7 lægeroller - hvad skal jeg gøre under studiet?

Godaften!
Jeg er fuld i gang med 1. semester af kandidaten på AU, og jeg håber på lidt råd fra nogle ældre stud.med eller læger :slight_smile:

Sagen er den, at jeg (som så mange andre) ikke rigtig har nogen anelse om, hvilket speciale jeg ønsker at videreuddanne mig indenfor, når den tid kommer. Af den grund ønsker jeg jo egentlig bare at åbne så mange døre som muligt, og det er her, I forhåbentligt kan hjælpe lidt - for hvordan gør jeg det bedst?
Vi har endnu ikke fået introduktion til de 7 lægeroller, men jeg begynder at fornemme, at de betyder en hel del, når man engang skal søge ind på hoveduddannelse (?).

Jeg føler mig lidt overvældet, for jeg aner så lidt om, hvad der kigges på/kræves, og jeg føler mig faktisk allerede bagude i forhold til at forbedre mit CV. Jeg har fået et job i en almen praksis, hvilket giver mig rigtig meget, og jeg er enormt glad for det. Men som jeg forstår, så betyder det ikke en fløjtende fis for de 7 lægeroller? :sweat_smile:

Forskning siger mig virkelig intet, men jeg fornemmer fra andre læger, at enten tager man 3-4 introstillinger, og ellers tager man en ph.d-uddannelse og kommer “foran i køen” til HU. Det skræmmer mig lidt, netop fordi forskning udelukkende ville være af nød, og ikke lyst for mit vedkommende. Så er 3 år længe!

For at opsummere, er jeg nok bare i tvivl om, hvad jeg skal begynde at gøre allerede under studiet. Skal jeg finde et sted at undervise (fag, kurser, medicinerforeninger?), skal jeg tage forskningsår for at slippe ud af phd-“kravet”, hvad søren skal jeg? Indtil for et halvt års tid tilbage havde jeg egentlig bare tænkt at komme igennem studiet og efter de 6 år så se på, hvad næste skridt var. Men det virker som om, at man skal være 10 skridt foran hele tiden, og at hvis jeg “kun” tager uddannelsen, så står jeg ekstremt dårligt stillet, når jeg er læge om 2.5 år.

Tusind tak fordi du læste med :slight_smile:

Mvh

Hej 2018SM

Dit arbejde i almen praksis giver dig en hel del, hvis du blot placerer det i den rigtige box. Hvis du f.eks. hjælper ved årskontroller for diabetikere eller KOL patienter, da har du allerede patientkontakt med sundhedsfremme, professionel, ekspert.

Akademiker (jvf. forskning) fylder ikke lige meget i alle specialer og i alle regioner, men hvis du vil ‘ofre’ tid på forskning 0.5-1 år, så kunne det godt være du bliver bidt af det (det er nemlig superfedt i min optik) og hvis ikke andet, hvis du kan bruge det til at lave din kandidatspeciale og forhåbentligt udgive det som artikel, så har du opfyldt den rolle.

Ellers er det mening at du, når du bliver læge, får dig noget erfaring og dine undervisningplaner i både KBU og intro er bygget op omkring de forskellige lægeroller, så der burde du også komme hele vejen rundt.

Så mit råd vil være: brug studietiden til at lære mest muligt og hav det godt samtidigt, brug forskellige tilbud /evt. bliv selv en del af de forskellige basisgrupper (så kan du være leder og organisatorisk arbejde) og brug dine kliniske ophold til at netværke.

Du skal nok nå det hele :slight_smile:

Mange hilsner
Mignon

2 Synes om

Hej @2018SM og velkommen til studmed.dk :blush:

Da jeg læste dit indlæg blev jeg både glad og ærgerlig på én gang.
Jeg blev glad fordi der er en der bringer emnet op i et større forum for det er afgjort et emne der drøftes rundt omkring i studiegrupper og når man er sammen med studievennerne.
Samtidig blev jeg ærgerlig fordi “De 7 lægeroller” fylder så meget at de stresser os medicinstuderende og nyuddannede læger.

Min holding er generelt Slap Bare Lidt Af og lad dig ikke stresse af at det kan ligne at du både skal uddanne dig til læge på fuld tid samtidig med du skal være halvt forsker og halvt kliniker samt have supergode samarbejdsevner, kommunikative evner og så skal du også være professionel og og og….
Jeg synes generelt at der er mange studerende der er gode til at køre hinanden lidt op. Det gælder omkring eksaminerne, men det gælder også omkring de 7 lægeroller.
Min erfaring med lægerollerne er at der er fokus på dem når man søger H-uddannelse, men at det på ingen måde er afgørende at have udfyldte roller for at få stilling i de fleste specialer.
Min kæreste er læge og havde da hun blev færdig på AU et CV hvor der var relativt lidt “kød” på de 7 lægeroller. Hun har været læge i 6 år nu og har aldrig haft problemer med at få en stilling. Der skulle dog lige én introstillig på et perifært sygehus til før døren til universitetssygehuset blev åbnet.

