulle jeg snakke med en studievejleder - kan nogen anbefale det?

Godt det snart er sommerferie :wink: Held og lykke til jer alle.

  • Mille.

Har du eventuelt en læsemakker? Sådan en gør underværker.

Suk, hvor jeg kender det. Jeg husker også hvordan mine venner var efter mig om at de aldrig så mig fordi jeg gravede mig ned 2 måneder før hver eksamen. Og flere tudeture var der også. Ligesom dig er jeg også perfektionistisk anlagt og min læsemakker har da også et par gange eller mange kigget på mig og spurgt: ‘Tror du virkeligt vi skal kunne det?’. Og hun har haft ret hver gang. Jeg er nu på sidste semester og skal til min sidste eksamen på fredag. Så jeg kan måske - måske ikke - give dig noget du kan bruge.

Det der har hjulpet mig er at have lagt en stringent læseplan fra starten af - så har jeg noget til at holde mig til ilden - og også til at minde mig om at holde fri når jeg rent faktisk har læst det jeg skal. Og læseplanen kan så også indlægge visse fridage når det er påkrævet.
Jeg tager noter første gang jeg læser emnet og anden gang læser jeg kun mine noter (nogle enkelte emner læser jeg igen). Derudover bruger jeg meget den visuelle hukommelse - jeg skriver mine noter hvor de vigtigste ting står med stort eller på punktform. Så terper jeg noterne og kan - for det meste - genkalde mig billedet af noterne og så huske hvad der stod. Men det der har hjulpet mig allermest er at komme på kandidatdelen. Det at kunne relatere det teoretiske med konkrete kliniske eksempler gør det nemmere at huske samt at sortere de irrelevante detaljer fra.
Og ja - en læsemakker er fantastisk

Op med humøret - det bliver kun bedre - og det er det værd i længden.

Nu er jeg dog ikke medicin-studerende endnu (forhåbeligt efter sommer), men jeg kan især også anbefale at arbejde med visuel hukommelse. Jeg ved ikke, om det bare er ‘noget jeg kan’, men hvad jeg ved er, at det er noget der kan læres.

Jeg er godt nok kun 2. semester idrætsstuderende, men alligevel går jeg på studiet som “oraklet” og folk siger jeg har klæbehjerne, samt, at de ikke kan fatte, at jeg husker så meget. Og jeg kan virkelig, virkelig meget. Jeg overrasker mig selv gang på gang over hvad jeg husker. Så, hvad er hemmeligheden? Selvtillid, indlæringsteknikker og gentagelse, gentagelse, gentagelse.

Jeg VED at jeg er dygtig. Jeg VIL være dygtig. Jeg fortæller mig selv, at jeg er awesome til eksaminer; og så bliver jeg awesome. Positiv subvokalisering giver positiv energi - jeg bruger nervøsiteten til noget positivt, så jeg ved, at jeg præsterer mit überste, når det er behøvet. Det er noget jeg først har lært mig selv efter gymnasiet at gøre. Jeg frygter intet, for hvad er der at frygte? Hvis man får en dårlig karakter, kan det betyde to ting: 1) Man er blevet bedømt uretfærdigt (det sker ikke så tit) eller 2) Man har ikke været god nok. Da det som regel er 2) der er årsagen til dårlige karakterer, må man jo blot se det i øjnene - noget som er ret let, hvis man føler man virkelig har gjort sit bedste. Hvis jeg får en dårlig karakter, men jeg ved, at jeg har gjort det så godt som jeg kan og at jeg havde en positiv indgangsvinkel, så var min præstation ikke til mere end det og det anerkender jeg så. Sålænge jeg har gjort mit bedste, forlanger jeg intet mere. “Perfektionisme” som i, at man skal være god til alt i verden, en dødskurs imod stress. Hvis man så fejler, fordi man ikke har forberedt sig godt nok, er det jo ens egen skyld og dette må man ændre. Men, min pointe er, at selvtillid er ekstremt vigtigt.

