Eliasson: Det er en fin ide at debatere disse emner herinde, men hvis det skal udmønte sig i en meningsfuld debat mener jeg det er nødvendigt at fremlægge alle fakta i sagerne - du har desværre undladt en række særdeles vigtige forhold ved begge sager:
Jørgen Tranums forslag om ændring af spot-eksamen på 3. semester:
Forslaget handler om at nedkorte tiden ved anatomispørgsmålene til 2 minutter, for til gengæld at give 4 minutter til spørgsmålene i biokemi og fysiologi. Anatomerne mener, at denne tidsfordeling passer bedre til de studerendes behov, da en del oplever at der med de nuværende 3 min pr spørgsmål er for lidt tid til fysiologi og biokemi, mens der er tid tilovers ved anatomispørgsmålene. Rent tidsmæssigt giver det også en samlet besparelse, som medfører at man kan undgå at skulle have 2 separate spotprøver kørende sideløbende. Tidligere har det givet en del problemer, at halvdelen af de studerende så ét præparat, mens den anden halvdel så et andet. Selvom det er meningen at præparaterne skulle være så identiske som muligt, så kan det betyde at det ene hold har haft en “sværere” spot end det andet. Det samlede forslag fra anatomerne kan læses på http://www.demokratiskmedicin.dk/spot.doc
Jeg synes umiddelbart at forslaget lyder rimeligt fornuftigt - anatomispørgsmålene er jo ret kontante - enten kan man svare, eller også kan man ikke. Man vinder ikke meget ved at have et minut ekstra her. Ved biokemi og fysiologi er problemstillingerne imidlertid mere komplekse, og her tror jeg det vil være en gevinst med et ekstra minut. Alt i alt kan jeg godt se det fornuftige og nødvendige i forslaget.
Vedrørende kapacitet på kandidatuddannelsen:
De juridiske forhold på dette område er noget komplicerede, og der kan derfor være andre tolkninger end min, men umiddelbart er det IKKE korrekt at man kan indføre en optagekvote, der medfører at KU-studerende vil skulle stå på standby et halvt år eller længere. Det følger direkte af adgangsbekendtgørelsens §15:
“§ 15. En bestået bacheloruddannelse ved et universitet giver ret til
optagelse, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt., på den kandidatuddannelse, der er
den naturlige overbygning af bacheloruddannelsens fagområde/fagområder,
ved samme universitetet i direkte forlængelse af den afsluttede
bacheloruddannelse”
Læg mærke til at man har ret til optagelse i DIREKTE FORLÆNGELSE af den afsluttede bacheloruddannelse. En evt. maksimal grænse for antallet af optagne vil altså umiddelbart kun påvirke KU-studerende der ikke søger om optagelse i direkte forlængelse af deres afsluttede bacheloruddannelse, eller studerender der ønsker at blive overflyttet fra et andet universitet. Studieadministrationens jurister har udarbejdet et notat omkring de juridiske forhold ved en optagekvote på kandidatdelen, men der er umiddelbart en række relevante forhold der ikke er beskrevet her i. Jeg regner derfor med at disse forhold vil blive beskrevet nærmere i forbindelse med studienævnsmødet på tirsdag, og at sagen herefter kan diskuteres på et mere kvalificeret grundlag. I alle tilfælde er det vigtigt at slå fast, at vi som udgangspunkt har et retskrav på optagelse på kandidatdelen, og at der ikke er nogen grund til at tro at nogen (ministeriet eller folketinget) vil ændre på dette. En indførsel af adgangsbegrænsning vil altså primært have betydning for studerende der gerne vil overføres til KU fra andre universiteter.