I specialer hvor det kan være meget svært at komme ind kan det være en fordel at have et flot CV med masser af erfaring at vise bl.a. inden for de 7 lægeroller. MEN det er ikke et must. Således oplevede kardiologisk afd. på OUH ved sidste ansøgningsrunde slet ikke at få ansøgere til deres H-stillinger (som i 0!). Dvs. havde man søgt der ville man have fået H-stilling alene med en KBU og en intro.
Pædiatrisk afd. på OUH fik ved seneste ansøgningsrunde 3 ansøgninger til 3 H-stillinger. Det siger sig selv at de ansøgere heller ikke behøvede at have hverken ph.d. eller have fyld på alle lægerollerne.
Begge specialer er ellers nogle af de “svære” specialer at komme ind i.
Et eksempel til; neurokirugisk afd. på OUH har lige ansat hoveduddannnelseslæge - denne har (heller) ikke ph.d. så selv det speciale kan man altså komme ind i uden forskningsuddannelse.

Når det er sagt kommer man oftest, som du nævner, foran i køen hvis man har en forskningsuddannelse (ph.d.), og det er også en fordel at have noget på en eller flere af lægerollerne, men man kan altså også klare sig med mindre - særligt hvis man ikke vil de kompetitive specialer.

Håber at det kan give dig lidt ro :slight_smile: Jeg synes at @Migon har et rigtig godt råd:

Så gør bare det du gerne vil, og forsøg ikke at stresse for meget over lægerollerne - særligt hvis du ikke drømmer om et af de kompetitive specialer.

Ovenstående er ikke skrevet for at pege fingre af de der virkelig gir’ den gas under studiet og laver en helt masse så de får et flot CV. Det må de hjertens gerne og jeg har stor respekt for det også! Men vi skal huske at studiet generelt anses for at være et studie i den hårde ende af spekteret og det er altså okay “bare” at blive læge og først derefter opbygge erfaring inden for lægerollerne.

De bedste hilsner
KmK

Hej Mignon
Mange tak for dit svar!

Pt. står jeg kun for blodprøver, EKG’er, små undersøgelser (UVI’er, øreinfektioner o.l.) og andet forefaldende arbejde i den almene praksis. Meningen er dog, at jeg skal oplæres i celleskrab, så jeg kan lave screeningsundersøgelserne. Kan det høre lidt under sundhedsfremme?
Klinikken har nemlig den dygtigste sygeplejerske ansat, og hun er ekspert i diabetes og KOL, så de patienter kommer desværre ikke ind forbi mig :slight_smile:

På den ene side kunne det være super fedt at være forfatter eller medforfatter på en videnskabelig artikel, og på den anden side hang hele den akademiske skriveproces mig ret langt ud af halsen, da vi skrev bacheloropgave. Om jeg bare var uheldig, det ved jeg ikke, men jeg har været lidt skræmt af forskning lige siden.

Dit råd er rigtig godt og et jeg vil tage med mig. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke altid synes at det er lige nemt at “have det godt” på studiet, for jeg synes det er omfattende, stressende og svært. Af den grund blev jeg også ret frustreret, da jeg fik at vide, at jeg pludselig skulle kunne håndtere både studiet OG begå mig i foreninger, frivilligt arbejde og forskning, hvis jeg ikke ville ende rigtig dårligt stillet.

Jeg tror egentlig, at jeg skal blive bedre til at acceptere, at lægelivet er én lang uddannelse… jeg gik jo nok i bund og grund og glædede mig til at være færdig læge, men det bliver man nok aldrig, så jeg kan ligeså godt lade være med at skynde mig mere end hvad godt er :slight_smile:

Hej @KirurgenmedK og tusind tak for dit svar!

Du har fuldstændig ret - det er mere stressende end hvad godt er, at de 7 lægeroller fylder så meget. Ikke desto mindre får vi tudet ørerne fulde omkring hvor vigtige de er, og der forventes lidt implicit, at vi tilegner os erfaring indenfor alle roller, samtidig med at vi har travlt med bare at holde hovedet oven vande under studiet :hot_face:

Jeg er pt i klinik på AUH, og hver gang jeg har en læge på tomandshånd under rolige omstændigheder, så forhører jeg mig lige, hvad deres opfattelse er omkring de famøse 7 lægeroller, og hvordan de selv er endt i specialet. Min erfaring er efterhånden, at det - som du selv er inde på - er mindre relevant ved en introstilling, mens der kigges mere på det i bestemte H-uddannelsesstillinger. Men her kommer perfektionisten i mig så… For lad os sige, at jeg så vælger “bare” at fokusere på studiet. Tilegner mig viden, bliver dygtigere. Så har jeg svært ved, at jeg på en måde allerede lukker døre for mig selv, idet jeg jo kunne have brugt min studietid på forskning, frivilligt arbejde, foreningsarbejde og alt det der.