Hvordan indlærer jeg ting? Jeg husker alting i billeder. Jeg tegner tingene selv, jeg kigger på billederne i bogen og jeg prøver at ‘undervise’ mine medstuderende/familie så tit jeg har muligheden. Jeg kan huske ting, fordi jeg genkalder en situation eller et billed, hvor jeg simpelthen kan aflæse navnet på fx en knogle. Når jeg er i bad, gennemgår jeg nogle ting højlydt for mig selv, imens jeg visualiserer det for mig. Fx har jeg gennemgået alle de overordnede dele af fordøjelsessystemet mange gange i badet. Mundhule-oropharynx-esophagus-ventrikel-duodenum-jejenum-ilium etc. (Jeg ved godt det er overordnet, men jeg prøver bare at give et eksempel på hvordan jeg repeterer) Jeg tegner på væggen i badet, siger alle ordene højt og lukker øjnene og forestiller mig billedet af det hele. Det er meget overordnet, men virker fx også når jeg har memoreret kemiske struktur-formler for fight/flee neurotransmittere.
Og det har egentlig god basis i neurofysiologien og hebbian theory; jo flere ting der fyrer samtidigt, jo stærkere bliver forbindelserne. Neurons that fire together, wire together. Så når jeg bruger alle mine sanser/udtryksformer, husker jeg tingene bedre. Jeg visualiserer, hører, taler, bevæger, ser og føler ordene og begreberne; sammenhængene og figurerne. Og jeg gør det igen og igen og igen og igen.

Og ja, sådan indlærer jeg. Vigtigst at få med fra mit indlæg er, at du ikke lærer ret meget ved at læse i en bog. Du lærer at behandle, hvad der står i bogen. Nu kender jeg ikke kravene til jeres eksaminer eller omfanget af pensum, men jeg er sikker på, at det er muligt at læse det hele igennem, få dannet sig et overblik og så repetere, hvad der er vigtigst at huske igennem overvejede indlæringsprincipper.
Personligt kan jeg virkelig anbefale at undervise; jeg har afholdt forelæsninger i basal anatomi/fysiologi for mine medstuderende. Selvom det tager tid at forberede powerpoints og selvom man er fuldstændig ristet efter 2 timers ‘forelæsning’, så har man alligevel gennemgået stoffet 3 gange: 1) Da man læste første gang, 2) Da man forberedte sig og 3) Da man underviste. Og vigtigst af alt er, at man lærer at tale foran folk og er 100 % fokuseret, hvilket er en bonus til det faglige.

Du kunne jo eventuelt gå sammen med en masse mennesker og så kunne I på tur undervise hinanden.

Beklager, hvis det var en væg af tekst. Det er bare skrevet frit fra tankerne, men jeg håber noget kunne bruges.

Dysp

Tak for jeres svar :slight_smile:

Badoo: Jeg havde en læsemakker tidligere, men vi går ikke på samme semester nu, og selvom jeg søgte en ny dette semester, endte jeg med at læse alene, hvilket egentlig har været okay, da jeg også har skrevet bacheloropgave. Forhåbentlig får jeg en igen på 8. :slight_smile: Men selv da jeg havde en læsemakker, var jeg nervøs.

Bekkasin: Det er rart at høre, at andre har haft det på samme måde og alligevel næsten er ved vejs ende. Jeg plejer ikke at følge en læseplan, og dette semester har det været rigtig svært for mig at læse undervejs, da jeg brugte meget tid og energi på bacheloropgaven. Jeg kan sagtens se fordelene ved en læseplan. Så kan man holde fri med god samvittighed og samtidig vide man når det hele - jeg har også forsøgt nogen gange, men ender tit med at droppe det igen, da jeg hurtigt føler jeg ikke har “frihed” i min hverdag til at lave spontane aftaler og skal indrette mit hele liv efter læseplanen. Men på den anden side SKAL det jo læses før eller siden, og så er det trods alt bedre sådan end at have 2 måneder med snuden begravet i bøgerne 24/7. Jeg tror vil prøve “forberede mig til timen og lave noter”-versionen på 8.! Held og lykke med eksamen på fredag - der skal jeg også op :slight_smile:

Dysp: Du har ret i, det handler meget om selvtillid og indstilling. Helt sikkert. At sige til sig selv, at man er dygtig, gør sit bedste og nok skal klare det fint til eksamen, når nu man har gjort sit bedste. Men jeg har ALDRIG været den person, som bare “synes jeg er awesome” (for nu at bruge dit udtryk :smiley: ) Som barn var jeg altid meget ydmyg og har aldrig haft behovet for at konkurrere. Sådan er jeg bare ikke, så tror desværre det er noget nær umuligt at få den “vinder”-attitude efter 23 år uden :wink: Dermed ikke sagt at man kan ikke kan arbejde med sin indstilling! For den trænger til et skub i den rigtige retning og det burde jeg arbejde med, for tror egentlig det er “roden” til min eksamensangst.

Jeg tegner godt nok ikke i badet, men tror mange af os memorerer i tide og utide og tit snakker om faglige ting i frokostpausen, men klæbehjerne eller ej, og uanset hvor mange gange man gennemgår ting, tror jeg ikke man (læs: ihvertfald mig) kan huske ALLE detaljer på et semester. Så handler det snarere om at være god til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. At sortere og få overblikket. Og det er netop det svære som perfektionist, når man bliver ved med at sige “ej, den her detalje må jeg også hellere få med…” Og medicinsk kompendium er spækket med dem :wink:

Jeg er også begyndt at huske ret godt, efter jeg og min læsemakker fandt en teknik med at visualisere hvad fanden vi snakker om. F.eks KU, 2. semester. Signalveje i cellen, under biofysik. Det var et helvede at sidde med en bog og prøve at huske det hele, indtil vi fandt på at få fat i et lokale med en tavle hvor vi gik amok. Dagen efter sad samtlige signalveje fast, og de sidder der såmænd endnu, selvom jeg ikke har læst på det de sidste 3 uger.

Der er desuden forskel på at være nervøs og spændt. Som en mand sagde engang, så er nervøsitet et tegn på dårlig forberedelse og spænding er et tegn på at man kan sit lort.

At leve strengt efter en læseplan er i mine øjne et helvede uden lige. Jeg vil sgu gerne læse, det er ikke det - jeg kan bare ikke have at jeg skal gå og have det dårligt med mig selv over at jeg ikke har læst efter planen. Derfor starter jeg eksamenslæsningen i god, god tid. Så har jeg tid til at skippe en dag eller to, hvis jeg ikke lige føler for at sidde med rumpetten plantet i sædet med en eller anden langgaber af en bog og terpe. Jeg når altid at blive klar en uge før, hvor eksamensopgaverne så kommer ind - de giver altid det sidste touch på den viden jeg troede jeg havde, men som jeg havde glemt, og når jeg har set en eksamensopgave og efterfølgende et eksamenssvar, så sidder det altså fast oppe i hovedet. Det skal måske også siges, at jeg, ligesom Dysp, er ret sikker på mig selv, bare som oftest uden noget at have det i :mrgreen: . Jeg ved dog inderst inde, at når jeg gør mit bedste, så ER det godt nok for mig. Fuck, hvad alle andre tænker. Fuck, hvad mine forældre tænker. De kom alligevel aldrig så langt som jeg gjorde i uddannelsessystemet (og de har allerede udtalt at med en søn (min bror) som revisor, en søn som læge og en datter med et gennemsnit et godt stykke over 10 fra gymnasiet, så er de allerede så stolte at de ikke siger ét ondt ord om vores karakterer mere i vores liv).
Jeg har den fornemmelse, at mange har den der følelse af, at det er en konkurrence med de andre studerende om, at få de gode karakterer, blandt andet pga. lidt pres fra forældre og andet familie osv… Sådan kan man altså ikke hænge sammen, hvis man ikke har det der specielle terpe-gen som kun er få forundt. Sidder man og kigger andre folk over skulderen og bliver nervøs, fordi de ser ud til at kunne meget mere, så ender man i en situation hvor man stresser for at opnå deres niveau, for man vil jo gerne slå deres karakter, og en stress-situation gør jeg alt for aldrig at havne i. Ikke, om jeg gider det. Så vil jeg langt hellere leve mit ungdomsliv ved siden af, og så tage til takke med de 7-taller som bliver efterladt, når terperne sætter i gallop til eksamen, og som alle andre af ukendte årsager prøver at undgå. Jeg skal nok blive en lige så god læge som dem alligevel, det tvivler jeg bestemt ikke på. Studiet her ser jeg som forstadiet til de 5 år, hvor man går i dybden med ét område af læge-aspektet (specialet) og jeg har det sådan, at det er i specialet at jeg skal hænge i, for at blive den livreddende og patienthjælpende læge, jeg har drømt om at blive siden 6. klasse.