Altså det komiske er jo, at jeg faktisk pt. mest ser mig selv som kommende alment praktiserende læge. Ikke kardiolog, ikke neurokirurg eller et eller andet sindssygt eftertragtet speciale. Plastikkirurgi har også min store interesse, men jeg tror ikke på, at det kan lykkes, for der er 8 stillinger om året, og konkurrencen er enorm. Så er der dermatologi tilbage, som jeg faktisk intet aner om konkurrencen i.

Så altså… jeg er virkelig glad og lettet over at læse dit svar. Både din historie om din kæreste, men også omkring ansættelsen i H-uddannelse i de forskellige specialer. Man kan altså godt blive andet end arbejdsmediciner eller geriater (sagt i sjov :slight_smile: ) selvom man bare bliver læge i første omgang.

Hej igen,

Jeg er glad for at høre at du kunne bruge min kommentar :relieved:

Hvem er det der siger de ting til jer? Er det underviserne eller studerende der er længere på studiet eller hvordan?

Det kan jeg også godt forstå, og jeg tror at mange har det sådan. Men du lukker jo egentlig ikke nogen døre. For alt det du kunne gøre under studiet, kan du jo ligesåvel gøre efter studiet mens du er læge. Der kan du nok bare gøre det mere fokuseret fordi du sikkert hurtigt får en fornemmelse af hvad du gerne vil med dit lægeliv. Dermed ikke sagt at det ikke er fint at gøre noget under studiet, men vælger du ikke at gøre noget, men blot fokusere på dit studiet og dit liv ved siden af studiet så er du ikke sat helt af løbet om at få H-stilling - heller ikke nødvendigvis i et af de kompetitive specialer.

Korrekt af plastikkirurgi er et af de svære specialer at få H-stilling i. Det er nok et af de specialer hvor man ofte skal have et CV at præsentere - og helt det samme gør sig gældende for dermatologi (så ved du det :stuck_out_tongue:).

Sjovt at du lige netop nævner de to specialer! For de er faktisk undervurderede af mange. Folk tror at man bare kan blive det hvis man ikke kan blive andet. Sådan er det bestemt ikke. Faktisk er arbejdsmedicin det speciale hvor flest har ph.d. når de får H-stilling. Og det giver rigtig god mening fordi specialet er så forskningstungt så de vil gerne have at man har en forskningsuddannelse før man starter. Og geriatrien er lidt det nye hippe speciale. Det er jo de eneste rigtige intern medicinere der er tilbage (sorry, det må man ikke sige), men sagt på en anden måde er den bedste bagvagt du kan have i en FAM en geriater! De er brede og de er dygtige medicinere. Mange vil gerne hele kroppen og de bliver oftest alment praktiserende læger, men geriatere og pædiatere beskæftiger sig jo også med hele kroppen bare hhv. hos gamle og børn.

Der er mange overvejelser at gøre sig. Men en ting er sikkert - stress ikke over andet end studiet under studiet :+1: Du skal nok få rigeligt af alt det andet efter end studie!

Dbh.
KmK

Den prægraduate indsat har i min optik meget lav værdi i forhold til en HU-stilling. Men det kan selvfølgelig være med til at bygge videre på den postgraduate indsats. F.eks. hvis du er aktiv i et forskningsmiljø… Men det var de færreste da jeg var studerende - og de fleste af os er endt som speciallæger alligevel :slight_smile:

Jeg havde selv noget studierelevant arbejde, lidt undervisnings (for at tjene penge). Synes det meste kom af sig selv og naturligt på kandidaten… Ingen stress…

1 Synes om

Hej @KirurgenmedK !

Det er de ældre studerende og ikke mindst lægerne. Selvfølgelig får vi ikke at vide, at vi absolut skal have styr på det hele i det sekund, vi færdiggør kandidaten, men blandt de studerende ligger der en form for pres, idet vi jo heller ikke vil komme ud og have “spildt tiden” og være dårligere stillet end de, der faktisk fyldte på lægerollerne under studiet.

Super fedt, at det lige netop er plastikkirurgi og dermatologi, jeg har sat næsen op efter, når forskning ikke siger mig det store :laughing: What are the odds… Nå men det kan jo være, at jeg får lyst til forskning senere hen - ellers må jeg jo knibe ballerne sammen i de 3 år, phd’en tager.

Mht. geriatri og arbejdsmedicin - det anede jeg ikke. Der kan man bare se :slight_smile:

Jeg vil forsøge at acceptere, at jeg ikke kan det hele på én gang. Det er jo en god pointe, at hvad jeg kan under studiet, det kan jeg også efter studiet. Jeg blev bare lidt tidspresset på forhånd, haha.

Tak igen for dit svar.

Mvh

Hej @frold

Tak for dine input :slight_smile:

Du siger, at det meste kom naturligt under kandidaten? Jeg er nok lidt den distræte type, så jeg fanger ikke altid lige mulighederne, når de dukker op. Kan du give nogle eksempler?

mvh