Dermed, Mille15: Du står over for 3 ekstremt hårde år, hvis du fortsætter som du gør nu. Du viser jo allerede tegn på at du er totalt udbrændt over studiet pga. de lange eksamensperioder og din følelse af aldrig at være så god, som du gerne vil være - hvis jeg var dig, så ville jeg gribe fat i kraven på mig selv og slæbe mig selv ud i solskinnet. Eller også ville jeg arrangere noget, som man kan betale på forhånd. Dermed kan du ikke hoppe fra selvom du føler at du bare SKAL læse. Du har brug for at komme ud blandt andre, normale mennesker der intet har med medicinstudiet at gøre, også i dine eksamensperioder. Jeg siger ikke at det skal være hver evig eneste dag at du skal ud og more dig, men der er vel intet problem i at reservere én dag om ugen i eksamensperioden til enten afslapning eller fis og ballade? Jeg tror ikke jeg vil kunne klare det, at skulle sidde indespærret i 2 måneder uden at få drukket en øl eller tre en aften - men nu får vi se. 3. semester starter til efteråret :mrgreen:

Held og lykke skal du da have.

Hej Mille vil tilslutte mig det bekkasin sagde - en ordnet læseplan med afmålte perioder hvor du læser og så konsekvent tage fri derefter og lade op, og passe på dig selv. Det der med at du ikke kan klare flere bolde i luften, den bold du skal have i luften er at bruge mere tid på dig selv og pleje dig selv, gøre ting du kan lide og bruge tid sammen med mennesker. Kort sagt sørge for at koble godt og grundigt af og gøre det til en lige så vigtig del af dit liv som lektierne.

Det er den måde jeg har fundet, hvor jeg kan klare en stabil mængde læsestof og sammetid føle jeg er glad, nogenlunde, når jeg går i seng om aftenen. Det er enormt vigtig at være meget konsekvent når du har læst nogle sider og tager fri, at du ikke bruger tid på medicin efter det, sørg for at holde 100% fri når du er færdig.

Kære Mille,

Jeg kan høre mig selv i meget af det du siger. Man føler aldrig ens evner er tilstrækkelige, og man spejler sig i sine medstuderende, som man synes overkommer alting med lethed.

Heldigvis kan jeg kun høre mig selv som jeg var på 1. halvdel af studiet, og her er min pointe: Det er helt naturligt, og det kommer til at gå bedre. Især, hvis du selv sparker til en mere positiv udvikling.

Inderst inde svarer du selv på dit spørgsmål i dit indlæg. Du sammenligner dig selv med andre og konkluderer, at alle andre hele tiden virker foran – underforstået at du er bagud. Her mener jeg nøglen ligger til at vende udviklingen. En kolossal forandring for mig var at sørge for, at jeg begyndte at læse foran andre, gerne med hele måneder. Det gav mig et kæmpe skub, at jeg følte et overskud, og jeg kunne tydelig mærke stressniveauet aftog og jeg fik større velbefindende. En af løsningerne, som mange siger, er at lægge en tidlig plan, der spreder byrderne ud over så lang tid af gangen. Du kan komme langt med kun at læse 10-20 sider om dagen, men til gengæld gøre det hver dag. Prøv til dit næste fag på næste semester at planlægge sådan, at du kan have læst bogen inden semestret begynder, så du kun skal lave eksamensopgaver og repetere. Det vil virkelige forandre din tilgang til studiet, gøre dig mere selvstændig og helt klart reducere stressbyrden. :slight_smile:

Håber det kan være et skub til at komme videre. Heldigvis sker mange ting automatisk på anden halvdel af studiet, især med selvbevidstheden og styrken til at klare læsemængden.

Alt det bedste.